Print artikel

Patti Smith giver poesien plads

Patti Smith med cykel....
Anmeldelse
07.06.12
’Banga’ er 65-årige Patti Smiths første album med egne sange i otte år. Og der er i den grad tale om et potent comeback.

»No one else makes rock records as rich, poetic and sexy as this. Not even Polly Harvey.«

Sådan afrunder BBC’s Garry Mulholland sin topbegejstrede anmeldelse af Patti Smiths nye album, Banga.

Jeg ved ikke, om det er en god ide at læse sådan en anmeldelse, før man lytter til et nyt album. Men det gjorde jeg altså i dette tilfælde. Faktisk læste jeg flere af samme skuffe. Toneangivende britiske og amerikanske anmeldere, der som Mulholland giver udtryk for, at Banga måske er det bedste Patti Smith-album siden Horses (1975). Det kan man da kalde store ord.

Og Banga er da også et virkelig stærkt album. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg kun sporadisk havde læst om det og på forhånd kun hørt singlen April Fool, som ikke tilnærmelsesvist rummer den musikalske kant og poetiske styrke, der ellers kendetegner albummet. April Fool er et hyggeligt nummer, men mere er det heller ikke – og i mine øjne et lidt besynderligt single-valg.

Efter få dages lytning har jeg slet ikke lyst til at skulle rangere Banga på en hitliste over de bedste Patti Smith-albums nogensinde. Det ville være respektløst over for mesterværker som Radio Ethiopia (1976), Easter (1978) og Peace And Noise (1997) at lade et helt nyt album sådan bare lige uden videre passere dem på en all time-liste. I det hele taget tror jeg slet ikke, man skal anskue Patti Smiths vildtvoksende og strittende musikalske bagkatalog på en så lineær og flad måde.

Den evige ild

Hos Patti Smith filtrer det hele sig ind i hinanden. Den musikalske nysgerrighed. Energien. Poesien. Og ilden. Ilden er der altid. Det er den, der er Patti Smiths varemærke. Du er aldrig et øjeblik i tvivl om, at både ordene og musikken kommer af nødvendighed. Det er svært at sætte etikette på Patti Smith. Det er ofte blevet sagt, at hun er punk, men man kan diskutere, om ikke hun i virkeligheden mere er post-hippie eller en shamanistisk poet, der tog over, hvor Jim Morrison slap. Det er blevet sagt, at hun er multikunstner. Hun var digter og performer, før hun begyndte at lave musik, og de rødder har hun været trofast mod siden. Det er også blevet sagt, at hun er ”verdens sejeste kvinde”. Sådan står der faktisk i den pressemeddelelse, der i forbindelse med udgivelsen af Banga var hendes danske pladeselskabs lettere hjælpeløse forsøg på hype denne vigtige kunstner. Åh, denne evige benovelse over, at kvinder også kan samle en guitar op, få den til at larme og samtidig have noget på hjerte.

Lad os stoppe legen her. Patti Smith skal slet ikke proppes ind i nogen kasse. Hun skal bevæge sig som en gas eller bæres som pollen af vinden. Præcist som sjælene af de afdøde, hun insisterer på at blive ved med at besynge. Det var noget, hun dvælede meget ved på det forrige album, Twelve, hvor Jim Morrison, Jimi Hendrix, Kurt Cobain med flere blev æret og hyldet gennem stærke coverversioner af deres egne sange. De døde fylder generelt meget i Patti Smiths univers, og det gør de også på Banga, hvor der er dedikationer til både Amy Winehouse og skuespilleren Maria Schneider, der begge døde for nylig.

Nerve og kant

Jeg forstår godt, at anmeldere trækker tråde tilbage til Horses. For selvom Patti Smith har lavet mange gode albums siden, så mindes jeg ikke et, der i lige så høj grad som Banga giver poesien plads og lader den stå frem i sin rendyrkede form. Numre som Tarkovsky (The Second Stop Is Jupiter) og Constantine’s Dream må næsten falde ind under kategorien Spoken Word, når Patti Smith reciterer eller messer sig frem gennem den storslåede lyrik, mens altid skarpe Lenny Kaye og resten af bandet spiller med nerve, kant og aggression i baggrunden.

Banga bevægede mig, da jeg hørte albummet første gang. Og igen anden gang. Tredje gang om muligt endnu stærkere. Og sådan er det egentlig bare fortsat. Men hele tiden nye steder og på nye måder. Og det er faktisk længe siden, jeg har haft det sådan med et album. En oplevelse, der rækker langt ud over at sidde og lytte til en række numre og forholde sig til dem på et intellektuelt plan. Banga er uden tvivl et album med ånd, og derfor forventer jeg mig også meget af vores fremtidige forhold.

Lidt for mange kram

Er der så noget, der trækker ned? Tja, ud over den allerede omtalte April Fool, der som nævnt bliver lidt for letbenet for min smag, så synes jeg måske, at Patti Smith krammer lidt for meget. Hun har for vane at kaste sine arme omkring alt og alle på planeten. Ikke på en Bono-agtig facon, for hun er heldigvis i stand til at gøre det langt mere smagfuldt og afbalanceret. Men når der på ét og samme album er numre til japanske tsunamiofre, Amy Winehouse, Maria Schneider, Moder Jord og hvad har vi, så kan det godt nærme sig kvalmegrænsen.

Albummet sluttes af med en coverversion af Neil Youngs After The Gold Rush. Da jeg blev klar over det, var jeg ikke helt sikker på, at jeg havde lyst til at høre pladen helt færdig. I min verden, hvor Neil Young er hersker, er det dyrebart gods at begynde at bokse rundt med. Men altså… hun gør det jo igen. Det er smukt. Faktisk så hårrejsende smukt, at jeg nu bliver bevæget igen. Jeg må lige have et øjeblik for mig selv. Bare Patti og mig. Ingen andre.

Se Patti Smith præsentere titelnummert på Banga her :

http://www.youtube.com/watch?v=8cbmS0IfBjQ