Print artikel

Sex og keramik? Jo, det er en ting

Tortus Copenhagen bearbejder noget fugtigt ler til en hård rejsning.
Feature
11.06.16
Sex og keramik er ikke to ting, man umiddelbart ville kæde sammen. Men det er en fejl. Ifølge to nye keramikere får keramik hele driftsapparatet i spil, og det er både, når der er tale om brugen af det nye keramiske sexlegetøj, eller hvis man tager en time på drejebænken. Og så er det både craft og autentisk.

Lyset er dæmpet. Der bliver lagt en lille klump fugtigt ler på drejeskiven. Et par bare stærke hænder griber om leret, trykker på det, slår det lidt, fugter det. Skiven begynder at dreje hurtigere og hurtigere. Leret rejser sig på drejeskiven. En lang sej oprejsning. Leret reagerer på enhver bevægelse, som hånden laver. Buer, bløde strøg, en finger på kanten. Leret folder sig ud under keramikerens kontrol. Det er en dans. En sensuel dans. Når dansen er slut, stopper drejeskiven, og på den står en velformet voluminøs vase. Spiller soundtracket til Ghost i baggrunden? Nej, der er ikke andet i rummet end leret, drejeskiven og keramikeren. Og så lige 530.000 Instagram-følgere. »I want him to center my clay«, »a thousand overies just exploded« og »this is so sensual to me«, lyder det i kommentarsporet. Vi befinder os på den dansk-amerikanske keramiker Tortus Copenhagens Instagram-profil.

Tortus Copenhagen, som i virkeligheden hedder Eric Landon, er en dygtig keramiker. Sidste år blev han kåret til craftsman of the year til Danish Design Award, og han har i dag en succesfuld praksis, hvor han producerer unika-værker og holder udsolgte workshops i sit studie på Kompagnistræde i København. Men udover sit keramiske talent, får han safter og sanser i spil hos sine mange tilhængere. Og det skyldes (blandt andet) keramikken.

»Nogle af os kunsthåndværkere bliver nærmest set som guru’er. Som nogle, der kan noget, der er blevet glemt. Der er noget meget sensuelt og næsten helligt over keramik. Det at sidde ved drejeskiven rører og stimulerer noget dybt i mennesket,« siger Landon.

Selvom det lugter lidt af en marketingsstrategi, er det ikke uden grund, at moderne keramik har taget en seksuel drejning. Og det er ikke kun hos Landon. Markedet for keramisk sexlegetøj er begyndt at vokse, og det jordbundne er begyndt at finde vej ind i pornoen. Det handler om at gøre det sanselige og sensuelle til en større del af hverdagen og forbinde seksualiteten på en mere autentisk måde, mener engelske Adele Brydges. Brydges er en af de designerne, der har kastet sig over det keramiske sexlegetøj. Brydges laver håndstøbte dildoer og butt-plugs og er for nyligt også begyndt at eksperimentere med at lave eksklusivt wearable keramisk sexlegetøj, som eksempelvis gagballs-halskæder.

Englske Adele Bridges er en af de designerne, der har kastet sig over det keramiske sexlegetøj
Englske Adele Bridges er en af de designerne, der har kastet sig over det keramiske sexlegetøj

»Sensualitet lever i os hele tiden. Vi skal væk fra ideen om, at sex kun handler om udløsning; sex handler ligeså meget om en sensuel rejse. Og det er det, mine værker handler om – at prikke, udfolde og vække den daglige sensualitet,« sige hun.

Og det er den oplevelse, som keramikken er adgangsbillet til, mener både Brydges og Landon.

Men giver keramik og det keramiske sexlegetøj et sundere syn på seksualitet? Eller er det bare en besættelse af det autentiske og håndlavede, der har taget overhånd?

Keramik-dildoen skal op på hylden

I kraft af en overseksualiseret verden fyldt med plastikdildoer, nøgenbilleder og måske urealistiske forventninger til sexlivet, er der opstået et behov for det mere sanselige og realistiske, mener Brydges. Og det var en af grundene til, at hun begyndte at lave keramisk sexlegetøj.

»Jeg tror, at vi har en helt grundliggende forbindelse til ler og keramik. Historisk set har vi brugt det i alle mulige sammenhæng inklusiv sexlegetøj og falliske symboler. På et tidpunkt gik man over til prangende og overvældende plastik-, gummi- og silikone sexlegetøj – hvilket der også skal være plads til – men jeg tror ikke, at man har den samme forbindelse til en silikonedildo, som du har til en keramikdildo,« siger hun.

Vi sidder i hendes studie i Clerkenwell i London. Store træreoler knejser bag hende. Hylderne er fyldte med bøger, forme, håndformede ler-dildoer og butt-plugs. Ved første øjekast ligner de små objet d’arts. Det er først, når man kommer helt tæt på, at man kan se, hvad det er; en lille hær af dildoer. At hendes værker i højere grad ligner kunstneriske figurer, er for Brydges et forsøg på at gøre det mere normalt og accepteret at eksperimentere med ens seksualitet.

»Du behøver ikke at gemme mine værker væk i en skuffe. De repræsenterer en fejring af vores sensualitet, hvilket bør være en hel naturlig del af vores hverdag, og det kan være med til at skubbe til den måde, vi ser på vores egen seksualitet,” siger hun.

Brydges er vokset op i et katolsk hjem, hvor sensualitet var noget, der skulle skjules. »Det forstod jeg aldrig,« siger hun. »At udforske min sensualitet er en iboende del af min identitet. Når jeg laver mine værker føles det nærmest som at være i forbindelse med en form for livskraft. Det kan godt være, at det lyder lidt skørt, men det er meget meditativt og jeg tror, vi skal være bedre til at udforske den del af os selv.« Hendes værker er små totems til seksualiteten.

Dyrk den sensuelle ler-dans

I sit essay Uses of the Erotic: The Erotic as Power fra 1978 skrev den amerikanske feminist og digter Audre Lorde, at der ligger en kraft og en magt i det erotiske og sensuelle. Men der hersker en »fear of feeling,« skriver hun. Kvinder især er blevet opdraget til at ignorere de følelser og signaler, som kroppen giver dem. Men de følelser og behov skal man lære at lytte til. Både fordi der ligger en kraft i dem, men også fordi, at ser man sine dybeste behov i øjnene, stiller man sig ikke ukritisk tilfreds med »self agitation, self negation, and with the numbness which seems like the only alternative in this society,« skriver Lorde. Man kommer i kontakt med nogle behov og nogle følelser, man havde glemt, og som bliver brugt til at diskriminere køn og seksualitet og undertrykke grundlæggende behov i livet.

Selvom det er mange år siden, at Lorde skrev sit essay, og der er sket meget indenfor seksuel frigørelse, mener Brydges, at Lordes tanker stadig gør sig gældende – det er nogle af de følelser og behov, som hun selv prøver at få frem med sit legetøjet. Og det er også den verden, som Landon blandt andet ser udfolde sig i sine workshops, og når han selv sætter sig på drejebænken.

»Når man sidder på drejeskiven kommer man i kontakt med nogle grundlæggende behov i livet, og man kan udtrykke de ting, som er svære at sige med ord, « siger Landon. Der opstår en intimitet med leret. En intimitet som man måske kan genkende fra sex og parforhold, men som i dag ikke har den samme plads i vores tilværelse.

»Det er ikke kun mig, der møder og presser materialet. Det er også materialet, der møder og presser mig. Når jeg begynder mit optræk, taler leret til mig, og jeg kan mærke, om jeg skal trykke hårdere eller lettere. Det er en sammensmeltning og en dans. Og det er klart seksuelt,« siger han og fortsætter: »Meget kreativitet foregår i dag oppe i hoved. Det her foregår i hænderne og med kroppen, og det er der, at det bliver seksuelt; i den fysiske udfoldelse. Det er en fysisk manifestation af ens kreativitet og driftsapparat.«

Keramisk buttplug fra Adele Bridges
Keramisk buttplug fra Adele Bridges

Det er den intimitet, som keramik som praksis, som materiale og som sexlegetøj kan være med til at frembringe, mener både Landon og Brydges. Hvad end det er et øjeblik med dig selv ved drejebænken eller med dig selv og din keramik-dildo. Og hvis du bruger sexlegetøjet med din partner kræver det en dialog, som også åbner op for en intimitet og en sensuel verden, hvor måske usete sider af en selv bliver set.

»Jeg siger ikke, at man bare skal bruge det her legetøj og ikke have sex. Men det giver utrolig meget at være åben og forbundet til ens sensualitet – og ens partner. Men jeg tror desværre mange af os mister den forbindelse fordi vi forveksler sex med intimitet; sensualiteten og intimiteten er der måske i et kort øjeblik, men så forsvinder den igen,« siger Brydges.

Jagten på autenticitet

Det håndlavede og ’autentiske’ er i høj kurs. At det skulle finde vej ind i vores sexliv var uundgåeligt, mener australske Judith Clover, som er designer og underviser fra Royal Melbourne Institute of Technology i Australien. Hun er også iblandt de designere, der har valgt at fokusere på sexlegetøj. Clover blander både det håndlavede og det højteknologiske. Men hendes fokus er ligesom Brydges at udvide den måde, vi ser på seksualitet og sexlegetøj.

»På markedet for sexlegetøj er der masser af plads og brug for bedre produkter. Den mere luksuriøse del af markedet er stadig meget underudviklet og er derfor perfekt for det håndlavede og mere kunstneriske,« siger Clover.

Der skal selvfølgelig være plads til forskellige former for sex i vores hverdag. Nogle gange vil man jo også bare gerne have »a good shag«, pointerer Brydges. Og det er heller ikke fordi, man bare skal sidde nede på gadehjørnet med sin keramikdildo, men vi skal være bedre til at dyrke vores sensualitet i en mere simpel form, mener hun.

»Onani er generelt godt for os og vores sundhed. Om du så gør det med en keramikdildo eller noget andet – du kan også kaste en vibrator ind i ligningen – vil det gøre dig godt,« siger Clover.

Keramikernes Elvis

Da jeg spørger Landon om hans videoer på Instagram, smiler han. Han er godt klar over, hvad de også får frem i hans følgere.

»Hvis der er nogen, der har erfaring med det, så er det mig. Folk synes i den grad, at det jeg laver og den måde, jeg laver det på, er sensuelt og seksuelt. Man kunne godt tænke: åh nej, folk skal tage det, jeg laver meget mere seriøst; at der skal være fokus på værket og ikke mig – for der er meget fokus på mig på min Instagram-profil. Men alt andet lige så er der noget seksuelt over keramik. Det er en blanding af processen og materialet. Og drejeskiven. Den drejeskive kan bare noget,« siger han.

Selvom Landon mere eller mindre bevidst har valgt at markedsføre sig som en ’sexet keramiker’, og det måske også har en del at gøre med hans succes, er forbindelsen mellem det seksuelle og keramikken der uanset hvad. Landon prikker bare til den, og får folk til at mærke den. »Jeg forsøger at forbinde folk med hinanden og forbinde dem til kærlighed til keramikken,« siger han. Og i den sammenhæng bliver han af sine fans måske set som en moderne guru.

»Jeg har flere, der også kritiserer mig for den måde, jeg afbilleder noget så helligt som ’keramik’. Keramik er jo noget gammelt og klassisk. Og det er der mange, der ikke synes, man skal pille ved. De synes, at det bliver for pop-kultur-agtigt. Men vi bliver nødt til at genopfinde den måde, keramik bliver set på, ellers bliver det overset,« tilføjer han.

Lige inde Landon og jeg skal til at sige farvel, banker hans kollega på glasdøren til baghuset i Kompagnistræde. Der er en gruppe spanske piger, der gerne vil møde ham. De følger ham på Instagram. De er fans. »Jeg er nærmest blevet keramikkens Elvis,« siger han lidt for sjov.