Print artikel

Nede ved vandet

Det ravnesorte hår står i kontrast til læbestiften og den røde kjole, øjnene og den mælkeblege hud på de cigarettynde arme.
Essay
27.05.15
Ved at lytte til PJ Harveys 'Down By the Water' genindstiller Mads Kjær Larsen sin eksistentielle kompasnål. Selvom musikken nu er 20 år gammel kan den høres som et fastholdt øjeblik, der ikke er blegnet med tiden.

Det var februar 1995 – i uge 7, skolernes vinterferie. Jeg var på skiferie med min mor, far og søster samt min næsten jævnaldrende kusine. Vi var indlogeret i en rummelig hytte på fjeldet, der troner over Lillehammer, det norske skisportsmekka, der uden for sæsonen lige knap matcher Skive i indbyggertal.

Det var år 1 efter at byen havde fuldendt sine stolte olympiske aspirationer som værtsby for vinterlegene i 1994. Trods den årligt genkommende turistinvasion i februar måned herskede der en generel post festum-atmosfære i den ret søvnige by og over de snedækkede landskaber i øvrigt.

Jeg lyttede intenst til Grant Lee Buffalos andet album Mighty Joe Moon på min medbragte walkman, så snart jeg fik muligheden for det, samtidig med, at jeg læste Stephen Kings The Shawshank Redemption. Modsat de fleste andre, var jeg ikke solgt til filmudgaven, der kom op i de danske biografer senere samme år. Jeg havde nemlig dannet mine egne billeder til historien om det grumme justitsmord og den forløsende fangeflugt, og de billeder var intimt sammensmeltede med Grant Lee Buffalos melankolske folkrock. Sådan fungerede mit teenagesind nemlig: Alt var medieret gennem mine musikalske præferencer.

Centralt for mit velbefindende i det norske var tv’et i fællesstuen. Som 15-årig var jeg nysgerrig efter alt, der rimede på populærkultur og alternativer til selvsamme. Beverly Hills 90210 var lige så velkomment som Alternative Nation.

TV var den altafgørende portal til de kulturelle strømninger, det i en præ-internet-tidsalder var umuligt at favne på andre måder. Man var svært handicappet, hvis man ikke havde adgang til andre tv-kanaler end de landsdækkende danske. Mine forældre havde kun DR1, TV2 og det hedengangne TV Danmark (der bibragte min kulturelle horisont amerikansk tv af inferiør kvalitet, såsom Full House, Alf og Family Ties, der – alene fordi det var amerikansk – optog min tid), men i denne inviterende norske træhytte var der – lo and behold – MTV, hvilket for alle med Generation X-blod i årerne, har et noget mere forjættende skær over sig, end det vil have for nutidens teens.

Dengang var MTV mere end en musikkanal, der rent faktisk spillede musik. Det var kanalen, hvis man ønskede at have fingeren på pulsen i forhold til, hvad der rørte sig (sub)kulturelt på en musikscene, der i starten af 90erne stod ved et skæringspunkt: Den alternative rock var blevet et massefænomen. Det skæve og det stenede var talk of the town. Outsiderne var kravlet op fra grøften og havde erobret midterstriben på populærmusikkens hovedstrøg.

Jeg blev tidligt omvendt til grunge og dyrkede i februar 1995 Pearl Jams kompromisløse hovedværk, Vitalogy (der udkom i december 1994).

Pearl Jam var midt i 1990erne som en nervøst snerrende terrier, der skambider sig vej gennem væv og vener, hvis den presses op i et hjørne. Hvilket sikkert – som med tilfældet MTV – kan være svært at forstå for nutidens ungdomsgeneration, der forbinder bandet (hvis de kender det) med veteranrock og som en omrejsende pengemaskine uden skyggen af relevans (fair nok, i øvrigt).

Den uge i hytten – med familiens adspredte ferieritualer som baggrundsstøj og let distraktion – blev jeg bjergtaget af en musikvideo i heavy rotation på MTV, en video, der i sin umiddelbare æstetik kontrasterede min grunge-fetisch ikke-glamouriserede etos.

Der var noget kantet, men sensuelt over kvinden i videoen – en sorthåret sirene med aggressiv rød læbestift – der tilhørte en ubestemmelig sfære, en form for popkulturelt limbo. Det var pop og glamour og demonstrativt kunstfærdigt, men det var samtidig råt, enigmatisk og urovækkende. Måske reagerede jeg netop så stærkt, fordi jeg ikke helt forstod, hvad det var jeg så?

Jeg kunne bare mærke, at det rykkede ved min verden.

Videoen var PJ Harveys Down by the Water. Billederne var ikke grynede, slørede eller ’grimme’ (som i tidens grunge-musikvideoer). De var derimod ekspressive, farvemættede og kontrastrige (rød-sort-grøn). Kvinden var grim og smuk på samme tid, kjolen og læbestiften og make-uppen ligeså. Øjnene lyste som smaragder. Det ravnesorte hår stod i manende kontrast til læbestiften og den røde kjole, øjnene og den mælkeblege hud på de cigarettynde arme.

Lyrikken tryllebandt mig, selvom jeg ikke helt kunne greje den. Hvad var det egentlig, der var hændt nede ved vandet?

Det var først året efter – med 1996s Murder Ballads – at jeg forelskede mig i Nick Cave – og straks indså, at det ikke var så mærkeligt, at Cave forelskede sig i Harvey og brugte hende på en af sine mordballader (Henry Lee), for Down By the Water er – naturligvis – en urovækkende mordballade, der skærer helt ind til benet (og til hjertet): en moders drab på sin datter.

Jeg ved ikke, hvornår tiøren faldt; hvornår jeg indså, at sangen handler om et barnemord. Det er også underordnet. For selvom jeg ikke dengang havde ordene til at begrebsliggøre, hvori fascinationskraften bestod (og måske stadig ikke helt har fundet dem?), så var min reaktion umisforståelig: Jeg var grebet. Fuldstændig i sangens (og Harveys) vold.

Down by the Water var et pop-hit (nummer 2 på Billboards ’Modern Rock’-hitliste), men samtidig et anti-pop-statement. Det hørte åbenlyst hverken til den rene pop (a la Madonna, der præcis samtidig hittede stort på MTV og i radioen med Babyface-balladen Take A Bow) eller med den alternative rock, hvis to poster boys, Kurt Cobain og Eddie Vedder, udgjorde ansigterne på min ungdoms todelte helligdom.

Kvinden i videoen – og den musik og æstetik, hun repræsenterede – var en form for mutation af det alternative og det poppede, det grimme og det smukke. Den sublimerede mine vanekategoriseringer, og deri lå dens forjættelse: den pirrede, fordi den viste mig noget andet end det jeg kendte (eller troede, jeg kendte)

Down by the Water var øjeblikket, hvor Harvey nåede et bredere publikum og den var det – korte – øjeblik, hvor hun var en kommerciel kraft, der ikke alene blev råspillet på MTV, men også efterfølgende turnerede på store amerikanske festivaler foran et – formentlig – måbende publikum af hormonfyldte teenagere med en forkærlighed for Primus, Cypress Hill og Soul Asylum.

Man skal nok ikke begræde, at Harvey ikke kunne fastholde (eller ønskede at fastholde) den position, for så havde hun været en afbleget version af den kunstner, man kender i dag, og som i over 20 år har beriget og kompliceret musikscenen med sit blik på verden, kunsten og sit selvlysende, sorte selv, der har været som et ufravendt spejl for vi, der har lyttet.

Man kan prøve at reducere Down By the Water til dens basisbestanddele, men gør det os klogere på dens magnetiske virkning, dens nærmest kropslige efterchok?

Er det lyden af en forvrænget guitar, en synthesizer, et elektrisk orgel eller noget helt fjerde, der skærer gennem verset som en ugudelig uro, der slynger sig ind og ud af sindets mudrede vande? Og hvordan kan denne lyd, denne simple, repeterede figur, have en så kraftfuld, dragende effekt?

Det er som en nedstigning til helvede og en opstigning til kunstens højere luftlag på en og samme gang.

En del af sangens besættende karakter stammer naturligvis fra Harveys lyrik og fra hendes stemmeføring. Hendes stemme lyder fortabt, uskyldig. Det er tricket: Man sympatiserer helt umiddelbart med sangens jeg-protagonist. »I lost my heart, under the bridge..« Hun synger som en mor, der har mistet sit allermest dyrebare (hvilket hun også har – i form af sit barn og sin forstand): »And now I’m old, now I holler….«

Sangen svæver et øjeblik over en afgrund af uafgjorthed (anden strofe antyder, at hun enten vil gentage sin forbrydelse eller genoplever den) før en klagende bratsch og cello tager over og understreger sangens frygtelige patos og diabolske afsind i takt med ordene: »Oh help me Jesus/ Come through this storm/ I had to lose her/ To do her harm

Sangens fuldendte mestergreb er brugen af det hviskede coda, der som den mest bedrageriske strofe fra en børnevenlig godnatsang, er lige dele fortryllende, tragisk og grusom: »Little fish, big fish, swimming in the water/ Come back here, man, give me my daughter.«

På 20 års afstand – og med 20 års akkumuleret viden om den populærmusik, som jeg kun kendte fragmenter af dengang, jeg første gang hørte Down By the Water – kan jeg lettere kategorisere sangen og det fremragende album, To Bring You My Love, som den stammer fra. Jeg kan se nogle tydelige referencer som jeg var blind overfor i februar 1995:

PJ Harvey anno Down By the Water var som ånden af Patti Smith, hvis hun havde været en film noir-femme fatale fra 40erne frem for ypperstepræstinde/shaman i 70ernes New York-punkmiljø (»Joan Crawford på syre,« som Harvey selv sidenhen har udtalt det). Hun lød som Nick Caves tvillingesøster og Dave Gahans elsker. Eller som Captain Beefheart i en makaber dødedans på hoben fra et eksploderet kraftkerneværk (dødedans er i den sammenhæng dobbelt passende: for Down By the Water trækker også på en lighed med 1980er-artrockduoen Dead Can Dance). En radioaktiv blues med en vibrerende skønhed som en sonate af Shakespeare udsat for Burroughs cut-up-teknikker og med en mytologisk dybde som et antikt græsk drama.

Harveys sange på To Bring You My Love tematiserer kærlighed og begær og vender enhver hverdagslighed i forestillinger om de begreber på vrangen. I munden på Harvey er der tale om mytiske, mystiske, hvis ikke ligefrem vanvittige, kræfter, der brænder og tærer, renser og ødelægger.

Den basale, rå bluesrock (Meet Ze Monsta, Long Snake Moan) smelter umærkeligt sammen med akustisk folk (C’mon Billy, Send His Love To Me), fordi Harveys magtfulde vokal troner over hele albummet som det mest forankrede primalskrig i verden, en stemme, der har accepteret sin skæbne, og derfor kan se verden brænde med knusende ro.

Jo mere jeg tænker over det, jo mindre kan jeg komme på oplagte paralleller til PJ Harvey anno 1995 med noget eller nogen på den aktuelle musikscene. Har hun da ikke efterladt sig spor? St. Vincent er for intellektuelt selvbevidst, for legesyg og krøllet, til at være en sand arvtager. Torres er for musikalsk firkantet (nå ja, og for ukendt uden for indie-inderkredsen). Man kan ikke bare reproducere den energi, den mystik og den kropslighed, som Harvey inkarnerede og kanaliserede for 20 år siden, og som indfanges så grusomt, så katarsisk i videoen til Down By the Water.

Der er heldigvis mangfoldige måder at indfange storheden i musikken på. Så længe den nuværende generation af unge musikere finder deres egne måder at sige noget vigtigt på og formår at sige det på en måde som føles frisk og særegen, behøver vi ikke en PJ Harvey 2.0. Ligesom vi ikke får noget særligt ud af, at PJ Harvey anno 2015 lyder som en kopi af sig selv for 20 år siden. Hun har (heldigvis) fundet nye (blodstænkede) stier at betræde, senest med antikrigs-mesterværket Let England Shake fra 2012.

Nostalgi er en dobbelttydig følelse. Den kan både være destruktiv og konstruktiv; en katalysator for kreativiteten eller hæmmende for den. Men ved at lytte til Down By the Water kan jeg fra tid til anden genindstille min eksistentielle kompasnål. Det er lidt som kvaliteten ved et fotografi, der har bevaret hele sin mættede skarphed fra undfangelsesøjeblikket. Et fastholdt øjeblik, der ikke er blegnet med tiden.

Lillehammers mest berømte indbygger, forfatterinden Sigrid Undset (der boede i byen fra 1919 til sin død i 1949), har engang skrevet ordene: »Det er ikke sant at fortiden bare er det som har vært.« Nogle spor er uudslettelige; de trænger sig på og skaber en bro til nutiden (som et løfte om fremtiden). I hvert fald inde i én selv. Et af de afgørende spor i min fortælling går ned til det sted ved vandet, hvor en mor dræbte sin datter, og en sirene sang en mørk sang om skæbne, afsind og afmagt, men i samme bevægelse hævdede kunstens potentiale til at løfte os ud over os selv og ind i en tidløs forbrødring og forløsning, der er kunstens domæne – et rum, der er lige så uerstatteligt som kærlighedens, eller venskabets.