Print artikel

Leonard og langsomheden

80årige Cohen i sit sangtårn. Koncert i London 2008
Artikel
22.09.14
Nu hvor Leonard Cohen runder de 80 er han ved at være parat til at rykke nogle etager op i The Tower of Song. Et fødselsdagsskrift til den langsomme gentleman med den dybe stemme.

»I’m slowing down the tune/I never liked it fast/You wanna get there soon/I wanna get there last

Sådan synger Leonard Cohen, 80 års fødselar den 21. september, på den første sang på sit fremragende nye album med den dobbeltæggede titel Popular Problems, der udkommer i anledning af den runde dag. Sangen hedder Slow og er en lun dissekering af de dyder Cohen har dyrket hele karrieren: langsomheden, eftertanken og en accept af dødeligheden som vilkår.

Langsomheden er i det hele taget emblematisk i tilfældet Cohen: Han har taget sig god tid mellem sine album. Han har taget nogle gange årtier om at skrive en enkelt sang færdig (Born In Chains fra det nye album påbegyndte han fx i 1970erne). I en årrække tog han konsekvensen af sit eget behov for refleksion og ro og flyttede i buddhistkloster på Mount Baldy uden for Los Angeles (Hans spirituelle lærer, Roshi, døde i juli 2014, 107 år gammel, så han tog sig også god tid med livet).

Cohen var også en langsom starter i forhold til musikken. Han var 35 år gammel, da han debuterede i 1969 med klassikeren Songs of Leonard Cohen med sange som Suzanne, So Long Marianne og Sisters of Mercy. Det var en bemærkelsesværdig sen debut i rockens ungdommelige årti, hvor de fleste store stjerner var svøbt allerede på tærsklen til voksentilværelsen. Bare tænk på, at Paul McCartney var 27 år, da Beatles blev opløst eller, at Brian Wilson leverede sit udødelige mesterværk Pet Sounds, da han var 25. På den måde var Cohen fra starten en outsider i forhold til rockens øvrige ungdommelige aristokrater.

Hvis Cohen var en sen debutant som sangskriver havde han dog allerede to romaner og flere digtsamlinger på samvittigheden og var et varmt navn på Montreals litterære scene, men da først musikken tog over lagde han bogskrivningen på hylden. Romanformen er han aldrig siden vendt tilbage til (det er dog blevet til et par digtsamlinger). Hvorfor skulle han også det, når han med tiden blev den måske største sangskriverpoet af dem alle?

Historien

Han begyndte med en nedbarberet folk-pop, der definerer hans mest kendte sange, men foretog et (omdiskuteret) hamskifte på albummet Death of a Ladies’ Man fra 1977, som han indspillede sammen med wall of sound-pioneren Phil Spector. Det medførte instrumentale overdubs en masse, ikke just en hverdagsforeteelse i Cohens hidtil nøgne univers, og Cohen har da også siden kaldt albummets produktion for en »katastrofe«. Under indspilningerne holdt Spector i en ophedet situation en pistol mod Cohens tinding imens han ytrede de foruroligende (desperate) ord: »I love you, Leonard«. Hvortil Cohen replicerede: »I hope you do, Phil« Cohens sans for den lakoniske replik begrænser sig ingenlunde til sangskrivningen.

Han følte sig mere hjemme i 80erne og 90erne, hvor han arbejdede ud fra en til tider muzak-klingende synthesizer-æstetik, der kun understregede lyrikkens (selv)ironiske bid. Når Cohen på overfladen er allermest alvorlig, er der som regel en djævel, der griner med på skulderen. Et godt eksempel finder vi på den nye sang Almost Like the Blues, hvor han synger: »There’s torture and there’s killings and there’s all my bad reviews…«, hvor sammenstillingen mellem alverdens dårligdomme og hans egen forfængelighed er (selvbevidst) smagløs og derfor desto mere morsom. Cohen har følt sig hjemme i denne simple mundering af synths og kvindekor lige siden, selvom han dog har inkorporeret flere organiske elementer (læs: faktiske instrumenter) på sine to seneste album, inklusive det nye.

Hans stigende popularitet kan hænge sammen med hans altid sympatiske fremtoning, men naturligvis også med hans konsekvent stærke materiale: Ikke mindst hans ord har bevaret deres oprindelige styrke, men har med årene fået en finslebet kvalitet over sig, en minimalisme, der afspejles i musikken. Der er ingen overflødige ord længere. De er for længst skåret væk. I signatursangen Tower of Song fra 1988s storsælgende I’m Your Man synger han selv, at han har taget bolig i tårnet, men at han kan høre forbilledet Hank Williams hoste »a hundred floors above me«. Gad vide hvor mange skridt han selv føler han har taget op af trapperne siden 1988? Vi andre vil nok mene, at han efterhånden er klar til at banke på ind til det øverste tårnkammer.

Men tilbage til langsomheden. Der er – naturligvis – hans sange. De er bestemt langsomme, dvælende og hjemsøgte. Modsat de fleste andre samtidige (Nick Drake er en mulig undtagelse), er der noget komplet uforblommet over hans sangforedrag på de tidlige indspilninger. Den salvelsesfuldhed eller affekt, der prægede store dele af folk-bevægelsen på nippet til 1970erne, hører man ikke hos Cohen. Han synger med en distance, der kan virke næsten kold eller blottet for følelse. Men det er netop denne lakoniske stemmeføring, der sikrer poesien et spillerum. Den får lov til at arbejde med lytterens bevidsthed ubesmittet af stemmens evne til at lægge fortolkningsspor ud eller tydeliggøre sangskriverens intentioner.

Men der er jo et men. For det er ironisk, at en mand, der nu runder de 80, ikke længere synes langsom i optrækket. I en sen alder er Cohen blevet ligefrem produktiv. Han turnerer på livet løs, med universelt roste, ofte tre timer lange koncerter til følge, og har nu udgivet to album inden for to år og et tredje skulle allerede være halvvejs fuldendt. Hans tidligere manager lænsede ham i 2004 for hele hans pensionsopsparing (anslået 10 millioner dollars), så Cohen så ingen anden udvej end at opgive pensionisttilværelsen. Det må – også for Cohen selv – være en sober lære at gøre sig på tærsklen til alderdommen: at der ud af en kriminel handling kan opstå så meget godt; en revitaliseret karriere, et liv med retning, fornyet ambition og – ja – travlhed.

Langsomme Leonard er blevet til karrieremindede Cohen. Pludselig er det som om, at tiden er blevet knap. Der er noget, der skal nås inden det er for sent. Mange sange, der skal skrives. Og hvem ved: Måske kan Leonard Cohen flytte ind på øverste værelse i The Tower of Song inden han drager sit sidste suk? Han behøver i hvert fald ikke se sig over skulderen længere. Der er ikke nogen, der truer med at overhale ham bagfra. Han kan kigge lige frem. Måske Hank står i døråbningen og venter med en smøg og en flaske whisky?

Eftermælet

Cohens måske største styrke som poet er hans tørre humor, det lakoniske anstrøg og den ironiske dobbelttydighed. Han er blevet kaldt for ’The Master of Melancholy’ og ’The Bard of Depression’ etc., men i virkeligheden er Cohens sangskat en påmindelse om, at livet er lige dele komedie og alvor, og at de to ting i øvrigt kan være svære at skelne fra hinanden, ligesom livet er lige dele krop og sjæl, godhed og ondskab. Han er ikke så meget den vise lærer, der docerer sandheden, som han er den tvivlende discipel, der stiller de rigtige spørgsmål og ser de skæve vinkler, og som tillader sig den luksus at forholde sig legesygt, hvis ikke ligefrem gnæggende, til livets cirkusmanege.

Dermed ikke være sagt, at Cohen ikke er en meget alvorlig sangskriver, for det er han bestemt. Men hans alvor kan dårligt vurderes uden at inddrage hans sans for komedie. Han er på den måde en ypperlig repræsentant for en humanistisk tradition for humor, fordi hans humor altid har øje for virkelige menneskelige lidelser og aldrig er genstandsløs i sin udnyttelse af komiske effekter, men bruger den til netop at belyse alvorens genstandsfelter. At Cohen næsten konsekvent bliver kaldt for en deprimerende sangskriver kan kun skyldes rockkritikkens generelle mangel på fantasi og glæde ved klicheen.

Kvinderne udgør et helt særligt felt for Cohens tilværelsesgranskning. Få sangskrivere har som han sans for det kvindelige blik på verden. Hans sange er derfor også en hyldest til kvinden, som den anden, han ønsker at forenes med og forstå. Det er sikkert ikke tilfældigt, at det er andre kvindelige sangskrivere som Judy Collins, Joan Baez, Joni Mitchell, Janis Joplin og Nico, der mest direkte har influeret på hans karriereforløb og hans private omgang med ligesindede kunstnere på musikscenen. Han skrev Take This Longing om sin fascination af Nico, den kølige teutonske skønhed fra Velvet Underground, og mesterstykket Chelsea Hotel No. 2 om sin korte affære med Joplin.

Man kan ikke fornægte, at Cohen også er en spirituel stemme. Hans stemme og lyrik gør omtrent det samme for mig som Van Morrisons musik: indhyller mig i en mystik og skønhed, som jeg ikke helt forstår, men som jeg famler efter at kende mere til. Han kan få en selv en hårdbenet ateist til at tvivle (det ved jeg af erfaring). Mon han også kan få en fanatiker til at grine?

Han er musikkens store gentleman, dens inkarnerede værdighed. Han har taget poetens rolle, som tidligere var profetens og mystikerens på sig, nemlig at sige de ord, der ikke kan siges på andre måder. Med Cohens indsigt og gave følger også en ydmyghed, en ydmyghed som har med indsigten i det indsigtsløse tomrum lige bag ytringerne at gøre.

På toppen af bjerget Baldy levede Cohen blandt munke. Han lyttede til sin mester, passede haven, lugede ud i bedene og gjorde sine rutiner. Det kunne også være en passende beskrivelse af hans metier som sangskriver af den smukkeste støbning.

http://www.youtube.com/watch?v=5FDNG7_hMc4