Print artikel

Venstrefløjens Hard Rock café

Bodega 54 om natten.
Anmeldelse
23.08.11
Der er både Astra-øl og snæversyn på menuen på Bodega 54. ATLAS har været på værtshus på Vesterbro.

»Zez iz a leftist bar,« siger den tyske ejer af Bodega 54 på Søndre Boulevard. Og man er ikke i tvivl om, at han har ret. Hele det før så arketypiske Vesterbro-værtshus er plastret til med venstrefløjssymboler. Nærmest i en grad så man fornemmer, at de har købt et samlesæt. Der hænger et indrammet Che Guevara citat om noget med revolutionen. En del reproduktioner af gamle punk pladecovers. Og så selvfølgelig en halv milliard referencer til den tiltalende ukonforme fodboldklub fra Hamborg, FC St. Pauli fra havnekvarteret af samme navn.

På et tidligere besøg lokket af en flot fladskærm og et løfte om at vise samtlige kampe ved sidste sommers VM, var det meget småt med revolutionært merchandise. Til gengæld lignede det alle andre værtshuse på Vesterbro. Inklusiv gamle mumlende mænd med gangstativ og formiddagsbajer. Den tyske ejer lod forstå, at det lige netop var et gammeldags Vesterbro-værtshus, bare med en ny indehaver, der tilfældigvis har en forkærlighed for St. Pauli og venstrefløjen. Her holdes stolte traditioner i hævd, forstår man; her kan man drikke sig ihjel, uden at det borgerlige samfunds krav om formålsrationalitet kommer og kvæler dig. Og det er jo fint nok, og rummeligt nok. På Bodega 54 er der plads til alle.

Den tyske ejer er snakkesaglig. Nærmest ivrig efter at få slået fast, hvor han står. F.eks slår han heftigt på tromme for den i St. Pauli lokale øl Astra, som her serveres afkølet til 30 kr. Og det er en dejlig øl. Ejernes intense selvpositionering kommer – som det så ofte gør – mest til udtryk, når han skal forklare, hvad han ikke er. Han er ikke Kødbyen. Han er ikke modeugen. Han er ikke hipster. Og, forklarer han i et nedsættende tonefald, han er ikke natklubben Bakken, der ligger 500 meter væk ovre i den åbenbart så forbandede Kødby. »Over at zez plaze Bakken« fortæller han, »zey charge 30 kroners for a can of beer. 30 kroner!« gentager han med forarget udråbstegn. Det er selvklart nærliggende at spørge ind til, hvori forskellen er på hans egne 30 kroners øl og så Bakkens, men ATLAS’ udsendte lader det ligge og sender en venlig tanke til Bakkens generøse happy hour med to svale dåser til 30, så længe klokken ikke har passeret 23.

Et halv år senere er det blevet vinter, og det er desværre lang tid siden, at VM i fodbold gjorde tilværelsens stenede vej til en let slentretur.

Som del af et selskab indfinder skribenten sig igen på Bodega 54. Kigger sig omkring og finder et ledigt bord, mens man undrer sig lidt over den markante stigning i gængse venstrefløjsymboler på væggene. Nu ligner det nærmest venstrefløjens Hard Rock café. Nu er det ikke længere bare ejeren, som har travlt med at positionere sig. Også selve barens vægge taler nu overbevisende til kunderne. Og igen er det fint nok. At være venstrefløj er jo et fuldstændig legitimt politisk standpunkt. At stritte en finger op mod rådhuse og parlamenter, som vil normalisere og ensrette, er der heller ikke det fjerneste galt med. Det må være et tegn på, at der stadigvæk er ånd og liv tilbage i landet på trods af velfærdsstatens omklamrende konsensus, tænker den bodegabesøgende skribent. Men hvorfor skal det være så forudsigeligt, og hvor rummeligt er det egentlig lige det er?

Samfundet (eller værtshuset!) får ikke lov at udvikle sig organisk, da det skal passe ind i en nøje tilrettelagt plan

 

To unge damer er på vej ud af baren, da de standser ved vores bord. Sandsynligvis studiner, almindeligt påklædt, vel omkring de 25. Én af dem er bekendt med en i vores selskab. De er blevet bedt om at gå, fortæller de. Vores selskab lytter spændt: hvad er der sket? Har de malet graffiti på toilettet? Har de tyret flasker efter bartenderen? Har de sagt, de holder med fodboldrivalen Hamburger SV? Har de prøvet at stjæle fra de andre gæster? Nej, nej, slet ikke. De ser for Hellerup-agtige ud, har de fået at vide. Vores selskab måber. Seriøst? Og den er god nok: »zez iz a leftist bar«, har ejeren også fortalt de to piger og vist dem døren. Og skribenten som altid har været fascineret af den modkulturelle »lust for life«, som Iggy Pop glimrende udtrykte det, bliver slemt skuffet. Illusionen om, at modkulturen lige netop er oprørsk, fordi den insisterer på den enkeltes ret til ikke at konformere og ikke anerkende det hegemoniske værdisystem, er en sprække af lys i alle former for kvælende samfund befolket af indretningseksperter, sælgere af kaffe fra sydvendte skråninger i Costa Rica, kræmmersjæle, coaching-typer, Politiken-abonnenter, velfærdsstatsfundamentalister og paranoide højrefløjsskribenter, som stadig ikke er kommet sig over ikke at få nogle damer i 70erne. Så hvis man troede, modkultur handlede om at frigøre sig fra samfundets snærende forventninger om at være på en bestemt måde, kan man på Sdr. Boulevard godt tro om igen. Hvis man troede, modkultur handlede om retten til at danse pogo på billig amfetamin hele natten, kan man også godt tro om igen. På Bodega 54 handler det faktisk om at konformere. Vær venstrefløj på min måde eller skrid. Når man har så travlt med at definere, hvad man ikke er, bliver det åbenbart også nærliggende at skille sig af med det, der får ens identitets-forhippede billede til at flimre. Som det engang blev bemærket af en anden tysker – den politiske tænker Hannah Arendt – indeholder alle utopier et totalitært potentiale qua deres underkendelse af menneskelig spontanitet. Samfundet (eller værtshuset!) får ikke lov at udvikle sig organisk, da det skal passe ind i en nøje tilrettelagt plan. Derfor kommer utopister så ofte til at undertrykke dem, der ikke passer ind i utopien.

På Bodega 54 er begrebet »leftist« tydeligvis ikke rummeligt nok til at rumme andre end dem, der definerer »leftist« på samme måde som én selv. Nu ville det måske være nærliggende at nævne ejerens herkomst og historien, og hvordan man tidligere i det land havde det med rummelighed og uønskede elementer. Men skal vi ikke lade være? Lad os i stedet for tænke på en anden temabar på Vesterbro. Den ligner også et samlesæt og er helt igennem tåbelig. Hoohla-baren Brass Monkey på Enghavevej serverer stupide drinks som f.eks Skull Island, som ankommer i et dødningehoved og indeholder rum, ananassaft, grapefrugtsaft, lidt absinth og noget, de kalder hula mix. Der serveres også en drink, der er udformet som en vulkan og har ild i midten. Udsmykningen er et komplet Hawaii-mareridt med plastikorkidéer, ukuleler og surfergøgl. Men de to tåbeligheder adskiller sig markant ved, at den ene ikke har en indbygget totalitarisme, som forsøger at tvinge sine kunder til at tænke eller være på en bestemt måde. Tænk hvis man blev påtvunget at bære Hawaiiskjorte på Enghavevej? Eller tvunget til en cowabunga-dude-mentalitet sakset direkte ud af Ninja Turtles? Nej vel. Man ville ikke gå derind.

Bodega 54 insisterer på at repræsentere ”Det Gamle Vesterbro”, hvad det så end betyder, men det er sandsynligvis ikke noget med værtshuse, der hylder marginale omend charmerende tyske fodboldklubber. En del af det må være de gode gamle sociale problemer, som stadig lever i bedste velgående lige omkring Mariakirken og Mændenes Hjem. Man kan ikke fortænke nogen i at spekulere over, om der måske er lidt rigeligt med jyske indierockere i spraglet tøj på gaderne omkring Istedgade og Sdr. Boulevard, men skal vi ikke også huske på, at intet er statisk, og forandring er en helt naturlig del af menneskets gang på jorden. Den selvproklamerede bastion for »anti-gentrificering« af Vesterbro viser meget godt, hvordan hele denne snak om gentrificering ofte har karakter af meningstom romantik. Målet må være at indrette vores byer rummeligt. Altså frisindet og med plads til alle. Både oprindelige beboere og nye tilflyttere. Det er ærgeligt, hvis nogle grupper bilder sig ind at skulle definere, hvilke måder at leve på, der skal være plads til her i landet. En ærgelighed som naturligvis både må dække Bodega 54 og Søren Pind.

Ualmindeligt ubekræftede rygter på Vestebro vil vide, at den tyske Bodega-indehaver for nyligt blev røvet af to junkier med et baseball-bat. Man kan jo så spekulere på, om han i den forbindelse tænkte »nej, hvor autentisk!« og mødte banditterne med et smilende »velkommen!«.

kg@atlasmag.dk