Print artikel

Flammekastere og fællesskab

Rosseren i aftensol
Reportage
10.07.13
Senioranmelderen taler med en anden senioranmelder og filosoferer over årets Roskilde-festival

Orange Scene giver sig ikke uden kamp. Det er sent lørdag, solen er gået ned, og euforien fænger straks overalt på den store plads foran hovedscenen. Som de varmebølger der strømmer ud, hver gang to kraftige flammekastere i hver sin side af scenen spyr aggressive ildstråler op mod himlen. Nogle bruger playback, andre bruger pyroteknikere, og det ene kan vel egentlig være lige så godt som det andet. Så længe det får musikken til at virke. Og virker, det gør Metallica i den grad denne lørdag aften, hvor de blotter tænderne og med en respektaftvingende præstation viser, hvordan Orange Scene skal tages. Hårdt, brutalt og begejstret.

Jeg er ikke engang ret meget til Metallica. Men lige nu betyder det ikke så meget. Jeg er en marionetdukke, Metallica er min master, og denne aften gør jeg alt, hvad de befaler. Vi er en stor skare af mennesker, og det er en broget flok. På tværs af alder, musikpræferencer og alt mulig andet, har en smuk og uforglemmelig oplevelse sammen. Det er en følelse af fællesskab. Eller måske er det bare noget, jeg bilder mig. I hvert fald er præcis det med Roskilde Festival og det store fællesskab noget, forfatter og anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen gerne vil udfordre, da jeg næste dag møder ham i mediebyen bag Orange Scene.

»Det er en del af den gamle fortælling om Roskilde Festival. At der er en eller anden særlig ånd, noget særligt samlende omkring koncerterne. Men hvordan ser det fællesskab ud, når man går tættere på det? Jeg er ikke i tvivl om, at der er masser af fællesskaber herude. I hver lejr er der et fællesskab, og det er der helt sikkert også lejrene imellem. Der er også musikalske interessefællesskaber. Men den der ide om det store, altomfattende fællesskab, mener jeg er en myte. Når Bruce Springsteen eller Metallica spiller på Orange, er det så et fællesskab? Eller er det en masse mindre fællesskaber, der hver for sig har en oplevelse, der tilfældigvis er på samme tid og samme sted?« 

Forskellige fællesskaber

I selve definitionen af ordet fællesskab mener Jeppe Krogsgaard Christensen også, at noget er skævt:

»Mange af dem, der gerne vil definere det fællesskab, er jo folk på vores alder. Men de helt unge ville helt sikkert definere det anderledes. Eller også ville de ikke definere det, men bare være i det. Når man for eksempel står til en koncert, og en ung har travlt med at filme det hele på sin smartphone, tænker du og jeg måske, at det næsten er en hån mod fællesskabet. At det er egoistisk. Men sådan er virkeligheden jo ikke. Når virkeligheden hele tiden skal publiceres på Instagram eller Facebook, er det jo også en form for fællesskab – blot et fællesskab, nogle af os kan have svært ved at forstå.«

Diversitet har altid været et nøgleord for Roskilde Festival. Men ifølge Jeppe Krogsgaard Christensen skal man passe på med, at man ikke lader sig forføre for meget af myterne:

»Det er igen noget, der ligger i overleveringerne, i fortællingerne. Den her klassiske Roskilde-beretning om, at man tilfældigvis kom ned på en af de små scener og fik en oplevelse, der bare blæste en fuldstændig væk. Jeg er lidt i tvivl om, hvor meget virkelighed der er i det. Det er noget, alle taler om, men er det også noget, de rent faktisk gør? Det er mit indtryk, at mange strejfer lidt rundt på de små scener, men hvis man skal blæses helt væk af noget, så kræver det jo, at man bliver stående. Det er ikke det, jeg ser, når jeg kommer derude, men det er stadig det, man hører stort set alle fortælle. Og det er måske, fordi man gerne vil fremstå som særlig åben og musikalsk nysgerrig, når man er sådan en, der tager på Roskilde Festival.«

I det hele tager der ifølge Berlingske-anmelderen mange myter om Roskilde Festival, som af en eller anden grund er særligt sejlivede:

»Man hører også tit folk sige, at programmet er blevet tyndere med årene. At det var vildt godt i gamle dage, og at musikken lider under tiden. Men så prøv at tage et program fra begyndelsen af 90’erne og se, hvor meget musik der var på dengang, som aldrig ville blive lukket ind i dag. Lars Muhl og Malurt spillede altså her dengang – det er der ikke mange, der husker. De ville aldrig få en chance i dag. Rent kvalitetsmæssigt synes jeg faktisk ikke man kan udsætte noget på programmet i dag.«

’Roskilde har som regel ret’

Jeppe Krogsgaard Christensen var som anmelder for Berlingske til Rihanna fredag aften. Og han hørte til dem, der med forbehold var godt tilfreds med koncerten. 

»Lige meget hvem Roskilde Festival booker som hovednavne, så lyder der altid en masse kritik, før festivalen går i gang. Men jeg synes, at festivalen som regel viser sig at have ret. Det er sjældent, at den kritik fortsætter efter festivalen, og jeg tror også, at Rihannas præstation fik lukket munden på mange af dem, der på forhånd var skeptiske.«

Men hvorfor skal hun spille netop på Roskilde Festival? Hvilken berettigelse har hun her?

»Hendes musik har en kant, også i produktionerne. Og på scenen har hun en særlig hårdhed. Det er jo ikke grænsesøgende musik, men…. man kan jo vende den om og sige: Hvorfor skulle hun ikke være her? De folk, jeg gerne vil opleve her på festivalen, er dem med gode melodier. Og det har hun i dén grad. Samtidig er hun interessant som persona, som fænomen. Jeg er ligeglad, om hun spiller pop eller rock, bare hun er interessant. Og der er jo for eksempel ingen her på festivalen, der har en mere interessant stemme end hende. Denne metalliske måde at synge på, der nærmest lyder helt computergenereret. Det vidner om, at den måde man producerer musik på i dag, også for alvor begynder at påvirke stemmerne, og det synes jeg er interessant.«

Men hvad tror du, det betyder for Roskilde Festival, at så mange kommer på endagsbilletter for at se en megabegivenhed i begivenheden?

»Hvis man skal tage dem alvorligt, der siger at Roskilde Festival er et bredtfavnende kulturfænomen, så må man jo også acceptere, at der kommer nogen, der er anderledes end en selv. Og det der med, at man kan se på folk, hvad de er her for at høre, det tror jeg heller ikke helt på. Ja, der er mange helt unge, der kommer for at høre Rihanna, men hvem siger, at de ikke også gerne vil høre Sigur Ros? Det er en udvendig betragtning at sige, at det ændrer publikumssammensætningen, og selvom påstanden så er rigtig, hvorfor skulle alle de nye så ikke være velkomne?«

 

Hvad er i dine øjne grundessensen af Roskilde Festival?

»Der er noget med den der særlige ånd. Det med, at når man går her ind på pladsen, så viser man særlig meget hensyn. Man giver plads til, at alle kan opføre sig som de vil, så længe man respekterer andre og viser hensyn. Det er noget med, at der skal være plads til alle. Derfor trigger det mig også, når folk begynder at brokke sig over, at det er de forkerte, der kommer her, fordi Rihanna eller et andet stort popnavn er på plakaten. I så fald er fællesskabet ikke for alle, og det synes jeg i hvert fald ikke er ret meget Roskilde Festival.«

Men der er vel et eller, der gør, at det kan defineres som en festival? Eller er det så i virkeligheden bare række sammenkædede begivenheder, der udspiller sig samme sted?

»Jamen, det er det jo. Det er jo i bund og grund bare en række begivenheder. At der så er opstået en eller anden særlig ånd omkring det hele gennem årene, det har ikke så meget med selve musikken at gøre. At fællesskaberne handler om koncerterne er for mig at se en skrøne, som Roskilde Festival også selv har været med til at holde i live. Og det har de været rigtig dygtige til.«

For meget omnibus-avis

Men hvad er det så, der skal bringe festivalen ind i fremtiden? Ifølge Jeppe Krogsgaard Christensen ville det måske være klogt, hvis festivalledelsen valgte at bryde med princippet om, at festivalen skal favne så bredt:

»Den der omnibus-tankegang, der næsten har et public service-præg over sig, kan jo minde lidt om de store dagblade. Alt skal dækkes, og når man forsøger at dække alt, ender man let med ikke at kunne give folk det, de i virkeligheden forventer. Den krise, dagbladene mærker, kan i mine øjne godt sammenlignes lidt med det, der er ved at æde sig ind på Roskilde Festival. Det er en anakronisme – en døende elefant – at tro på, at man kan samle folk i et stort fællesskab. På alle andre platforme i kulturlivet bliver det hele segmenteret, og man får præcist det, man vil have. Det er fint nok, at folk kan vende hjem med de her fortællinger om, hvordan de blev forført af et band fra Papua New Guinea, der kun spillede på rodfrugter, men jeg tror simpelt hen ikke på, at det er der, den vigtige festivaloplevelse ligger. Samtidig bliver festivalen presset af det udbud af koncerter, der er i København. For år tilbage var mange af de koncertoplevelser, du kunne få herude, unikke. I dag har de fleste af de interessante navne spillet for nylig på et spillested i København.«

 Jeppe Krogsgaard Christensen ligger ikke inde med den forkromede løsning på Roskilde Festivals fremtidsudfordring, men han har nogle konkrete bud på justeringer, der ville give mening:

»Dels synes jeg man skal overveje at opgive flere af de små ting. Jeg siger ikke, at man skal skære alt ukendt væk, men måske sænke ambitionen om at ville favne det hele. Derudover kunne man overveje det drastiske valg at fjerne Orange Scene for at bruge de mange penge på at skabe nogle unikke oplevelser. Ting, man simpelt hen kun kan overvære her. Lidt i stil med Ingrid, der spillede torsdag aften (et samarbejde mellem en række svenske musikere, som ikke normalt optræder i denne konstellation, red.). Som et tænkt eksempel – meget tænkt eksempel, indrømmer jeg – kunne det jo være, at man i stedet for at kunne opleve Interpol, kunne opleve Interpol spille sammen med Velvet Underground. Kun dette ene sted, denne ene aften. Det vil gøre det langt mere interessant for mange musikentusiaster at tage til Roskilde Festival. Man kunne også udfordre formaterne på andre måder. I eftermiddag spiller for eksempel John Grant, som ikke bare en god musiker, men også et interessant menneske. Hvorfor ikke lade ham tale med nogen på scenen. Det kunne eksempelvis være danske Martin Ryum, der også spiller på festivalen i år, og som også arbejder med klaverbårne numre. At se de to i samtale kunne vise sig at være rigtig interessant.«

Retur-retur 

Da solen søndag aften går ned over Kraftwerks musikhistoriske museumsindslag – der fungerede mere end fint på Orange Scene, men som aldrig blev den store samler, som søndagsafslutteren ellers har for vane – er det tid til at vende næsen hjemad igen. Hjem til afgiftning, hverdag og faste rutiner. Og stadig med musikken ringende i ørerne og en let eufori boblende i kroppen.

Ud over Metallica og Kraftwerk nåede også både The National og Queens Of The Stone Age at bevise, at Orange Scene sagtens kan give store oplevelser, fællesskab eller ej. Den orange kolos står her sgu – på trods af al kritik – nok også næste år. Man siger jo, at den man tugter, elsker man, og måske er det derfor, at så mange er optagede af at fortælle Roskilde Festival, hvad de bør gøre, og hvad de ikke bør gøre. Jeg er i hvert fald ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg vender tilbage igen næste år. Uanset programmet.

 

Her til sidst – en umiddelbar Top 10 over oplevelser, der bliver stående fra Roskilde årgang 2013:

 

1. Crystal Castles

2. Metallica

3. Jonathan Wilson

4. Bombino

5. John Grant

6. Martin Ryum

7. The National

8. Kraftwerk

9. Queens Of The Stone Age

10. Goat