Print artikel

Har Pussy Riot solgt ud? Måske to af dem

Maria Alyokhina og Nadezhda Tolokonnikova begraves levende i musikvideoen til 'I Can't Breathe'
Artikel
26.02.15
Efter deres løsladelse fra russiske fængsler har Maria Alyokhina og Nadezhda Tolokonnikova været et frisk pust af autenticitet til stadig flere stjernespækkede arrangementer, hvor kendisser som Madonna og Bono konkurrerer om at støtte gode formål. Idoliseringen af de to kvinder er dog ikke helt i tråd med det ideologiske udgangspunkt for det antikapitalistiske, feministiske kunstnerkollektiv. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at trænge igennem i Vesten med en social kritik uden at give køb på nogle principper?

I sidste uge udgav Maria Alyokhina og Nadezhda Tolokonnikova, de to tidligere fængslede medlemmer af den russiske, feministiske aktivistgruppe Pussy Riot, deres første engelsksprogede sang. Sangen, I Can't Breathe, er inspireret af protesterne mod politivold, der fandt sted i New York i december sidste år, hvor en sort mand døde i politiets varetægt på trods af gentagende advarsler om, at han ikke kunne trække vejret – alt sammen optaget på video af et vidne.

I et statement, der følger med videoen, dedikerer Pussy Riot sangen til offeret, Eric Garner, og »alle fra Rusland til Amerika og i hele verden, der lider under statsterror – dræbt, kvalt, forsvundet på grund af krig og statsstøttet vold af alle former – til politiske fanger og dem, der på gaden kæmper for forandring.« Det er således ikke kun en protest mod politivold, men mod alle former for undertrykkelse, hvilket videoen, hvor de to Pussy Riot-medlemmer bliver begravet levende, ikke lader nogen være i tvivl om. En solidaritetserklæring om at stå sammen mod undertrykkende autoriteter, hvad enten det er russiske despoter eller magtmisbrugende politifolk.

Samtidigt synes musikvideoen med dens æstetiserede udtryk, der er uendeligt langt fra kollektivets Punk Prayer – Mother of God, Chase Putin Away!-video, der i 2012 sendte tre af medlemmerne på anklagebænken for »hooliganisme motiveret af religiøst had« at markere, at Pussy Riot er rykket nærmere den vestlige popkultur. Mon det er prisen for en taleposition, hvor de kan mobilisere til politisk aktivitet og sociale ændringer?

Et perfekt radio edit

Musikvideoen er et samarbejde mellem Pussy Riot og medlemmer af de russiske bands Jack Wood og Scofferlane samt en række amerikanske kunstnere, herunder Nick Zinner fra Yeah Yeah Yeahs, Andrew Wyatt, Shahzad Ismaily samt punkikonet Richard Hell. Musikken er efter sigende komponeret og indspillet på en enkelt nat i et studie i Brooklyn i New York, mens protesterne fandt sted. 

Et enkelt beat – det menneskelige hjerteslag, om man vil – driver sangen fremad og giver plads til en ørefængende melodi, der synges af Sasha Klokova fra det russiske band Jack Wood. I første omkvæd suppleres beatet med klaver, og i løbet af de fire minutter og 25 sekunder, som nummeret varer, bliver det gradvist mere instrumentaliseret. Som var det bestillingsarbejde for popmusikindustriens radiosendeflader, udgør lige præcis de første tre minutter et perfekt radio edit, et potentielt hit. Et simpelt beat, en sangbar melodi og en rentsyngende, blød kvindestemme – en nutidig pendant til John Lennons Imagine og Scorpions Wind of Change, fristes man næsten til at sige. Det er i det sidste halvandet minut, at nummeret skifter karakter og kulminerer. Efter de to Pussy Riot-medlemmers efterhånden velkendte (kønne) ansigter er dækket til med jord, bliver lyden mere forvrænget og dissonant, og Richard Hell, et af 1980'ernes punkikoner, citerer den gentagende og chokerende appel »I can't breathe« fra Eric Garner.

Det minimalistiske udtryk i musikken afspejles i videoen. Den er optaget som et single take, hvor billedet kryber langs den mørke jordbund gennem et røgslør og over en orange cigaretpakke af mærket Russian Spring - et udtryk, der bruges af folk, der er »forelskede i Ruslands aggressive militante aktioner i Ukraine,« som det står i teksten under videoen. Kameraet bevæger sig videre mod Alyokhina og Tolokonnikova, der klædt i bastante læderstøvler og blå, russiske oprørspolitiuniformer bliver begravet levende. Symbolikken er svær at tage fejl af. Ikke blot i undertrykkelsen af homoseksuelle, LGBT-personer, kvinder, systemkritikere og andre marginaliserede grupper, men ligesåvel i undertrykkelsen af Ukraine, står præsident Putin selv med det ene ben i graven – og han trækker Rusland med sig.

https://www.youtube.com/watch?v=dXctA2BqF9A

 

Hvem er Pussy Riot?

Efter den russiske regering løsladte Alyokhina og Tolokonnikova kort før vinter-OL i Sochi – hvad mange mener, ligner et belejligt PR-stunt for den russiske præsident, Vladimir Putin – har de to kvinder rettet deres opmærksomhed mod fængselsindsattes rettigheder og forhold, hvilket blandt andet har medført grundlæggelsen af en NGO, Zona Prova (”retfærdighedszone”). Derfor er det ikke så underligt, at de pludselig er en del af en amerikansk protestbevægelse mod politivold.

Det ændrede fokus har imidlertid affødt kritik fra de resterende medlemmer af Pussy Riot, der i et åbent brev i begyndelsen af februar sidste år erklærede, at Alyokhina og Tolokonnikova ikke længere var en del af kollektivet. Ifølge brevet er de blevet »så optagede af problemer i russiske fængsler, at de fuldstændig har glemt gruppens aspirationer og ideer« – feminisme, antikapitalisme, modstand mod autoriteter, hierarkier, institutionalisering og så videre – og, at Alyokhina og Tolokonnikova nye roller er skadelige for det anonymiserede kollektiv, der grundlæggende er imod enhver form for persondyrkelse. Svaret var ifølge New York Times, at »alle kan være Pussy Riot,« og, at »det, [de] ønsker, er, at andre mennesker, som har samme form for mikrofon – samme berømthed – også bruger den til at stå op.« Her rammer de en essentiel problematik ved at være i opposition til det etablerede, for hvor mange principper skal man give afkøb på for at ændre bare en smule?

Persondyrkelse og branding

Det første skridt væk fra udgangspunktet blev måske allerede taget, da Alyokhina og Tolokonnikova under retssagen mod dem blev frataget deres masker, hvis formål havde været at anonymisere og negere sociale forskelle samt at forhindre enhver udnyttelse af kvindekroppen. Pussy Riot blev dermed afmystificeret. Gruppen fik et ansigt i form af de to unge kvinder, ovenikøbet mødre, som folk kunne identificere sig med. Netop denne genkendelighed er udnyttet i musikvideoen, hvor kameraets fokus på de to smukke ansigter, der dækkes af jord, er nærmest insisterende. Men demaskeringen betød også, at de kunne idoliseres; gøres til stjerner på niveau med Madonna, der har omtalt Pussy Riot som sine »fellow freedom fighters.«

En talsperson for Pussy Riot under pseudonymet Fara udtalte allerede i 2013 til Washington Post, at kollektivet sætter pris på Madonna, Paul McCartney og andre internationale berømtheders støtteerklæringer, men at de er imod kommercialisering og at blive brugt som et brand. »Vi sælger ikke noget – frihed kan ikke købes for penge,« konstarede medlemmet. Måske profiterer kollektivet ikke selv på deres registrerede varemærke, men der skal ikke mere end en hurtig søgning på Amazon til at kunne konstatere, at kommercialiseringen af Pussy Riot har været uundgåelig. T-shirts, elefanthuer, plakater. Udvalget af merchandise er ganske pænt – og uendeligt langt fra det anarkistiske performancekunstprojekt Voina, som Pussy Riot udsprang af, og som blandt andet udførte, hvad nogle ville kaldte et sexorgie, på det biologiske Timiryazev-museum i Moskva. Vel at mærke med deltagelse af en 19-årig, højgravid Tolokonnikova.

Madonna og Netflix

»Alle hjerter bankede for jer, så længe I blot blev set som en ny slags forkæmpere for det liberale demokrati mod den autoritære stat. Men så snart det kom frem, at I i samme grad forkaster den globale kapitalisme, blev mediernes omtale af Pussy Riot mere tvetydig.« Således skrev den slovenske filosof Slavoj Žižek i et åbent brev til Tolokonnikova under hendes fængselsafsoning. Men hvis der i vestlige medier nogensinde eksisterede en tilbageholdenhed over for Pussy Riots antikapitalistiske grundlag, synes den forlængst at være fortrængt i fortællingen om sultestrejkende, unge kvinder, der bekæmper Putins autoritære, undertrykkende styre. Siden Pussy Riot i 2012 blev internationalt symbol på denne modstand, har gruppen haft et særdeles velvilligt publikum i vesten, der syntes, og stadig synes, at overse det ideologiske tankesæt og entydigt hylde dem for deres ukuelige emancipationsprojekt.

Det forgangne år har Alyokhina og Tolokonnikova således lånt ud af deres protest-ethos og pustet autenticitet i de sædvanlige stjernespækkede arrangementer i USA, hvor kendisser konkurrerer om at støtte gode formål. Ironien grænser dog nærmest til det absurde, når et antikapitalistisk, feministisk aktivistkollektiv i en stor, erhvervsejet sportsarena præsenteres og æres af Madonna, der måske engang udfordrede nogle småborgerlige seksualnormer, men dog må siges at være indbegrebet af kapitalophobende mainstreamkultur, slet og ret: en material girl – og nu takker gruppen for at gøre ordet »pussy« legitimt i hendes hjem. Eller når Pussy Riot er æresgæster til 20-års-jubilæet for magasinet VICE i selskab med Lil Wayne og vor tids måske mest objektgjorte kvinde, Scarlett Johansson. Mindre latent bliver det formentlig ikke, når tredje sæson af det politisk korrumperede Netflix-drama House of Cards ruller over skærmen i foråret, og man, i hvert fald ifølge den amerikanske avis Baltimore City Paper, vil kunne se Pussy Riot sammen med Kevin Spacey og danske Lars Mikkelsen, der angiveligt spiller en russisk statsleder (gæt hvem).