Flammekastere og fællesskab

Orange Scene giver sig ikke uden kamp. Det er sent lørdag, solen er gået ned, og euforien fænger straks overalt på den store plads foran hovedscenen. Som de varmebølger der strømmer ud, hver gang to kraftige flammekastere i hver sin side af scenen spyr aggressive ildstråler op mod himlen. Nogle bruger playback, andre bruger pyroteknikere, og det ene kan vel egentlig være lige så godt som det andet. Så længe det får musikken til at virke. Og virker, det gør Metallica i den grad denne lørdag aften, hvor de blotter tænderne og med en respektaftvingende præstation viser, hvordan Orange Scene skal tages. Hårdt, brutalt og begejstret.

Jeg er ikke engang ret meget til Metallica. Men lige nu betyder det ikke så meget. Jeg er en marionetdukke, Metallica er min master, og denne aften gør jeg alt, hvad de befaler. Vi er en stor skare af mennesker, og det er en broget flok. På tværs af alder, musikpræferencer og alt mulig andet, har en smuk og uforglemmelig oplevelse sammen. Det er en følelse af fællesskab. Eller måske er det bare noget, jeg bilder mig. I hvert fald er præcis det med Roskilde Festival og det store fællesskab noget, forfatter og anmelder Jeppe Krogsgaard Chri