Print artikel

Hutlihut er kun et fattigt ord

Tipsbladets EM-magasin er blandt de bedste på markedet
Anmeldelse
13.06.12
Cristiano Ronaldo har mere springkraft end en gennemsnitlig NBA-spiller. Daniel Agger vil ikke være fodboldspiller i sit næste liv. Der er meget kærlighed på det danske landshold. Og Flemming Toft er en ekstraordinær dårlig skribent. Den slags sandheder åbenbares for dig, hvis du tygger dig igennem tre EM-magasiner.

EM 2012 er skudt i gang. Og hvilken bedre måde at forberede sig på nervepirrende dramaer, glæde og sejrsrus, ypperlige præstationer, nationalromantik for fulde gardiner, hjerteskærende underpræstationer, skuffelser, gråd, de stemningsfortættede sommeraftener i selskab med gode venner og flot fodbold - end i selskab med EM-magasiner. Tipsbladets, Ekstra Bladets samt BT og TV2 Sportens joint venture er genstand for nærværende læsning og anmeldelse.

Det mest slående ved at turbolæse tre forskellige EM-magasiner i streg er - på trods af naturligvis afgørende forskelle i stil, sprog, henvendelsesform og journalistisk kvalitet - at fortællingerne et meget langt stykke henad vejen er de samme. Er Bendtners selvtillid nok til at bringe os helskindet videre fra Dødspuljen? Er Christian Eriksen moden til opgaven, der venter? Hvad siger anfører Daniel Agger til det hele? Kan Spanien gøre det tredje gang? Og hvad egentlig med Ôzil og Ronaldo - bliver de også afgørende spillere i den her turnering?

Spørgsmålene er oplagte, vinklen kendt. Desværre er svarene det oftest også - altså oplagte og velkendte. Plus spekulative. For I ved nok, at så længe bolden er rund, så kan alting alligevel ske.

Bo Kampmann Walther, medieforsker og udmærket fodboldskribent, sagde for nyligt noget meget rigtigt i Eksistens på P1; Nemlig at fodbold er svært at sætte ord på. Når vi forsøger at beskrive fascinationen og storheden ved fodbold, så trækker vi på et vokabolarium fra kunstens, religionens, og muligvis etikkens rige, men vi bliver ved med at begære de her magiske ord, som kan få det hele til at åbne sig. Når det sublime opstår, som det med mellemrum sker i fodbold, så stopper sproget. Lige præcis det spørgsmål - Hvad er det, der undsiger sig sproget, og den medfølgende hovedpine; hvordan kan vi begribe det, hvis vi ikke kan beskrive det - må siges at være et af (post)modernitetens mest populære. Det interessante i den her sammenhæng er fodboldjournalistikkens løsning på udfordringen; Nemlig den konstante konstruktion af de samme og tit kedsommelige, overskruede og fast cementerede metanarrativer; om nationale identiteter i almindelighed og danskhed i særdeleshed, om det gode vs. det onde og om det personlige individs magt og afmagt.

Indrømmet; De store fortællinger, der knytter sig til fodbold, er en uadskillelig del af tiltrækningskraften. Men det behøver jo ikke nødvendigvis betyde farvel til nuancerne og goddag til spekulativ og ligegyldig snik snak, sågar klicheer og jubelidioti. For når du ikke engang kan trække på kunstens eller religionenes akademiserede sprog til at indramme den virkelighedserfaring, som føles ubeskrivelig, så er det, du ender med at sige hutlihut. Og Hutlihut er som bekendt kun et fattigt ord.

Det bringer mig straks videre til BT/TV2 Sportens juksede EM-magasin. Forstå mig ret; jeg efterspørger skam ikke et overakademisk EM-tidsskrift (eller, det kunne da sikkert være læseværdigt, men), jeg forstår godt, hvorfor et sådant hverken er i BT eller TV2s interesse - eller rettere, hvorfor det ikke er i deres målgruppes-. Hvad jeg til gengæld ikke er helt med på, er, hvorfor to store medievirksomheder ikke gør sig mere umage, når de sender produktet på gaden. Det er simpelthen dårligt skrevet, ligner tabloid netjournalistik, når det er værst. De fleste interviews er afskrevet og sammenstykket afskrivinger af tidligere; Citater, der er klippet ind i en lind strøm uden videre sammenskrivning. Formen når sin uheldige kulmination i den artikel, hvor Flemming Toft formår at få Michael Laudrup til at lyde dum og usammenhængende, når han udtaler sig om spansk fodbold. Ikke i orden Toft, ikke i orden.

Derudover savner magasinet et udsyn, der peger lidt ud over Danmarks grænser. Ud over det personfnidrede (Eksempel: Dobbeltopslag, der handler om, at Thomas Sørensen altså er meget mere end en målmand, han laver faktisk (dårlig) kunst derhjemme). Og - for guds skyld - ud over de tomme og kvalmende ord og overskrifter: “Christian Eriksen - Knægten, der vil være konge” og “Dennis Rommedahl - Lyntoget kører stadig”. Sidstenævnte roses iøvrigt af Toft for at have et højt bundniveau og en masse værdier. Hvilke, er et godt spørgsmål. Lad bare vær med at købe det.

Ekstra Bladets er straks en anden historie. Her blev jeg positivt overrasket, især over det grundige startinterview med Daniel Agger, der undervejs docerer nogle - omend banale - så alligevel sandheder, som at livet sgu aldrig rigtigt bliver, som du drømmer om, det ændrer sig hele tiden, men derfor kan du godt være udemærket tilfreds. En udmærket researchet artikel om Van Persie og en overskuelig gennemgang af de deltagende nationer tæller også op. Snik-snakken om Danmark fornægter sig ej, men der er trods alt fængende nedslag i mellem, om fx Ricardos ‘Screw down the expectations’-fortalelse og Jon Dahls åbenbart legendariske mål i 2004 mod Sverige.

Det kan du godt købe. Også hvis du ikke ved så meget om fodbold, er det en fin indgang til en slutrunde.

Tipsbladets EM-magasin er til den fodboldnørdede læser. Men, for os, der trods alt ikke er helt derhenne, hvor betegnelsen nørd er på sin plads, er muligheden for at blive meget klogere ganske udmærket. Der er lange og interessante analyser af Ronaldos overlegne fysik, de andre favoritters taktiske muligheder for at stække Spanien, og Samir Nasris forventlige vej ud af landsmanden Zidanes skygge. It’s all good, men desværre også ret traditionelt, og der kan være lidt kedeligt mellem snapsene. Fra endnu et interview med Bendtner (der dog afslører, at der er meget kærlighed på landsholdet) til uoplagt spot på FCKs Johan Wiland til talrige tilbageblik på slutrunder i år 19-hvidkål, da verden var en anden og Danmark stadig glade amatører. Et enkelt forsøg på et lidt sjovere format må dog fremhæves, nemlig dobbeltinterviewet med Christian Eriksen og Ajaxholdkammeraten Gregory van der Wiel, der giver den med drenget charme.

Køb det endelig, hvis du er virkelig interesseret i det baggrundsstof, som aftegner sig i sådan en slutrunde her. Eller hvis du er interesseret i at traktere et mandligt selskab med ellers ubrugelig viden om komplikationerne ved Ôzils valg af det tyske landshold fremfor det tyrkiske.

Den svingende kvalitet til side, så er det, når alt kommer til alt underholdende at læse EM-magasiner i forbindelse med et stemningsfortættet EM. Det kan være gedigen forberedelse til at få mere ud af de kampe, der venter, og så er der sgu forventningsglæde i skidtet.

Men jeg savner dog stadig - fra en mere dominerende stemme i det danske medielandskab - en besindelse på at skabe nogle andre og nye fortællinger om det fodbold der. Det sublime kan være svært at sætte ord på, og det må vi fortsat forsøge at blive ved med (alternativt må vi i stedet tie stille for en stund - også dig Flemming Toft), men derfor er der stadig masser af interessante historier at fortælle. Også nogle, som ikke med tvungen nødvendighed tager udgangspunkt i det nære; Fodboldens sammenvævninger med det politiske og omkringliggende samfund, Hvad er Ukraine fx for en størrelse, Tysklands succes med at integrere spillere af anden etnisk herkomst på landsholdet - er der noget, vi kan lære af der? - og så selvfølgelig en kritisk analyse af, hvorfor kvinder stadigvæk i fodboldoffentlighedens år 2012 partout skal præsenteres som idioter med fugtig mund og en ubærlig trang til at få den mellem stængerne af diverse fodboldspillere. Ja, den går især ud til jer og jeres tåbelige Oddset-pige-musikvideo reaktive stoddere, der arbejder med marketing på Oddset!