Print artikel

Alt ånder fred i Vilfort-loungen

Reportage
15.09.16
I Brøndby er spillerne ikke længere individer, de er et hold. En samlet masse, ligesom publikum, der samler sig til en enorm krop. Men i Vilfort-loungen er der ro på og kamsteg.

»The future belongs to crowds.« Jeg kommer med det samme i tanke om Don Delillos ord fra Mao II. Hans tiende roman, fra 1991. Det er den sidste sætning i prologen, der har et gigantisk massebryllup i Moon-sekten på Yankee Stadium som ramme. Senere i bogen er det de mange hjemløse på Tompkins Square Park, der er rammen, eller snarere massen i rammen. Sidst i bogen er det de titusinder af sørgende ved Ayatollah Khomeinis begravelse. Kroppe, der smelter sammen til en masse, til en enorm krop, der repræsenterer den samme ide, den krop, der giver dem ly for den personlige usikkerhed og uformåen som enkeltindivider.

Det begynder halvvejs nede ad Brøndbyøstervej. Lige før vi cykler over banegraven. Vi kan høre dem før vi kan se dem. Kanonslagene runger imellem højhusene. Og så kan vi se røgen. De kommer nede fra stationen, og der er måske 300 af dem. Alle hvidklædte i letgenkendelige FCK-trøjer og hættetrøjer. Kåre bander. Vi kan ikke komme forbi dem, og er tvunget til at holde os bag dem de sidste par kilometer.

Vi triller langsomt og på behørig afstand ned ad Højstens Boulevard. Den store flok af FCK-fans er pakket godt ind af politiet. Jeg tæller de første 20 betjente bagerst i flokken, og jeg går ud fra, at der er lige så mange oppe foran. Ved siden af os kører et par salatfade. Vi er en smule overraskede. Det er ti år siden jeg sidst var til fodbold på Brøndby stadion. Jeg husker ikke sådan et sikkerhedsopbud. Til gengæld husker jeg, hvorfor jeg holdte op med at komme derude. Jeg orkede ikke flokken.

Bag hækkene, der omkranser de små rækkehuse, står folk og kigger på med kendermine. De er vant til al virakken, forstår man. Nogle af dem optager det hele med kameraet på deres telefoner. Mon de sætter sig ind i sofaen og ser det hele bagefter? Andre stiller sig op på fortovet med deres hunde og kigger på med uudgrundelige miner. Som var de på en lidt kedelig sightseeing. Flokken bevæger sig langsomt under bulder og brag og bølgende røgfaner op mod benzintanken på hjørnet af Boulevarden og Park Allé.

Det er et sært område. De enorme blokke langs Roskildevejen, Brøndby Nord, har her givet plads til lave etageejendomme, rækkehuse og stedsegrønt. Det er alt sammen bygget lynhurtigt i 1960’erne. Bygningerne her handler om behov og statistisk demografi. Her kører folk i mellemklassebiler eller i håndværkervarevogne. Persiennerne er trukket ned i langt de fleste af hjemmene.

Jeg triller op på siden af et par i halvtredserne, der er faldet lidt tilbage fra flokken. Han har halvlange denimshorts og udtrådte sneakers på. Og den hvide FCK-trøje sidder godt til. Hun har en grå FCK-trøje på, sorte leggins og praktiske sandaler. De bærer en Nettopose fyldt med Kingbajere imellem dem. De er allerede i godt humør, kan jeg se. Jeg spørger dem, om det er den officielle fanklub vi går sammen med. Det er det ikke, bedyrer kvinden. Den officielle fanklub kører i bus til stadion. Det her er ”Sektion 12”. Vi triller lidt videre. De spørger til om vi er FCK-fans. Af en eller anden grund svarer jeg afværgende. Kåre har klogeligt lynet sin hættetrøje, så hans ældgamle Brøndby-t-shirt, fra 2005, ikke kan ses.

Er det altid sådan her, spørger jeg dem med henvisning til politieskorten. De ser lidt undrende på mig. Njaeh… svarer hun. Altid i Brøndby. Men også i Aalborg, Aarhus og Herning. Og Odense, indskyder manden. De er ikke skyggen af hooligans. De er der for sammenholdet. Et sammenhold, der umiddelbart kan være svært at få øje på, da de fleste af dem, der bliver eskorteret, er unge mænd i slutningen af teenageårene og starten af tyverne. Mange af dem er en smule overvægtige, og det er ikke tøjbudgettet, der tynger. Fællesskabet må centrere sig om fodboldholdet og det at bære dets farver. Og synge dets sange. Være en del af flokken. Og drikke virkeligt billige øl, energidrinks og Underbergere. Alt bliver smidt der, hvor man nu er færdig med sin forfriskning. Det er vist underforstået, at nogen kommer og fejer efter en.

Vi drejer op ad Alléen og kan så småt skimte motorvejsbroen over E47. Kanonslagene tager til nu. Stadion er kun få hundrede meter væk. Det er svært at undgå tanken om, hvorvidt nogle af fansene vil kaste noget ned på kørebanen. Til forskel fra terroren i Delillos 90’er-univers er den i dag centreret om enkeltpersoner. Individet, der går under radaren. Men det gør de ikke, de er en masse. Og stille og roligt bliver jeg klar over, at politiet ikke så meget er her for at beskytte os. De er i lige så høj grad med for at beskytte dem. Få dem sikkert ind på stadion og hjem igen.

Nede ved Gildhøjcenteret over for stadion venter det kampklædte politi. De er bevæbnede og med hjelme på. De har visirerne oppe, og jeg kan se, at mange af dem smiler. Det er helt grotesk. Kampklædt politi i det antal får nok mange til at føle sig trygge. På mig har det den stik modsatte effekt. Jeg har været i totalitære stater, hvor stemningen har været bedre. Jeg vil tro, at der til dagens fodboldfest er udkommanderet i omegnen af 200 betjente af forskellig funktion. Uroer, civile betjente og almindelige betjente. Betjentene er en masse i sig selv. Endnu bedre koreograferet end massen af fodboldfans.

Kåre ser sit snit til at cykle ind over græsplænen, så vi kan komme ind bag stadion. Jeg følger trop og passerer de mange betjente undervejs.

Vi cykler forbi Hytten, de mest hardcore brøndbyfans’ mødested inden kampen. Der er hundredvis af mennesker klædt i blåt og gult. Der er fest, og lugter tungt af surt øl, vådt græs og urin. Vi fortsætter ned mod stadion, hvor der venter mere smilende politi. Vi skal rundt om Sydsiden, Brøndbys legendariske endetribune, om på den anden side til Vilfort-loungen, hvorfra vi skal se kampen. Det tager tid, der er kæmpekøer ud for de to indgange til Sydsiden og et mylder af mennesker i gule trøjer generelt. Det lykkes til sidst. Foran loungen er der underligt affolket. Jeg ser mig omkring og opdager, at hele stadionområdet er indhegnet af et to meter højt metalhegn med uigennemsigtigt plastik på. Hele den del af stadion, hvor FCK skal ind, er hermetisk lukket af for alle andre. Vi kan end ikke se derind. Den palæstinensiske vestbred er hyggeligere end det her.

I loungen ånder alt fred. Der er buffet. Kåre og jeg stiller os i den støt voksende kø. Det er udmærket, selvom flæskestegen er en kamsteg. Der er både æg og rejer, hønsesalat og roastbeef. Og gratis fadøl. Vi snupper lige en tallerken ost også, mens Brøndbys skadede forsvarsspiller Martin Albrechtsen stiller sig op med en kommunikationsagtig type og siger noget inderligt ligegyldigt om den skade i læggen, der holder ham ude til dagens kamp. Af en eller anden årsag klapper folk af det ligegyldige nonsens, imens de spiser brie og lidt kiks. Det gør jeg også.

En halv times tid før kampstart går vi udenfor og finder vores plads.

I Mao II optræder fire fotografier. Det første følger lige efter sætningen: »The future belongs to crowds«, og forestiller fodboldfans blive mast op mod et hegn. Det er Hillsboroughtragedien i 1989. Delillo skrev: »A crowded , twisted vision of a rush to death as only a master of the age could paint it.« Fire år tidligere tragedien på Heysel Stadion i Bruxelles. Jeg så begge dele. Husker begge dele. Henholdvis 10 og 14 år gammel. Min mor var i haven den aften, jeg sad foran fjernsynet og så tragedien udfolde sig på Heysel Stadion. Hun kom ind, fordi hun troede kampen var slut. På det tidspunkt havde jeg set samtlige livebilleder fra et stadion, hvor folk, i rivende angrebsbølger fra den ene ende af tilskuerpladserne til den anden, var i gang med at slå hinanden ihjel.

Den slags sker ikke længere. Ikke på stadion, i hvert fald. Stadioner i dag er supersikrede, komfortable stål- og betonkasser med logepladser og buffeter og firmaarrangementer. Og familietribuner. Det sker altid, når massen skal resocialiseres, og dermed står overfor den uundgåelige opløsning ud i enkeltindivider igen.

Den tid, den sorg, tænker jeg, og ser ned mod Sydsiden eller Faxe-tribunen, som den hed, da jeg var fast gæst på stadion for 10 år siden. Der er fyldt helt op. Og resten af stadion følger stille og roligt trop. Spillerne løber ind til opvarmning og bliver modtaget med et øresønderrivende brøl. Så går ritualet i gang. Hver spiller bliver kaldt ned til sydsiden efter tur for at blive hyldet. Mange af spillerne har deres egne sange.

De visionære i Mao II er eksotiske figurer. Mystiske. Mao selv. Khomeini, som forlod sit franske eksil for at tage tilbage til Iran og lede den islamiske revolution. Pastor Moon, som var fængslet i Korea, inden han blev en guru for titusinder i USA.

Alexander Zorniger kommer på banen. Han blev fyret i Stuttgart og hånet. Nu er han rykket nordpå og er blevet træner i Brøndby. Med umiddelbar succes. I et interview for nylig talte han om Autobahn-disciplin og lød så tilpas afstumpet, at hele curling-Danmark fik bekræftet deres fordomme om autoritære tyskere. Men du godeste, hvor har det virket i Brøndby. Det er et, på papiret, stort set uændret hold. Men på banen er de ikke til at genkende. De løber ti kilometer længere end deres modstandere, presser dem højt og laver mål på samlebånd. Det er en nydelse at se på. Der er ingen på det hold, der er i tvivl om, hvad de skal gøre. Zorniger har forenklet alt. Spillerne er ikke længere individer, de er et hold. En samlet masse, der er meget, meget svær at spille overfor. Brøndbys tidligere træner, den evigt talende, diskuterende og inkluderende Thomas Frank, der ønskede selvstændige spillere, ser slet ikke godt ud i det lys.

Første halvleg er totalt domineret af et velspillende FCK-hold, der udnytter Brøndbys svaghed på venstre back-pladsen og deres fysiske fordele. De er meget større end de fleste brøndbyspillere. Men det er mindre vigtigt for den blå og gule væg til højre for mig. De råber, skriger, synger. Alt sammen med hinanden. Det er ritualer, de er koreograferede. Det er lyd. Lyd som kun massen kan lave den. Enorm, større end enorm, så stor at man ind i mellem ikke kan skelne lydene fra hinanden. Endsige høre hvad sidemanden siger. Der er bølgende farver, flag, bannere, konfetti. Ingen mester kunne male dette.

FCK bringer sig foran lige inden pausen. Venstrebacken oversatser og en FCK’er får frit løb til baglinien, sender bolden ind foran Brøndbys mål i andensals-højde, hvor en af FCK’s store angribere stort set uhindret kan heade den i mål. Det får ingenlunde den blågule masse bag målet til at ændre kurs endsige tie. Det hvide og blå hjørne i den modsatte ende af stadion løfter sig rytmisk som et tæppe, der bliver banket nedefra.

I loungen i pausen. Jeg venter på min fadøl og kigger rundt på de mange fotos fra Brøndbys historie, der hænger på væggene. Alle de store kampe. Alle de store sejre. Alle ikonerne, landsholdsspillerne. Blæst op i vægstørrelse. Der er masseidentitet i de fotos.

Med anden halvleg kommer regnen. Vi har gode pladser på sjette række, men det betyder også, at vi bliver våde. Med anden halvleg kommer også røgbomberne. Det er ”Pyrogruppen”, forstår man på snakken på pladserne bag os. En fraktion af flokken, der stiller sig helt frem til kanten af banen og holder røgbomber i hænderne. Den gule røg vælter ud og opsluger fuldstændigt den ene banehalvdel. Dommeren må fløjte af igen, og spillerne søge mod omklædningsrummet, indtil vi kan se banen igen. Det tager 10 minutter. Mange går i loungen igen. Jeg bliver og stirrer på røgen. Pludseligt kommer en skikkelse ud af røgen. Det er mållinjedommeren.

Brøndbys spillere er ligeglade med regnen og røgen. Da kampen føjtes i gang igen, får de spillet presset 10 meter længere frem, og spiller hurtigere end før pausen. Midtbanen fungerer pludseligt som et hele, med lige dele hårdt arbejde, kreativitet og spilintelligens. Det er et spørgsmål om tid. Og da det kommer, er det et af de smukkeste mål længe. Fra min plads er det umuligt at se, hvem der scorer. Det er også irrelevant. Det er et holdmål, et gennemspillet mål. Vi råber. Skriger, højt og uartikuleret. Omfavner hinanden. Er en del af det her. Glemmer alt andet. Det er lidt overraskende, at de kommer tilbage i kampen, og så alligevel ikke. Zorniger har rettet kollektivet til i pausen.

Bag sydsiden står vi som sild i en tønde. Der er en flaskehals imellem tribunen og det gamle klubhus i brune mursten. Alle vil hjem nu og går mod strømmen. Her er intet koreograferet. Jeg ser ned på de tusinder af fødder og håber det bedste. Hvis man ville folk til livs, så var dette stedet. Udbryder her panik, ville konsekvenserne være uoverskuelige. Det gør der ikke, og pludseligt begynder folk at flytte sig i to modsatrettede rækker ved siden af hinanden. Først langsomt, dernæst hurtigere, til sidst småløber vi nærmest ud af trængslen, som ketchuppen, der langt om længe begynder at løbe ud af flasken.

Vi finder cyklen og bliver opslugt af en ny flok. Vi stiger af igen. Flokken bevæger sig langsomt ad den smalle vej forbi Hytten, hvor festen stadig er i gang. Pludseligt går vi i stå. Her er tusinder af mennesker på den smalle vej, der er omgivet af højt naturhegn. Vejen er ikke mere end 10-12 meter bred. Længere fremme har to salatfade og seks kampklædte urobetjente afskåret vejen. De lukker os ud i små klumper, så vi ikke kolliderer med den flok FCK’ere, der nu bliver fulgt tilbage til stationen af uroernes kolleger. Vi står mast sammen. Det er ikke just en tålmodig flok at stå så tæt sammen med, men det går. Til sidst lukker de os ud.

Delillos flokke, masser, i Mao II har udgangspunkt i Asien. Og står som modpol til den vestlige individualist. Utvivlsomt. Her er sondringen irrelevant. Flokken har ingen race. Farverne er ikke pigment.

Vi stiger på cyklen og må hurtigt sande, at vi igen kommer til at skulle bruge et par kilometer bag flokken af FCK-fans på vej til stationen. Jeg har ingen ide om, hvorvidt det er Sektion 12 eller nogle andre. Det er mindre organiseret nu. Mere anarkistisk. De slås. Indbyrdes og med politiet. Nogle bliver taget med i salatfadet. Andre sidder på jorden med håndjern på. Der bliver kastet med dåser og flasker. Men der er ikke flere kanonslag.

På vej ind ad Roskildevejen, langt væk fra flokkene, masserne, bliver vi overhalet af seks salatfade med fuld udrykning i rasende fart. De er på vej til Hovedbanen for at tage imod flokken der, og sikkert få dem smidt væk fra området i en fart. Jeg når den grønne cykelsti og kører ad den hjem. En cykelsti, der er lavet til at føre flokken af cyklister uden om hovedfærdselsårene, morgenkaoset på Jagtvej og Falkoner Allé. Forbi CBS og hele vejen ud til Valby, bag om bakken. I morgen er det mandag, og jeg har møder, tænker jeg. Jeg bliver opmærksom på, at jeg først nu slapper af i skuldrene og trækker vejret dybt og roligt.