Print artikel

Alfabeternes regn

Martin Ryum fortolker Inger Christensen
Interview
04.09.13
Den afdøde danske digter Inger Christensen har reddet Martin Ryum. Musikeren fik hul igennem til sin kreative åre efter en bestillingsopgave med afsæt i hendes digte. Nu arbejder han på et helt album, hvor han omsætter Inger Christensen-digte til musik.

Spruttende gnister, søjler af regn, glødende lava og psykedeliske formationer af iskrystaller. Billederne glider over lærredet bag de fire musikere på Gloria-scenen – Roskilde Festivals lukkede, intime scene, hvor man ikke bare dropper forbi. Her kommer man for at lytte.

Gloria-scenen er et frirum på den ellers kaotiske festival. Her er der plads til den rolige og eftertænksomme oplevelse. Og Martin Ryums middagskoncert udnytter til fulde det, scenen kan. Det er en revitaliseret mand, der sidder bag klaveret deroppe. En mand, der endelig har fået hul igennem efter i årevis har befundet sig i en kreativ krise.

Det er snart 10 år siden, Martin Ryums første og hidtil eneste soloalbum udkom. Og det er endnu længere siden, at han for alvor markerede sig med indierock-bandet Speaker Bite Me. Men nu er der sket et gennembrud. Og i virkeligheden var det noget gammelt, der skulle til for at skubbe Martin Ryum i en ny retning. En afdød dansk digters tekster fra en anden tid.

De nye sange, Martin Ryum sammen med resten af bandet fremfører på Gloria, bygger alle på tekster af Inger Christensen. En digter, der altid har fyldt meget i Martin Ryums univers:

»Hun er den største. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen dansk digter, der har betydet mere for mig end Inger Christensen. Hun har den der vekslen mellem gammeldags symbolisme og natur på den ene side og så det matematiske, systematiske og naturfaglige på den anden side. Det bløde, der møder det hårde på en helt særlig måde,« siger han, da Atlas møder ham efter koncerten.

For et par år siden spurgte Signe Høirup Wille Jørgensen, som Martin Ryum i sin tid spillede sammen med i Speaker Bite Me, om han ville spille til et arrangement, som hun lavede sammen med forfatteren Dy Plambeck. Han skulle fortolke noget litterært, og dengang var han ikke i tvivl om, at det skulle være Inger Christensen. Men at projektet skulle vokse sig til noget større end det, havde han ikke forestillet sig.

»Der skete noget med mig, da vi arbejdede på de numre. Jeg kunne mærke, at det aktiverede et eller andet i mig, og efterhånden gik det op for mig, at jeg måtte arbejde videre med det,« fortæller han.

Signe Høirup Wille Jørgensen er også med på Gloria-scenen i dag. Sammen med Maria Laurette Friis udgør hun et kor, der har en sært dragende effekt. Af og til mødes de to sireners stemmer i smukke harmonier, men det er ikke kun skønhed. Der er på én gang noget foruroligende og forførende over det, når de to blander deres desperate, hysteriske og gudesmukke sangstemmer. Særligt på Alfabeterne findes, der med sine 10-11 minutters varighed er en slags rygrad i hele sættet af Inger Christensen-numre.

Alfabeterne

findes

alfabeternes regn

regnen der siler

nåden

lyset

Mellem numrene tager Martin Ryum sig god tid. Kigger veltilpas ud over publikum, der ikke er voldsomt mange i antal, men som til gengæld lytter med en opmærksomhed, der ellers er svær at opdrive på festivalen. Han ligner en stolt mand, og det er han også. Bagefter fortæller han, at det var en overvældende oplevelse at sidde på scenen og for alvor mærke, at hans nye projekt er ved at få vinger:

»Det kom fuldstændig bag på mig, at vi skulle spille herude. Vi er jo ikke ret langt i processen. Først her hen over sommeren skal jeg i studiet med min producer, Nikolaj Nørlund, for at give numrene form. I vinter spillede jeg på Frost-festivalen, og derefter blev jeg kontaktet af Roskilde Festival. Det er jo en gave at få lov at spille det hele her, før det overhovedet har fundet sin endelige form.«

Det skrabede udtryk med Martin Ryum på klaver og sang, de to korsangere og en enkelt blæser fungerer optimalt på den lille, intime scene. Men det er ikke udtryk for, hvordan musikken kommer til at lyde, når den kommer ned på album:

»Det er vigtigt for mig, at det her ikke bliver et litterært projekt. Jeg er først og fremmest musiker. Jeg har en kæmpe respekt for de ord, Inger Christensen har skrevet, og jeg vil værne om strukturen i digtene og alle de fine ord. Det er også en del af den aftale, jeg har indgået med hendes søn, at jeg ikke kommer til at klippe det til ukendelighed. Men jeg er først og fremmest musiker, og min store udfordring her er at få det hele til at fungere som sange. Det er ikke bare digte med musik, det er selvstændige sange, der skal kunne noget på egen hånd,« siger han.

I den proces regner Martin Ryum med at kunne drage stor nytte af at skulle arbejde sammen med producer Nikolaj Nørlund, som selv har lavet lignende projekter før – han satte eksempelvis musik til en række af Michael Strunges digte på albummet Navnløs i 1996.

»Jeg er sikker på, at det bliver godt at arbejde med en mand, der både har lyst og evner til at gå ind i det tekstlige univers for at få tingene til at fungere,« siger han.

Det kreative mørke, Martin Ryum befandt sig i, før han fik ideen til dette projekt, var ved at drive ham til vanvid. Han stod ellers med gode muligheder efter at have udgivet sin solodebut Uden Garanti i 2004:

»Jeg fik gode anmeldelser, og jeg vandt en Steppeulv for bedste tekster. Jeg var overbevist om, at jeg ville lave mere, men jeg kunne bare ikke finde nøglen. Og så gik der børn og familie i den og en masse andre undskyldninger for, hvorfor jeg ikke kunne få hul igennem. Det er jo paradoksalt nok, at der skulle en bestillingsopgave til – som Inger Christensen jo var i første omgang – for at jeg igen kunne se vejen. Det er skørt, men jeg er bare taknemmelig for, at det overhovedet skete. Hun har jo reddet mig rent kreativt.«

Stjernernes

stenenes

mellemrum

og former

flodernes løb

og sindets

bevægelser