Print artikel

Ambivalent katharsis

Kritik
24.10.19
Nick Cave viser på paradoksal vis på sin nye plade, at han har fundet håb i sit tab. Han har erkendt og formået at vise, at det er i tragedien, at vi er smukkest. Han lover os, at når den uundgåelige smerte indtræffer, er vi ikke alene.

En søndag i oktober sad jeg i kirken til min nevøs barnedåb og lyttede til præstens prædiken om enken fra Nain, der har mistet sin søn. I den korte fortælling ankommer Jesus og hans disciple til Nain, da man bærer den døde gennem byens gader. Jesus går da hen til den sørgende enke og siger »Græd ikke«, hvorefter han giver sønnen livet tilbage.

I dagene forinden havde jeg levet og levede stadig i ordene og musikken fra en, der som enken, har oplevet at se sit barn dø. Nick Cave udgav den 4. oktober sit nye album Ghosteen, og som på forgængeren Skeleton Tree, er sønnen Arthurs død nærværende overalt som den begivenhed, alt i sidste ende fører tilbage til. På Ghosteen er Cave i intens dialog med sig selv, om det er muligt at forsone sig med fortiden, om det er muligt at finde fred. Selv om hans svar forbliver uafklaret, er der er en overvældende tro på, at vi kan være hinandens hænder i mørket, og som sådan er værket en æstetisk fuldbringelse af den medmenneskelige ideologi og praksis, der har været definerende for Cave efter Arthurs død.

Der er ellers gode grunde til ikke at lade tabet blive forklaringsramme for alt, hvad Cave har lavet siden, men omvendt er det tydeligt, at det har været et altomfattende før-efter – en personlig tragedie så stor, at den ikke har kunnet andet end også at invadere og overtage hans kunst. I koncerter har han opsøgt fællesskabsrusen ved at kalde hele menneskemængder op til sig på scenen, og i sine Red Hand Files har han med stor ærlighed og generøsitet svaret på alle slags spørgsmål fra fans. At have fulgt Caves sorg og samtidige insisteren på at lede efter en vej frem har været dybt bevægende, fordi man har fulgt et forbilledligt menneske, der ikke er flygtet fra verden, men i stedet har rakt ud efter den.

Cave har åbent vist os, at han bærer den ubærlige tabserfaring med sig hele tiden, men hvis der er noget, han på intet tidspunkt har givet indtryk af, er det muligheden af en pludselig forløsning, en deus ex machina, der genskaber det tabte.

I Andrew Dominiks film One More Time With Feeling, der dokumenterer tilblivelsen af Skeleton Tree, fortæller Cave et sted, at han efter Arthurs død har mistet troen på sproget. Han er ikke længere i stand til at udtrykke sig meningsfuldt, ordene er blevet utilstrækkelige, hvilket filmen viser konkret: Cave taler i sprængte sætninger, der har svært ved at forbinde sig til hinanden. Det sproglige kollaps er et vidne om omfanget af den personlige katastrofe, for det viser et menneske, der grundlæggende føler sig afkoblet fra verden. Ordene kan ikke lindre smerten eller placere tabet i en meningsfuld sammenhæng. Ordene er ikke længere i forfatteren og sangskriverens tjeneste.

Bright Horses fra Ghosteen synger Cave om en lignende sproglig og eksistentiel afgrund, hvor metaforen og Gud er død: »And horses are just horses and their manes aren’t full of fire / The fields are just fields and there is no Lord«. Men sangen og albummet generelt bekender sig aldrig til denne dystopi, men sætter sig i stedet for at genfortrylle en verden, hvor heste ikke bare er heste, men lysende heste med manker af ild. Indimellem er det et gennembrud til en ny virkelighed, en ekstatisk frigørelse: »The bright horses have broken free from the field / They are horses of love, their manes full of fire«. Og på Sun Forest dirigeres vores blik i retning af et andet sublimt billede: »Come on, everyone, come on, everyone / A spiral of children climbs up to the sun«.

Han ved, at utopien er skrøbelig, men han vil på samme tid insistere på, at den er mulig at nærme sig, om ikke andet så i øjeblikke – for hvad er alternativet?

Ghosteens billedrigdom nærmer sig ofte et mytologisk sprog, og det er også figurer fra de store fortællinger, Cave opsøger undervejs: Livjatan, Jesus og på det epifanisk afklarede afslutningsnummer Hollywood – Buddha – der viser Kisa, hvis barn er døende, at tabet er et menneskeligt vilkår; at hun må forsøge at give slip. De store fortællinger er her ikke fortidens støvede artefakter, men genopdages som almengyldige formuleringer af vores fælleseksistentielle skæbner. På Ghosteen har Cave genfundet troen på sproget og fortællingen. Han er som Jesus i mirakelfortællingen, der med ord genrejser en knust verden. Men selvom Cave kommer langt, har han ikke den samme magt.

For der er også en underliggende desperation i de overdådige billeder. Som på det paradisisk-mytologiske albumomslag er det et næsten overæstetiseret univers, Cave og hans band The Bad Seeds frembringer. Overæstetiseringen er ikke en mangel på kunstnerisk takt, men er på sin vis uendeligt smuk, for det er som en kamp for overlevelse; et vedholdende, men vaklende forsøg på at skabe en verden overmættet med betydning som det nødvendige svar på tabserfaringens tomrum. Et svar, der må være enormt. Og det ved Cave. Han ved, at utopien er skrøbelig, men han vil på samme tid insistere på, at den er mulig at nærme sig, om ikke andet så i øjeblikke – for hvad er alternativet? Og som han synger på Waiting for You: »Well, sometimes a little bit of faith can go a long, long way«.

Det er i den konstante tvivl om utopiens virkelighed, at albummet befinder sig. For andre steder ophæves frelsens mulighed. Metaforen lever, men den skaber også ensomme billeder: »We are fireflies pulsing dimly in the dark / We are here and you are where you are«. Den håbløshed, der momentvis overtager Ghosteen, gengiver sorgens særlige rum, hvor det meget af tiden er muligt at leve videre, men indimellem og med voldsom kraft bliver tabet igen uoverkommeligt. Men selv i fortvivlelsen findes troen. Det kan godt være, vi er ildfluer i et stort mørke, men vi er ikke desto mindre lyset i det mørke. Og på codaen i Sun Forest, hvor Caves stemme er dæmpet og det instrumentelle akkompagnement nærmest flimrende, som sender han en meddelelse fra en anden dimension, forsikrer han sangens du, at selv på tværs af tid og rum, er han ved vedkommendes side.

Dialektikken mellem utopi og sammenbrud eksisterer ikke kun i teksterne, men også sonisk, hvor det dominerende udtryk er svævende ambiente lydflader, der hæver sangene op i en lysende sfære, hvor nye verdener åbner sig. Men på titelnummeret bliver det ekstatiske omkvæd pludselig afløst af en sørgende synthesizer – overgangen er som en illusion, der brister. Og på Hollywood er det næsten balsamiske himmelkor, der ledsager de fleste sange, blevet til et alvorsfuldt varsel, der sammen med trommernes og bassens marcherende ulmen synes at føre Cave langsomt frem til den eksistentielle apokalypse: »It’s a long way to find peace of mind / And I’m just waiting now, for my time to come«.

Det er muligt, at Cave først finder fred i døden. Han kan ikke bringe sin søn tilbage, og hans sår kommer aldrig til at hele. Men hvor paradoksalt det end lyder, virker det også som om, at Cave har fundet et stort håb i sit tab. Han har erkendt og formået at vise os andre, at det på en måde er i tragedien, at vi er smukkest. Han lover os, at når den uundgåelige smerte indtræffer, er vi ikke alene. Det er altid muligt for os at finde hinanden. Det er vi nødt til at tro på. Vi må tro på en overvældende verden fyldt med betydning. Det er en verden, der har sine luner, og som kan finde på at tage, som den vil. Men for al dens mørke, flyver små lysende prikker omkring, der, hvis de samler sig, bliver til en fantastisk kugle af ild. Jeg ser Nick Cave for mig som en silhuet, der i min retning, rækker hånden ud.