Print artikel

Den største hykler

Kendrick Lamar uddeler tæsk uden pause til at få vejret på 'The Blacker The Beery'
Analyse
20.05.15
Den sidste tids raceuroligheder i USA har afstedkommet selvrefleksion blandt den sorte befolkning. Særligt har rapperen Kendrick Lamar vakt opsigt. Samtidigt leverer borgerrettighedsfilmen Selma et interessant perspektiv til nutidens problemer.

Rapperen Kendrick Lamar, der i hip hop-kredse betragtes som en vidunderdreng, har for nyligt udgivet et album, To Pimp A Butterfly, hvoraf særligt sangen The Blacker The Berry har gjort sig bemærket. Ikke så meget fordi sangen er en stor kunstnerisk bedrift, men fordi den formentlig besidder det mest opsigtsvækkende politiske budskab i musikåret 2015. Den 27-årige amerikaner tager rappen med sine socialkritiske rødder og tilfører genren en ny afgørende komponent: selvkritik.

Det begynder med et tungt og gement beat, en smule klaver og forvrængede synthesizere. Så kommer Lamar med sin karakteristiske halv-nasale stemme, og han sætter hurtigt sit første verbale punch ind: »I hader mit folk, I ønsker at udslette min kultur. I er fucking vrede, jeg vil have jer til at erkende, at jeg er en stolt abe«, rapper han i første strofe og skærper dermed tonen. Den vrede, som før var indestængt, er sat i gang – og er ikke til at stoppe. Titlen på sangen, The Blacker The Berry, er taget fra en novelle forfattet af Wallace Thurman i 1929, der handler om racediskrimination.

Det er næppe et tilfælde, at Lamar har valgt denne titel, heller ikke at sangen kommer nu. Efter 18-årige Michael Brown blev skudt i Ferguson, Missouri af den hvide politimand Darren Wilson sidste august, er de største raceuroligheder i flere årtier brudt ud i USA. Det kulminerede så sent som forrige weekend, da Freddie Gray døde i politiets varetægt, og Baltimores borgmester og guvernør måtte erklære byen i undtagelsestilstand. I begyndelsen af marts var det 50 år siden, at Martin Luther King marcherede til Montgomery. I biograferne landet over kører i øjeblikket filmen Selma, der beskæftiger sig med borgerrettighedsbevægelsen. Kendrick Lamar rammer således en nerve, der ikke gør det mindre interessant, at en af tidens vigtigste kunstnere dedikerer en hel sang til et emne som racisme.

»Jeg er den største hykler i 2015.« Sådan åbner Lamar alle tre vers. Forklaringen kommer først til slut. I mellemtiden vrænger Lamar ad samfundet uden de store raffinementer: »Mit hår er krøllet, min pik er stor, min næse er rund og bred. I hader mig, gør I ikke?«, spørger han og kommer selv med svaret kort efter: »Det er indlysende, at jeg er irrelevant for samfundet, det er derfor I fortæller mig, at kun fængslet vil hyre mig.«

Med fuld fart bokser Lamar sig frem gennem de sortes historie. Han nævner de stridende sydafrikanske befolkningsgrupper, Zulu og Xhosa, og den radikale jamaicanske politiker Marcus Garvey. Han husker bandekrigene mellem Crips og Bloods i LA-forstaden Compton, hvor Lamar selv voksede op. Han tager afstand fra diverse stereotyper og den daglige diskrimination, som de sorte mødes med. »You hate me, don’t you?«

https://www.youtube.com/watch?v=6AhXSoKa8xw

Kendrick Lamar uddeler tæsk uden pause til at få vejret. Men hvem er det han adresserer? De hvide? Politikerne? Systemet? Svaret leverer han til slut, da han kommer ind på afdøde Trayvon Martin. Den 17-årige afroamerikaner blev skudt i februar 2012 af vagten George Zimmerman. Lamar undrer sig over, at han græd over Martins død, når han selv har lyst til at slå »a nigga blacker than me« ihjel. Det er ikke en opfordring til mord, men snarere en metafor. Kendrick Lamar river op i samfundet, sig selv og sin egen tilgang til raceproblemerne anno 2015.

Men mest kontroversielt var nok hans udtalelser til Billboard magazine tilbage i januar om begivenhederne i Ferguson. »Det der skete med Michael Brown, burde aldrig være sket. Aldrig. Men hvis vi ikke respekterer os selv, hvordan kan vi forvente respekt fra andre?«, spurgte han, men forventede ikke svar. For der er formentlig ingen konkrete svar. »Det starter indefra«, fortsatte han. »Begynd ikke at lave optøjer, læg ikke ud med at plyndre – det starter indefra«, sagde Lamar.

Ordene skabte debat, og efterfølgende måtte rapperen tages til indtægt for mere, end han sikkert havde håbet. Som det sås omkring Yahya Hassan herhjemme blev Lamars retorik vendt mod sit eget bagland. Blandt andet af konservative republikanerne, der igen og igen spørger, hvorfor ingen taler om, at 93 procent af de sorte dræbes af andre sorte.

Men Lamars ytringer bærer ikke bare et ønske om at tage del i det politiske spil. Med singlen I fremstår tingene i et andet lys. I sangen, der ikke just faldt i kritikernes smag, synger Lamar om behovet for kærlighed til sig selv. »Jeg elsker mig selv«. På den måde kan man måske hurtigt udlede et egentlig budskab fra Lamar: Hvis man ikke elsker sig selv, kan man ikke klage over det had, som andre har til en.

For mange var Lamars analogi fornærmende. Særligt rapperen Azealia Banks tog til genmæle: »Racediskussionen dukker hele tiden op, men jeg har bare lyst til at være rigtigt sort og stolt og højrøstet, når det kommer til stykket. Forstår du hvor jeg vil hen? Når man er en sort kvinde, er man mange gange stolt af sig selv, og det er derfor, folk ikke kan lide en,« sagde hun, inden hun begyndte at dele verbale øretæver ud til sine musikalske kolleger: »I det amerikanske samfund handler det om at være en ikke-truende sort person. Det er derfor, at Pharrell eller Kendrick Lamar siger: ”Hvordan kan vi forvente, at folk vil respektere os, hvis vi ikke respekterer os selv?” Han (Lamar, red.) spiller på det der ikke-truende-sort-mand-lort, og det får alle de hvide fodboldmødre til at sige: ”Vi elsker ham.” Selv Kanye West tager en lille smule del i det spil: ”Modtag mig, hvide verden”«, udtalte Banks til Billboard Magazine.

Forfatter og Pulitzer Prize-vinder Michael Chabon så i sin analyse på Genius.com flere problemer i Lamars udsagn. Men selvom han mener, at rapperens ord faktisk kan være ødelæggende, siger han også, at de tvinger lytteren til en dybere forståelse af sangen. Ifølge Chabon er hykleri i nogle situationer »en langt mere kompliceret moralske position ... og måske uundgåelig«.

Kendrick Lamar kunne have gjort det let for sig selv og forblevet i en forudindtaget sort-hvid-indstilling. I stedet valgte han at stille sig frem i en forvejen polariseret debat og udpege sig selv som den største hykler, for derved at vise, at hans ord kommer ud af egen fejlbarlighed. Hans racismekritik mister derfor ikke sin betydning, tværtimod, måske har han tilmed vundet på det, fordi han differentierer sig fra andre. The Blacker The Berry er en appel. Men sangen er også ladet med en tvivlende monolog. Så længe præsident Barack Obama kun ser ud til at behandle de nærgående spørgsmål om racisme og politibrutalitet perifert, viser Kendrick Lamars aggressive erklæring sig mere politisk end de fleste taler i kongressen.

Mens det er 50 år siden, at borgerrettighedsbevægelsen vandt frem og sikrede afroamerikanerne stemmeret i sydstaterne, finder der fortsat soleklar diskrimination sted i politikredse rundt om i USA. Baltimore er det seneste eksempel i rækken. Selv om optøjerne udspringer af politivold begået mod den sorte del af befolkningen, har kampene et langt større bagtæppe. Afroamerikaneren Jelani Cobb, som i flere år har skrevet for magasinet New Yorker om netop race og politik, hævder, at dette ikke bare er et hvid-politimand-slår-sort-ihjel-problem. »Sidste år i Baltimore var der 211 mord; 190 af ofrene var sorte mænd. De tal er kategoriske: Baltimore har ikke problemer med mord; byen har et problem med mord på sorte mænd,« som han skrev for nylig.

Løfter man blikket, ser man først og fremmest et socialt problem, hævder Cobb: Taler man med folk i Baltimore eller Ferguson hører man ikke bare en kritik af politiet, de udgør blot en symbolsk facade for alle de bagvedliggende problemer: manglende socialpolitiske initiativer på områder som uddannelse, beskæftigelse, sundhed og bolig. Som Cobb kortfattet siger: »Det store spørgsmål er, hvordan livet i en amerikansk by skal være.« Problemerne rækker altså ud over det, der handler om ren og skær race, men race er fortællingens mest enkle greb.

Nogle vil formentlig mene, at Cobb – ligesom Lamar – spiller på det der ikke-truende-sort-mand-lort. Men de færreste vil hævde, at de sociale uroligheder ikke har mere end én årsag. I forrige uge bragte Time Magazine et billede af Baltimore i flammer, med årstallet 1968 streget ud og erstattet med 2015. På de sociale medier har man kunnet se todelte billeder af de optøjer, der fulgte Martin Luther Kings død, og de som opstod, efter Freddie Gray blev lagt i graven.

Man kan let få den opfattelse, at intet har ændret sig, men den fortælling holder næppe. I filmen Selma, som følger borgerrettighedsbevægelsen med Martin Luther King i spidsen under de tre protestmarcher i 1965 – hvoraf den anden endte i overfald på demonstranterne – tages diskussionen op: Bør de sortes oprør være voldeligt –i bedste Malcolm X-stil – eller vil en fredelige march mod Montgomery være mere frugtbar? Undervejs i filmen udtaler Martin Luther King (spillet af britiske David Oyelowo), at »vi forhandler, demonstrerer og står imod. En vigtig del er at øge de hvides bevidsthed om problemerne.«

Efter marchen er blevet mødt med vold fra politiets side på vej mod Alabama, stiller filmen sig på den moralsk pæne side. En af ofrene for overfaldet er klar til at hævne politivolden, men en præst sætter sig imod. Han taler, som han siger, ikke kun ud fra biblens ord, men også ud fra facts – det er, som filmen fortæller os, fornuftens og logikkens sprog: »For hver gang en sort mand skyder to hvide mænd, kommer de med kampvogne og helikoptere og tager 10 af os. Vi er nødt til at vinde på en anden måde.«

Beskeden er den samme som Lamars: Hvis man kræver, at andre har respekt for en, må man også opføre sig respektfuldt over for andre. Hvis man vil have orden, nytter det ikke at skabe uorden. »Det starter indefra.« Ordene kunne også være kommet ud over Luther Kings læber, men de ville nok snarere have været adresseret til præsidenten end de sorte selv.