Patti Smith giver poesien plads

»No one else makes rock records as rich, poetic and sexy as this. Not even Polly Harvey.«

Sådan afrunder BBC’s Garry Mulholland sin topbegejstrede anmeldelse af Patti Smiths nye album, Banga.

Jeg ved ikke, om det er en god ide at læse sådan en anmeldelse, før man lytter til et nyt album. Men det gjorde jeg altså i dette tilfælde. Faktisk læste jeg flere af samme skuffe. Toneangivende britiske og amerikanske anmeldere, der som Mulholland giver udtryk for, at Banga måske er det bedste Patti Smith-album siden Horses (1975). Det kan man da kalde store ord.

Og Banga er da også et virkelig stærkt album. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg kun sporadisk havde læst om det og på forhånd kun hørt singlen April Fool, som ikke tilnærmelsesvist rummer den musikalske kant og poetiske styrke, der ellers kendetegner albummet. April Fool er et hyggeligt nummer, men mere er det heller ikke – og i mine øjne et lidt besynderligt single-valg.

Efter få dages lytning har jeg slet ikke lyst til at skulle rangere Banga på en hitliste over de bedste Patti Smith-albums nogensinde. Det ville være respektløst over for mesterværker som Radio Ethiopia (1976), Eas