Print artikel

Selv en dinosaur kan være punk

Johnny Rotten med sit anti-Pink Floyd budskab
'Animals' er giftig, angrebslysten, sorgfyldt, mørk, skærende rå og uforsonlig.
Essay
19.09.14
Som musikform er punken død. Aldeles stendød. Hvis punken derimod opfattes som en etos, en måde at forholde sig til musik, kunst, kreativitet og kommunikation på, er den måske stadig (livs)nødvendig? Dette essay forsøger at vende op og ned på nogle vaneforestillinger om rockens dinosaurer i 1970erne og den vrede horde af punkere, der forsøgte at fordrive dem.

Den konventionelle historie om punkbevægelsen er, at den opstod som en modreaktion mod samfundsetablissementet og var inkarnationen af en fremmedgørelse, der prægede en ny generation af unge vokset op i skyggen fra deres ældre søskendes hippie-opgør og som derfor ikke anså de forblommede fællesskabers kollektive svar som vejen frem, men snarere hævdede personlig frihed og retten til selvudfoldelse som (anti-)værdier. Tiltroen til statsmagten (og i forlængelse heraf, uddannelsessystemet) kunne ligge på et meget lille sted. Punkbevægelsens måske mest berømte slogan ’No Future’ indkapsler denne pessimisme på samfundets – og dets individers – vegne på slående vis.

Både frem og tilbage

Punkmusikken var på lignende vis et opgør med 60er-generationens forvaltning af musikarven og dens selvtilfredse reservat af stenrige musikere, der lavede opblæste opusser med forkromede koncepter, alenlange guitarsoli blottet for nerve og vildskab og en branche uden andre idealer end at score kassen. Rocken havde i sin grundform udgjort et samfundsomstyrtende og modkulturelt flagskib: 1950ernes rock’n’roll-eksplosion var anarkistisk og spraglet, men anno 1977 – punkens gennembrudsår – meget langt væk, begravet under en tyk em af middelmådighed, vanetænkning og købmandskab. Punken pegede både fremad mod en fremtid befriet for store pladeselskaber, musikere på alenlang afstand af publikum og kedelig musik renset for nye ideer, men også tilbage mod rockens ungdom, den vilde og friske musik og attitude, der var opstået og udgået fra især sorte musikere som Chuck Berry, Muddy Waters og Little Richard i 50erne. Punkens udrensning var rettet imod samtiden, det musikken havde udviklet sig til, men var generelt begejstret for det rocken udsprang af (intet sted er dette forhold klarere end hos The Clash, hvis mesterværk fra 1979, London Calling, omfavner omtrent alle tænkelige stilarter fra 50ernes smeltedigel af musikformer eller hos en Elvis Costello, hvis Buddy Holly-udseende og 50er-klingende kunstnernavn var (selv)bevidste forsøg på at se bagom ’forfaldshistorien’).

I den konventionelle udgave af punkens historie er der onde dinosaurer, der må lade livet for at noget nyt og sprælsk kan opstå og i forlængelse heraf en post-punk-epoke, hvor punkens angreb på rockens institutionelle strukturer og hierarkier resulterede i en ny kuldslået, inspireret, ærlig og nervesitrende musikscene, hvor alt det fade, forlorne og forblommede var erstattet med en musik præget ved mangfoldighed, nysgerrighed og kølig realitetssans. Helt så simpel er historien naturligvis ikke. Ligesom med alle andre ismer og tidstypiske populærfænomener, er det sort-hvide indtryk som eftertidens optikker sorterer og inddeler dens virkelighedsbilleder efter, mindre grumset og broget end virkeligheden bag.

For det første var 29 ud af 30 af samtidens musikforbrugere sikkert aldeles ligeglade med punkens indtog (det bærer salgstallene klart vidnesbyrd om). Det var bestemt ikke sådan, at Bee Gees, Fleetwood Mac, Boston, Eagles eller Pink Floyd lige pludselig stod uden et publikum overnight. De stod allerhøjest over for en mere nervøst skelende musikindustri samt en mere kritisk musikpresse, der omfavnede fornyelsen og udrensningen med større iver end pladekøberne. For det andet: Hvad var punk overhovedet? Eller anderledes formuleret: Hvad er punk? Punk er både en stil, en bevægelse, en musikform og en etos. Hvis man fastsætter punken som etos (hvad der er denne artikels ærinde), så er fx Green Day eller Sum 41 ikke punk, men udtryk for udspekuleret og kassetænkende populærmusik.

Selve punkrockens sørgelige historie dækker over et udtryk, der blev født i en eksplosion af rebelsk vrede, der med tiden stivnede i en af de tammeste, mindst provokerende og mest kommercielt ensrettende lyde i populærmusikkens historie. Ergo, som musikform, er punken død. Aldeles stendød. Hvis punken derimod opfattes som en etos, en måde at forholde sig til musik, kunst, kreativitet og kommunikation på, er den måske stadig (livs)nødvendig? Vores billede af den må i så fald omformuleres: For hvordan ser fortiden ud i lyset af denne anderledes forståelse af punkens rolle? Hvilke rockhistoriske udtryksformer – og helt konkret, hvilke bands og hvilke værker – ryger så på den ’rigtige side’ af skellet mellem punk og ikke-punk? Lad os foretage et lille eksperiment.

'Animals' er giftig, angrebslysten, sorgfyldt, mørk, skærende rå og uforsonlig.

 

Pink Floyd og en moltung onanisession uden ophør

Den konventionelle sandhed om Pink Floyd lyder, at bandet bestod af fire eksperimenterende arbejderklasseungersvende inspireret af tidens psykedeliske rockmusik i slutningen af 60erne anført af en krøllet original (og fremragende sangskriver) ved navn Syd Barrett. Denne tidlige udgave af Pink Floyd skabte sig et navn ved at kombinere smittende og legesyge popsange som See Emily Play med bredt udfoldede jams med kosmisk klingende titler som Interstellar Overdrive og Astronomy Domine. Den første ansats af succes førte til den skizofrene bandleder Barretts nervøse sammenbrud, hvorfra han aldrig rigtig vendte tilbage (han døde som sky eneboer hos sin aldrende mor i 2006). I Barretts sted tog Roger Waters og den nye guitarist David Gilmour kreativ kontrol over bandet og formede støt og sikkert bandets senere signaturlyd. Pink Floyds æstetik kombinerede varmen ved barndomsminder med voksentilværelsens allermest presserende frygt og lede, måske allerbedst indfanget på albummet Meddle fra 1971. Det Pink Floyd folk i dag kender – den klassiske rockdinosaur, som enhver, der er vokset op i skyggen af lokalradiostationer, der spiller klassisk rock, måske ville ønske, at de aldrig havde hørt om eller alternativt, at de kunne rense fra deres bevidsthed – var endnu ikke tydelig i 1971, om end ambitionsniveauet var klart nok.

Med Dark Side of the Moon (1973) skabte Pink Floyd en kolos, der stadig holder rekorden for flest uger på den amerikanske Billboard-liste (over 800 uger) den dag i dag. Albummet katapulterede det nu modne band op i superstjerneligaen for tid og evighed og satte nye standarder for den hi-fi-fetichisme rockens dinosaurgeneration åndede ved. Storslåede koncepter, dobbeltalbum og den mest avancerede studieteknik, der kunne købes for penge, var i højsædet. En vis lede over branchens parasitiske vilkår sivede ind på efterfølgeren Wish You Were Here fra 1975, et konceptuelt sært miks af episke hyldester til Barrett (de forskellige dele af Shine On You Crazy Diamond) og sarkastisk satire over musikindustrien (Have a Cigar, Welcome to the Machine). Waters’ bitterhed er endnu mere tydelig på Animals fra 1977, hvor enhver skygge af en mulig hit-single er begravet i bugen af 10-15 minutter lange sange med en konsekvent kontrær, for ikke at sige massivt vredladen ekkoeffekt i et tomt, iltfattigt rum. Mønsteret blev gentaget (af den nu diktatoriske eneleder Waters) på The Wall (1979), et uskønt spektakel af mageløs rockstjernenarcissisme, hvor enhver tone ruller frem som en moltung onanisession uden ophør. Pladens indbildske clou er dybest set, at rockfans er lige så tankeløse og dumme som fascister. Waters drager konstant paralleller mellem den tankeløse, fascistiske hob og den musikbranche og fankultur han har ofret sig selv til – som en sørgelig skamskudt afgud (til lyden af klingende kasseapparater). Alt afhængig af, hvordan man ser på Roger Waters, er det enten det mest selvoptagede, selvmedlidende eller bare kyniske album i rockhistorien. Det solgte – naturligvis – 20 millioner eksemplarer.

1979. Det var efter punkens syrebad, eller hvad? Var The Wall udtryk for en pervers kulturs dødskramper eller var punken slet ikke så effektiv en udrenser, som det ofte er blevet fremstillet? Da Sex Pistols kom stormende ind på scenen og ændrede rockhistorien for altid, gjorde de det som en bevidst strategi for at underminere præcis bands som Pink Floyd. Johnny Rotten bar ofte en Pink Floyd T-shirt med tilføjelsen ”I HATE” påsat over bandets navn. Hvilket giver ganske god mening: Ikke alene voksede tidens unge op med Pink Floyds sange som en båndsløjfe i radioen, men bandets konceptuelle prætentioner var den perfekte syndebuk for punkoprørets frontfigurer. Nu har koncepterne altid været det mindst interessante ved Pink Floyd som band, men de var også det mest genkendelige ved bandets identitet. Ergo blev de fjenden. Så pyt med, at Rotten og hans kumpaner selv var signet til EMI Records, bastarden, der også skummede fløden på Pink Floyds musik.  Og pyt med, at Johnny Rotten selv mere var et omvandrende koncept end egentlig musiker. Som Rotten selv sagde det dengang: Never Mind The Bollocks.

Et punk-bæst

Hvis punkerne havde gidet at se ordentligt efter, eller rettere lytte ordentligt efter, så havde de måske allerede dengang erkendt, at Pink Floyd sådan set selv havde udgivet det mest punkede tænkelige statement med The Wall’s forgænger, Animals. Men Animals er jo netop ikke punk? Hvortil svaret må lyde, at det sørme da afhænger af, hvad man anser for punk. Nej, Animals er ikke tre-akkorders energiudladninger fyret af fra hoften på to minutter, men snarere 15 minutter lang rejser i sære lyde og en gennemtrængende tåge af frygt og lede i London. Punk er kort og simpelt, Animals er lang og kryptisk. Eller hvad? Var Televisions punkklassiker Marquee Moon, der udkom i februar 1977 (en måned efter Animals), ikke netop en demonstration af, at punken kunne være meget andet end Sex Pistols’ og The Ramones’ komprimerede knaldperler? Tom Verlaines solo på titelnummeret er mere udfoldet end noget David Gilmour nogensinde indspillede på et Pink Floyd-album, og der er mig bekendt ingen, der har sat spørgsmålstegn ved Televisions punk credentials. Uanset sanglængde og inkluderingen af guitarsoli, så vil purister argumentere for, at de centrale skæringer på Animals er prog og ikke punk, men hvorfor skulle et album dog ikke kunne være begge dele? Prog var en musikalsk stilart, punk er en etos. De to ting udelukker ikke nødvendigvis hinanden. Og så er vi for så vidt tilbage ved Green Day og Sum 41. De er blege, blege afkast af punk som stilart, ja, men omtrent så langt fra punk som etos, som tænkes kan.

Hvad er Animals for et bæst? Den er giftig, angrebslysten, sorgfyldt, mørk, skærende rå og uforsonlig. Lyrisk er den så mørk og anti-vennesæl som noget andet musik udgivet i punkens årti. Waters’ bevidste forsøg på at slippe for radio-airplay er på sin vis punk, men indholdet, snarere end bare bestræbelsen bag, er også punk: Waters langer ud efter dig, din familie, arbejdsgiver, kæreste, hele din inficerede og dybt rådne sjæl. Ingen er sikker. Kapitalisten, der hersker over sine vasaller, er et SVIN. Hvis du spiller Svinets spil på hans betingelser, er du en HUND og ikke stort mere værd end en kræftcelle. Hvis du derimod er et FÅR, er du en harmløs og godtroende skabning uden rygrad og dermed det værste UDYR af dem alle. Albummet indeholder nogle af Waters’ skarpeste lyriske observationer, men det er sådan set underordnet: Det er budskabet og måden det leveres på, der er det centrale: DU og alle DINE er totalt på skideren og det er på tide I vågner op. Alt sammen præsenteret i denne aldeles kompromisløse form: 10-15-minutters sange (uden titler, i øvrigt). Det er da punk-etos i sin reneste form, ikke?

Det fine ved Animals-albummets nådesløse form er, at bandet og dets frontmand peger nogle meget udstrakte fuck-fingre efter SVINET, HUNDEN og FÅRET, men bevarer en rest af forsvar eller medfølelse i kernen af sit udtryk. Det er nemlig ikke svinene, fårene eller hundene bandet nedgør, altså dyrene selv, men de mennesketyper, de giver navn til. Bandet inkorporerer endda dyrelyde og guitarlyde, der lyder som dyrelyde (Gilmour strækker virkelig sine kreative impulser her), og får dem flettet ind i helheden, så det virker tankevækkende, provokerende, komisk, og på sin egen beske måde, sensibelt. The Wall er til sammenligning en kynisk superstjernes kalkulerede forsøg på at sælge rockstjernens EGEN historie som en offermyte, hjælpeløs over for den totalitære-kapitalistiske verdensorden og dens fodfolk (rockfans), der dræber ham (med et gigantisk pladesalg, næsegrus beundring og uhyrlig rigdom, velsagtens?). Tilsat vulgærfreudianske forestillinger om en ødelæggende moderskikkelse og fremtidsfrygtsom teknologikritik. Leveret af en mand, der ankom til bandets koncerter i sin egen helikopter.

Selv en dinosaur kan være punk

Så hvad er punk? Punken som musikform er død og borte, javel, men den lever videre hver gang et nyt band (eller et gammelt band) er kunstnerisk udfordrende, politisk agiterende på en måde der vækker til omtanke snarere end automatholdninger (PJ Harveys poetiske antikrigsepos fra 2011, Let England Shake, er i den grad punk) eller sætter spørgsmålstegn ved sig selv, kunsten, samfundet og den kværnende kapitalistiske maskine, de er en del af. Selv rockdinosauren Pink Floyd kan være punk (en kort overgang i 1977) ud fra denne mere konstruktive logik. Johnny Rotten? Han er i dag en fed og kikset (og stadig flabet) has-been, der deltager i reality-tv-shows og laver reklamer for smør. Findes der noget mindre punk end det?