Forlang det umulige

På en vinterkold mandag i november, så jeg Jenny Wilson i koncert. Selvom det var tredje gang, og jeg derfor gik ind til koncerten med en række forventninger, jeg troede, jeg skulle have opfyldt, var oplevelsen meget ny og brændte sig fast som noget helt særligt anderledes. Jeg måtte altså se mig besejret af det uforventelige. På scenegulvet stod en Jenny Wilson i større overskud end nogensinde før, og jeg mærkede, hvordan hendes livsglæde væltede ind over mig som en bølge, der slår hårdt mod strandkanten. Med sig havde hun sit band og filminstruktør Daniel Wirtberg, hvis visuals kæmpede mod Jenny Wilsons lydunivers. Det var med glæde i blodet, at jeg senere på ugen åbnede min computer for at læse koncertanmeldelser på Gaffa og Politikens hjemmeside. Og her blev jeg slemt og dybt skuffet. Overvejende negative udtalelser stod printet på min computerskærm. I et anfald af affekt kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt koncerten egentlig burde være blevet anmeldt af en musikanmelder, og om den overhovedet burde beskrives som blot en koncert. Er det i virkeligheden at yde retfærdighed overfor det koncept, der formede sig om aftenens arrangement og for Jenn