Psykoanalytisk kulturkritik
Der er noget ubehageligt ved at henvende sig til ’offentligheden’. Man ved aldrig, hvordan det man skriver vil blive modtaget eller hvad de andre, som man ikke kender, egentlig vil have. Ens forestillinger om, hvem der læser, retter selvfølgelig henvendelsen ind, fordi man gerne vil forstås, men teksten står alligevel fortsat åben og det først er i det øjeblik, den bliver læst af en anden, at det bliver afgjort, hvad der står.
At man på den måde ikke er fuld herre over, hvad man siger, og at det man siger derfor i en vis forstand er overladt til den anden, der kravler ind i ens tale som et spørgsmål, er en af psykoanalysens grundpointer. Det er også en af grundene til, at det kan være svært at skrive en anmeldelse med et straight face efter at have læst Lamella. Jeg mærker alt for godt, hvordan den anden kryper ind i min tekst.
Sidste artikel i seneste nummer (Lamella II) er skrevet af den slovenske filosof Mladen Dolar og handler om noget lignende, et fænomen, der var udbredt på de franske teatre i 1800-tallet, kaldet la claque. Kort sagt ansatte man såkaldte klakører til at forklappe, -grine og -græde på de rigtige tidspunkter fo
