Print artikel

Ekstatisk og ulykkelig på samme tid

Grande i aktion. Her ved en tidligere koncert.
Reportage
04.10.19
Ariana Grande er verdens måske største popstjerne lige nu. Den både selvironiske og rendyrket poppede måde, hvorpå hun håndterer bump på livets vej, appellerer til millioner. I tirsdags spillede hun koncert i København. ATLAS var med.

»Det der var ligesom at blive suget ind i et ormehul og blive spyttet ud igen nogle timer efter,« siger min ven til mig, mens vi går hen imod metroen sammen med 17.000 andre mennesker. Jeg svarer bare, at jeg ikke rigtigt kan mærke mine ben. Jeg kan næsten ikke huske eller samle mig om, hvad det er, jeg lige har oplevet. I et øjeblik tænker jeg på, at jeg skulle have samlet noget af konfettien op fra gulvet og taget det med. Tanken forsvinder igen, og så tænker jeg på, at jeg er tørstig. Lidt senere tænker jeg på, om det er det, ekstase gør: suger alting ud af dem, den rammer.

Inden for de seneste par år tror jeg, jeg har forstået, hvorfor nogle mennesker elsker at se og tale om sport. Jeg troede engang, de sport-interesseredes hjerner var helt anderledes end min, og at de simpelthen så på det, alene fordi spillet og dets regler var enormt spændende for dem. Jeg troede bare, det var fascinerende for dem at diskutere og i alle detaljer beskrive en bold, der bevægede sig frem og tilbage på en bane, eller hvor længe nogle personer cyklede nogle meget lange distancer. Jeg havde aldrig kigget længe nok på sport til at opdage, at fordi der er mennesker på banen eller på cyklerne, er sport et sted, hvor nogle meget simple, men virkelig interessante historier udspiller sig. En fodboldkamp eller et cykelløb kan fortælle kæmpestore historier, der er simple nok til at vi alle sammen kan forstå dem.

Hun er rendyrket pop, men hun er også charmerende selvironisk

Det er sådan, jeg har det med popmusik. Jeg er ikke interesseret i at diskutere, om den mest mainstream popmusik ikke bare er en stor kommerciel maskine, der producerer generiske udtryk og en masse musik, artisterne ikke engang selv skriver, og om de ikke bare vender sig den vej, vinden blæser, og påtager sig de udtryk, tiden lægger frem til dem. Et eksempel på dette er den i sin kerne kommercielle mainstream-feminismes indtog i popmusikken, der kommer til udtryk i simple mantraer som: »Who run the world? Girls!«, og som for eksempel kan bruges til at sælge tøj og koncertbilletter, fordi det er det, folk vil have lige nu. Men alt dette er bare banen, popstjernerne spiller på. Selvfølgelig er det sådan med popmusik. Hvis jeg siger til en person, der elsker cykelsport, at cykelsporten er kapitalistisk og fyldt med doping, holder hun jo ikke op med at interessere sig for cykelsport af den grund, og hun er sikkert også ligeglad med, om jeg synes cykelsport er kedeligt.

Når man i et øjeblik ser bort fra popmusikkens banalitet, er der store, simple historier, man kan lytte til. I et rum med 17.000 mennesker, som ved, at de lytter til den helt samme historie. Og når det virkelig er godt, for det er det selvfølgelig ikke altid, så kan en popkoncert være et stort, kollektivt suk over et enkelt menneskes historie.

I tirsdags spillede Ariana Grande koncert i Royal Arena som en del af hendes Sweetener World Tour. Hun er 26 år gammel og 1,53 høj. Hun udgav sin første plade, da hun var 20. Da havde hun lige afrundet sin karriere som børneskuespiller på amerikansk tv. Hun er den første kunstner siden The Beatles, der har ligget på både første, anden og tredjepladsen på Billboard Hot 100-hitlisten på samme tid. Hun er verdens største popstjerne. Og Ariana Grandes enorme popularitet hænger uden tvivl sammen med nogle af de ting, der er sket i hendes liv, siden det blev et offentligt anliggende. Eller rettere sagt de historier, hun er lykkedes med at fortælle offentligheden om sig selv.

Når det virkelig er godt, for det er det selvfølgelig ikke altid, så kan en popkoncert være et stort, kollektivt suk over et enkelt menneskes historie

Efter en af hendes koncerter i maj 2017 sprang en selvmordsbomber en bombe i Manchester Arena, mens publikum var ved at forlade området. 22 blev dræbt og mange flere såret. Grande har siden udtalt, at hun da besluttede aldrig igen at optræde. Hun gik hjem i sin seng og græd, men indså den samme aften, at beslutningen om at resignere virkede forkert. Man kunne indvende, inden man falder i svime, at Ariana Grande formentlig ikke i særlig høj gad er sin egen chef, og at der er et hav af mennesker, der har draget økonomisk fordel af hendes beslutning om ikke at slutte sin karriere efter terrorangrebet. Men så er vi tilbage ved, at der er meget få ting at elske ved sporten, hvis man med stor alvor sammenligner den med den virkelige verden. Måneden efter terrorangrebet afholdt Grande den stort opslåede støttekoncert One Love Manchester sammen med noget, der mindede om alle andre amerikanske og britiske popstjerner. Helt i linje med den historie handler mange af Grandes sange da også om at rejse sig, når man er såret og om at møde mørket med lys. Lidt over et år senere ramte en anden og mere personlig tragedie Ariana Grande. I september 2018 døde den amerikanske rapper og Grandes tætte ven og ekskæreste Malcolm James McCormick med kunstnernavnet Mac Miller af en overdosis i sit hjem i Los Angeles. Kort efter Mac Millers død gik Ariana Grande fra sin forlovede, komikeren Pete Davidson, som hun ellers netop havde dedikeret sit seneste album, Sweetener, indirekte til. På sociale medier blev Grande oversvømmet af kærlighed fra sine fans, men trak sig delvist fra offentlighedens søgelys.

Grandes møde med smertefulde øjeblikke er altid lige dele oprigtig sorg og lige dele drilsk ukuelighed, og det er virkelig charmerende

I december samme år udgav hun den single, der måske kan forklare eller i hvert fald illustrere, hvordan hun er gået fra at være en døgnflueagtig teenage-stjerne til det, hun er lige nu. Sangen thank u, next er en hyldest til alle hendes ekskærester. Den er mindre en storslået sang om at overkomme hårde tider, end den er et underligt drillende og trist tilbageblik på alt det store ved at have været så tæt på andre mennesker, som man er med sine kærester. »Wish I could say thank you to Malcolm, cause he was an angel,« synger Grande til Mac Miller. Hun synger alt det, man ville ønske, man kunne sige, når man så tilbage på sine forliste forhold: »One taught me love/One taught me patience/And one taught me pain/Now, I'm so amazing/I've loved and I've lost/But that's not what I see/So, look what I got/Look what you taught me/And for that, I say/Thank you, next«. Grandes møde med smertefulde øjeblikke er altid lige dele oprigtig sorg og lige dele drilsk ukuelighed, og det er virkelig charmerende.

Ariana Grandes sange har fungeret som et fortællerspor henover første halvdel af mine tyvere i alle de situationer, hvor jeg hverken ville eje eller have mere komplekse opsummeringer end: »It’ll be alright« eller »just keep on breathin’«. Eller når jeg cyklede hjem midt om natten med begivenheder indeni mig, som føltes så intenst store og mine helt egne, at jeg kunne have skreget, når sangen Dangerous Woman spillede i mine høretelefoner, og hun sang: »I wanna savor, save it for later, the taste of flavor«. Samtidig er livet selvfølgelig så skuffende, at begivenheder bare forsvinder igen, så snart de har været, og en koncert er bare en koncert. Faktisk er en koncert som Ariana Grandes lidt af en fysisk prøvelse, medmindre måske man er 15 år gammel eller har valgt at købe siddepladser. Den er en virkelig voldsom oplevelse. Derfor er det også en gave at kunne forsvinde ind i den. En gave, som Ariana Grande giver til os.

Hun lægger ud med sangen God is a woman, siddende ved et bord med sceneshowets dansere omkring sig som en klar reference til den sidste nadver, men klædt som en engel i lyserødt latex med små vinger over hendes bittesmå skuldre og støvleskafter, der når hele vejen op til den helt korte nederdel. Hendes tykke, høje hestehale når hende til livet. Der findes et ikonisk paparazzibillede fra sommeren 2018 af Ariana Grande i den samme slags støvler og hestehale, gående ved siden af den meget højere Pete Davidson, mens hun slikker på en slikkepind og kigger op på ham med store øjne. På den måde er Ariana Grandes udtryk et typisk eksempel på, hvordan (mainstream)feminisme ser ud lige nu: De dele af hendes udtryk, der refererer til hendes seksualitet, især de, der er optagede af feminin underkastelse, er simpelthen udtryk, hun kan påtage sig og lægge fra sig, som hun vil. De er hendes, hun ejer dem, og vi skal selvfølgelig forestille at glemme, at hun meget belejligt passer perfekt ind i samfundets ideer om, hvordan kvinder skal se ud. Men ideen om at ’eje’ sin seksualitet, som hun gør det, er alligevel stor nok til, at den er tiltrækkende, og Ariana Grande fungerer fint som et omvandrende motivational quote. Det virker i hvert fald ikke som om, der er noget, hun ikke kan finde ud af. De hæle, hun danser rundt i på scenen, ser ud som om, de er 20 cm høje, og igen er det oplagt at drage en parallel til sportens verden: Koncerten varer i alt lidt over halvanden time og Grande synger, danser og løber rundt med få korte pauser, hvor hun skifter kostume, men hvor det er svært at forestille sig, at hun når at drikke et helt glas vand.

Faktisk er en koncert som Ariana Grandes lidt af en fysisk prøvelse, medmindre måske man er 15 år gammel eller har valgt at købe siddepladser

Hun spiller alle de gamle og nye sange, vi gerne vil høre: Side to Side så 17.000 kroppe gynger fra side til side sammen med hende, breathin’ , så alle synger med og bogstavelig talt tager sig til hjertet, og Into You så vi overraskede over os selv bare hopper og råber. Hun har et hold af dansere med sig, og det er behageligt at se på koreografiens perfekte sammensmeltning med sangene, ligesom det er behageligt nogle gange simpelthen at betragte geometrisk perfekte former. Vi glemmer os selv totalt, når hun kommer helt ud til os med sin uvirkeligt virkelige krop, holder mikrofonen lodret, lægger nakken tilbage og lægger al sin kraft i stemmen, som holder hende og alle os andre oprejste igennem hele koncerten.

Man kan sagtens være ekstatisk og ulykkelig på samme tid, og det er Ariana Grande, når hun synger glade, perfekte popsange om dem, hun savner

Hun siger næsten ingenting i løbet af sin optræden, bortset fra når hun lige spørger os, om vi har »a good time« eller siger at hun elsker os, og vi råber og hopper igen og igen, for det ved vi slet ikke, hvordan vi skal svare på. Vi synger med og danser og glemmer, at vi er trætte, og at vi på et tidspunkt var kede af det, og at tvetydighed og tvivl nogensinde har strejfet os. Vi kender hende, og vi ved, hvad sangene handler om, og derfor også hvorfor visse, særligt smertefulde sange ikke er med i settet. Vi glemmer, hvor strømlinet det hele er, for vi kender godt den virkelige historie.

At høre Ariana Grande er perfekt i overensstemmelse med et fantastisk niveau af min bevidsthed, jeg mangler et færdigt, litterært sprog til at beskrive. Der hvor jeg har lyst til at grine højt midt på gaden lige efter, jeg har grædt alene hjemme hos mig selv. Eller hvordan jeg på visse dage, hvor ingenting holder mig nede, og jeg næsten synes, jeg kan flyve, kan få lyst til at løbe meget hurtigt bare for at mærke, at jeg virkelig har en krop og to fødder at stå på. Eller hvordan det er at vide, at en helt ny forelskelses begyndelse også indeholder løftet om dens afslutning. Man kan sagtens være ekstatisk og ulykkelig på samme tid, og det er Ariana Grande, når hun synger glade, perfekte popsange om dem, hun savner og alt det, der ikke skulle være sket, men skete alligevel. Hendes musik handler om de øjeblikke, hvor man rejser sig fra sengen, forlader sit mørke værelse og opdager, at verden stadigvæk er der, og der er ingen, der kan bevidne det for dig. Det er en utroligt nok passende konfettieksplosion midt i et brud med en man elsker. Hun fremstiller sig selv som et sexobjekt med skingert tydelige markører, vi har set tusindvis af gange, men tager også feminismens mantraer i sin mund. Hun er rendyrket pop, men hun er også charmerende selvironisk. Det er befriende, for det er både grænseløst og så rørende simpelt.