Rastløshedens grundfortælling

Lad os begynde et andet sted end i Glyptotekets smukke, lyse marmorsale. Lad os starte det sted, vi i dag kalder Irak. Hvor gamle lertavler med kileskrift, næsten 4000 år gamle, har fortalt historien om Kong Gilgamesh.

Gilgamesh er utilregnelig, han er smuk. Han er stor og uhyrlig. Han har bygget byer, templer, mure. Han har besøgt tronsale i øst og vest. Han er fem en halv meter høj og to meter bred. Han er ikke bare halvgud, men totredjedel gud – og altså menneske: Han er dødelig, og han er rastløs. I flere måneder slår han både mænd og kvinder ihjel. For sjov skyld. Og det går naturligvis ikke. Guderne samler sig og bliver enige om at skabe Gilgameshs modstykke: helten, vildmand og vildtyren Enkidu, der skal hjælpe på »stormen« i Gilgameshs hjerte.

Det bliver begyndelsen på et eventyrligt venskab, med nedslagning af monsteret Humbaba, der vogter cedertræskoven. Kampen mod Himmeltyren, der får skåret både nosser og horn af.

Fortællingen om Gilgamesh er det ældste nedskrevne epos, vi kender. Alene af den grund, er det væsentligt at beskæftige sig med. Men ikke nok med det, så handler det også om den frygteligt forstyrrende og opslidende rastløshed. Den rastløs