Print artikel

Aktualitetens fortvivlelse

Vægmaleri : Telefon Til Chefen
Essay
09.08.11
Uden det uaktuelle ville ingen fodboldturnering have fascinationskraft. Et idehishistorisk essay om fodboldholdet Stoke, tænkerene Eckhard, Schelling og Kierkegaard, det uaktuelle som begreb og det at tabe FA Cup finalen.

O tynde mænd i Haddam,

hvorfor fantaserer I om guldfugle?

Ser I ikke hvor solsorten

vandrer rundt mellem fødderne

på kvinderne omkring jer?

Wallace Stevens: Tretten måder at betragte en solsort

Da Manchester City og Stoke den 14. maj 2011 mødtes i den 130. engelske FA Cup finale siden 1871, var det kulminationen på en turnering, der begyndte i august året før med indledende runder blandt sekundært rangerede klubber. I alt 759 hold deltog i turneringen, hvor de bedste klubber trådte ind i januar. Manchester City eliminerede undervejs mod finalen blandt andet Aston Villa og lokalrivalerne fra Manchester United, mens Stoke havde haft en lidt lettere lodtrækning. Det var første gang nogensinde, Stoke optrådte i FA Cup-finalen, og niende gang for Manchester City, der med finalesejren sikrede sig det første trofæ i 35 år. I selve kampen, der blev overværet af næsten 90.000 tilskuere på Wembley Stadium i London, led Stoke under skadesproblemer og virkede generelt en smule overmatchede, men havde Kenwyne Jones scoret på sin friløber i anden halvleg, kunne kampen måske alligevel have fået et helt andet udfald.

Det er ret oplagt, at man for virkelig at forstå, hvad det vil sige, at Manchester City denne lørdag vandt en fodboldkamp med 1-0 over Stoke, må have en ret veludviklet fornemmelse for det uaktuelle. For den, der den 14. maj blot så meddelelsen om Citys sejr som endnu en aktuel nyhed i de endeløse serier af aktuelle nyheder, der f.eks. kører over skærmen i en nyhedsudsendelse, manglede netop det uaktuelle: alt det, der ikke skete denne dag, hvor City tog pokalen hjem. Det var som nævnt Stokes første finale i verdens ældste fodboldturnering, alle de andre år havde de ikke været der, og det var et særdeles tiltrængt mesterskab for det ambitiøse Manchester-hold, der i mange år havde lidt under Uniteds dominans og indtil 2011-finalen heller ikke havde fået fuldt udbytte af de mange investeringer, der var foretaget i klubben i de foregående år. Manchester United, Chelsea, Liverpool og Arsenal stod ikke i finalen, fordi de var slået ud undervejs, men selvom det kunne virke som en lidt mat kulmination at have en så stor finale uden disse hold, var de netop til stede i kraft af deres fravær: De kunne have været der. Det havde været det mest sandsynlige, at den ene eller begge finalister var fundet blandt disse hold, og derfor var hver en bevægelse på Wembley den 14. maj besjælet af alt det, der ikke foregik – af de parallelle universer, hvor det var Rooney og Fabregas og Didier Drogba, der skabte målchancerne og hævede armene i triumf. Uden det uaktuelle ville ingen fodboldturnering have den fascinationskraft, som rigtig mange af dem har.

Det uaktuelle må i anden omgang derfor også forstås lidt mere nuanceret end bare som det, der ikke er. Yaya Touré scorede i finalen, og det gjorde Kenwyne Jones ikke. Faktum. Aktuelt. Men netop det, at Jones kunne have scoret, gav hele forløbet dets særlige glans. Det uaktuelle er altså ikke bare det, der ikke er, men også det, der kunne have været. Virkeligheden, det aktuelle, er omgærdet eller indlejret af andre modaliteter af det værende. Det er, men kunne det have været anderledes? Det var den tyske middelaldertænker Meister Eckhard, der skabte det ord, vi har overtaget som ”virkelighed”, som en oversættelse af det latinske actualitas, der er begrænset af det mulige på den ene side og det nødvendige på den anden. I spændingsfeltet mellem det mulige og det nødvendige, kunne man næsten sige, finder vi det aktuelle, og det er netop som spændingsfelt, at det aktuelle bliver til ”mere” end bare det, at det er. Det er modaliteterne, der giver liv til en fodboldkamp. 

At fremhæve det uaktuelle vil altså ikke blot sige at fokusere på dét, der ikke er, eller på dét, der ikke er aktuelt. Det ville egentlig være rimeligt nok at sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige i at bruge offentlige midler på at forske i f.eks. marginale hjørner af historien, hvis det kun var for at bekræfte, hvad der engang var, men ikke længere er. Historien skal netop åbne for os, hvad vores virkelighed kunne have været, hvilke ruter, den ikke tog, og optegne mønstre for dens udvikling, der styrer mellem det nødvendige og det tilfældige: Hvorfor gik det, som det gik, og hvordan kunne det have været anderledes? Hvilke stemmer har vi endnu ikke hørt – og hvordan kan vi yde dem retfærdighed i dag? Derigennem åbnes ikke blot en mere nuanceret forståelse af vores fortid, men også en stærkere sans for fremtidens åbenhed – og for det aktuelle selv: for forståelsen af det nu eksisterende som en nærmest mirakuløs realisering af en endeløs række af betingelser. Hvad er Stokes kvalificering til FA-finalen mod det forhold, at der overhovedet findes noget, der hedder England, eller at mennesket kan gå på to ben og sparke og kaste?

Det aktuelle bliver med andre ord for fattigt, hvis det ikke ses i forhold til det uaktuelle. Vi mister sansen for dets skrøbelighed, dets kontingens og for dets åbenhed og muligheden for, at vi kan indrette det på en helt anden måde. Det samme liv, der kan fornemmes i en FA Cup-finales trods alt ekstremt kodificerede rammer, kan tusindfold fornemmes i enhver menneskeskæbne eller ved blot at betragte et græsstrå ud fra den absolutte baggrund for dets tilsynekomst. At være for ensidigt optaget af det aktuelle kan derfor siges at være at mangle blik for det uaktuelles fortryllende indvirkning på det. Det er at se den ene nyhedsudsendelse efter den anden, men aldrig læse de uddybende forklaringer i aviserne eller større historiske skildringer. At have sex for at reproducere arten, men ikke hengive sig eller udforske sin partner. At stemme på et visionsløst parti ved folketingsvalget, fordi det vigtigste forekommer at være at bevare det bestående. Det virkelige, det eksisterende, er det, der er, men det bærer sin grund med i sig, som den tyske filosof Friedrich Schelling ville have sagt det. Det er grunden, der giver liv og kraft til det eksisterende, og selvom grunden kan være anledning til kaos og ødelæggelse, hvis den ”bryder igennem”, er den også betingelsen for, at det eksisterende har realitet og (vedvarende) kan blive til. Tag vanviddet som eksempel: Vanviddet ligger i grunden, siger Schelling, og skal holdes i ave, så vi kan leve en nogenlunde normal dag Hvis det træder frem, kan vores verden blive kørt helt af sporet. Men det træder netop frem – det er ikke noget, der kommer udefra eller pludselig opstår af ingenting, og derfor er vanviddet netop vores grund og dermed også en kilde, en kraft og et vilkår. Hvad er kunsten andet end en måde at artikulere vanviddet som en skabende kraft?

At miste blikket for det uaktuelle er at låse sig fast på det, der er – som om, det ikke kunne være anderledes. Man kunne kalde det aktualitetens fortvivlelse med en let omskrivning af Søren Kierkegaard. I Sygdommen til Døden artikulerede han henholdsvis nødvendighedens og mulighedens fortvivlelse som det at mangle det modsatte: At mangle mulighed er at se alting som determineret og umuligt at ændre – som om ingenting nyt nogensinde kan ske. At mangle nødvendighed er omvendt at fantasere sig ud til en rent imaginær forestilling om andre verdener, hvor Gud har ordnet det hele for os: For Gud er alt muligt, men jeg kan ikke rigtig forbinde det til mit eget liv og ansvar. Måske kunne man også kalde dem begge for aktualitetens fortvivlelse: Den fortvivlelse at være henvist til det aktuelle, samtidig med at man opretholder sin eksistens gennem utopiske drømmerier om at vinde i lotto eller pludselig møde Jennifer Aniston på en bar og forføre hende med charme og vid. De ”vilde” fantasier og drømmescenarier, der med et trylleslag skal overskride det aktuelle, er i virkeligheden den allerbedste forsikring om at bevare det bestående. Det er den egentlige betydning af begrebet reality show: En fremstilling af det aktuelle (”reality” er den engelske oversættelse af actualitas) uden æstetisk, moralsk, historisk og økonomisk kontekst. Og samtidig et show: Drømmen om, at der ud af denne fortvivlende aktualitet pludselig kan materialisere sig en lykke og succes, der løskøber én fra den højst gennemsnitlige hverdag, som man risikerer at vende tilbage til efter Paradise Hotel. I fantaserer om guldfugle, som Wallace Stevens skrev, og ser ikke solsorten, der går rundt mellem fødderne på kvinderne omkring jer.