Print artikel

Borgmesteren af folkemusikken

Foto: Krister Kleréus
Profil
19.10.13
Izzy Young var med til at skabe den folkemusikscene, Bob Dylan og Joni Mitchell blev født ud af. I dag laver han stadig koncerter, men har flyttet sin butik til Stockholm.

Samtaler med Izzy Young er som en storm af anekdoter og indsigter fra musikhistorien. Den gamle mand, der af Bob Dylan-evangelister bliver nævnt som en central del af forløsningen af unge Bobs talent, vil hellere end gerne fortælle dig, hvordan det meste hænger sammen. Det generer ham heller ikke at skælde lidt ud på dig, hvis han synes, du stiller dumme spørgsmål. Men mest af alt er han en generøs ældre herre, der byder på kaffe og vindruer til den besøgende og fra sit lille Folklore Center på Södermalm i Stockholm stadig udfører det arbejde, som han startede i New York i 1957.

»Jeg er en almindelig jødisk dreng fra Lower East Side. Mine forældre havde et bageri på Ludlow street. Det var under depressionen, og vi var fattige. Nu er det en yuppie-gade, men da jeg voksede op, var det fattigt.«

»Det tog mig 30 år at komme fra Ludlow street til Grenwich Village,« fortæller Izzy Young, som egentlig skulle have været en form for videnskabsmand, men gik ud af skolen, da han blev fascineret af square dance og senere folkemusik i det hele taget. I 1957 åbnede han sit Folkore Center på MacDougal street i Village. En gade, der dengang var epicentret for den såkaldte folk revival, beat-digterne og alt, hvad der kunne krybe og gå af amerikansk bohemeliv og avantgardekultur. Centeret var både boghandel, spillested, folklorearkiv og naturligt mødested for et miljø, der senere ville få afgørende betydning for både ungdomsoprøret og udviklingen af amerikansk kulturliv som sådan. Folklorecenterets status i 60’erne gav Izzy Young tilnavnet borgmesteren af MacDougal street, og det siger faktisk ikke så lidt i en gade, der blev udklækningsstedet for kunstnere som Hendrix og Dylan.

Forretningsmodellen for koncerterne er stadig den samme på Södermalm som i det mytiske 60’er Village. Det koster et lille beløb at overvære koncerterne, og indtægten deles 50/50 af kunstner og Young. Det kan være en gennemrejsende folkemusiker fra Ghana eller som engang på MacDougal street den første koncert i USA med Joni Mitchell.

»Jeg mødte Joni Mitchell til en festival i Canada i 1967, så jeg sagde til hende; ’kom til New York, så kan du spille en koncert i min forretning’. Hun spillede en koncert i min forretning, ingen kontrakt, intet papir ikke noget som helst. Der kom 32 mennesker, som hver betalte to dollar, så jeg fik 32, og hun fik 32.«

Mitchell havde selvfølgelig hørt om det legendariske Folklore Center og var klar over, at adskillige berømtheder havde fået deres start her, men havde ikke helt forstået forretningsmodellen.

»Da jeg gav hende de 32 dollar, blev hun overrasket og sagde: ’jeg troede man spillede gratis på dit sted, og så bliver man berømt’. Nej, nej, nej, sagde jeg. På mit sted får du 32 dollar, og bliver du berømt.«

Og hvordan ender borgmesteren af New Yorks subkulturelle hovedstrøg så i Stockholm. »Man møder en svensk kvinde på en spansk ø, man forelsker sig, man får et barn, man bliver skilt, man møder endnu en svensk kvinde, man får et barn mere,« opsummerer Izzy Young melankolsk. Han flyttede i starten af 70’erne hele sin forretning til Sverige og fortsatte ufortrødent sit arbejde fra Grenwich Village:

»Jeg har ikke gjort alt det, som en jødisk dreng fra New York plejer at gøre, men jeg har et godt liv her.«

Hans datter fødte for kort tid siden hans barnebarn på det samme hospital, som dronningen fødte på, fortæller han. »Kan det blive mere lige end det?!« spørger han uden at forvente et svar. Helt ukritisk er han nu ikke. Svenske musikere synger forfærdeligt på engelsk, meddeler han, og man har et overdrevent ukritisk kærlighedsforhold til amerikansk kultur. Men Izzy Young fornemmer, at hegemoniske kulturer har naturlige svingninger.

»Før amerikansk popkultur var populært i Sverige, var nazikultur populært i Sverige, og før det var fransk kolonikultur populært.«

Og så er det selvfølgelig irriterende konstant at blive belejret at musiknørder, som vil høre Dylan-anekdoter fra en insider: »Det er jo alt sammen skrevet ned i forvejen.«

Han anbefaler folk, der vil vide noget om 60’ernes downtown-scene i New York at læse afdøde Suze Rotolos erindringsbog fra netop den periode. Rotolo var Dylans kæreste i de tidlige år og sandsynligvis inspiration for nogle af de mere forsmåede kærlighedssange fra de tidligste plader. Det er også hende, som går arm i arm med Dylan på coveret til Freewheelin’ pladen.

Man kan komme i tvivl om det er krukkethed eller træthed, men Izzy Young taler med hånlig foragt om hans besøgende anekdote-jagere. Alligevel siver historierne ud af ham, men ikke hvis man presser. Han fortæller, hvordan Dylan engang nægtede at tage imod et honorar på 20 dollar for en koncert, der gav underskud, fordi de havde brugt for mange penge på at leje Carnegie Hall, men endte med at tage imod 10. Han fortæller også, at hans datter har to håndskrevne Dylan-manuskripter placeret i en stockholmsk bankboks. Den ene endda opkaldt efter Youngs butik. Talkin’ Folklore Center hedder den. Resten af arkivets indhold er stablet rundt om Izzy fra gulv til loft, overblikket har han vist efterhånden mistet, men glæden ved arbejdet er intakt.

»Jeg har levet sådan her i 50 år nu. Altid været bekymret for, hvordan jeg skulle finde penge til huslejen, telefonregningen og alt andet, men jeg har det godt. Jeg er gladere end de fleste af mine venner, jeg kan gøre som jeg har lyst til. Det eneste jeg kunne ønske mig er en lille smule flere penge, men jeg har jo vindruer«, smiler Izzy Young og rækker fadet bydende frem.