Print artikel

Dagbog fra Roskilde

Anmeldelse
23.07.13
Roskilde Festival er en årlig rock-affair. Ikke rock som musikgenre. Mere som fænomen. Man kan snildt få fyldt rock-depoterne op af pop, folk, metal og elektro. Det gør nærmest følelsen af rock endnu bedre når musikgenrene blandes grundigt. I år var der omkring 20 koncerter, der hjalp med at få tanket op på rock.

Ankom torsdag. Teltet havde en generøs bror slået op. Jeg landede i den årligt tilbagevendende begejstring med forventningsrus i maven – jeg glædede mig! Roskilde er meget mere end musik, men det har Heidi Larua beskrevet vel i denne uges Weekendavis, så jeg holder mig til at gengive de dagbogsnotater, der vedrører mit personlige koncertprogram. Turen gik direkte til Gloria, hvor Frank Fairfield skulle tjekkes ud. Det er svært at administrere sol, fadøl og festivalstemning om torsdagen. Den sunde rastløshed er en god følgesvend – så der browses. Californiske Fairfield og hans lyd er ung og gammel i på én gang – det er ret unikt og nærmest poetisk. Gloria var proppet til bristepunktet, hvilket er en udfordring for lavstammede mennesker. Well, en god, original og gedigen måde at starte årets rock-affair på. Vinnie Who åbnede efterfølgende Orange – han blev om muligt endnu mindre end han er i forvejen, på den store scene. Ungdommen klæder Orange – og de gjorde det godt i ens Soulland-look og korrekt 90er-frits, men musikken er desværre ikke spændende nok, i min optik. Rastløsheden indfandt sig hurtigt. Savages var desværre også kedeligt. Havde set frem til mødet med de cool damer – men det er altså ikke nok at være dame, man skal være god live – uanset køn! Og det her var for ensformigt – men giver dem gerne en chance en anden gang, for de minder mig om nogle af de bedste tracks med Patti Smith inklusiv hendes unikke evne til råhed og nærvær i ét – men åbenbart kun, når jeg hører dem i ørebøfferne.

Min (måske for) hurtige dom over damerne bragte mig til Kendrick Lamar, der til gengæld var alt andet end kedelig – og det var jeg ikke den eneste, der syntes. I mine ca. 20 år lange forhold til denne såkaldte rock-affair, har jeg sjældent set så ungdomsfyldt en crowd på Grøn. Der hang også youngsters i træerne til Robbie Williams i 2001, men det her varslede nye tider. Spændende. Jeg kunne intet se og ikke tilnærmelsesvist nærme mig teltet endsige scenen, men stemningen kan man ikke udsætte noget på! Videre til Jake Bugg, der desværre led under det klassiske Odeon-problem: For lille og lukket et telt til for stort et navn. Måske skyldes det, at kunstnerne ofte når at vokse sig ganske store i tiden fra de bookes til de skal spille. Det er en evig irritation ved Odeon – men Bugg leverede tilsyneladende varen. Det samme gjorde Disclosure, der spillede op til dans på Apollo, der i år lå permanent mellem festivalpladsen og campingområdet.

Og så var det tid til årets første store sus: Christian Hjelm Odeon. Det havde jeg på ingen måder set komme. Jeg drages af hovedsaligt af internationale navne. Og når det gælder dansksprogede tekster, så hænger jeg lidt fast i det gamle og trygge aka CV, Sebastian, Annedorthe, Ingemann, Skrøbeligt Daggry osv. Men hep – det var en fantastisk koncert. Intens, dygtig, nærværende og propfyldt med gode melodier. Og det med den gode melodi er nu en gang alfa og omega i musikken. Den gode melodi skal jagtes – det er vigtigt i ethvert forhold. Det holder for store mængder rastløshed for døren og skaber koncentration og nysgerrighed. Smukt, Hjelm! Derefter prøvede Sverige at lave noget allstar-lir på Orange…det gik dårligt for Sverige med det.

Det var vist mest af alt en magtdemonstration, mens hun vrikkede kælent med den stramme krop

Fredag startede med Synd og Skam. Det energiske danske band, hvor drengene kan deres højeskolesangbog og litterære referencer. Det hele er super kontrolleret men udført insisterende kaotisk, som ønsker de at bryde med deres kulturradikale opvækst, forestiller jeg mig. Men det er fedt. Ganske enkelt. Sangenes formel er ret ensartet, men energien og intensiteten er enestående. Jeg er fan. Andy Stott byggede derefter en stemning op i Gloria. Scenen fungerede langt bedre til hans musik end Fairfields. Stotts lydbillede var i starten så mørk og uhyggeligt, at det kunne give mareridt. Men den fikse Manchesterboy fik os naturligvis hele vejen rundt. Well done. Ørkenkongen Bombino var legendarisk og dybt original. Ikke kun pga. sin ikoniske klædedragt. Også musikken havde en magnetisk effekt – den såkaldte ørkenblues var enormt velspillet og hele Odeon-teltet gyngede stemningsfyldt. Jonathan Wilson er født i 1974, men spiller, som var han født 30 år før. Hans opdaterede syrer-surf stil er ret overbevisende, og skabte god sommer-chiller-stemning på hele Odeon-området. Han er på sin vis den ideelle festival-booking, da hans musik fungerer perfekt til både baggrund og fordybning. Modsat Killer Mike, som man bliver nødt til at høre ordentlig efter, hvad siger. Det var en sand fest at opleve ham på Cosmopol – og det mindede mig om, hvad det nu er hip hop kan. Den der særlige fornemmelse af, at man er et udvalgt publikum, der får lov til at få indsigt i hans historier og holdninger. Jeg er ikke nogen stærk rap-lytter – men når det virker, så virker det virkelig!

Næste musikalske stop var Rihanna – og på forunderlig vis endte jeg i pitten foran Orange, hvor jeg brugte de første 20 minutter på at overveje, om jeg synes det var cool eller irriterende, at hun da vist sang playback. Men var derefter fuldstændig bedøvende ligeglad – det var en legendarisk oplevelse. Måske havde det flere træk til fælles med en kunstperformance end en egentlig koncert. Det lignede et statement, når hendes ikoniske stemme gjaldede ud over pladsen uden hun havde mikrofonen i nærheden af munden. Det var vist mest af alt en magtdemonstration, mens hun vrikkede kælent med den stramme krop under en gigantisk fashionrigtig KTZ baseball-kjortel. Tungen slog smæld og hendes blik var enten hashtåget eller trist. Når hun sang live lød det formidabelt – men det var hende, der bestemte, hvornår hun gad. Kraftwerk har haft for vane at vise deres undværlighed på scenen via robotter, The Knife eksponerer den elektroniske dansemusiks programmerthed ved at skabe forvirring om, hvem der synger – og om de overhovedet selv er tilstede. Og Rihanna gjorde det så på sin måde. Den sidste 1/3 af koncerten var helt fantastisk. Der blev skruet op for tempoet og de überligt smækre dansere skabte hed stemning med lækre og skarpe koreografier, som Rihanna gled ind og ud af på raffineret vis. Hele scenografien var en art sofistikeret og stilsikker camouflage, som hun kunne være en del af når hun lystede – she had the power! Der hvor jeg befandt mig var stemningen smuk og intens. Samtidig føltes det lidt som at være vidne til historien eller en art paradigmeskift. Folkelighed er folkelighed. Og rock kan være pop. Rihanna var ren rock-affair – jeg ser allerede frem til næste års major pop-booking. Det var en formidabel oplevelse. Derefter lavede Crystal Castle en fest på Grøn – og så drog jeg mod Kbh K, hvor jeg skulle være til dejlig bryllupsfest hele lørdag.

Søndag kastede jeg mig igen i grams. Var slet ikke færdig med den rock-affair. James Blake er måske nok en kende for alvorlig til min smag – men han var sgu sej og fyldte både Orange og hele luften med formfuldendte og cool beats. Solen bagte og selv de blegeste fik farve i kinderne igen. Festen fortsatte hos unge Azealia Banks, der iført badedragt i 90er-snit, miksede dans, kommando og hip hop i det tætpakkede Cosmopol-telt. BRMC hørte jeg på repeat for en del år siden. Og jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at de stadig gjorde det for mig. Men nogle musikere – især dem med en vis erfaring - indtager bare Orange som var det deres øver – det mest naturlige i verden. Det var en ægte gedigen rockkoncert i bagende sol. Velspillet, cool og ligeså legendarisk som for 10-11 år siden. Queens of the Stone Age hørte jeg fra en bar bag Orange – det larmede tungt som det plejer. Modsat Miquel, hvis vidunderlige stemme indtog Grøn umiddelbart efter. Hans moves, attitude og stemme er alt for lækker. Men huhej, hvor var musikken dårlig. Han glemte den gode melodi og det er dumt, hvis man gerne vil være popstjerne. Hele affæren blev afsluttet med et syn af ca. 50.000 mennesker i den ældre ende iført 3Dbriller i pap foran Orange. Kraftwerk må have moret sig kosteligt bag det alvorlige tyske ydre. Men sikke dog en koncert. Alle hits blev spillet – ingen nævnt, ingen glemt. Formfuldendt og stilsikkert med flyvende 3Dcykler efterfulgt af piller og tabletter (!) i vitaminform, grafiske elementer og gamle spillefilm. Åh Roskilde – du gør mig ør, glad og lidt mere rummelig hvert år - jeg er slet ikke færdig med dig som fling.