Print artikel

Stravaigin: At vandre planløst med forsæt

Essay
14.02.14
Der er klamt og vådt i Glasgow. Men der er også michelinstjerner og melankolske bobler. Sebastian Cordes styrer mellem steder og ikke-steder i et semi-beruset rejseessay fra et både koldt og appetitligt Skotland.

 

I

Okay. Noter, skotsk musik, brændende kaffe, tilbage i København. Jeg sidder med 10 siders noter fra to forskellige notesbøger, og to foldere fra to forskellige restauranter, alt sammen indsamlet og nedskrevet uden intention, eller mål for øje. Og en følelse af på en gang at have fulgt i hælene, og brudt med Hunters ideer. Der er punktvise nedslag af massive sanseoplevelser. De skal med, de skal ophøjes – komme til deres ret. Men der var en mission med rejsen, og så alligevel ikke. Vi skulle holde nytår i Glasgow, besøge en ven, M. Men også finde en skotsk sjæl. Måske i whiskyen, måske i gaderne, måske i sproget. Uanset hvad, er turen bedst begrebsliggjort på landets oprindelige sprog; stravaigin - To wander aimlessly with intent. Så er den ene restaurantfolder også brugt. (Det her skotske musik fungerer overhovedet ikke. Sækkepiberne er så skingre, at de får Joni Mitchell til at lyde som en dyb kontrabas. Jeg sætter en Tom Waits plade på i stedet). 

Skotland er et koldt, koldt land. Ikke på den dér is-vinter-måde, hvor alt er blåt og klart. På en klam, våd måde. På den måde hvor kulden ikke blot er i luften omkring dig, men hvor fladerne, fliserne, håndtagene, skriger tilbage mod dig og chokerer din babybløde hud under fødderne idet du træder ud af badet. Og det regner, hele tiden. Men jeg beslutter mig for at dette må accepteres – det er herigennem landet skal opleves. I stedet for at undgå vejret som en distanceret indendørs-antropolog, skal det ses som den stemning, der er gældende – opleve stedet på dets egne præmisser, det er tilgangen. Og hvis man modsætter sig vejret, får man utvivlsomt også myoser i hele nakkepartiet af at gå og spænde hele tiden. 

Glasgows topologi er fragmenteret, så meget kan konstateres. Vi bor i Mayryhills trashy arbejderkvarter – dét sted i Glasgow hvor politiet patruljerer mest. Befriende trashyness, er det første jeg tænker. Meget langt til en bar, er det næste. Hvilket er utroligt i et kvarter der, grundet en levestandard under resten af Storbritanniens, utvivlsomt har brug for at drikke dagligdagen væk. Kun bag det enorme supermarked Tesco finder vi Framptons, en lille lusket bar. Eksemplarisk for især Maryhill er blandingen af Brøndbyøster-æstetik (spredt anlagte, semihøje betonlejlighedskomplekser, systematiske, anonyme, perfekte), pigtrådshegn, sofistikeret placeret på en rullende jernstang så indtrængning er helt umulig (åh, du menneskelige fantasi!) - alt dette klinet direkte op af ældgamle borgmure af nu næsten sort-grønlig sandsten, der mange steder skyder sig ind mellem blokkene og skaber virtuelle bånd til en forsvunden fortid.

Jeg kommer til at tænke på antropologen Marc Augé. Han beskriver i sin bog Non-Places. An Introduction to Supermodernity, hvordan moderniteten har skabt en eskalering af produktionen af steder der fysisk set er steder, men som optræder uden relation, historie eller identitet til det omkringliggende – og derfor er ikke-steder, non-places. Et sted der, som følge af kapitalisme og globalisering, kunne være hvor som helst i verden. Det er hospitalet, flygtingelejren og hotelkæden. Det er McDonalds, Hard Rock Café og Hooters. Det er den irske bar i Tjekkiet, den tyske oktoberfest i Valbyhallen og det australske konceptbøfhus i New York. Men der er også en negativ opståen. Non-Places er også anonyme steder, der kan findes som konsekvens af en eksplosion af globalisering; den øde plads under motorvejsafkørslen, den forladte ejendom, og det endnu ufærdige byggeri. Steder der eksisterer uden intention og hermed opstår udelukkende som konsekvens. Dette står i modsætning til, og udbyttes med, places, steder med hukommelse og relation (»places of memory«, som Augé beskriver det). På en måde er Glasgow i den forstand en hård blanding af non-places og places. Det er bilen der tages højde for, ikke fodgængeren. Og afstandene er herefter. I Maryhill, hvis eneste to kulturbastioner er de to nonplace-katedraler Tesco Xpress Supermarket og den gigantiske bingohal Gala Bingo (»You can only get a beer here if you bicom a meeember. Wud you laike to bicom eh meeember?«), er dette igen tydeligt. Det koloenorme Tesco suger det offentlige liv til sig som var det Nordamerika vi befandt os i. Men så har de også alt, hvad det skotske hjerte kan ønske sig. Undtagen en lommelærke, åbenbart. Men på en lang gåtur mod centrum kan man pludselig støde ind i fortryllende alléer af victorianske huse, det eventyrlige, barokke, Glasgow University (der ville få Harry Potter - eller Adam Smith - fans til at græde af glæde) eller gå langs den brusende River Kelvin. Dette er, i Augés forstand, places i den mest sprudlende betydning. Eller, gør dig selv den tjeneste at gå i den fuldstændig uoverskuelige, men absurd velassorterede antikvar Voltaire & Rousseau i Otago Lane. Der sidder en gammel nisse bag skranken (som også lader til at bestå af bøger) og sover – mens hans kat render rundt i bunkerne af det fornemste litteratur denne verden har set.

Det er blevet kotyme at omskole kirkerne til andre formål end kirker i Glasgow. Dette ses også andre steder i verden – Tjekkiets tvungne ateisme, som fulgte med den brutale kommunisme ledte til samme udvikling. Vi bliver en sen aften ledt til én, der nu er en bar – selvfølgelig. Oran Mor hedder kirkebaren, og den serverer en whisky for mig, der må komme på top 3 over bedste whiskys jeg endnu har fået knaldet indenbords i livet. Det tidligere Kelvinside Free Church, Botanic Church of Scotland, og Bible College er nu et teenagebefængt og rødt oplyst megasted, med et enormt whiskyudvalg til alkoholikervenlige priser. Og her får jeg en Ardbeg Uigeadail, en specialaftapning navngivet efter den sø, den loch, som Ardbeg får sit vand fra, den blev sågar af whiskyguruen Jim Murray udnævnt ”World whisky of the year” i 2009. Ikke at jeg tænker på det lige dér. Dér dufter jeg kun. Kogt kød, røget ustegt bacon, en dobbeltdækkersmag af honningsødme og lette krydderier samtidig, der overdøver stor middag og intens druk i timevis. Hård potens på 54% + og en eftersmag der fastholder øjeblikket i ét langt moment af kompliceret velvære. Det her er Heidegger på glas. Det er som om man søger kontrasten fra sådan en oplevelse implicit. I hvert fald finder jeg mig selv stående i en fedtet fish & chips biks senere på natten, spørgende om mere »brown sauce« til den overproportionerede gang friture jeg lige har erhvervet, til replikken »There you go, you sexy thang« af et flæsket, 50årigt, friturefiske-kvindfolk. Så er den aften slut.

 

II

Der findes to former for tjenere på kæmpebaren The Lane i Ashton Lane satinshorts og plasticnegl. Den førstes røv kryber pibende hen af gulvet og den andens nylonnegle klikker og klakker ind i den digitale touchscreen som var det en pande på en person hun var ved at belære. Ellers en anbefalelsværdig bar. »Et sted man har lyst til at være flirtatious« som The Strange One siger. Det ligner en gammel flyverhangar. Gode drinks efter en tung middag. En tung middag med skotsk øl – Fraoch. En fugl har pippet om, at det er den Nikolaj Kirk drikker i den seneste udgave af madprogrammet Nak og æd på DR. Øllen bliver her på stedet ypperligt serveret af en blond tjener i stram, sort top med en lang, tynd, sølvhalskæde der hænger lige ned til dér, hvor tøjet mødes med kavalergangen og den skotske accent, der kan gøre en normalt udseendet kvinde til en brysk havnearbejder, og samtidig ophøje en allerede sexet kvinde (som førnævnte tjener) til at blive enigmatisk, spændende. Som der bliver der sagt i selskabet: »›Man har ikke sex i en seng med en skotte. Det har man på en bardisk, voldeligt, hårdt!« Apropos barer. To noter må inkluderes. Fandt jeg virkelig den skotske sjæl i længslens sang fra en fedladen pubsanger, der brægede ud i den fyldte Islay Inn, på Argyle Street i Westend, efter endnu en 'Malt of the month'? Det er ikke til at sige. Men dét øjebliksbillede er fixeret i hukommelsen. Det er, udover det, en anbefalelsesværdig bar til folk med hang til ”et sted hvor skotter selv kommer”.

Endnu en situation med The Strange One, omend i mere komiske omstændigheder: Han kommer ind på baren vi andre sidder på, cirka seks timer senere end os andre pga. tømmermænd. Han har tydeligvis restitueret vel. Han er well dressed med blazer, pullover og ny skjorte. Hele molevitten. Desværre er han også uvidende om, at vi har taget plads lige foran pejsen. Han begynder at kampsvede med det samme. Langsomt, men sikkert, tager han det ene stykke tøj af efter det andet, hvorefter han til sidst sidder prustende med albuerne opgivende på knæene. Som modgift bestiller han en tør, tør, sherry manzanillo - en oxyderet satan (producentens navn glippede i grineflippets øjeblik). Senere fyrer vi ind på Blythswood Hotel, et upperclass etablissement, med et par flasker vin i hånden og snupper et et par Gin & Tonics (Hendricks, agurk og friskkværnet peber), inden turen går mod metroen, eller Clockwork Orange som den kaldes. Navnet giver i øvrigt god mening, (udover at den er (delvis) orange og rund.) Har man set 'rehabiliterings'-scenen i Kubricks film, hvor hovedkarakteren Alex bliver spændt fast til en stol, får sat ledninger til hovedet, og spærret øjnene op med metalstænger, så han ikke kan lukke dem, mens han ser film der kan opdrage ham, har man en meget go idé om oplevelsen. Det er en relativ ny metro. Men alt ryster og støjniveauet er så absurd højt og larmende, at det må have været en døv ingeniør, der har kreeret det her ride. Men som Alex siger i voiceoveren under førnævnte scene: »If I was to be a free young malchick in a fortnight's time, I would put up with much in the meantime, my brothers.« Hvad gør man ikke for oplevelsens skyld.

 

III

Nytårsaften. Hogmanay. Beskrivelsen er svær. I løbet af dagen sker der nemlig ikke rigtig noget. Men alligevel gør der. Den summende stemning af folk, der går i eget sind og gør sig klar, i timerne op til. Det er en tavs forberedelse, eller, næsten i hvert fald – meget få ord udveksles, Pink Floyds Dark Side of the Moon kører monotont i baggrunden. Det handler om at sætte situationen op. Det er et erkendelsesteoretisk princip. Rykke rundt på tingene så de står sådan som de skal, i dag, til netop den her stemning.Der er et par kolde flasker i køleskabet. Det skal der til. Taxaen er nu bestilt. Der er et par timer til turen går lidt længere nordpå, til michelinrestauranten, Martin Wishart.

Den første flaske bliver hentet. Jeg får æren. Nyetimber cuvee 08. Engelske bobler. Sydengland for at være helt præcis. Jeg har glædet mig til den her. Næsten samme breddegrad som Champagne, samme kalkholdige undergrund, der fyrer ind under Storbritannien som i det famøse franske. Og samme tre grunddruer. Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier. Der er lagt op til en udfordring af det forjættede franske land. Her mærker jeg øjeblikket. Alt er fuldstændig rigtigt sat op. Der er spænding på proppen, på tommelfingerens slip. Jeg kigger kort rundt, der er stille, folk kigger på flasken, der er placeret i min højre hånd. Timingen siger nu, vægten af flasken kan mærkes, og så ryger proppen. Hvad sker der så? Det her er et interessant bekendtskab. Dyb hasselnøddesødme i næsen. Det er noget der opfordrer til udforskning. Cremede minibobler – laang eftersmag der slutter i noget blomsterligt og granny smith æble. En funky næse, jord, champignon, skov – men ikke urtet overhovedet, mere ren – vildtkød får jeg lige fat i. Næsten hvidlig farve, med svag gullig midte. Idet ilten transformerer vinen, leder jeg efter ord der beskriver forvandlingen – jeg er helt inde i mig selv – to ting sker: Idet ordet dukker op (»transformationen gør den næsten melankolsk!«), ryger M's inderlommeindhold ud af blazeren; kondomer og en tandbørste, da en knap-påsyning er gået uden jeg har lagt mærke til det. Stemningen stiger i rummet. Poul Pilgård havde ret, det går i kroppen. Og det kan ikke være alkoholen endnu. Vi deler en flaske Chanoine Fréres 06' Champagne inden taxaen. Den kan på ingen måde måle sig med Nyetimberen. Skifter t-shirt igen.

»Det er majestætisk. Som om man skal i krig!« udbryder Blackout Boy nedenunder den øredøvende sækkepibekoncert, der starter idet døren til taxaen åbnes. Martin Wishart hedder restauranten med en enkelt michelinstjerne, og den ligger ved Loch Lomond ca. 30 km uden for Glasgow. Vi starter med en flaske aggressiv Gosset champagne serveret i de letteste og mest elegante champagneglas jeg har set. Hvad kan der nævnes i en stor menu som den her? Måske en stil, en tilgang til maden. Velsmag er i højsædet. Men også tekstur, der bliver husket at have knas med, noget modstand til eksempelvis en luftig jordskokkecreme – det er ikke kun blødt i blødt. Første vin. Vi beslutter os for at gætte os frem gennem aftenen. Chardonnay, gætter vi. Men at den er en califonisk Santa Barbara (Wild Boy 2010) overrasker. Det er et modigt valg af sommelieren. Men ikke det modigste, skal det vise sig. Næste vin er oxyderet, sherry-agtig. Jeg er på gættet om noget biovin – men til sidst udbryder The Strange One »this is not wine!«. Og han får ret, næsten. Det er vin, bare ikke på druer. Sommelieren smiler stort og tager en flaske sake frem. Sake til (perfekt) kammusling! Det er modigt, måske endda en tand for modigt. Nu har jeg sommerfugle i maven over de næste vine. Det er noget nær de mest utraditionelle vinparringer jeg har prøvet. Gætter en syrah på næsen, den pebrede dunst er ikke til at tage fejl af, men den er fra vest-australien – også relativt sjældent. Den næste er pinot noir – det kan allerede ses på farven. Men ikke bourgogne, som der gættes på fra alle sider. En Au Bon Climat 2010 fra Santa Maria Valley i USA, der i øvrigt passer overraskende godt til den luskus fish & chips på sankt peter fisk, med grov-remo, der lige er blevet serveret. The Strange One udbryder på ny »Are you intentionally trying to fuck with us?!« til sommelieren. Han svarer ja, og smiler. Til sidst fucker han oprigtigt med os. Han serverer Bourdeaux i Bourgogneglas for at fremhæve andre smagsnuancer end de sædvanlige. Han vælger simpelthen at 'ødelægge' de 'rigtige' toner i vinen ved at tage et andet glas, og satser på, at vi kan sætte pris på det. Det er en unik tilgang til restaurantoplevelsen – her kan man se, at det ikke blot er det der er i glasset, eller på tallerkenen, der er det vigtige – men selve oplevelsens helhed. Vi må overgive os, og erkende nederlaget, til Peter Convery, head sommelier på Martin Wisharts restaurant, i bytte for en unik oplevelse. Taxaen er her – turen går imod en bar til nytårets slut. Vi tyller en flaske OK Pieree Mignon premier cru champagne kl. 12. Happy hogmanay.

Vi hører Braveheart temaet til morgenkaffen. Blackout Boy drikker lidt amerikansk zinfandel for at komme ovenpå. Jeg læser lidt i Camus' Pesten – kan ikke finde ud af om jeg synes den er god. Går på Framptons, den lusede bar bag Tesco, og får en flad Belhaven og en Glenlivet 12 års. Man kan se Tesco Supermarket gennem vinduet på den fladskærmsbesatte pub, hvor der nærmest intet lys er, udover de seks-syv fladskærme, der alle er tændt på hver deres kanal og mutet – og en lille diskolampe i hjørnet. Tesco fortsætter etage efter etage, folk kører tavst ned af de lange rullebånd, mens en vagt med krydslagte arme fungerer som kropslig inkarnation af CCTV'ets omnipotente overvågning. Inden på baren er en blegfed udkantsglasgowianer ved at stille et karokee-anlæg op. Han stiller sig op i den næsten tomme bar og bræger en exceptionel nasal sang ud i rummet. Det er et sørgeligt syn. Men vi er de eneste, der skænker ham et blik. Livet herinde er så adskilt fra omverdenen, at ingen registrerer den øredøvende højtalerlarm den tykke skotte producerer. Folk sidder stadig med ryggen til 'showet', med hovedet på baren eller i øllen, mens der synges I don't know why I came here tonight fra den anden ene af lokalet. Det ved vi andre heller ikke. Der er stadig julepynt herinde – selvom det er 1. januar. Det er en David Lynch film det her. Selv Vegas (eller Amager) kan ikke hamle op med det menneskelige forfald vi er vidne til.