Print artikel

Boys Don’t Cry

The Shins - det er ren sex
Anbefaling
29.06.12
ATLAS guider til årets Roskilde Festival. Tre musiktosser giver her deres personlige bud på, hvilke koncerter der er værd at opleve på årets Roskilde Festival. De falder i kategorierne den vigtige, den festlige, den stille, den danske og den overraskende. Drenge og piger græd ikke - det bliver fantastisk.

Tommy Heisz aka the godfather aka majortom.dk anbefaler

Den vigtige: 

Boubacar Traoré

Alle ved jo hvem Bruce Springsteen og Jack White er, så på trods af de herrers ubestridte vigtighed er det ikke rockmastodonterne, jeg vil fokusere på her. Derimod en mand uden de store armbevægelser. Boubacar Traoré er en sej, gammel bluesmusiker fra Mali. En af dem, der i 60’erne satte strøm til guitaren i Vestafrika og lod Malis egen traditionelle musik smelte sammen med de amerikanske brødres elektrificerede bluesmusik. En ufatteligt stemningsfuld omgang blues med masser af afrikanske instrumenter inde over. Men det er den svedige, støvede bluesguitar, der bærer det hele frem. Så fedt!

Boubacar Traoré spiller fredag kl. 16.00 på Pavilion. 

http://www.youtube.com/watch?v=LU7AcUiBs6g&feature=player_embedded

Den festlige:  

Majovci Group

Skør, skæv og festlig makedonsk musik, der efter sigende bliver brugt i stor stil til bryllupsfester. Man ser det for sig. Slagtøj, sære fløjter og andre blæseinstrumenter, folkedragter og fuld knald på festen. Jeg forestiller mig, at det her orkester kan få festivalpublikummet til at svæve i en god times tid lørdag aften/nat. Og jeg vil gerne være med, hvis altså ham der Bruce har fået gjort sig færdig.

Majovci Group spiller lørdag kl. 23 på Gloria. 

Den stille:  

First Aid Kit 

De svenske søstre lagde ud med at være et såkaldt Youtube-fænomen (elsker det begreb). De stillede sig ud i en skov og spillede en hårrejsende smuk version af et Fleet Foxes-nummer, og det havde så stor gennemslagskraft, at det åbnede mange døre for dem. Derfor får de i dag lov at lege med nogle af de helt tunge drenge fra Jack White til Conor Oberst. Sidstnævnte medvirker på First Aid Kits meget vellykkede album The Lions’ Roar, der kom tidligere i år. Det er smuk, harmonisk og velklingende folk. Ikke så meget skarp kant at stikke sig på der, men det er fantastisk flot udført, og jeg gætter på, at det holder live, og så passer det rent tematisk fint ind i den eftermiddags folk/country-spor – også The Low Anthem og Alison Krauss & Union Station spiller lørdag eftermiddag.

First Aid Kit spiller lørdag kl. 15 på Odeon. 

Den danske:  

I Got You On Tape

Måske det bedste danske band overhovedet lige for tiden. Og af uransagelige grunde har jeg aldrig fået oplevet dem live. Jakob Bellens og resten af IGYOT har gennemgået noget af en udvikling, siden de udgav deres første albums i et tungsindigt, rocket lydunivers. De er gået club og har fyldt masser af elektroniske virkemidler på sangene, og det fungerer i mine ører intet mindre end perfekt.

I Got You On Tape spiller fredag kl 19.00 på Arena.

Den overraskende:  

Dangers of the Sea

Det bliver så til endnu et dansk band. Og et band, der spiller allerede i opvarmningsdagene. Dangers Of The Sea har endnu ikke udgivet så meget, men der er efter sigende et album på vej, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Her er der nemlig klare referencer til et af mine absolutte favoritbands, amerikanske Midlake. Generelt er Dangers of the Sea meget inspireret af sen-60’ernes og 70’ernes folk. Det lyder rigtig lovende.

Dangers Of The Sea spiller tirsdag kl 16.00 på Pavilion Junior.

Henrik Nilsson aka rockville anbefaler

Den  vigtige: 

The Cure

Hvis nogen tvang mig til at vælge mellem de helt store kanoner på årets festival, ville jeg pege på The Cure. Jeg ved det, både Bruce, Bon Iver og Björk kommer også (sidstnævnte har jeg det i øvrigt mere end almindeligt svært med), men altså, det er The Cure!

Et band, jeg altid har elsket for deres melodiske mørkelege, der gang på gang har ramt den perfekte balance mellem kældersort dysterhed og en helt særegen, altopslugende nerve og energi.

’Disintegration’ er stadig et af mine all time favoritalbum,  og for min skyld må de sgu gerne spille det fra ende til anden torsdag den 5. juli, når de går på som årets første hovednavn. Men men men, mon ikke den sortrandede fest for alvor eksploderer, når de spiller ’Boys Don’t Cry’?

The Cure spiller på Orange, torsdag kl. 21:00

http://www.youtube.com/watch?v=9GkVhgIeGJQ&feature=player_embedded

Den festlige: 

Malk de Koijn

Det er næsten for oplagt, men mit bud på den bedste fest på årets festival kan ikke være anderledes. Selv om jeg er et udpræget rock-menneske, kan jeg ikke lade være med at lade mig rive med af dette uforlignelige orkesters geniale tekster og syrede univers. Sidste års ’Toback To The Fromtime’ var et vellykket comeback, hvorfra jeg bl.a. vil glæde mig til at høre ’En Gang’

Malk de Koijn spiller på Orange, fredag kl. 01.00. 

Den stille:  

Jakob Bro

Danske Jakob Bro er leveringsdygtig i den totale meditative ro, der også kan være brug for på Roskilde. Hans jazzede lydlandskaber er perfekte bare at læne sig tilbage i græsset, lukke øjnene og slappe helt af til. Det passer slet ikke så tosset til sådan en opbyggelig fredag middagsstund, lige før det hele går amok. Glæd jer ikke mindst til det fremragende 2011-album 'Time', hvor han spiller sammen med jazzkoryfæer som Lee Konitz og Bill Frisell

Jakob Bro spiller fredag kl. 13 på Gloria. 

Den overraskende:

The Low Anthem

Det her er en af mine helt store favoritter. Et af de allerbedste album sidste år var i mine ører ’Smart Flesh’ fra Rhode Island-bandet The Low Anthem. Jeg hørte dem på Loppen for et års tid siden, og det var en intens og stærk oplevelse. Det er americana, når det er bedst, med spor til Dylan, Cohen og flere andre.

Glæd dig til en (gulv)bassist/trommeslager, der ligner en mellemting mellem en shaman og en centralasiatisk hippie, til momentvis skønsang af en anden verden og ikke mindst til forsanger Ben Knox Miller, der giver en god banjo og både kan lyde som netop Dylan og Cohen.

The Low Anthem spiller på Pavillion, lørdag kl. 17:30

Den danske: 

Mew

Jeg missede Mew, sidste gang de spillede på Roskilde (2009), og det har jeg været ked af lige siden. Det skulle efter sigende have været en enestående koncert i kølvandet på udgivelsen af et enestående album, ja i mine ører et af de absolut bedste danske album i dette årtusinde: ’No More Stories Are Told Today, I’m Sorry They Washed Away’. Så selv om Mew ikke har udgivet nyt materiale siden, er der al mulig grund til at glæde sig til – forhåbentlig og sandsynligvis – at høre både sange fra dette som fra tidligere Mew-plader. Jeg er ikke lige stor fan af det hele, men nummeret ’No More Stories …’ blæser mig stadigvæk omkuld.

Mew spiller på Orange, lørdag kl. 01:30

Camilla Gummer aka Calexas Mixtape anbefaler

Den vigtige: 

The Shins 

Det absolut eneste navn, der fik mig til at udbryde “yes!”, da jeg deltog på pressemødet for annonceringen af årets festival-navne. Jeg har lyttet til amerikanske The Shins siden 2004, hvor bandet blev mit yndlingsband, da filmen Garden State og dertilhørende soundtrack, produceret af Zach Braff, kom ud.

Deres længeventede comebackalbum, Port Of Morrow, udkom i år, efter fem års pause fra bandet. Albummet havde tre brag af fede plader at komme efter, men det har ikke været et problem for bandet at leve op til det - eller også er det fordi at jeg havde ventet i fem år, at det var en større fryd for øret! The Shins formår at producere indierock som ingen andre. Det er sommerstemning, og James Mercers stemme kan det samme fantastiske, som den altid har kunnet. Jeg har rigtig mange forskellige minder med The Shins, især sommerminder om morgencykelture hjem fra byen, fuglekvidren og goodtimes.

Jeg har ikke haft mulighed for at opleve The Shins på scenen før, så der er no way, at jeg går glip af denne oplevelse, også selvom mange sikkert vil se skævt på at min vigtigste koncert, hverken er Bon Iver eller Springsteen, men The Shins! Lyt til albumåbneren på det nyeste album forneden.

The Shins spiller torsdag kl 18.00 på Arena

http://www.youtube.com/watch?v=RoLTPcD1S4Q

Den overraskende:  

Django Django 

Django Django er et relativt nyt britisk band fra Skotland, der trækker på psychrock-genren med et britisk touch – i januar måned, udkom de med deres debut, den selvbetitlede Django Django. Jeg synes det lyder som om at kvartetten har spillet sammen længe, men de hookede også op i 2009, hvorfor man må formode at de har jammet sammen en hel del, før debuten altså kom ud. Jeg tror de har potentiale til at overraske en hel del, da de stadig er relativt unknown og nye, men altså ifølge mig bærer på noget erfaring.

Django Django spiller torsdag 17.30 på Pavilion

Den festlige:  

Santigold 

Bag Santigold står den amerikanske sangskriver, producer og popsangerinde Santi White. Musikken er up-beat og energisk og er en fusion mellem rap, soul, electro, new wave og dub. Debuten Santogold, blev sommersoundtracket for en del fester for et par år siden og nu er Santigold altså på gaden med opfølgeren Master Of Make-Believe, hvoraf en meget feststemt single, kan høres forneden. Der er gang i festen på en rar måde og jeg tror man går fra koncerten i godt og festligt humør!

Santigold spiller søndag kl. 20.30 på Arena

Den stille:  

M83 

M83 er også én af mine must-see koncerter. Jeg kan umuligt forestille mig en bedre kandidat til en chillout/ambient-koncert. Jeg ved ikke hvilken scene de skal gæste, men jeg kunne ønske mig Orange, hvor man kan dyrke noget stargazing og blive blæst væk af den franske musiker Anthony Gonzalez, der står bag det musikalske projekt. Det er shoegazing krautrocklignende toner, pakket ind i en blød bubblewrap af electronica-ambient. Midnight City trækker tråde til synthpopuniverset, som blandt andet er den grundlæggende lyd på Drive-soundtracket.

M83 spiller lørdag kl. 20 på Arena

Den danske:  

EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR

Inden for den danske kategori, har der været masser at vælge imellem. Jeg synes at Roskilde Festival, har mange prominente danske navne på programmet. Det er selvfølgelig en lille smule paradoksalt, at netop mange af de navne, har man kunne opleve i København over de sidste par måneder, hvorfor det måske ikke super specielt at tage på Roskilde, for at se dem. Men stadig.

Mit danske bud bliver i denne forbindelse de Odenseanske syrerockere Causa Sui, som besøger Roskilde til en trippelkoncert med den københavnske postrock trio Papir, samt El Paraiso Ensemble. Dette glæder jeg mig specielt meget til, da jeg missede Causa Sui i efteråret. Alle bands bliver præsenteret af det nye eksperimenterende danske pladeselskab El Paraiso Records (som Causa Sui selv står bag), som i anledning af festivalkoncerten har sammensat denne El Paraiso Ensemble. Causa Sui er en duo bestående af Jacob Skøtt og Jonas Munk, sidstnævnte som generelt har spillet en stor rolle på den psykedeliske Odensescene. Duoen er især blevet anerkendt for udgivelsen Summer Sessions Vol. 1-3 - den fuldstændigt fungerende støjinstrumentelle trippel-cd fra 2010.

EL PARAISO presents CAUSA SUI, EL PARAISO ENSEMBLE and PAPIR spiller søndag kl 12 på Pavilion

mws@atlsmag.dk