Print artikel

»Jeg kom her bare for at tage et bad«

Artikel
10.04.17
Tom Boonens sidste arbejdsdag som cykelrytter var i det nordfranske monument Paris-Roubaix. Victor Boy Lindholm fulgte med på tv.

Det første der sker i dag. Lyden af kommentatorernes stemmer ud i den varme dag. Jørgen Leth der siger »Der er ikke et dårligt Roubaix«. De andre, der lidt tøvende bekræfter. Det er Tom Boonens sidste løb. Den legendariske Boonen. En cykelrytter der smadrer Lamborghinier og tager kokain udenfor sæsonen. Boonen er oldschool. Han er på mange måder den pensionerede Fabian Cancellaras modsætning. Cancellara var feltets naturlige leder. Han talte på vegne af feltet, kontrollerede det og udviste en naturlig autoritet. Cancellara talte også imod doping, og talte for en løsning, hvor man forkortede løbene. Gjorde dem lettere, mindre anstrengende. Sådan er Boonen ikke. Han holder kæft og kører videre.

Solen skinner i Nordfrankrig. Det blæser og støvet hvirvles op over feltet, der bevæger sig igennem landskabet. De har vinden i ryggen, og det går stærkt. Rigtig stærkt. De første 50 kilometer bliver tilbagelagt på en time, og derfor er der endnu ikke kommet et udbrud afsted. Feltet er en stor masse, og det er endnu muligt at overskue hele løbet. Flere forsøger at komme fri af feltet. Lars Bak, Mads Würtz Schmidt og Michael Mørkøv forsøger, men nej det lykkes ikke.

Løbet Paris-Roubaix hænger som så mange andre cykelløb tæt sammen med industrialiseringen i Frankrig. Selve cyklingens sjæl er industriel. Løbet blev første gang kørt i 1896, hvor det blev grundlagt af de to tekstilmatadorer Thédore Vienne og Maurice Perence. Især Vienne var en driftig mand, der yderligere byggede en forlystelsespark og en tyrefægtningsarena, hvor han arrangerede kampe mellem løver og tyre. Det blev aldrig en succes. Nej, Viennes eftermæle er Roubaix. Den 260 kilometer lange rute på på de berømte brostensveje, der er blevet kørt hvert år bortset fra under verdenskrigene. Løbet er blevet beskrevet som og kaldes Helvede i Nord, og referer ikke, som mange tror, til løbets udmagrende strabadser, men til områdets tilstand efter 1. Verdenskrig. Den lille franske avis L’Auto skrev i 1919 »det eneste der står tilbage på denne kværnede jord er korsene med deres bånde i blå, hvid og rød. Det er Helvede.« Det er historien som rytterne bevæger sig igennem. Ikke bare sportens men krigens og industrialiseringens historie.

Belgieren Greg Van Avermaet er favorit. Den olympiske mester har i dette forår vundet semiklassikerløbene Gent-Wevelgem, E3 og Omloop Het Nieuwsblad. Han er i god form, og her hvor rytterne kommer igennem Arenbergskoven, sidder han forrest med Peter Sagan og den tidligere vinder John Degenkolb. Heldigvis indhenter Boonen frontgruppen, men det er ikke nok. Sagan forcerer, og kører fra dem, men bliver stoppet af en defekt. Det er vitterligt ikke verdensmesterens forår. Han er gang på gang blevet lukket ned, styrtet eller har fået en defekt, og han står uden resultater.

Løbet er kedeligt. Det er for godt vejr. Brostenene er tørre, og der er få styrt. Der er færre overraskelser i godt vejr, og Van avermaet skruer op for tempoet. Det ligner en ren favoritsejr. Det begynder at blive svært at overskue løbet. TV-producenterne forsøger at få det hele med, men feltet er sprunget i stykker. Fejebladet har allerede samlet en god portion ryttere op. Cykelløbets kendetegn er uoverskueligheden. Det er måske den eneste sportsgren, der er bedre at se hjemme. Her har man kommentatorerne til at skabe overblik, billederne til at komme tæt på rytterne og tiden til at sætte sig ind i de konstante ændringer. Man kan se lidelsen, og man kan se de små tegn på udmattelse. TV’et skaber klarhed i kaos. Ikke gennemskuelighed men klarhed.

Boonen kæmper virkelig for at være med. Han forcerer ved Carrefour de l’Abre, men det lykkes ikke. Van Avermaet trækker fra, og det står klar, at det er slut for den tidligere firedobbelte vinder. Han kommer ikke til at vinde i dag, han kommer ikke til at slå Roger De Vlaemincks rekord. Han tangerer den bare. Man kunne tro, at han er knækket, at han allerede har indset, at det er slut. Løbet, karrieren. Jeg tror det ikke. På billederne er det den samme Boonen, i vanlig stil. Den tynde, lidt slangede krop pakket ind i lycra. De lange arme og ansigtet, der ikke udtrykker noget. Han er stadig i løbet i en slags lidelsesfuld koncentration.

Løbet er tydeligt i Van Avermaets ansigt. Han har blottet tænderne, og man ser det store mellemrum, der giver ham et næsten drenget udseende. Zdenek Stybar, Sebastian Langeveld og Van Avermaet er kørt ind på den berømte velodrome i Roubaix. De tøver lidt med at åbne spurten, og det er lige ved at gå galt! Forfølgerne Jasper Stuyen og Gianni Moscon kommer op. Van Avermaet er afvendtende, og det er Stybar der åbner spurten. Men uden held. Van Avermat kører over stregen som den stærkeste. 


Jeg venter på Boonen. Han kommer ind tolv sekunder efter. Jeg ser de efterfølgende interviews med en afslappet Boonen. Han er ikke længere rytter, han er nu bare Tom Boonen, en civil belgier. Til spørgsmålet om, hvorfor han ikke ville lade sig hylde inde på velodromen svarer han: »Jeg har kørt nok æresrunder. Æresrunder er for dem, der fortjente det i dag. Jeg kom her bare for at tage et bad.«