Print artikel

»Mig selv. Strædet. Broen – ja – genialt? Ja«

Tammi Øst som Nina Faber. Fotograf: Henrik Ohsten Rasmussen.
Anmeldelse
04.05.17
Status på Husets Teater er i al beskedenhed en både sjov og klog forestilling. Ikke fordi dens skildring af et litterært miljø enten rammer eller ikke rammer hovedet på sømmet, men fordi den overrasker i sin kompleksitet og får publikum til at grine af sig selv.

I forestillingen Status, der er baseret på Erlend Loes roman af samme navn, møder vi den lettere fallerede digter Nina Faber, som efter mange år endelig er klar til at udgive en ny digtsamling. Hendes digte havde en fast læserskare og fik da også nogle gode anmeldelser i 70’erne, men »mod 1980’ernes og 90’ernes formeksperimenter var Nina Fabers følsomme lyrik dømt til at tabe«, som hendes middelmådige redaktør Cato forklarer i begyndelsen af forestillingen. Det kan godt være, at tiden ikke har været på Nina Fabers side, men man begynder dog også ret hurtigt at tvivle mere grundlæggende på hendes kunstneriske sensibilitet. Hun har tilbragt en periode i Istanbul, efter sigende på grund af en mere eller mindre diffus kærlighedsaffære, afhængigt af hvem man spørger. Og nu har hun så skrevet en digtsamling om en bro over Bosporusstrædet:  »Jeg gik ikke over broen, jeg beskrev den. Der er tale om variationer: Broen. Mig selv. Broen. Strædet. Mig selv. Strædet. Broen – ja – genialt? Ja« som hun selv forklarer, så man får lyst til at lægge den fiktive digtsamling langt væk.

Nina Faber, som spilles af Tammi Øst, er virkelig sjov. Desperat efter at fastholde den mystik, hun forestiller sig må omgærde en kvindelig lyriker med et langt og farverigt liv bag sig, kan hun alligevel ikke skjule, hvor omfattende banal hun er, over for det publikum, der sidder i teatersalen på Vesterbro. Faber er en fiktiv figur placeret i en fordrejet version af et virkeligt litterært miljø, og derfor kaster hun også om sig med referencer til det og citerer både Edith Södergran og Inger Christensen i ét væk. Hun ikke bare føler sig og lever som en rigtig lyriker, hun mener også, at hun virkelig har ret til at være det. Alle referencerne til den lyrik, hun mener at repræsentere, og som hun kender ud og ind, er efter hendes mening et bevis på, at hun hører til på denne hylde, uanset hvad anmelderne siger. Men det er ikke i sig selv portrættet af et litterært miljø, der er interessant eller sjovt ved Status. Det er ikke en vellykket forestilling, fordi litterære miljøer er lige præcis så elitære eller forlorne, som det skildres i forestillingen. Det er derimod fordi Nina Fabers selvoptagede og tomme iscenesættelse af sig selv som kunstner er både genkendeligt og originalt iscenesat.

Den tilsyneladende ikke særligt talentfulde kvindelige forfatter spiller i Status over for en række mænd i sit liv, alle sammen spillet af Morten Burian. Der er den vage redaktør Cato, der ikke rigtigt nævner poesien med et ord, men til gengæld holder sig til at rapportere fra forlagets marketingafdeling. Der er en scene med Ninas psykolog og elsker, som bor i et kolonihus, hvor han ligger og drikker Fernet Branca og læser i gamle psykologtidsskrifter. Der er den unge anmelder Roger Kulpe, som da Nina opsøger ham træder ind på scenen med Hemingway og Houellebecq under armen, og som blandt andet har skrevet følgende om Ninas nye digtsamling: »Hendes associationer ved synet af en bro i Istanbul fornærmer ikke kun læserens intelligens, men al intelligens. I det hele taget. Overalt. Og til alle tider«. Og så er der Ninas egen søn, som Nina selv introducerer med ordene: »Han er jo trods alt min søn. Om han så er nok så meget bøsse«. I møder med alle andre end hende selv, oplever Nina Faber kun projektionerne af sine egne ønsker og på en gang skrøbelige og gigantiske ego.

Der er en hel del ting, der kunne gå galt ved en forestilling som Status, og som får iscenesættelsen til at balancere på en knivsæg: For det første kunne det meget hurtigt blive folkeligt på den kedelige og forudsigelige måde med en forestilling om en forsmået forfatter, der føler, at hun simpelthen er for fin og dygtig til at blive forstået af selv den fineste anmelder. Men Nina Faber er ikke en sjov karakter, fordi hun viser os, at Edith Södergren og Inger Christensen i virkeligheden er sådan nogle digtere, ingen forstår. Hun er bare sjov, fordi hun tydeligvis ikke ville være i stand til at tænke en empatisk tankerække til ende, om det så gjaldt hendes liv. Derudover er hun en forsmået kvindelig persona, der er i åben krig med alle mændene i sit liv, men Tammi Øst formår at fastholde Nina Faber i en imponerende kompleksitet, der jager de kedeligere kønsnormative perspektiver langt bort. I stedet kaster Morten Burian og Tammi Øst sig i overraskende konstellationer rundt på scenen, en konstruktion af fem svævende plader i det aflange sorte rum, mens alting hele tiden ændrer sig i kølvandet på den tornado, der er Nina Faber. Status er simpelthen en sjov forestilling, fordi den også vover at være virkelig intelligent.