Print artikel

Jeg husker, da vi druknede

Den underliggende blidhed og sårbarhed i melodierne skæres brutalt op af den ubarmhjertige guitarklinge
Reportage
02.05.14
Efter års pause spiller Psyched up Janis igen. Spørgsmålet er nu, om jeg skal juble og dyrke fortiden, eller bruge muligheden til at tage afsked med min ungdoms musikalske hovednavn.

For 20 år siden, da jeg gik på efterskole et sted i det bælgmørke Jylland, var der et band, der på sublim vis definerede oplevelsen. Måske fordi Psyched up Janis med Sune Rose Wagner i front er spiret frem af den samme jyske muld som jeg. Og der derfor hersker en form for forståelse, kulturbase og identifikation på tværs af markerne.

Den 1. maj 2014:

Jeg sidder i toget. Om små fire timer er jeg i Sønderborg for at finde ud af, om soundtracket fra min ungdom kan stå distancen. Der er gået præcist to årtier siden første gennemlytning, og flere af mine medpassagerer ligner, at de har samme destination som jeg. Beklædningslevn fra en fjern stil, de engang døbte ’grunge’, afslører deres alder, og de slidte støvler, T-shirts og skjorter er kun falmet yderligere med årene.

Fan eller fjols

Da toget ankommer, går jeg forbi spillestedet for at sikre mig, at jeg kan finde derhen senere på aftenen. Rundt om mig slentrer turister og indkøbende sønderjyder, og i den vigende forårssol hører vi Psyched up Janis-nummeret Modest Us flyde ud gennem murene. Bandet må være i gang med lydprøver, men de mudrede toner vækker tilsyneladende ikke genklang hos andre end mig.

Jeg stopper brat, da jeg får en ubehagelig tanke.

Måske er jeg en ynkelig tosse, der er groet fast i en musikalsk tidslomme ude af stand til at rykke videre fra min første musiske kærlighed. Ligesom Beatles- og Stones-fanatikerne før mig, er jeg muligvis ved at blive ham den sørgelige nostalgiker, der knytter næven af alt, der ikke rammer rent ind i min fintunede sen-80er og start-90er støjrockforståelse og -indsigt.

For hvem fanden bruger fire timer i toget fra København for at se et band, der blev opløst for snart 15 år siden? Jeg bliver stående foran spillestedet, men lytter ikke længere til musikken.

Tankerne myldrer.

Er næste skridt, at jeg finkæmmer eBay for obskure EP’er, demobånd og udgået merchandise, eller kan jeg nå at hoppe af nostalgi-toget, før det stikker af med mig? Jeg minder mig selv om, at første skridt i alle 12-trinsprogrammer er erkendelse, så jeg ryster 90er-rocken af mig for nu og bevæger mig mod mit hotel.

 

Overmaling

En lille barfodet kvinde tager imod mig i receptionen. Hun har en stærk sønderjysk accent, og jeg skal anstrenge mig for at fange detaljerne i, hvad hun siger. Jeg fortæller, at jeg skal til Psyched up Janis-koncert senere på aftenen, og hun går i gang med en lang fortælling om Sune Wagner og L:Ron:Haralds graffitimalerier i deres yngre dage.

Især er hun begejstret for malerierne ved den lokale Kvickly, og hun synes, det var en skam, da de blev fjernet. Jeg tænker på, om min dyrkelse af Psyched up Janis på samme måde blot er et af Sune Wagners aftryk, der efterhånden skal males over.

Ikke så ung

Klokken er 21.30. Jeg står på gulvet til højre for scenen. Jeg føler mig yngre end alle her, men det er sandsynligvis ren indbildning. Jeg rammer nok gennemsnitsalderen rimelig spot on, og problemet er i virkeligheden min selvforståelse, mit selvbillede.

Og mangel på samme.

Kvinder med kort frisørsmart hår og fornuftige håndtasker bevæger sig ned langs salens sider, mens mændene okkuperer midtergulvet. Her står de med ansigterne dækket af grå skægstubbe, tunge briller samt struttende maver i T-shirts, der hos enkelte får ordet ’up’ i ’Psyched up Janis’ til at stå tydeligst ud fra kroppen.

Er dette det definitive farvel til min ungdom? Måske har den været ovre længe. Det har den sandsynligvis, men er dette begravelsen, overgangen, den nødvendige ’closure’, der skal til for, at jeg fuldt ud kan omfavne TV2 Fri, havearbejde, all-inclusive-ferier og måske endog Tønder festivallen?

Musikalsk låst

En ensom forvrænget guitar sprinter Modest Us i gang. For enden af de mørke, klagende toner sprænger trommer, bas og smerte ud sammen med guitaren, og melankolien er fuldendt ved Sune Wagners første ord: »I remember when we drowned.«

Jeg husker også, da vi druknede. Druknede i teenageangst, store uforløste følelser og den selvdyrkende, selvfede smerte og tomhed. Det er måske banalt, nemt at bagatellisere og fnyse afvisende af nu, men musikken ramte et eller andet og betyder stadig noget for mig denne forårsaften i Sønderborg.

Den rammer tættere på hjerteklapperne end noget andet, jeg har hørt, og ligesom de første kys, kærligheder og traumer forplanter den sig dybt i en.

Disse sange har været med til at definere mig, og selvom jeg gerne ville være en af dem, der strøer spritnye musikalske fund og referencer ud af ærmet, bliver min hjerne ved med at vende tilbage til Psyched up Janis. Om det er en playliste til en løbetur eller nummeret, jeg sætter på til morgenfesten, når alle andre har opgivet anlægget, så falder min reptilhjernen konstant tilbage på sange som ’Modest Us’.

Afdød

Koncerten i Sønderborg er den første i en række, der skal markere tyveåret for debutalbummet Swell.

Musikken på pladen er så indadvendt, at sangene næsten imploderer. Og den underliggende blidhed og sårbarhed i melodierne skæres brutalt op af den ubarmhjertige guitarklinge. Modest Us kulminerer i et musikalsk og følelsesmæssigt kollaps. Ligesom Edgar Allan Poes hus i historien om Usher styrter sangen sammen om de sørgmodige, smertende og desperate guitarskrig.

Modest Us er nummeret, jeg vil huske denne aften for, men Psyched up Janis største hit er uden tvivl Died in My Teens, og i titlen ligger den oplagte metafor for min situation.

For en lille del af mig gik sandsynligvis bort i løbet af min ungdom, og den begejstring, jeg oprindeligt følte for dette band, har jeg ikke kunne finde, forcere eller genoplive med andre siden.

Så jeg husker bestemt, da jeg druknede.