Print artikel

Med mormor i Kenya

Der står vindmøller fra Vestas på toppen af Ngong Hills, dem Karen Blixen skrev om som de fem knoer i horisonten.
Essay
11.01.14
»De mange samtaler, der synes at være blevet til én lang samtale. Vi synes begge, at vi er heldige, at vi kan have den slags samtaler med hinanden. At samtalen har fået lov til at springe en generation over på den måde.« Andreas Eckhardt-Læssøe er både langt væk hjemmefra fra, og helt tæt på i sit rejseessay fra Kenya.

Jeg er i Kenya med min mormor, vi skal på ferie i to uger bare os to. Ingen af os har prøvet det før, at være sammen bare os to, i to uger. Jeg tror, at vi begge har haft vores betænkeligheder ved det. Skal vi dele hotelværelse, hvad nu hvis jeg går for sent i seng om aftenen, så kan hun ikke sove, og mig selv; kan jeg finde ud af at hjælpe hende, hvis der sker noget, og hvad skal vi snakke om, kommer vi ikke til at kede os. Ikke siden jeg var helt ung og fik hjælp til fransklektierne, har min mormor og jeg brugt mere end et par timer sammen og altid i selskab med andre. Men nu skal vi være i Kenya sammen i to uger med meget lidt selskab og meget tid sammen.

Vi bliver hentet af Peter i lufthavnen. Han er ven med min mormor. Vi skal bo hos ham de næste par dage. Før vi skal til vandet og varmen. Min mormor fryser i Nairobi. Husene holder på nattens kulde langt op ad dagen, og hun fryser i blæsten udenfor. Først om eftermiddagen bliver det varmt, og så bliver det mørkt, kl 18 hver dag her ved ækvator.

Vi har hentet Rachel, hun er kæreste med Peter og højgravid. Jeg træder ned i den gravede rende, der leder spildevand væk fra huset. Indenfor ser de tv og passer en lille pige, Rachels søsters barn, moren nåede lige at amme i en måned, før hun tog væk for at arbejde.

Vi tager til Ngong hills. Vi kører igennem byen Ngong, en forstad til Nairobi. Jeg sidder bagi og kigger ud gennem let tonede ruder, mens vi kører langsomt gennem hovedgaden. Der er marked og mange mennesker på gaden. At møde folks blikke, ikke at kunne møde dem.

Der står vindmøller fra Vestas på toppen af Ngong Hills, dem Karen Blixen skrev om som de fem knoer i horisonten. Møllerne står som en ny dansk stolthed, som at vinde i melodi grand-prix eller når landsholdet klarer sig godt. Så ufortjent en svulmen i brystet af stolthed.

Vi kører i Nairobi National Park, en naturpark, der ligger midt inde i Nairobi. Når vi kører inde i parken, ser vi de høje huse i horisonten. Et eller andet går i stykker i ens natursyn, når der bagved næsehornene er højhuse.

Om aftenen snakker vi om zoologiske haver og natur og kultur. Min mormor kalder mig rabiat i mine holdninger, jeg siger, jeg er ked at blive kaldt rabiat, og foreslår idealistisk, noget i mig skriger. Hun lander på utopisk idealistisk, og senere bliver det til den ræverøde utopist.

Det er første søndag i advent i dag. Det plejer min mormor og morfar at holde for hele familien. Med æbleskiver, hjemmelavet leverpostej, klip af årets kræmmerhus, og en appelsin med nelliker. Sådan én laver jeg til min mormor hvert år. Men nu er min morfar død. Det er første jul uden ham, og første rejse uden ham. Også derfor er jeg med i Kenya.
Vi snakker om første søndag i advent. Min mormor snakker med fra sin bog, men lægger den hurtigt fra sig, og går ind på sit værelse. Først et par minutter senere går det op for mig, hvad der sker, og jeg går ind til hende. Hun står, og kigger ud af vinduet ind i en mur, cigareterstatningen i munden og med blanke øjne. Jeg giver hende et knus og hun tager imod. Men kun kortvarigt. Så kommer der lidt flere tårer, og hun sætter sig på sengen.
Jeg siger, at vi ikke behøver tænke på jul, nu er vi jo her i Kenya langt væk fra traditioner. Men jeg ved godt det ikke passer. Jeg ved godt, hun har lige så meget brug for at være ked af det, som ikke at være det.

Min hud er blevet rød af solen, og strammer over panden. Solcremen fodrer min hud med modstandsdygtighed, og min hud æder grådigt.

Vi er hjemme hele dagen. P4 kører fra Peters computer. I nyhederne er et læs roer væltet på en landevej, og de opfordrer til forsigtighed.

Jeg læser Marguerite Duras, Sommeren 80, jeg fortæller min mormor om den. Jeg siger, der er sådan en varme i hendes sætninger, jeg siger ikke en morfinøs varme. Jeg læser første klumme højt. Duras skriver om børnene der løber og leger:

»Undtagen én, én der ser på. Løber du ikke? Han siger nej. Godt. Han ser de andre synge. Man spørger ham: Synger du ikke? Han siger nej. Så tier han. Han græder. Man spørger ham: Hvorfor græder du? Han siger at hvis han fortalte det, ville man ikke forstå, hvad han sagde, at det ikke er værd at fortælle.«

Min mormor siger, drengen er spørgsmålstegnet, sådan læser hun ham. Jeg siger, ja, og tænker, at det er det rigtigste jeg har hørt længe. Hun siger, Duras skriver godt, at hendes opmærksomhed og betragtninger er spændende. Jeg siger, at det politiske i baggrunden er spændende, den måde det rumler under teksten, at Duras skitserer en anden måde at tænke politik på.

Vi taler længe denne eftermiddag, mens vi sidder i solen.

Bjarne Riis sælger sit hold til Oleg Tinkoff, der siger, han er lykkelig. Lykkelig over at have de bedste, at have penge til at købe de bedste.

Vi kører ud til en sø, hvor der er flamingoer. En fabrik står på søens bred. Den udvinder soda til aluminiumsproduktionen, dele af den er tilbage fra 1890’erne. En kæmpe silo og blotlagte rør, helt ren og rå, ser den ud. Den minder om tidligere tiders industri. Men det er ikke tidligere tiders industri, den står lige her, lige nu.

En masai vinker os til stop, og siger, at han vil vise os de varme kilder. Han er den første i sin familie til at gå i skole, og nu vil han på universitetet i Nairobi og læse til ingeniør, så han kan arbejde på fabrikken. Hvis han får arbejde, kan han få mange koner og blive en vigtig mand i landsbyen. Jeg spørger ham, om der er kvinder nok til, at alle mændene kan have flere koner. Han siger bare, at der bliver født flest kvinder, og gentager det, da jeg spørger igen. Det er tydeligvis løgn, men ikke noget han vil tale med mig om. Masaierne er blandt de få stammesamfund, der er tilbage i Kenya, der stadig praktiserer omskæring af både mænd og kvinder. Det er nogle blodige ritualer, og mange dør af infektioner eller blodtab. Jeg udnytter, at han sidder der ved siden af mig i bilen, og spørger ham, om han også vil omskære sine eventuelle døtre. Ja, siger han, ellers bliver de ikke accepteret af stammen.

Jeg har svært ved at blive vred på ham. Han siger, det er deres kultur, det må vi forstå. Rachel har ikke svært ved at blive sur på ham. Jeg kan godt lide Rachel.

Det var som om, vi havde fået en helt særlig mulighed for at lære hinanden at kende igen.

 

Ude ved søen flyver en flok flamingoer forbi, og min mormor skynder på mig for at få mig til at tage et billede af dem. Jeg vrisser, og siger, jaja, jeg er jo ikke din mand, vel. For hende er det en ubevidst gentagelse af det, hun altid gjorde over for min morfar. Det er hans kamera, jeg tager billeder med. Da min morfar blev 80 i foråret lige før han døde, havde min mor samlet billeder sammen for at lave et slideshow. Det var ikke nemt. Min morfar havde levet et langt liv bag kameraet, der var næsten ingen billeder af ham. Nu står jeg her og skal tage billedet af de flyvende flamingoer, men når det ikke. På et andet tidspunkt kalder min mormor mig for Jørgen, og jeg er lige ved at græde, men jeg sagde ikke noget. Jeg ved ikke, om hun selv lagde mærke til det.

I bussen på vej til Mombasa siger min mormor, at hun har skrevet digte og sendt dem til Femina. Hun sendte dem anonymt, men siger, at jeg gerne må se nogle af dem, hun stadig har. Hun reciterer et fra hukommelsen:

Jeg kan lide den stilfærdige morgen
Når lige jeg er stået op

Kæle hyggeligt med katten
Og drikke lidt te af min kop
Se på solen stå op over vandet
Sådan er livet osse blandt andet

Vi er syd for Mombasa på et hotel lige ud til det indiske ocean. Det er mere luksus end nogen af os har prøvet før. Der er 167 meters pool formet som en flod og inddelt af tre rutschebaner. De lave bygninger er placeret langs med poolen. Ens bevægelser i det her landskab er så åbenlyst planlagt af en anden. Langs floden mod vandet, forbi restauranten og to af hotellets fem barer.

Senere har jeg kvalme, en smag, der trænger sig op i halsen hele vejen nede fra maven. Jeg læser lidt i Infinite Jest af David Foster Wallace, og jeg læser lidt i Smukke biler efter krigen af Lars Frost. Jeg går med ned på stranden, men det er for varmt. Jeg går op på værelset igen, og bliver omfavnet let af airconditionluften.

Peter har ringet, og sagt, at Rachel er blevet indlagt med mavekramper. Vi skriver til ham hver dag og spørger til barnet. Hun skulle have født på hospitalet tættest på hende i Rwongai, men de har sendt hende ind på det store hospital i Nairobi. Det er vist ikke et godt tegn. Det er seks uger for tidligt, hvis barnet bliver født nu. Min mormor siger, at det lige præcis ikke er kritisk, at det bliver svært, men at barnet ikke nødvendigvis kommer til at lide af det.
Efter et par dage lader det heldigvis til at gå lidt over igen, hun er kommet hjem, og nu håber de bare hun kan vente så længe som muligt med at føde.

Jeg tager en avis i baren. Journalisterne protesterer stadig i gaderne i Nairobi. Uhuru Kenyatta er anklaget for folkemord ved domstolen i Hag, begået under valget i 2007. Ved valget i 2012 vandt han og blev præsident. Uhuru betyder fred, og selvom han er anklaget ved domstolen i Hag, underskriver han nu en lov om at kontrollere medierne. Derfor er journalisterne på gaden. Det er på forsiden af alle aviser. På billederne har demonstranterne tape for munden, øjnene og ørerne, noget er faldet af og ligner dårlige bandager, en hårdt såret flok, ligner de. Tidligere i år slap demonstranter grise fri foran parlamentet og overhældte dem med blod. det kan jeg huske, det vakte opsigt. Spørgsmålet var, om det var synd for grisene, om de blev unødigt mishandlet, fordi demonstranterne ville vise, at de var nogle svin inde i parlamentet.

Under hele turen har jeg en optager liggende i min taske. Jeg havde tænkt mig at lave et radioprogram om den her tur. Men min mormor ville ikke være med på bånd, det er ligesom med digtene, siger hun, det er for privat. Heldigvis viser det sig, at vi ikke behøver optageren for at snakke.

De mange samtaler, der synes at være blevet til én lang samtale. Vi synes begge, at vi er heldige, at vi kan have den slags samtaler med hinanden. At samtalen har fået lov til at springe en generation over på den måde.

Min mormor sagde det, som sædvanligt, mest præcist: Det var som om, vi havde fået en helt særlig mulighed for at lære hinanden at kende igen.

Vi er for længst kommet hjem fra vores lille ferie. Det er blevet hverdag, eller så meget hverdag december nu bliver, og nu er jeg hjemme til jul. Jeg sidder på mit første barndomsværelse, i det hus jeg boede i sammen med min mor og søster og mormor og morfar. Vi flyttede ind i huset efter mine forældre blev skilt. Hele aftenen har jeg gået nede i min mormors køkken og lavet sild. Det er i det køkken min mormor plejede at sidde ved det runde bord og kigge ud over Øresund sammen med min morfar. Det er ved det runde bord jeg plejede at sidde og lave fransk med hende, i hvert fald indtil hun kaldte på min morfar for at få ham til at komme med kaffe med varmt mælk. Det var også hans opskrift på sild jeg brugte. Jeg har lovet at lave dem igen næste år.