Print artikel

Rastløshedens grundfortælling

Foto: Ditte Valente / Hotel Pro Forma
Kritik
09.04.19
Selvom Gilgamesh har det hele, så stormer han rundt i opslidende rastløshed. Det er formidabelt formidlet i den første direkte oversættelse af ‘Gilgamesh’ fra akkadisk til dansk.Teaterversionen fungerer mindre godt.

Lad os begynde et andet sted end i Glyptotekets smukke, lyse marmorsale. Lad os starte det sted, vi i dag kalder Irak. Hvor gamle lertavler med kileskrift, næsten 4000 år gamle, har fortalt historien om Kong Gilgamesh.

Gilgamesh er utilregnelig, han er smuk. Han er stor og uhyrlig. Han har bygget byer, templer, mure. Han har besøgt tronsale i øst og vest. Han er fem en halv meter høj og to meter bred. Han er ikke bare halvgud, men totredjedel gud – og altså menneske: Han er dødelig, og han er rastløs. I flere måneder slår han både mænd og kvinder ihjel. For sjov skyld. Og det går naturligvis ikke. Guderne samler sig og bliver enige om at skabe Gilgameshs modstykke: helten, vildmand og vildtyren Enkidu, der skal hjælpe på »stormen« i Gilgameshs hjerte.

Det bliver begyndelsen på et eventyrligt venskab, med nedslagning af monsteret Humbaba, der vogter cedertræskoven. Kampen mod Himmeltyren, der får skåret både nosser og horn af.

Fortællingen om Gilgamesh er det ældste nedskrevne epos, vi kender. Alene af den grund, er det væsentligt at beskæftige sig med. Men ikke nok med det, så handler det også om den frygteligt forstyrrende og opslidende rastløshed. Den rastløshed som menneskeracen lider under. For selvom Gilgamesh har det hele; han kunne faktisk bare lægge sig ned på en chaiselong og spise vindruer og dadler i en uendelighed, så stormer han rundt. Han nedslagter mennesker.

Gilgamesh er på jagt efter noget, og da han møder Enkidu, falder uroen på plads. Stormen i hans hjerte bliver mindre. De bliver følgesvende i jagten udødelighed. Rastløsheden findes altså stadig, men i en mere tilfredsstillende eller meningsfuld form. Da Enkidu dør står Gilgamesh igen alene med rastløsheden, livet og sorgen. Der er store følelser på spil i Gilgamesh. En fortælling der blandt andet har inspireret Rilke og Freud, og mere nutidigt Naja Marie Aidt, der har brugt fortællingen om Gilgamesh og Enkidu til at bearbejde sin egen sorg over tabet af sin søn, i bogen Hvis døden har tager noget fra dig så giv det tilbage.

Gilgamesh er utilregnelig, han er smuk. Han er stor og uhyrlig

Nyoversættelsen af Gilgamesh fra akkadisk til dansk er udført af Sophus Helle, som i samarbejde med sin far, digter Morten Søndergård, har forvandlet eposset til lette, lyse knækprosaistiske vers, med en forunderlig friskhed over sig. Bemærkelsesværdigt, når nu eposset er næsten 4000 år gammelt.

Det er sprogbruget, der gør denne babylonske verden mere genkendelig end fremmed, mere moderne end antik. Og ikke mindst de efterladte linjer uden ord; simpelthen tomme linjer markeret ved opløftede punktummer, som elegant viser lertavlernes porøsitet: skriften der er smuldret væk. Enkidus død er eksempelvis fuldstændig skjult i teksten. Kun i sidemargen står der: »Enkidu dør«. Den tilhørende side er blank, kun et punktum øverst i venstre hjørne og nederst i højre markerer stille og uhøjtideligt det ukendte. En smuk løsning, der indfanger tidens mystik og spøgelser.

Andre steder er de tomme linjer nærmest poetiske forlængelser af de følelser og handlinger, der allerede er på spil. Som her, hvor Gilgamesh er i sorg over Enkidus død:

»Min ven, som jeg elskede så dybt,

som gik igennem alle farer sammen med mig:

min ven Enkidu, som jeg elskede så dybt,

som gik igennem alle farer sammen med mig!

 

Menneskenes skæbne besejrede ham,

og jeg græd over ham i seks dage og syv nætter.

Jeg lod ikke hans lig begrave,

før en maddike dryppede ud af næsen på ham.

Jeg blev bange · ·

i dødsangst går jeg nu rundt i vildmarken.«

Det giver mening at lade eposset om Gilgamesh genføde i salene på Glyptoteket, hvor blandt andet romerske kejseres kroppe og ansigter i dag står tavse og forstenede. Deres ansigter trækker usynlige tråde til rastløshed, til stræben efter udødelighed, til Gilgamesh.

Hotel Pro Formas opsætning består af tre skuespillere og en håndfuld musikere. Gilgamesh, der spilleres af Niels Anders Thorn, leder stykket an. Vi, publikum, udgør en større menneskehob og følger ham troligt rundt fra den ene sal til den anden. Det er ikke særlig kønt, mere kluntet og forstyrrende. Der er flaskehalsproblemer, når vi skal ind i en ny sal, og der er ofte dårlig lyd og udsyn.

Gilgamesh bliver i Niels Anders Thorns udgave mere en mådeholden og fortællende karakter, end en levende gudekonge. Gilgameshs storhed, skønhed og guddommelighed bliver ikke foldet ud. Anderledes er det med Enkidu, der spilles af rapperen Manus Bell. Han er ikke meget højere end Niels Anders Thorn, men han virker guddommelig. Han er bredskuldret, og hans øjne stirrer intenst og uden frygt. Hans mørke, rappende stemme sætter rytme i versene, og de mange gentagelser i versene gør sig godt, når de bliver til musik. Derfor er det ikke kun til Gilgameshs sorg, men også publikums, at Enkidus rolle først indtræder sent og dør tideligt.

Stykket lægger sig tæt op ad Sophus Helle og Morten Søndergårds oversættelse, forståeligt for det er Morten Søndergård, der står bag Hotel Pro Formas manuskript. Men hvorfor ikke bearbejde, vinkle og gå tættere på heltenes følelsesmæssige forhold? Hvorfor ikke gå tættere på den rastløshed, der bor i Gilgameshs hjerte? Vildskaben og eventyrlysten?

Hotel Pro Formas opførelse er så tro mod den nye oversættelse, at den ikke bliver sin egen. Og selvom der er lavet 66 nye skulpturer, komponeret musik og versomskrivninger til rap, vil stykket ikke andet end at være en veltilrettelagt dialog, i smukke kostumer og med bevægende musik. Ærgerligt – for det er for uambitiøst, for dødeligt til historien om Gilgamesh.