Print artikel

Psykoanalytisk kulturkritik

Psykoanalytikeren Jacques Lacan tegner og fortæller.
Anmeldelse
18.05.17
Psykoanalysen er ikke bare brugbar til at grave dybt i subjektet med, den kan også være en strategi for kulturkritik. Merete Engaard Jakobsen anmelder de to første numre af tidsskriftet Lamella, som udgives af Selskab for Teoretisk Psykoanalyse.

Der er noget ubehageligt ved at henvende sig til ’offentligheden’. Man ved aldrig, hvordan det man skriver vil blive modtaget eller hvad de andre, som man ikke kender, egentlig vil have. Ens forestillinger om, hvem der læser, retter selvfølgelig henvendelsen ind, fordi man gerne vil forstås, men teksten står alligevel fortsat åben og det først er i det øjeblik, den bliver læst af en anden, at det bliver afgjort, hvad der står.

At man på den måde ikke er fuld herre over, hvad man siger, og at det man siger derfor i en vis forstand er overladt til den anden, der kravler ind i ens tale som et spørgsmål, er en af psykoanalysens grundpointer. Det er også en af grundene til, at det kan være svært at skrive en anmeldelse med et straight face efter at have læst Lamella. Jeg mærker alt for godt, hvordan den anden kryper ind i min tekst.

Sidste artikel i seneste nummer (Lamella II) er skrevet af den slovenske filosof Mladen Dolar og handler om noget lignende, et fænomen, der var udbredt på de franske teatre i 1800-tallet, kaldet la claque. Kort sagt ansatte man såkaldte klakører til at forklappe, -grine og -græde på de rigtige tidspunkter for at sikre, at stykket blev en succes. Og det er ikke svært at se for sig, hvordan det virker. Hvis en spredt håndfuld mennesker begynder at klappe, vil hele salen snart stemme i. At det virker, det vil sige, at stykket rent faktisk bliver en succes og folk føler sig ’oprigtigt begejstrede’, selv om der var nogen, der sneg sig ind og satte deres begejstring i gang, sætter Dolar i gang med nogle interessante overvejelser om la claque som fænomen.

Pointen hos Dolar er, at fænomenet la claque ikke sådan lige kan adskilles fra en mere ’autentisk’ reaktion. La claque kan derimod bruges til at vise, hvordan der er noget kunstigt eller imiteret i selve kernen af den måde, et subjekt bedømmer, føler og nyder. Og det er måske ikke så svært at gå med på, når man overvejer, hvor ofte man må se på dem, man er sammen med, for at fornemme, hvordan man agerer passende i en social situation. Men ikke bare det. Nydelse, skriver Dolar, er grundlæggende noget, vi forestiller os, den anden har, og vi forsøger derfor at imitere den andens bevægelser, den andens begær, i håb om at blive belønnet med nydelse. Den anden sniger sig altså ikke bare ind på subjektet og ’påvirker det’ (det samme som at sige, at det blot handler om, at begejstring smitter); selve definitionen på subjektets begær er, som en anden af psykoanalysens grundsætninger lyder, den andens begær. Dolar forslår derfor at udbrede fænomenet la claque til et billede, der omfatter kulturen som sådan:  La claque er alle dem, der har læst bøgerne før os, lyttet til musikken, set malerierne og bestemt værdierne. For som han skriver: ”Ville man nogensinde sætte sine ben i et teater, uden at den usynlige la claque på forhånd havde spredt rygtet om, at det netop var det, man burde gøre?” På den måde findes der måske slet ikke en egentlig selvstændig autentisk reaktion, uden at en eller anden form for støtte fra la claque er til stede.

At sætte tænkning i bevægelse

Lamella er sat i verden af Selskab for Teoretisk Psykoanalyse, der blev stiftet i 2014 i forbindelse med en konference på DPU, hvis oplæg er blevet til artikler i første nummer af tidsskriftet. Ifølge forordet er tidsskriftets formål at fungere som åben platform for diskussion af psykoanalysens teori og metoder og for konkrete analyser af selvet, kulturen, videnskaben osv. Det er et akademisk tidsskrift og har derfor også en del ’tunge’ teoretiske artikler, men det synes samtidig anderledes oplagt til leg, end den klassiske akademiske diskurs plejer at levere. Og det er nok ikke helt tilfældigt, men siger noget om den måde, psykoanalysen befinder sig på kanten af traditionel videnskab eller videnskab i det hele taget.

På mange måder virker tidsskriftet primært interesseret i, hvordan psykoanalysen kan fungere som et frugtbart redskab for kulturkritisk analyse. Det vil sige, hvordan et psykoanalytisk begrebsapparat og den psykoanalytiske metode kan sætte tænkning i gang. Og Lamella er fyldt med fremragende artikler, der viser hvordan.  For det første er det ubevidste selvfølgelig et uomgængelig begreb, når der skal analyseres og tænkes med psykoanalysen. En ofte nævnt pointe, som også indleder forordet til Lamella I og som orienterer den spørgen, psykoanalysen sætter i gang, er at det ubevidste ikke har ontologisk status på den måde, at man kan sige, at det eksisterer, men at det derimod insisterer. Det betyder, at det ubevidste bliver ved med at hjemsøge det, vi kalder ’mening’, den orden og sammenhæng, vi forsøger at skabe, både i fortællingen om os selv og i de teorier, vi laver om verden. Det ubevidste er med andre ord det, der forstyrrer og det, der derfor hele tiden tvinger os til at gentænke samfundet og os selv. Et klassisk billede på en sådan forstyrrelse kunne være talen, der bryder sammen, flyder over eller kortslutter. At analysere med øje (eller øre) for det ubevidste er derfor også at flytte opmærksomhed fra det, man umiddelbart får leveret som ’indholdet’, og åbne sig for det, der afbryder eller forstyrrer denne mening; det, der måske er fortrængt fra ’det der var meningen’.

Man kan kalde det et formelt træk, der har sin oprindelse i den kliniske praksis, hvor Freud talte om vigtigheden af at lytte med ”jævntsvævende opmærksomhed” for at fange andre hændelser i sproget end de rent semantiske, og det forbinder den psykoanalytiske metode med en særlig æstetisk sensibilitet. Forskydningen af opmærksomhed kan derfor med fordel anvendes netop i de æstetiske fag, som Lilian Munk Rösing blandt andet viser i sin artikel ”Signifiantens materialitet” (Lamella II), der handler om den franske kunsthistoriker George Didi-Huberman og om at se på billeder, ligesom den kan anvendes, som Center for Vild Analyse har brilleret i gennem en årrække (blandt andet i deres faste klumme i Information), i analysen af politisk og kulturel ideologi gennem de mest hverdagslige eksempler.

Og netop brugen af eksempler tages også op i tidsskriftet som en central del af den måde, en psykoanalytisk analyse opererer. I Brian Benjamin Hansens artikel ”Psykoanalysens eksempel. Om Slavoj Zizeks metode” (Lamella I) skriver han om, hvordan teori og eksempel hos Zizek så at sige befinder sig på samme ’niveau’, det vil sige, at eksemplerne hverken bare tjener som pædagogisk illustration af teorien eller bruges som et materiale lagt ud for at forklare teorien, men at der i et godt eksempel tværtimod findes en merbetydning (man kunne også kalde det ekstramateriale), der får teorien til at tænke videre. Gode eksempler indeholder, som Hansen skriver, en ”åbning, hvor tænkning kan finde sted”.

Den franske filosof Bruno Latour har et sted foreslået at skelne mellem det at tage ”kritisk stilling” og det at bringe noget i en ”kritisk tilstand”, og jeg synes egentlig, at det kan være en meget god måde at beskrive den psykoanalytiske metode, både i forhold til den kliniske praksis – hvor formålet ikke er at styrke subjektets fortælling om sig selv, som egopsykologien gerne vil have det (at gøre subjektet mere ’robust’), men derimod at bringe selve koordinaterne for dette subjekts fantasier og imaginære forestillinger i spil – og i forhold til en kulturkritisk strategi, der skal forsøge at bringe de ideologiske koordinater i krise. Det er muligt at tage kritisk stilling inden for en bestemt symbolsk orden, og fremstå ’kritisk’ (måske kan man endda gøre det til en karriere), uden af den grund at udfordre selve præmisserne for den orden, man ellers fremstår i opposition til. Som Center for Vild Analyse (25. feb. 2017) skrev i en af deres kronikker: ”Vi har ikke brug for flere berømtheder, der cirkulerer rundt i antikverede tv-formater i en lind strøm og fortæller om, hvilket tøj de går i, eller hvad de mener om klimaforandringer eller hundeopdræt”. Artiklerne i Lamella er gennemsyrede af den form for sensibilitet over for diverse diskurser, positioner og umiddelbare sandheder, og det er det, der gør Lamella til interessant læsning. Som akademisk tidsskrift intervenerer det på en original måde, men har også potentiale for at blive læst meget bredere, og det er hermed en anbefaling med indbygget opfordring – til at læse Lamella, og selvfølgelig til at sætte tænkning i bevægelse.