Print artikel

Når det umulige bliver nemmere at opnå end det vanskelige

Foto: CC
Essay
17.12.15
Et orkester der består af unge jødiske og arabiske musikere stiller spørgsmålstegn ved den aktuelle strategi for løsningen på Israel-Palæstina-konflikten. Det stiller også spørgsmål til, hvad kunsten kan og hvad politiske begivenheder er.

Af og til opstår der det, der kan ligne mirakler indenfor politik. Og i nogle tilfælde kan kunsten blive det sted, hvor der kan udruges betingelser for disse mirakuløse skred i tilsyneladende forstenede storpolitiske konflikter. Med sit helt særlige orkester bestående af unge israelske og arabiske (palæstinensiske, egyptiske, jordanske, syriske etc.) musikere, forsøger den argentinsk-israelske pianist, dirigent og humanist Daniel Barenboim at skabe nuancer i den måde vi tænker Israel-Palæstina-konflikten på. Han vil vise, at kunsten kan vise sig stærkere end mennesker. Orkestret, der kalder sig West-East-Divan Orchestra (efter en digtsamling af Goethe), har som ideal at kunne stå som model for sameksistens og forsøger at fremstille et syn på Israel-Palæstina-konflikten, der ikke tror på en politisk-strategisk (hvilket efterhånden oftest betegner en militær) løsning, men snarere baseres på en humanistisk drøm om at finde sammen i en brændende passion for kunsten, og gennem en fælles utilfredshed med tingenes tilstand. »Enten dræber vi hinanden, eller også deler vi hvad der er at dele. Vi må vælge om vi skal se sameksistens som en forbandelse eller en velsignelse,« som Barenboim udtaler det.

Han er fortaler for to-statsløsning på konflikten. Håbet er i sidste ende at nå til den broderlighed, der forkyndes i Beethovens humanistiske slutsten – den 9. symfoni – hvor et flerstemmigt kor efter en lang symfonisk kamp, i finalen synger »Alle Menschen werden Brüder«. Tt værk der indlysende er at finde i orkestrets kernerepertoire.

Barenboim grundlagde orkesteret sammen med den nu afdøde amerikansk-palæstinensiske litterat Edward Said tilbage i 1999 som et stykke kontroversielt kulturpolitik, der med tiden har påberåbt sig stor international opmærksomhed. Det blev allerede dengang bestemt, at alle workshops skulle afholdes i Andalusien, et område, der i århundreder var hjemsted for særdeles frugtbar og fredelig intellektuel udveksling mellem jøder, kristne og muslimer. Stedet skal ses som en påmindelse om sameksistensens historisk-konkrete mulighed.

Et orkester har aldrig nivelleringen af individuelle forskelle som formål, snarere er der tale om – med Barenboims ord – »en mulighed for simultant at kunne udtrykke sig og lytte« – en logistisk umulighed udenfor musikkens ikke-lingvistiske sprog, og derved metafor for den ideelle sameksistens: »Accepten af den andens frihed og individualitet er en af musikudfoldelsens vigtigste erfaringer.« Men når der ikke spilles til workshopsene og koncerterne, tales der selvfølgelig. Og Said og Barenboims plan er selvfølgelig også at skabe et rum for verbal dialog, en uhyggeligt sjælden mulighed for at lade de stridende parter mødes og diskutere. Ifølge Barenboim er der i dette forum aldrig krav om at skulle acceptere den andens position, men målet er først og fremmest at kæmpe mod den uvidenhed, der hersker blandt regionens indbyggere. Som én af de unge jordanske musikere udtrykker det »før jeg blev en del af orkestret var israelere noget afskyeligt, noget der ikke engang var rigtig menneskeligt, men at møde israelere der brænder for det samme som jeg har ændret dette syn totalt.«

Projektet, der siden Saids død i 2003, er blevet den nu 71-årige Barenboims livsprojekt, og hans særegne engagement for fred i Mellemøsten har fået indstillet ham til Nobels fredspris i 2011. Orkestret optræder overalt i verden, på de mest prominente scener som Carnegie Hall, til The Proms i London, men bevæger sig også ud i konfliktfyldte områder, fx grænsen mellem Nord- og Sydkorea, og Ramallah - centrum for det palæstinensiske selvstyre. Koncerter er blevet aflyst pga. sikkerhedsproblematikker (i Jordan og Kairo fx), eller aflyst af de lokale myndigheder, som i Qatar, hvor begrundelsen var orkestrets »skjulte zionisme.«

Men projektet har også en anden filantropisk dimension, idet Barenboim og Said ønsker at styrke musikuddannelsen i de kriseramte arabiske områder, der ikke selv har de fornødne ressourcer til at pleje unge musiktalenter. Og rent musikalsk opnår de involverede musikere på kort tid imponerende resultater. Orkestret er, for at sige det som det er, i verdensklasse. Men Barenboim mener også, at udbredelsen af musikuddannelse vil medføre mindre radikalisering, for det at få muligheden for at lære at mestre et instrument, at glemme sig selv gennem musikalsk fordybelse og komme styrket igennem, er ifølge Barenboim det bedste værn mod den stigende radikalisering blandt unge israelere og palæstinensere. At give dem noget de ikke ønsker at miste.

Barenboim: nomaden og universalismen

Barenboim insisterer på, at projektet ikke er politisk, men humanitært. Det afholder ham dog ikke fra, i andre sammenhænge, gentagne gange at have kritiseret det, han kalder Israels besættelse og ydmygelser af palæstinenserne ved at fratage dem basale behov og rettigheder. Han har også provokeret med sine gentagne mislykkede forsøg på i Israel at gennemføre opførelser af den i sin tid stærkt anti-semitiske 1800-tals komponist Richard Wagner (opførelser af Wagners værker i Israel er ”uofficielt forbudt” dvs. spilles aldrig). Det lykkedes ham dog til en koncert i 2001, hvor han annoncerede et ekstranummer af Wagner, med tilbuddet til tilhørerne om at forlade salen, hvis de ikke ønskede at overvære det. Efter en halv times intens diskussion i salen dirigerede han forspillet til Tristan og Isolde; en handling der gav ham kulturel persona non grata-status indtil han undskyldte i 2004, da han var indstillet til at skulle modtage Wolf-prisen i det israelske parlament Knesset. Ikke desto mindre benyttede han så netop denne lejlighed til at læse op af den israelske uafhængighedserklæring fra 1948, hvis ordlyd om anerkendelse og overholdelse af menneskerettigheder han mener står i grel kontrast til Israels aktuelle ekspansionistiske politik. Aktionen affødte bifald men også store protester: »Barenboim medvirker til elimineringen af staten Israel,« som en rabbiner efterfølgende sagde.

Hans relation til staten Israel er af næsten spinozistisk karakter, ikke ulig den ekskommunikation den jødiske barokfilosof Spinoza i sin tid måtte lide. Måske ikke noget tilfælde, at Barenboim som 13-årig læste Spinozas Etik og siden har hentet åndelig inspiration herfra? Med sine 4 statsborgerskaber (argentinsk, spansk, - og som en af de eneste – både israelsk og palæstinensisk!), fuld beherskelse af 8 sprog og en konstant interkontinental koncertvirksomhed inkarnerer han forestillingen om den jødiske nomade.

Måske ligger der netop i hele hans person en påberåbelse af den universalisme som i mytisk tid på godt og ondt var tillagt den nomadiske jøde, men som han nu i form af staten Israels politik ser begrænset til en sær partikularisme? Han insisterer på en nomadisk figur á la Spinozas, der pga. sin udsathed og konstante følelse af at være fremmed er et smukt, etisk billede på den sande universalisme, den tanke, at ethvert menneske er på vandring og aldrig lig det selv. Splittelsen og vandringen er det egentlig universelle, det vi kan blive fælles i. Og forudsætningen for egentlig dialog er at acceptere denne selvfremmedhed samt en grundmenneskelig udsathed. Dette var i hvert fald tankerne i gamle Freuds testamente, hans sidste skrift Moses, manden og monoteismen fra 1939, udgivet kort før en af verdenshistoriens allerstørste identitetspolitiske katastrofer.

Og selv dén identitetspolitiske tolerance, der udpeger et voksende antal identiteter, der skal tolereres (jøder, homoseksuelle, sorte, …. osv.), forskyder blot konstant konflikt og dialog og risikerer at føre til eksklusionspolitik. Tolerance som lig en kontrakt om ”ikke at forstyrre hinanden” i vores forskellige identiteter, er derfor ikke svaret i denne konflikt. Identiteter kan til enhver tid udpeges og eksluderes, den navnløse splittelse er vi alle fælles om. Kendetegnende udtaler Barenboim flere gange, at han ikke bryder sig om ordet tolerance: »tolerance betyder at man accepterer nogen – på trods af, at de er mindre intelligente, mindre smukke etc. – dette har intet med dialog at gøre.«

Men hvis vi kan lægge det man kunne kalde for Barenboims politiske idiosynkrasier på hylden, kan det måske vise sig at det snarere er i kunstneren Barenboim, at den egentlige politiske kraft melder sig. Vi må gøre ham den tjeneste og spørge hvad projektet bliver, uafhængigt af om man mener Israels politik er udtryk for aggressiv ekspansionisme eller indtagelse af en selvforsvarsposition.

Kunst versus politik. Kunst som politik?

Mennesket Barenboim insisterer igen og igen på, at han i bund og grund ikke er politisk eller har politiske aspirationer. Og på en måde er dette rigtigt. For det er måske musikeren Barenboim, der er politikeren. Ifølge den franske filosof Jacques Rancière er det sanselige - herunder især kunsten – politik, når det distribueres efter eksklusionens logik. Det vil sige, at kunsten ikke bare handler om det synlige, men den viser, hvad der kunne blive synligt. Kunst er politisk, ikke når den beskæftiger sig med politiske emner og indignerede slagord, men når den rummer muligheden for at sanse en ny synlig orden. Hvad og hvem kan vi høre, og hvem er blot støj? Sand universalisme bliver i denne sammenhæng at indtage parti for den »del der ikke har del i delingen af det sanselige,« apropos nomaden. Derved insisterer man netop på, at en given inddeling af det sanselige ikke er komplet, og aldrig må blive det, i så fald er der ikke længere tale om egentlig politik som ”anerkendelse af kamp”, eller – dissensus - som Rancière kalder egentlig politik (som et opbrud i det sanseliges orden – modsat ”konsensus”).

Kunst er politisk, ikke når den beskæftiger sig med politiske emner og indignerede slagord, men når den rummer muligheden for at sanse en ny synlig orden.

Hvordan forholder det sig så med musikken, der ikke medierer i billeder og repræsentationer i tid og rum? Hvornår bliver musikken politik? Inspireret af en filosoffen Alain Badiou kunne man sige, at musikken bliver guddommelig, når den viser os, at menneskets lov altid er partikulær, og at der findes uendelige verdener udenfor menneskets lov. At der findes en verden udenfor det at være fanget i den onde cirkel, mellem lov og lovens overtrædelse. Vi kan røre ved noget, der er større end menneskenes partikulære love. Musikken henviser som abstrakt og kompromisløs selvlovgiver altid til en uendelig verden udenfor menneskets bogstav, udenfor kainsmærket, dog uden at frasige sig en form. Det er denne utopiske impuls som vi bliver grebet af, når vi hører eller skaber musik og derved træder vi netop ind i den universalisme som Beethoven fx formulerer i sin 9. symfoni. Heri ligger i sig selv en stor politisk kraft, der kan vise os musik som universalisme. Barenboim supplerer selv: »Hvad giver mig håb? At spille musik. Fordi, overfor en Beethoven-symfoni, Mozarts Don Giovanni eller Wagners Tristan og Isolde er alle mennesker lige.« Når vi lytter eller spiller musikken, viser den os, at vi som udgangspunkt alle er lige, et udgangspunkt vi aldrig må tabe af syne.

Musikken kan vitterligt give os en ny krop, der affektivt muliggør nye måder at føle og tænke på. Og derved tilspidses forestillingsevnen (eller imaginatio potentia som den hedder hos Spinoza), der er forudsætningen for sympatien, sympatien til, med Edward Saids ord at forstå, at »ingen har monopol på lidelse.« På den måde er de særlige rum og muligheder for musikudøvelse som Barenboim skaber, hans største og egentlige politiske gestus.

Begivenheden som eufori

Men er Barenboim naiv? Er kunsten i sidste ende virkelig stærkere end mennesket? Formår orkestret at være mere end blot de musikere, der spillede om bord på Titanic mens skibet gik ned - et nobelt bidrag til at gøre undergangen lidt mere tålelig og måske udsætte den for en stund? I filmen Knowledge is the Beginning af Paul Smazcny fra 2005 dokumenteres West East Divan Orchestras aktiviteter gennem en årrække. Her følger man, hvordan det i 2005 lykkes dem at komme til at spille i Ramallah, det fungerende centrum for det palæstinensiske selvstyre. Barenboim har her tidligere spillet soloklaver i kraft af sit palæstinensiske statsborgerskab. Som en lille palæstinensisk pige dengang betroede ham »du er den første ting der kommer fra Israel der ikke er en tank eller en soldat,« alene for dette møde siger Barenboim, at han gerne sætter sin egen sikkerhed på spil.

Den opståede mulighed for, at realisere en koncert med orkestret i hjertet af Palæstina ender i et stort diplomatisk puslespil, og er juridisk set en umulighed, da de israelske musikere skal eskorteres gennem for dem ulovlige territorier; det samme gælder de palæstinensiske musikere. De israelske musikere får tildelt midlertidige spanske diplomatpas for at kunne træde ind i Ramallah. Det lykkes, orkestret sidder og spiller sammen. Henvendt til publikum siger Barenboim under koncerten: »Der er ikke nogen militær løsning på den her konflikt. De to folks skæbner er uløseligt forbundne. Vi må finde en måde at leve sammen på. Enten dræber vi alle sammen hinanden, eller også deler vi hvad der er at dele.«

Koncertens virkelighed er et lille mirakel. Den bliver et bevis på, at musikerne i fællesskab vokser gennem musikkens begivenhed, det bliver en mikro-topisk begivenhed for sameksistens; der opstår en tiltro til, at vi kan være forskellige men alligevel sammen, med fælles mål om at kunne udtrykke sin forskellighed eller sit instrument, hele sit væsen, i lyttende samklang med andre. Koncertens virkelighed taler imod den herskende kyniske pragmatisme, der præger dagens politiske scene, hvor – som Slavoj Žižek siger – de forandringspessimistiske igen og igen snubler over deres egen illusion om illusionsløshed. Måske er illusionens magt netop politik som begivenhed, som en forandrende hændelse nu og her, for dem der tror på dens virkeliggørelse. Er de sande realister ikke dem der tror på miraklet? Dem der ikke konstant er forblændet af politik igen og igen reduceret til det ”muliges kunst”? Med Barenboims egne ord - »vi har ikke den luksus i dag at være pessimister.«

Da de israelske musikere eskorteres væk fra koncertstedet i pansrede politibiler før publikum har klappet færdigt siger Barenboim: »nogle gange er det umulige lettere at opnå end det vanskelige.« Peges der ikke her på en sand politisk begivenhed, hvor kort og glimtvis den end viser sig?