Print artikel

Forlang det umulige

Foto: Louise Bendixen
Anmeldelse
26.11.13
Svenske Jenny Wilson optræder konceptuelt. Måske burde hun også anmeldes sådan.

På en vinterkold mandag i november, så jeg Jenny Wilson i koncert. Selvom det var tredje gang, og jeg derfor gik ind til koncerten med en række forventninger, jeg troede, jeg skulle have opfyldt, var oplevelsen meget ny og brændte sig fast som noget helt særligt anderledes. Jeg måtte altså se mig besejret af det uforventelige. På scenegulvet stod en Jenny Wilson i større overskud end nogensinde før, og jeg mærkede, hvordan hendes livsglæde væltede ind over mig som en bølge, der slår hårdt mod strandkanten. Med sig havde hun sit band og filminstruktør Daniel Wirtberg, hvis visuals kæmpede mod Jenny Wilsons lydunivers. Det var med glæde i blodet, at jeg senere på ugen åbnede min computer for at læse koncertanmeldelser på Gaffa og Politikens hjemmeside. Og her blev jeg slemt og dybt skuffet. Overvejende negative udtalelser stod printet på min computerskærm. I et anfald af affekt kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt koncerten egentlig burde være blevet anmeldt af en musikanmelder, og om den overhovedet burde beskrives som blot en koncert. Er det i virkeligheden at yde retfærdighed overfor det koncept, der formede sig om aftenens arrangement og for Jenny Wilson som kunstner?

På Gaffas hjemmeside skriver Ivan Rod:

»Pigebandet My Bubba varmede op i foyeren (med stilfærdige ”lullabies from the countryside”), hvorefter Wirtberg og Wilsons dokumentariske (læs: mærkværdige) film (om en kvinde, der i et øde, formodentlig islandsk landskab først indfanger en hest og derefter tilbagelægger en strækning på hesteryg – konstant med et uudgrundeligt blik fæstnet på horisonten) blev vist i selve teatersalen, og Jenny Wilson med band entrerede scenen. Filmen blev ophævet til en "ur-opførsel" af et "audiovisuelt samarbejde" mellem filminstruktøren Daniel Wirtberg og musikeren Jenny Wilson. Men… 1) filmen var af for ringe kvalitet! Og 2) uden sammenhæng med den efterfølgende koncert«

I sin anmeldelse opstiller han en række »konceptuelle problemer« ved 'koncerten', som han forbinder til Jenny Wilsons samarbejde med henholdsvis CPH:DOX og Daniel Wirtberg, valg af Østre Gasværk som lokation, kontakt til publikum, og hvorledes hendes musik opfordrer til dans eller til at sidde og lytte, og hvordan booker og kunstner kunne have tacklet dette bedre. Pernille Jensens (Politiken red.) dom minder overordnet set om Ivan Rods, dog skriver hun mere stilsikkert og sobert, men også hun lader til at have problemer med at få hånd om og komme omkring konceptet bag.

For at få det på det rene: Et koncept tager sig enten ud som et udkast eller som en idé, der beskriver de grundlæggende træk ved et projekt eller produkt. At være konceptuel har med idéer og begreber at gøre. Og det er netop konceptet bag den audiovisuelle aften, som jeg føler, hverken Ivan Rod (Gaffa) eller Pernille Jensen (Politiken) formår at formidle eller helt forstå.

I tilfældet Jenny Wilson VS Daniel Wirtberg, og med anmeldernes domme taget i betragtning, ser jeg et behov for at dykke ned i selve idéen, der tegnede sig omkring arrangementet (altså konceptet). Udførelsen samt tekniske forhold i forbindelse lyd, billede og rum var Rod og Jensens fokus, men vil ikke i ligeså høj grad være mit. Det er nemlig vigtigt at huske, at Jenny Wilsons kunstneriske baggrund er mangesidig, og at intet i hendes praksis er tilfældigt, hvilket blev meget tydeligt på Østre Gasværk, men desværre forsimplet i de to fremhævede anmeldelser.

She's just a small town girl...

Jenny Wilson startede sin kunstneriske karriere som 17-årig, da hun blev optaget på forfatterskolen Skurups Folkhögskola. Siden tog musikken over, og skriveriet blev sat i behold. I 1997 møder hun musikeren Karl-Jonas Winqvist og sammen med søster Sara Wilson og ven Per Lager, danner de bandet First Floor Power, der vinder stor popularitet i alternative kredse. Alt i mens bandet udgiver plader og spiller koncerter, bliver Jenny Wilson i 1999 optaget på kunstakademiet Konstfack i Stockholm, som hun dog senere dropper ud af for igen at hellige sig at producere musik. I 2005 går hun solo og udgiver albummet Love and Youth, der høster store roser, og markerer Jenny Wilson som en vigtig sanger og sangskriver. Sidst Jenny Wilson var i Danmark, var tilbage i 2011, da hun lancerede unplugged- og remix-albummet Blazing, opfølgeren til Hardships fra 2009.

Demand the Impossible, der netop er udkommet, er resultatet af et brystkræftforløb, Jenny Wilson var igennem for tre år siden. Titlen er hentet fra sloganet ”Be Realistic – Demand the impossible”, der - i en fransksproget version - blev brugt af franske studerende under deres oprør i 1968. Med denne historiske linje op gennem tiden og med afsæt i en personlig fortælling, får hun ikke kun italesat sin egen smerte, men også talt den ind i andre. Som hun selv beskriver på sin Facebook-side: »It's a homage to the riot, to the survival, to the fight«.

Tårer der blev til stjerner

Som helhed oplevede jeg mandagens arrangement på Østre Gasværk som et konceptuelt totalværk, der handlede om Jenny Wilsons sejr over brystkræften.

Kortfilmen, Beyond That Wasteland, der blev vist i starten, efter publikum havde placeret sig på stolene, satte rammen og lagde den rette stemning for resten af aftenen. Allerede der mærkede jeg hårene rejse sig, og jeg fik tårer i øjnene. Ikke så meget pg.a. den kunstneriske kvalitet, idet enkelte dele af billedsiden forekom mig en anelse søgte, men fordi jeg følte mig så beæret over at få adgang til den personlige smerte, det kunstneriske udtryk er opstået fra. Som tekstforfatter brillierer Jenny Wilson, hør bare videoens sidste linjer (taget fra underteksterne i engelsk oversættelse:):

»This is the land where the wind straightened my back / And tempered my tears to stars / This is where my eyes became searchlights / With a tremendous range«

Med dette tekstlige billede forklares det næppe bedre, at Jenny Wilson i sidste ende valgte at overleve og kæmpe i stedet for at give op.

http://vimeo.com/64633334

Selvfølgelig gav arrangementet på Østre Gasværk Jenny Wilson mulighed for at promovere Demand the Impossible, hvilket hun da også udnyttede, men den egentlige promovering af albummet og dertilhørende Danmarksturné begynder først i starten af det nye år. Grunden til, at den musikalske hovedvægt var lagt på det nyeste album, var fordi, aftenen konceptuelt var designet og kurateret ud fra det ønske at formidle den kamp, Jenny Wilsons krop og psyke har været offer for. Af samme grund gav det mening at vise Beyond that Wasteland.

Og det er rigtigt, havde arrangementet været en helt normal koncert, ville jeg have forventet langt færre sange fra det nye album, flere kendinge fra de forrige albums og flere farver. Men det var ikke en normal koncert, men i stedet et eksperiment med form, indhold og interaktion. Og for at få det fulde udbytte var det nødvendigt at være åben overfor idéen og turde at give sig hen og lade sig udfordre.

Konceptet og eksperimentet spejler sig i hinanden. Hierarkier blev forsøgt slettet, og historier flettet sammen. Musik og billede blev gjort ligeværdige. Det samme gjorde Jenny Wilson og hendes publikum, idet publikum kort inde i 'koncerten' blev inviteret til selv at tage ansvar for det, der skete på scenegulvet, og hvad de ønskede, skulle ske. ”Demand the impossible” så at sige.

De døde sild i tønden

I min øjne er det svært at se, hvad Jenny Wilson konceptuelt set kunne have gjort anderledes. Hvis jeg skal pege min kritik hen mod nogen, og det skal andre end kritikkerne selv, men hverken Jenny Wilson, Daniel Wirtberg eller band, må det være publikum. Gennem det meste af koncerten var klapsalverne overraskende svage, og da Jenny Wilson trådte ind på scenen, blev hun nærmest mødt af stilhed. Og da hun ca. 5 numre inde i aftenen, inviterede publikum ned på scenegulvet, som i mine øjne var hendes måde at fortælle os, at hendes smerte ikke kun er hendes, men alle der var til stedes, at hun simpelthen overgav den til os, så vi selv kunne føle os og stærke og fri, var ingen villige til at komme ned. Det var først, da hun nærmest tvang os, at folk begyndte at indtage scenegulvet, og aftenen for alvor kunne begynde at tage den rette form.

Efter at have haft tiden til tænke over, hvad der egentlig skete den aften på Østre Gasværk, og læse min oplevelse ind i andres, stod det mig pludselig stod det klart, at jeg var tilstede med helt andre øjne.