Print artikel

En vild gåsejagt

Foto fra coveret til "Lars Elstrup - fra indersiden"
Lars Elstrup lægger det hele frem i ny bog.
Hubbi Heiming og Knud Kløvedal går under navnene Premda og Shendo, og på anbefaling fra dem skifter Elstrup navn til Darando
Essay
01.06.12
I anledning af den kommende EM-slutrunde bringer ATLAS to uddrag af biografien ’Lars Elstrup – fra indersiden’ om den havarerede EM-helt. Følg Lars Elstrup fra straffesparksboksen på Nya Ullevi og til sekten Wild Goose Company, hvor Elstrup ændrer navn til Darando (Floden, der flyder mod havet)
Kapitel 11 (uddrag): Den ulykkelige EM-helt

En indskiftning, tolv minutters fodbold og en målgivende inderside. Lars Elstrup er pludselig på alles læber. Omtalt, feteret, skamrost. Efter Frankrigskampen omkranser det ellevilde pressekorps målhelten og udbeder sig hans kommentarer. Men al glæden til trods er han stadig en rolig og beskeden kronjyde, som fastholder konsensus af fodbold som et holdspil.

“Jeg gentager, at det stadig er holdet, der er det vigtigste, og det var stadig holdet, der stod bag sejren mod Frankrig. Hvis ikke der var blevet dækket godt op inden målet, og hvis ikke pasningen fra Flemming havde været så perfekt, så var målet aldrig kommet,” siger Elstrup efter kampen til Ekstra Bladet.

Tyve år efter har hovedpersonen stadig en ydmyg tilgang til sin egen rolle i den historiske gruppekamp:

– Jeg husker selvfølgelig, at jeg var glad, for jeg scorede, for det var et vigtigt mål, siger han.

– Men for mig har det aldrig været vigtigt eller specielt, at det var lige præcis mig, der scorede. For en fodboldkamp er en holdindsats, understreger han.

De højtravende skudsmål må andre stå for. Og det gør de. Blandt andet leveres superlativerne af Brian Laudrup, der i Ekstra Bladet kalder ham “Danmarks Papin” og udtaler: “Jeg er fuld af beundring, ganske enkelt. Elstrup har en unik evne til at slå til, når han får chancen”. Og med vanlig evne for at udtrykke sig i billedsprog anvender landstræneren følgende betegnelse om Elstrup: “Han er giftig som bladan,” med henvisning til insektmidlet.

Målet medvirker ikke bare til en enorm opmærksomhed omkring hans person. Det gør også, at Elstrup føler sig lettet i forhold til sine egne forventninger. Der er en markant forskel på at være en del af truppen, når man har været i kamp, og når man slet ikke har. Og nu har Elstrup ikke blot fået nogle minutter i benene, men har også foretaget sig noget konstruktivt, endda altafgørende.

– Nu følte jeg, at jeg havde bidraget med noget, og det gjorde, at jeg kunne slappe lidt mere af, fortæller Lars Elstrup.

Om nogen profiterer han af truppens afslappede, men fodboldlystne attitude gennem de tre indledende kampe.

– Vi tog jo bare én dag ad gangen, havde spilleglæden og et fantastisk kammeratskab. Og det bragte os til den sidste gruppekamp, hvor vi gik videre.

– Og derefter kom følelsen i truppen af, at vi “kan sagtens vinde det her”, tilføjer Lars Elstrup.

Men endnu er der ingen tyngende præstationsangst, der plager den Lars Elstrup, som nu er i en semifinaleklar landsholdstrup og en af de spillere, som har sat sit præg på turneringen. Og en mand, man forventer sig noget af.

Og i omklædningsrummet efter Frankrigs-kampen gjorde Lars Elstrup og landsholdet bare det, som de allerede om aftenen den 17. juni 1992 var europamestre i: fodboldhygge og øjeblikkets nærvær i et afslappet fælleskab.

– Når man har vundet en kamp, lavet en fysisk udfoldelse og en mental præstation, så fester man jo lidt, siger han.

– Så vi tog os sgu’ en øl og en smøg i omklædningsrummet. Slappede af og hyggede lidt, talte om situationerne i kampen og lod indtrykkene falde til bunds.

– Og så havde vi ellers den næste kamp at se frem til fire dage fremme. Men den talte vi endnu ikke så meget om, for vi behøvede ikke at tænke for langt frem, siger han.

Den 22. juni venter Holland i semifinalen på Nya Ullevi i Gøteborg. Her vender Lars Elstrup tilbage til bænken, men med fortsat fokus på sig selv og sit spil. Og med ro i sindet.

 

Semifinale-stemning

Op til semifinalen flytter landsholdet ud til det smukt beliggende Stenungsung Yacht Club, 40 km nord for Gøteborg. Fra sit hotelværelse kan Elstrup og de andre spillere nyde udsigten over den smukke skærgård og synet af yachts i millionklassen. Normalt er dette stedet, hvor rigmandsfolk kobler fra til lyden af bølgeskvulp eller nyder en kølig drink i hotellets tredive meter lange bar. Drinks med procenter må Elstrup og resten af holdet dog holde sig fra op til kampen mod Holland. For Elstrup er det dog ikke det store savn. Han fordriver det meste af forberedelsestiden med at spille whist med forsvareren Torben Piechnik og Henrik Andersen og midtbanereserven Johnny Mølby.

Op til semifinalen mærker Elstrup tydeligt den øgede interesse for sin person. Også hos den hollandske presse, der ved, at han taler hollandsk og husker ham fra tiden i Feyenoord.

Mødet med det land, hvor han havde to hårde år, giver da også motivation for Elstrup, der føler, at han har noget at bevise. Ikke fordi han kender de aktuelle hollandske landsholdsspillere personligt. Men han ved, at de gamle kollegaer sidder derhjemme og kigger med. Hiele, Troeest, Blinker, Tahamata, træner Rinus Israel og ikke mindst alle de Feyenoord-fans, der gav ham skylden for holdets fiasko. Dem, der brændemærkede ham som en skuffelse og et fejlkøb. Han ved, at de journalister, der skrev, at han ikke var pengene værd, rapporterer fra kampen eller ser den på tv.

Der er sket meget, siden han forlod Feyenoord. De fire år i Odense og Luton har forandret ham, og han er bedre, hurtigere og mentalt stærkere, end da han spillede i Holland. Han har fået en masse erfa- ring, og den seneste succesoplevelse omkranser ham som en gylden aura.

Det er ikke, fordi han er fyldt med hævntørst. Og han ser ikke sig selv i en ren offerrolle. Han ved, at problemerne i Holland i lige så høj grad skyldtes hans egen kamp med sig selv, som det skyldtes om- givelserne. Andre og psykisk stærkere folk ville sikkert have trivedes med den konkurrencementalitet, der fandtes i det topprofessionelle Holland. Desuden ligger det ikke til Lars at søge hævnen, at give igen. Men han føler alligevel, at der er noget “uafsluttet” fra hans tid i Fey- enoord. Han forlod klubben uden for alvor at få vist, hvad han kunne. Det er utilfredsstillende for en person, der så gerne vil bidrage og som har haft succes med det i alle andre sammenhænge end i Feyenoord: IF Fjorden, Randers Freja, Brøndby IF, OB, Luton Town, OB igen og det danske landshold.

Og allerede et døgn før semifinalen viser han, at han er mere men- talt klar end nogensinde.

Lars Elstrup er klar

Under taktikmødet dagen før semifinalen inddrager landstræner Richard Møller-Nielsen alle tænkelige scenarier, som kan opstå i kampen. Også forlænget spilletid og en eventuel straffesparksturnering.

“Hvem vil være klar til at tage straffespark?” spørger Ricardo sine spillere. Han lader selvfølgelig et øje falde på dem, der er straffe- sparksskytter på deres klubhold, men han ønsker, at spillerne selv melder sig klar. Og Lars Elstrup – han er begge dele: Straffesparksskytte i OB og meget klar i mælet. Han indvilger med det samme i at tage et straffespark, om nødvendigt.

Han har sparket flere straffespark på klubplan både i Danmark, Holland og England og ved, at han er en sikker skytte. Samtidig hjælper den afslappede stemning i truppen ham til at melde sig på banen og tage ansvar.

– Jeg var ikke nervøs for at sparke, for stemningen i truppen havde jo under hele EM været løs og afslappet, netop fordi der ikke var de store forventninger til os. Og før semifinalen var vi stadig en flok glade drenge, der bare skulle gøre det så godt som muligt.

– Der var virkelig den her følelse af, at hvis nogle skulle brænde et straffespark, så var det også OK, siger han.

I de første 57 minutter af kampen er Lars Elstrup dog ikke i nærheden af 11-meter pletten. Ricardo fastholder sin foretrukne kombi af Povlsen og Laudrup på toppen. Elstrup ligner til forveksling den foretrukne indskifter i offensiven.

Og det bliver der brug for, da den lette og tekniske Brian Laudrup mærker slitagen af det tætte EM-kampprogram i slutningen af en sæ- son, hvor han har spillet Bundesliga-fodbold for Bayern München. Han holder kun til en lille times spil, men har udfordret hollænderne og stået bag oplæggene til den nye topscorer Henrik Larsens to mål.

Elstrup kommer på banen, men med et anderledes udgangspunkt og en del længere spilletid end mod franskmændende, skal det vise sig. Danmark er oppe med 2-1, og Elstrups rolle er i høj grad som den første forsvarer, der skal stresse de stadigt mere tidsplagede hol- lænderes opspil. Men fire minutter før tid udligner hollænderne ef- ter et hjørnespark, og Danmark sættes på en både fysisk og psykisk prøvelse.

Den forlængede spilletid bliver én lang kamp for at holde remiset frem mod det, der ligner Danmarks bedste chance for en finaleplads: straffesparksturneringen.

Det lykkes, og inde i midtercirklen bevæger Ricardo og hans as- sistenter sig rundt til de allerede udpegede emner for at tjekke deres aktuelle tilstand. Og om de stadig er klar til at sparke?

– Og jeg svarede “ja, hvis jeg kan komme til at sparke som num- mer tre”, for det var mit lykketal, forklarer Lars Elstrup.

– Så skulle jeg hverken sparke først eller sidst – tre passede fint til mig.

 

Afgørende intuition

Som skytte nummer tre får Lars Elstrup også mulighed for at følge fem spark. Tre hollandske, to danske og så skal han tage sit eget. Forsvarsstyrmanden Ronald Koeman indleder med et pletskud for de forsvarende EM-vindere, selvtillidspolsterede Henrik “Store” Larsen udligner, og så opstår to dramatiske situationer: Først brænder forrige EM’s store stjerne Marco van Basten – eller rettere: Peter Schmeichel går til rette side og afværger hans spark.

Jeg er faktisk ligeglad med, om vi vinder eller taber, bare jeg ikke skal på banen
 

Danmark kan bringe sig foran. Men også hollænderne har en målmand med matchvindererfaring. Den karismatiske veterankee- per Hans van Breukelen er notorisk kendt for at psyke skytterne ved straffespark og har ofte succes med det. Van Breukelen har en af de højeste redningsprocenter af straffespark og reddede fire år forinden et straffespark i EM-finalen mod Sovjet.

Hans van Breukelen forsøger at distrahere Flemming Povlsen med lidt småsnak inde i straffesparksfeltet. Povlsen skubber den provokerende målmand væk fra sig, men tilbage på stregen er Breukelen tæt på at fuldende sit forehavende. Povlsen sparker hårdt i den ene side, Breukelen springer til samme, men får kun strejfet bolden med hån- den. Povlsen knuger indædt hænderne sammen af ekstrem lettelse og triumf. Danmark er stadig foran med én.

Dennis Bergkamp holder Holland ajour, 4-4, og lægger dermed pres på Elstrup. Brænder han, har Holland udlignet, og deres næste skytte – 2-2 målscoreren Frank Rijkaard – kan give Holland den men- tale overhånd.

Men først skal Elstrup sparke. Han kender udmærket til van Breukelen, der ved, at Elstrup taler hollandsk.

– Jeg havde jo set, hvad der var foregået ved sparket forinden, og Flemming Povlsen tacklede van Breukelen på sin måde. Han beva- rede sit fokus og koncentration og afviklede sit spark, som han nu skulle, erindrer Lars Elstrup.

– Og da det bliver min tur, tænker jeg, at jeg ikke skal ind at di- skutere med van Breukelen, så jeg vil holde mig på afstand af ham. Og hvis han var gået frem fra sit mål, ville jeg have stoppet op, gået tilbage og ladet dommeren få ham ind på stregen igen.

– Så jeg ville bare lade ham køre sit show og prøve at bevare mit fokus. Og var det, jeg gjorde.

Elstrup er ikke straffesparksskytten, der ser målmanden, afventer hans udfald og placerer bolden derefter. Han træffer beslutningen i forvejen, og så bliver det sådan, som han planlagt.

– Jeg er jo den, der træffer beslutningen på forhånd, og så udfører jeg sparket. Den konservative, den fastlåste, der stoler på sit spark og sin sparketeknik, fortæller Lars Elstrup, som i sin forberedelse beslutter sig for ikke at følge sin barnelærdom fra boldbanerne i det jyske.

– Min far havde altid sagt, at jeg skulle sparke i højre side en halv meter oppe i luften. Sådan skulle man sparke et straffespark, sagde han.

– Men mine tanker gik på, at jeg som venstrebenet skulle sparke i venstre side af målet med min inderside. Og hårdt. Enten henad jor- den eller oppe i nettaget, men ude ved stolpen, uden for målmandens rækkevide.

– Det var det, jeg skulle, det var min faste beslutning, siger Lars Elstrup, som bevarer fatningen hele den lange ensomme vej fra midtercirklen og ned mod 11-meter pletten.

Nu træder Elstrup frem mod bolden. Van Breukelen står inde på stregen, som han skal. Han puster lidt på sine fingerspidser, tripper let med fødderne, gør sig klar.

37.450 tilskuere på lægterne heraf 3000 danskere samt millioner af seere over hele verden kigger spændt med, da den sky Råby-dreng med 10-tallet på ryggen lægger an til at sparke.

Han tager et solidt fem-seks skridts tilløb og sparker. Van Breuke- len hælder mod den venstre side og kaster sig lige i den retning, hvor Elstrup har planlagt at placere bolden ... men den hollandske målmand kaster sig forgæves. Bolden suser op i nettaget. Stort set i midten af målet, lidt mod højresiden og lidt over en halv meter oppe i luften. Van Breukelen ligger plantet halvvejs i græsset dækkende den af Elstrup udsete venstreside.

– I skudøjebliket eller et splitsekund derfra ændrer jeg min beslutning og sparker modsat, for første og eneste gang i hele min karriere, fortæller Lars Elstrup.

– Bagefter ligner det en sikker scoring, men havde jeg ikke ombestemt mig i sidste øjeblik, havde jeg sparket til den side, hvor van Breukelen kastede sig, og så havde han reddet.

Et afgørende intuitivt øjeblik i Elstrups fortsatte momentum af succes. Fuldstændiggjort af Kim Vilfort og Christofte, der modsvarer de to efterfølgende hollandske træffere og sikrer Danmark en sensa- tionel plads i EM finalen.

Det hold, der slet ikke skulle have været med i turneringen, skal nu spille EM finale. Og det mod et tysk hold, der dagen før har besejret værterne i Stockholm, og for lang tid siden har booket deres hjem- rejsebilletter til dagen efter finalen.

Den er der fire dage til, og lige nu er Danmark ved at koge over. Semifinalefejringen forvandler det indre København og landets hovedstrøg til veritable festpladser i den lyse midsommernat. Fed lykke til alle.

Mørket sænker sig

Nationen er i kollektiv ekstase-tilstand og vil ha’ mere. Nu vil selvsikre Peter Schmeichel vinde guld, og sportspressen refererer i store rubrikker. Men for Lars Elstrup sker der en forvandling, som er lige så pludselig, som den er overmandende. Mørke tanker er igen ved at gennemtrænge hans sind.

– Der skete pludseligt et skifte fra de andre kampe, hvor jeg følte mig klar til at spille, følte, jeg havde gode ben, og følte mig god nok. Og det skete i løbet af de de fire dage, der var mellem semifinalen og finalen mod Tyskland, siger Lars Elstrup.

Han kan ikke præcist stedfæste, hvornår mismodet formørker hans sind. Under en nats søvn på det lækre yachthotel? Mens han indtager buffetten i morgenmadsrestauranten? Under bruseren efter et træningspas? Ude på træningsbanen? Han ved det ikke. Han føler det bare, som det er: Altovervældende og formørkende. Og han kan mærke, at det fuldstændigt forrykker hans mentale balance. Radikalt.

Kampen mod Tyskland kommer for Elstrup til at stå som et trist og tåget minde om den rædsel og frygt, der ofte har plaget ham. Men her sker det midt i den største triumf, et dansk landshold nogensinde har oplevet. En fodboldkamp, der overvåges af stort set hele Danmarks befolkning og millioner af fodboldinteresserede mennesker verden over.

Finalen om europamesterskabet i fodbold er endnu ikke fløjtet i gang, men for Lars Elstrup er det allerede forbi.

Hvor Lars Elstrup i de første kampe har ærgret sig over ikke at få chancen fra start, ånder han nu lettet op, da landstræneren annon- cerer startopstillingen med Povlsen og Laudrup på top. Lars Elstrup må heldigvis tage plads på bænken. Og det er lige præcis der, han har lyst til være, når han nu en gang skal være til stede på stadion. Tilpas langt væk fra begivenhedernes centrum. Ikke involveret i den største sportsbegivenhed i dansk idrætshistorie. På bænken mærker han stadig den anmassende angst for pludseligt at lave fejl. Men på bænken kan han ikke begå fejlene. Og ingen ser på ham. Alle øjne er rettet mod spillet inde på banen. Og der er han ikke. Og kommer forhåbentlig heller ikke til at være det.

For Elstrup er det hele bare lige meget. Også scenariet op til kam- pen med spillerpræsentation, nationalsange og den festlige tilskuerkulisse. Han vil allerhelst bare væk fra det hele. Men nu, da han er her, kredser tankerne kun om det indre lykkegivende mantra: “bare jeg kan undgå at spille!”

Før kampen er Kronprins Frederik nede forbi omklædningsrum- met. Den fodboldglade prins ønsker holdet “held og lykke” og får på vejen ud en hilsen med fra den slagfærdige midtbanemand og top- scorer Henrik Larsen: “Tak skal du have og hils hjemme!”

Spillerne griner, prinsen griner. Elstrup har bare lyst til at forsvinde.

Nedslået blik og jubelscener

Nu er kampen i gang, og det sker, at landstræneren beder udskifterne holde sig varme, men Elstrup gør det kun modvilligt. Når landstræneren kigger i hans retning, slår han blikket ned i jorden eller kigger væk.

– Og så håbede jeg ellers bare, at han ikke ville kalde på mig og bede mig om at gøre mig klar til at komme ind, kommenterer Lars Elstrup.

Han skal nemlig bare ikke ind på den fodboldbane. Det er det, der tæller. For Elstrup er resultatet af kampen ganske ligegyldigt. Han har slet ikke overskud eller fokus på det lige nu. Det eneste, der er afgørende for ham, er at blive i sikkerhed ude på bænken.

– Jeg er faktisk ligeglad med, om vi vinder eller taber, bare jeg ikke skal på banen, siger han.

– Og jeg er bange for, at vi skal komme bagud, for så ville jeg nok skulle på banen ligesom mod Frankrig.

Men akkurat dét behøver Elstrup ikke at bekymre sig om. Den tidligere holdkammerat fra Brøndby, John “Faxe” Jensen bringer efter 18. minutter Danmark foran med sit legendariske spark i røven på bolden.

Tyskerne presser og presser, Schmeichel og hans forsvar må ud i alskens manøvrer for at afværge en truende udligning. Det handler om forsvaret nu. Elstrup har det ikke godt, men kan ånde bare en lille smule lettere. Og endnu mere sådan, da Kim Vilfort i det 79. minut holder to tyskere væk i en kontra og sparker bolden fladt ind via stol- pen. Flemming Toft udbryder sit uforglemmelige “huttelihut” til den jubellykkelige nation. Danmark fører 2-0! Med sølle tolv minutter igen.

Sejren er næsten i hus. Alt, hvad der tilbagestår for danskerne, er at holde deres defensive og destruktive disciplin over for de alt mere opgivende tyskere. Til det formål kræves ingen indsats fra Danmarks skabende og målscorende Nummer 10, og det faktum luner han sig ved. Det er hans personlige glæde. Hans indre huttelihut.

Den efterfølgende jubel i sekunderne og minutterne efter slut- fløjtet er af danmarkshistoriske dimensioner. Men for Elstrup er jubelscenerne, overrækkelsen af EM-pokalen og æresrunden noget, der bare skal overstås.

Elstrups følelser er i en nærmest absurd kontrast til omgivelserne omkring ham. Sejrskåde danske spillere, landstræner og holdledere og jublende lykkelige roligans på tribunerne. UEFA’s svenske præsi- dent Lennart Johansson, der over højttaleren udråber Danmark til “EUROPAMESTRE 1992”, og anfører Lars Olsen og siden de andre spillere, der stolt løfter pokalen i fotografernes blitzregn. Stadion, som eksploderer i nye jublende følelsesudbrud.

– Lige da kampen var færdig, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte luske ned til gruppen af jublende spillere, indleder Lars Elstrup sin erindring.

– Og så løb vi æresrunde, hvor Schmeichel var ude ved hegnet for at juble med de medrejsende danskere. Jeg luskede fortsat med, talte lidt med de andre reserver, men kunne ikke vise nogen særlig glæde.

Lars Elstrup lægger det hele frem i ny bog.

– Da vi fik overrakt pokalen, stod Flemming Povlsen og græd af lykke. Men jeg stillede mig bagerst sammen med de andre, der ikke havde spillet så meget eller slet ikke havde været på banen.

– Egentlig vil jeg bare hjem til hotellet, hvor jeg kunne føle mig tryg.

Dagen derpå

Hjemme på spillerhotellet må Elstrup vente lidt, før han kan lægge sig. Landstræner Richard Møller Nielsen agerer forsanger på flere lystige viser, og spillerne synger med. Også Elstrup. Han holder facaden, smiler, jubler og drikker med. Han er meget lettet, da han endelig kan gå til ro på sit værelse. Og han er meget klar til at holde ferie, klar til at komme væk.

Han må dog vente lidt endnu. Dagen efter fragtes landsholdet hjem til København, hvor over 100.000 danskere venter på at hylde holdet på Rådhuspladsen. Turen derind fra Kastrup Lufthavn foregår i en åben bus i et sandt og uforglemmeligt triumftog, hvor spillerne tiljubles overalt, de kommer frem.

På vej i luften fra Gøteborgs lufthavn, Landvetter, løsner det dog en lille smule op Lars Elstrup. Han får en dåseøl i hånden, og lige før indflyvningen til Kastrup muntrer han og kammeraterne sig over modtagelsen fra luftforsvaret: To F16-jagere, hvis piloter er iført da- tidens klassiske klaphatte.

Spillerne er store helte, og der følger også en række gaver med EM-triumfen. Udover en klækkelig sejrsbonus fra DBU har lands-holdets tøjsponsor Hummel foræret hver spiller en ferierejse med ledsager. Desuden har landsholdets finalehotel i Stenungsund tilbudt hver spiller et weekendophold for to med alt betalt. En af de mere muntre gaver kommer fra et skotsk whiskyfirma, der tilbyder hver spiller en kasse whisky, hvis de selv vil komme at hente den. Ligesom resten af spillerne har Elstrup dog ingen anelse om, hvordan han skal få 12 flasker whisky gennem tolden!?

Først og fremmest skal Elstrup dog forsøge at komme igennem dagen med livetransmitteret nationalhyldest. Han stiller sig bagerst i den åbne bus, hvor Schmeichel iført politikasket står forrest. Han får en øl til og endnu en, mens bussen langsomt triller gennem men- neskehavet på Amager og ind mod Rådhuspladsen. Så langsomt, at Elstrup og andre af spillerne faktisk kan nå at springe af bussen, rette deres nødtørft på en café eller andet toiletgivende sted og så hoppe tilbage i bussen igen.

Her drikker han endnu en øl, siger skål og jubler, selvom han egentlig bare vil væk. Ingen kan dog mærke eller se det på ham. De ser en dansk EM helt, der sammen med de andre spillere giver slip, fester og lader sig tiljuble.

– Det lettede jo lidt på det, da jeg fik et par øl. Og det lettede jo også, at finalekampen nu var kommet tilpas langt væk. Det gjorde det lidt nemmere, siger Lars Elstrup om den store hyldestdag dagen derpå.

– Udover øllene havde jeg desuden fået et dansk flag, så jeg havde noget at støtte mig til ved modtagelsen på rådhuset.

– Og jeg havde da også mod nok til at bevæge mig ud på rådhus- balkonen et par gange og se ud over den jublende menneskemængde, tilføjer Lars Elstrup.

I dag har han ikke nogen større vanskelighed ved at anerkende den danmarkshistoriske triumf, som EM-guldet var, og al den stolthed og glæde, der fulgte med sejren.

– Og glæden har jo været lige så stor og berettiget hos alle dem, der sad og fulgte finalen på stadion eller tv som hos os spillere.

– Det ser jeg ikke nogen forskel på, siger han.

Men Elstrup selv havde det bare ikke godt den dag. Det havde han ikke.

Hubbi Heiming og Knud Kløvedal går under navnene Premda og Shendo, og på anbefaling fra dem skifter Elstrup navn til Darando
 

Kapitel: 14: Fra Elstrup til Darando

Mens verden uden for kollektivet undrer sig over Elstrups livsændring, tager hans nye hverdag langsomt form. Men også ganske radikalt.

Som et symbol på den nye begyndelse i deres liv er det alminde lig praksis, at nye tilflyttere skifter navn ved ankomsten til Sangha. Lederne Hubbi Heiming og Knud Kløvedal går selv under navnene Premda og Shendo, og på anbefaling fra dem skifter Lars Elstrup navn til Darando.

Navnet betyder “floden, der flyder mod havet” og er ikke tilfældigt valgt. For Elstrup længes efter frihed på samme måde som en flod, der flyder ud i det åbne hav. Han kan lide navnet, og han kan lide symbolikken i det.

Darando – et nyt navn til en ny start.

Stram struktur

Dagene i Sangha er stramt strukturerede, og Lars får etableret en helt anderledes dagligdag end den, han har været vant til.

Hver søndag udstikker Hubbi de klare retningslinjer for ugens forskellige praktiske opgaver i og omkring kollektivet, hvor alt orga- niseres i fællesskab: fra den grundlæggende rengøring over have- arbejde og vedligeholdelse til indkøb, madlavning og afrydning.

I Sangha ses hverdagens praktiske gøremål som en væsentlig del af ens åndelige udvikling, og ved hans ankomst gør Hubbi det klart for Lars, at skal man have orden på sit indre, er man først og fremmest nødt til at få orden på de ydre rammer.

– På den måde bliver det at gøre noget fysisk til at arbejde med sig selv. Eksempelvis ved at rydde op i sine ejendele og holde styr på sine ting, forklarer Lars.

– Når man bor sammen som fælleskab, er der også masser af daglige pligter at tage fat på. Der skal jo vaskes tøj, gøres rent og laves mad som i ethvert andet hjem. Her skiftes man så bare til at gøre tingene.

I kollektivet tilhører alt fællesskabet, og det betyder eksempelvis, at beboernes privatbiler også kan bruges af de andre beboere mod betaling af benzin.

– Bilerne var fælles, og man kunne booke sig ind på at låne dem. Det kostede to kroner pr. km, og på den måde blev bilen fuldt udnyttet. – Og når vi skulle handle ind, så blev der også sendt en bil afsted. Så fandt vi ud af, hvor det var billigst at handle, fyldte bilen op med varer. Det gjorde vi to gange om ugen, hvor der blev handlet ind til alle fyrre beboere, fortæller Lars Elstrup. Men det praktiske arbejde er ikke den eneste måde, hvorpå beboerne i Sangha arbejder med sig selv.

Udmattende seancer, voldsomme reaktioner

I løbet af ugen tilbydes der forskellige meditations- og terapiforløb, hvor deltagerne kan arbejde med forskellige sider af sig selv. Der er eksempelvis de såkaldte tirsdagsgrupper, hvor der undervises i dy- namisk meditation, og der er torsdagsgrupperne, hvor beboerne kan spørge Hubbi til råds om deres personlige problemer. Desuden arrangeres der filmaftener og foredrag.

En af de terapiformer, der arbejdes med, går under navnet “flushing”, hvor deltagerne ved hjælp af åndedrætsøvelser og vilde råb og skrig får afløb for indre uforløste følelser. For Elstrup bliver det en voldsom oplevelse. I så mange år har han gemt sine følelser langt væk. Fortrængt dem. I så mange år har han bøjet nakken, rettet ind og gjort alle de ting, folk forventede af ham. Alle de utallige gange, hvor han med ondt i maven er krøbet grædende i seng, ovenpå en skide- balle fra sin far, fordi Lars har skuffet ham inde på fodboldbanen. Nu får det hele frit løb ud af hans indre.

Øvelserne får en vrede og en sorg frem i Lars. Det er en forløsende, men samtidig meget smertefuld proces. Skrigende råber han sin vrede ud. Vrede over sin far, vrede over urimelige trænere, medspil- lere, venner, og andre, der gennem årene har krævet af ham.

– Hvis man fra barnsben ikke er blevet hørt af sine forældre eller har fået vist en vej, så kan man blive fyldt med aggressioner og indadvendthed, siger han.

– I terapiøjemed handler det om at få de her ting ud, så man kan få noget luft ned i maven og mærke sig selv. Denne slags terapi er der en form for sandhed i.

Disse ofte udmattende seancer med en halv time til tre kvarters “råben og skrigen”, som Lars formulerer det, efterfølges som regel af afslappende aktiviteter som tegning eller lytning til stille musik.

Den terapeutiske bearbejdelse af alle disse indestængte følelser begynder også at påvirke Lars’ forhold til de mennesker, der gennem årene har været omkring ham. Han har ikke meget kontakt med fa- milien, men når det sker, så rummer kontakten nye og svære følelser, og han har svært ved at håndtere denne nye side af sig selv.

Den længe gemte vrede er primært rettet mod hans egen far og mor. En vrede over ikke at være blevet hørt, set eller accepteret. Sådan oplever han det i hvert fald, og hans reaktioner er voldsomme.

Forældreopgøret

Tage og Ingelise Elstrup er rystede over forandringen hos deres søn. – Han ringede ofte og råbte “jeg hader dig!” i telefonen. Og det var rigtigt hårdt, fortæller Tage Elstrup. For Lars er det en personlig udvikling, at han nu tør konfrontere

sine forældre. Fortælle dem, hvad han føler, og at han kan udtrykke sin vrede over det, han mener er et svigt. Men for forældrene, der elsker deres søn, og mener, at de har givet ham det bedste, er vreden vanskelig at håndtere. Endda fra en søn, de tidligere kendte som mild og omsorgsfuld.

Men det er ikke kun Tage Elstrup, der får lov at opleve denne nye og vrede side af Lars. En dag er Ingelise taget ned for at besøge sin yngste søn. Hun savner ham, er bekymret og vil egentlig bare gerne se ham. Hvis hun ikke kan få ham ud af kollektivet, kan hun da i alle fald besøge ham der. Men mødet bliver kort og rystende.

Netop ankommet til Sangha parkerer hun bilen på gårdspladsen og træder ud af den. Hun ser sin søn og andre af beboerne komme spadserende i retning mod hende. Hun møder ham med et “hej Lars”, men han gengælder ikke hendes hilsen. I stedet kigger han hende koldt i øjnene, og siger: “Du har aldrig sagt mig noget!”

Sammen med de andre beboere fortsætter han forbi hende, som om hun ikke eksisterer. Chokeret og såret sætter Ingelise sig ind i bilen, kører langsomt hjemad og sætter sig hulkende ned ved køkken- bordet. Tage kommer hjem og lægger armen om sin hustru. Smerten kender de begge, og den knytter dem sammen.

Kort efter ringer telefonen igen hjemme hos Tage og Ingelise. Lars er i røret, og beskeden er kort: “I skal ikke arve mig,” meddeler han sin far, som svarer sønnen tilbage: “Men vi vil da ikke arve dig, for så betyder det, at du er død ...”

Jeg er faktisk ligeglad med, om vi vinder eller taber, bare jeg ikke skal på banen

Tage er rystet, da han lægger røret fra sig. Hvorfor begynder deres søn nu at tale om arv? Har de måske nogensinde bedt ham om hans penge? Bortset fra den parabol, Lars købte til Tage, så han kunne se engelsk fodbold, har de aldrig fået noget stort eller dyrt af Lars. Ikke, at de har forlangt det heller. De har tjent deres egne penge, og selvom Lars har tjent millioner som fodboldspiller, så er det ikke det, der interesserer dem. Han er først og fremmest deres søn, og det er det eneste, der betyder noget. Så, hvorfor nu den snak om arv? Hverken Tage eller Ingelise føler, at de kan genkende deres søn. Men det er ikke vrede, de føler. Det er en dyb sorg og en afmagt. For hver dag, Lars befinder sig i kollektivet, føler de, at de mister en lille del af den Lars, som de engang kendte. Og elskede.

Søvnløse nætter

En dag tager Tage ud til kollektivet, men Lars afviser sin far. Det er reglen, at besøg fra familie og venner skal adviseres til Hubbi flere dage i forvejen, men den regel passer ikke Tage Elstrup. Han bryder sig hverken om Hubbi eller Knud og kommer ikke for at besøge dem, men sin søn Lars.

“Løgne, masser af løgne lokkede Lars ind i sekten,” fortæller han i et interview med BT fra samme periode. “Lederne har indprentet ham et had til sine forældre. De åbner hans breve og graver i hans fortid for at finde ting, de kan bruge imod os. Kun med ét eneste for- mål: at kappe forbindelsen til familien og resten af hans venner. Og det er desværre lykkedes. De to ledere, Hubbi og Knud har løjet for både Lars og hans mor. De er simpelthen utroværdige,” siger han til avisen.

Men Tage er stædig. Han trodser afvisningen og budskabet om, at det ikke kan lade sig gøre at besøge Lars. I stedet sætter han sig ud i bilen, der holder foran kollektivet, og venter på ham der. Han håber stadig at få sin søn i tale, måske endda overbevise ham om, at han skal flytte fra stedet. Men Tage bliver igen afvist. Han får at vide, at Lars ikke vil snakke med ham, og at han må komme igen en anden dag.

Da klokken er blevet to om natten, overmander følelserne Tage Elstrup. Den hårde brugsuddeler kan ikke mere. Han falder ind over rattet og græder. Hulker, som han ikke har hulket i lang tid. Hvad i al- verden skal han dog gøre? Desperat og fortvivlet trykker han bilhornet i bund. Han ved, at han vækker hele det sovende kollektiv, men han er ligeglad. Han trykker hornet i bund endnu engang og flænger nattens stilhed i stykker. Lyset bliver tændt i en af skurvognene. En skikkelse kommer ud af døren og hen imod bilen. Det er Lars. Han banker på bilruden, og Tage Elstrup ruller vinduet ned og kigger op på sin søn.

Skikkelsen ligner den søn, han husker, men personligheden er en anden. Lars er bleg, og han ser træt ud, da han ser sin far i øjnene. Kort og næsten bedende, siger han: “Tag nu hjem, far!”

Det gør han så, Tage Elstrup. Hulkende, bekymret og fyldt med frustration.

– Vi følte en afmagt, for vi anede jo ikke, hvad vi skulle gøre, fortæller Tage om episoden og hele den vanskelige periode, hvor Lars flyttede til kollektivet.

Det er en svær tid for Tage og Ingelise. Det sker, at kunderne i Brug- sen spørger, hvordan det går med Lars. Og det sker ofte, at Ingelise har svært ved at holde tårerne tilbage. Nattesøvn er der ikke meget af.

“De første måneder græd jeg hver nat,” fortæller Tage i et interview til BT året efter Lars’ indflytning.

“De første tre måneder kunne jeg ikke falde i søvn før klokken fire-fem stykker om morgenen. Nu indfinder søvnen sig lidt bedre, men nogle gange, når jeg vågner om natten, kan jeg høre min kone ligge og græde ved siden af.”

Den afmægtige og ulykkelige far kan ikke forstå, hvad der er sket med den Lars, han troede, han kendte: “Før kunne vi snakke med Lars om alt, men nu risikerer vi at få en dynge skældsord slynget i hovedet og får besked om at holde os væk. Jeg kan godt acceptere, at man begynder at leve et andet liv og får en anden trosretning, men hvorfor skal man skære båndene over og skade dem, man før levede sammen med?” spørger Tage i det samme interview med BT.

Året er 1994, og svaret blæser løst i vinden.

En ny frihed ...

Mens forældrene sørger, oplever Lars Elstrup en ny følelse af frihed. I et interview med ugeavisen Odense fortæller han syv måneder ef- ter sin ankomst til Sangha: “Lige nu har jeg det faktisk meget dejligt, finder lykken mere og mere og mærker kærlighed og glæde ved livet”.

Han tager endda forbi sin gamle fodboldklub, OB. Han vil egentlig bare hilse på de gamle kollegaer og klubfolk, men besøget får straks aviserne til at spekulere i et muligt comeback.

Det afvises dog blankt af OB’s assistenttræner Allan Michaelsen: “Jeg havde en lang snak med Elstrup, der så ud til at have det godt. Han har ingen planer om at spille fodbold igen, hverken her eller an- dre steder,” slår han fast.

Flere aviser spekulerer i, at Elstrup slet ikke var skadet, da han stoppede karrieren. I stedet, mener aviserne at vide, at det var lederne i “sekten”, der overtalte ham til at lyve og fortælle, at han var skadet.

Lars Elstrup har kun hovedrysten til overs over for disse rygter. Han fik først kontakt med Sangha efter karrierestoppet, og selvom han længe havde haft lyst til at stoppe, så var de skadesproblemer, han angav som årsagen, reelle nok.

Desuden provokerer det mange folk, at han har taget de valg, han har, og at han står ved dem. Når folk beskylder ham for at være hjer- nevasket, svarer Lars dog kækt tilbage: “Ja, jeg er hjernevasket. Jeg har fået vasket alt det skidt og lort ud, jeg var fyldt med, for at få plads til noget andet.”

Og en af de ting, Lars har fået plads til i sit nye liv, er en prominent kæreste.

... og en ny kæreste

Lars Elstrup har været i kollektivet omkring en måned, da han ind- leder et forhold til den karismatiske Hubbi. Det sker en aften, da Hub- bi og Lars for en gangs skyld er alene i kollektivet.

– Det var en tirsdag aften. Alle fra kollektivet var taget ind til Odense for at mødes i de tilpas store lokaler, der skulle til for at huse den såkaldte “tirsdagsgruppe”.

– Hubbi var syg og lå i sengen på sit værelse. Jeg sad ude i pejse- stuen, da hun pludselig spurgte, om jeg ville komme ind til hende? Jeg gik ind, satte mig hos hende, og ja, så skete der ting og sager, fortæller Lars Elstrup.

Egentlig har Hubbi ikke før været mål for Lars’ attrå. Hun er væsentligt ældre end ham, men har er en stærk personlighed. Lars beundrer hende og er en smule stolt over, at hun som leder viser in- teresse for lige præcis ham.

– Det var ikke, fordi jeg havde gået rundt og været interesseret i hende, men hun var åbenbart interesseret i mig. Jeg havde jo sat hende op på en piedestal, fordi hun var lederen af det her spirituelle sted, og var derfor også både spændt og nervøs, da hun viste interesse.

– Men det gav mig da nogle privilegier i forhold til andre menige medlemmer. Jeg kunne sove lidt længere om morgenen og skulle ikke arbejde helt så meget, siger han med et let smil.

Deres forhold udvikler sig hurtigt til mere end denne ene tirsdag aftens samkvem. Men forholdet er ikke just ukompliceret, for Hubbi er allerede “gåsegift” med co-lederen Knud Kløvedal.

Ingen polygami

I Wild Goose Company, som Sangha hører under i efteråret 1993, vies man af lederen Michael Barnett. Dette som en ægteskabelig kontrakt på tre år, hvor man agter at stå last og brast som i et normalt ægteskab, men kun inden for det nævnte tidsrum, dog med mulighed for en forlængelse af kontrakten.

Og nu vil Hubbi ikke længere stå last og brast med Knud Kløvedal. Hun vil hellere være sammen med Lars.

– Det var han selvfølgelig ked af og oprørt over, siger Lars Elstrup.

– Og kollektivet blev jo rystet godt og grundigt igennem, da le- derne skulle skilles. De førte en del samtaler i deres mødelokale om aftenen, hvor der blev talt med meget store bogstaver, og hvor følelserne og det hele var fremme, når de diskuterede.

Det ved Lars, for han sidder ofte inde i pejsestuen ved siden af og venter på at følge Hubbi ned til deres fælles skurvogn. Det er sene aftener i det sene efterår, Hubbi Heiming er mørkeræd og tør ikke gå de 100 meter ned til skurvognen alene. Derfor sidder Lars og venter på hende, ofte i et par timer, mens der højlydt diskuteres.

– På et tidspunkt sagde Knud, at han ville flytte ned til Michael Barnetts slot i Frankrig og bo. Men Hubbi ønskede ikke, at han skulle tage afsted, og hun fik ham talt fra det.

– Og så skulle livet jo gå videre og tingene finde deres plads. Og så faldt der lidt mere ro over det hele igen, siger Lars, som også havde en samtale med den forsmåede Knud Kløvedal.

– Mit forhold til ham var nok så akavet, og jeg var bange for at se ham i øjnene, for det var måske min skyld, at han og Hubbi sad og råbte ad hinanden?

– Men vi tog os en snak, hvor han fortalte, hvordan han havde det. Men han pålagde ikke mig nogen skyld for det, der var sket, siger Lars, som understreger, at der ikke var tale om et polygamisk forhold.

– Det var ikke meningen, hun skulle have to mænd. Hun ville gå fra sin mand og kun have mig, fastslår han, og giver dermed sit ind- direkte svar på de historier, som andre tidligere Sangha-medlemmer fortæller om et lederpar, der direkte opfordrer til polygami som en vej til større frihed. Et lederpar, der tager for sig, når nye medlemmer falder i deres smag, og som ikke holder sig tilbage fra at have flere kærester på samme tid. Eller at opfordre andre til det samme.

Som en Sangha-beboer fortæller i 2006 til BT: “På et tidspunkt havde jeg en kæreste herovre. Man han var også vild med en anden. Så holdt vi alle tre et møde med Premda (Hubbi – red.). Hun be- stemte, at han skulle være kæreste med os begge.”

Men i tilfældet Hubbi og Lars foregår forholdet med en vis anstændighed.

– Hubbi og jeg var på kursus hos Michael Barnett i Frankrig, hvor også Knud og en anden Sangha-beboer var med.

– Vi overnattede i en sovesal, og på et tidspunkt ytrede jeg ønske om at dyrke noget sex med Hubbi. Men det var hun ikke indstillet på, fordi hun skulle tage hensyn til sin ex-mand.

– Så jeg fik ikke noget sex på den fjorten dages tur, fortæller Lars Elstrup og tilføjer, at det aldrig var på tale at blive gåsegift med Hubbi. Til gengæld er Hubbi klar til det næste brud. Og det er med selveste Michael Barnett.