Print artikel

At miste noget og finde det igen

Tour de France 2016, Foto Mark Cavendish' Instagramprofil
Artikel
02.07.17
Historien om Mark Cavendish er mere end bare en beretning om en selvtilstrækkelig ung mands vej til stjernerne. Det er en fortælling om fortabelse, længsel og smerte, men også om den ubegrænsede tilgivelse, der findes ved målstregen.

Det var ikke nogen nem tid for den dengang 24-årige Mark Cavendish. Han og kæresten var gået fra hinanden, hans bror var havnet i fængsel, og en nær ven lå på hospitalet efter at have været involveret i en alvorlig trafikulykke. Derudover var en kosmetisk operation, som han fik foretaget i vinterhalvåret, der skulle rette hans tænder ud, endt med en slem infektion. Det blev starten på en frustrerende 2010-sæson, hvor der skulle gå lang tid, inden han fandt tilbage til sin sædvanlige form.

De foregående to år havde han og hans hold været uovervindelige i massespurten. Den unge Cavendish havde skabt sig et navn som den hurtigste rytter i feltet, men han var også blevet kendt for sit temperament og for sin arrogante, måske endda hovne attitude. Han havde vundet meget i en tidlig alder, og det havde gjort ham overmodig. Han var blevet en kontroversiel figur, og nu virkede det til, at han blev straffet for sin selvtilstrækkelighed. Som i lignelsen om den fortabte søn, ville Cavendish have forskud på sin arv, men han ødslede den bort, og nu var han begyndt at lide nød.

Fortabelsen

»Det var min egen fejl, det var min egen forfængelighed,« fortalte han i sin biografi om operationen, der skulle rette hans tænder ud, men som på grund af infektionen endte med at koste ham dyre træningsdage og betød, at han ikke kunne forsvare sin sejr i Milano-San Remo fra året før. Da formen begyndte at melde sig, og han vandt anden etape af Romandiet Rundt, blev han trukket ud af løbet af sit eget hold efter en upassende sejrsgestus, der var tænkt som et svar til kritikerne. Han kom igen i fokus, da han under Schweiz Rundt var skyld i et hårdt styrt, der involverede flere ryttere, og som fik resten af feltet til at kritisere ham for hans kørestil.

Den unge rytters dannelsesrejse var endt helt galt, kunne man mene. Det altoverskyggende temperament, den aggressive facon og de uovervejede kommentarer, der før var en del af det billede, han havde bygget op omkring sig selv, var begyndt at stå i vejen for ham. Da Tour de France, som var sæsonens store mål, endelig kom i gang, ville det ikke rigtig lykkes. På første etape var Cavendish igen skyld i et styrt i finalen, og de følgende etaper blev han slået af både Thor Hushovd og Alessandro Petacchi til stor skuffelse for den ærgerrige brite. Men på femte etape kom forløsningen på målstregen i en eksplosion af akkumulerede følelser, og vinterens sorg og forårets fortvivlelse kunne indløses til en kærkommen sejr. Man så en berørt Cavendish på podiet, der i stedet for at fremhæve sig selv nu pludselig brugte mere tid på at takke sit hold og sin lead-out. Det var en forandret Cavendish, der tog imod publikums hyldest.

»Folk har sagt negative ting om mig, og jeg har givet dem god grund til at sige negative ting om mig. Men det eneste, jeg vil, er at køre cykelløb. Det eneste, jeg vil, er at vinde. Jeg vil vinde i verdens største cykelløb, og det er her,« fortalte han grædende efter etapen.

Han var tilbage, og cykelsporten glædede sig med ham.

De to sønner

I skyggen af Cavendish stod den to år ældre holdkammerat André Greipel. Den stærke tyske sprinter måtte i flere år se til fra sidelinjen, når holdet til Tour de France blev bygget op omkring den vindende Cavendish. Han ventede tålmodigt på sin tur og tog sig til takke med mindre etapeløb, indtil han i 2011 endelig skiftede hold og kunne tage til Frankrig for første gang, hvor han også vandt sin første Tour-etape. Han har siden vundet mange etaper i alle tre Grand Tours, og flere gange for næsen af Cavendish.

Som en af de rene sprintere har han mere end levet op til forventningerne, men alligevel har det været, som om glæden i cykelverdenen var større, når det gik Cavendish godt. Han er en ukompliceret men på samme tid kompleks personlighed, som man vil gerne vil se vinde. André Greipel er modsat Cavendish ofte blevet bebrejdet sin manglende selvtillid. De to repræsenterer vidt forskellige personlighedstyper, og det kommer til udtryk både på og af cyklen. Hvor Mark Cavendish er den selvbevidste, højtråbende yngling, er Greipel den pligtopfyldende tysker, der følger reglerne og lader benene tale for sig.

I lignelsen om den fortabte søn gør det den ældste søn vred, at den hjemvendte bror bliver fejret efter at have ødselt sin formue bort, mens han selv har passet sine pligter. Man kan forestille sig, at André Greipel på samme måde har undret sig over, at cykelverdenen for hver etapesejr har budt Cavendish hjem med åbne arme, mens han selv har fået en mere afdæmpet hyldest.

Men er det uretfærdigt, at Greipel, der har gjort alt, hvad man kunne forvente af ham, og som har vundet et utal af sejre, ikke er blevet hyldet på samme måde, ikke har fået den samme opmærksomhed som Cavendish? I lignelsen svarer faren sin ældste søn, at han ikke må bebrejde ham, men at han i stedet sammen med faren burde glæde sig over og fejre brorens hjemkomst: »Han var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet,« står der i lignelsen.

Cykelverdenens kærlighed er ikke betinget af opfyldelsen af bestemte love. Det er selvretfærdigt at tro, at man ved at gøre det, der forventes, har gjort sig berettiget til en særlig hæder. Den ældste bror har ikke forstået, at han på trods af fejringen af den yngste bror ikke er gået glip af noget. Cavendish var fortabt, men han forsagede fortabelsen og blev tilgivet. Han kom tilbage, og cykelsporten slagtede fedekalven og fejrede hans hjemkomst.

I de senere år er nye, stærke navne som Peter Sagan, Marcel Kittel, Nacer Bouhanni og Arnaurd Démare kommet til, mens Mark Cavendish med et dalende antal sejre over de seneste sæsoner så ud til at have toppet. Men sidste år var han pludselig tilbage på den helt store scene, og med sit nye hold vandt han hele fire etaper i 2016-udgaven af Tour de France.

Igen var det Cavendish, der var i overskrifterne, og det er svært ikke at blive begejstret. Med 30 individuelle etapesejre er han nu kun fire etapesejre fra at tangere Eddy Mercx rekord på flest etapesejre i Tour de France. Den eneste aktive rytter, der er i nærheden af at komme op på siden af ham er André Greipel.

Tilgivelsen

Mark Cavendish har selv beskrevet sprinten, som enden på verden, som om alle følelser fra etapen kommer ud i én stor kugle af ild. I hvert øjeblik ændrer omstændighederne sig. Man må forholde sig til vejret, terrænet, men også de andre ryttere og hold. Imens forsøger kroppen at absorbere enhver lille bid af information, både fysisk og følelsesmæssigt. Den må reagere instinktivt og bruge sig selv fuldt ud i en eksplosion af kraft.

Det er ikke længere bare en etape i et cykelløb. Det handler om længsel, tab, smerte, eufori og kærlighed. Men der er også et moment af renselse og ikke mindst tilgivelse ved målstregen. Fortvivlelse kan blive vendt til sejr på et øjeblik. Og det er netop det, man kan lære af Cavendish’ historie. Vi er aldrig forladt men vågner hver dag op med muligheden for at slutte fred med os selv, som han også har gjort det.

Det er langt fra sikkert, at Cavendish kan gentage sensationen fra sidste år. Men hvis det lykkedes ham, skal vi glæde os på hans vegne. Vi skal fejre det sammen med ham og for os selv. For cykelsporten er en fejring af, at vi er i live.