Print artikel

Albion på menukortet

Middlewhite. Foto : Morten Wilhelm Scholz
Anmeldelse
03.11.10
Bespist. ATLAS har lagt vejen forbi et udvalg af Londons restauranter. Første spisested på listen er nyklassikeren St. JOHN Bar and Restaurant, der har gjort det til en æressag at genoprette det forliste engelske imperium på menukortet.

Vi havde noget at fejre, og jeg havde derfor inviteret min ven Smukke Jesper på St. JOHN Bar and Restaurant i bydelen Clerkenwell i det nordlige London. Det var fredag aften, obligatorisk støvregn og fornemmelsen af, at byen ville os det godt. Vi besluttede at lægge ud på det nærliggende Jerusalem Tavern, der har rødder tilbage til det 14. århundrede. Indenfor i det vinde og skæve byhus serverer de ved lave træborde deres eget øl af den slags, der kommer på fad, er ufiltreret, ikke tilsat kulsyre og ligger lige omkring stuetemperatur. ”To pints og en pose med vinegar crisps, please.” Osv.

Da vi ankom til St. JOHN var vi allerede for sent på den. Vi blev tildelt et bord, der fungerede som buffer mellem toilettet og et helt langbord med purunge bankers. 13-14 stykker i preppy jakkesæts, blanke sko fra Church og Rolex-ure. De talte hurtigt, højt og i munden på hinanden. Vi spurgte høfligt tjeneren, om det var muligt at få et bord, der lå lidt væk fra toilettet. Det kunne vi.

St. JOHN Bar and Restaurant er indrettet i lokaler, der tidligere har fungeret som røgeri lige midt i London. Det rå look er bevaret, ingen dug på bordene og fuld smæk på lydniveauet. Spisesalen grænser op til det åbne køkken, hvorfra lyden af potter og pander blander sig med støjen af spisende gæster. Ude foran er der en lille bar, hvor man kan komme uanmeldt med god sandsynlighed for at få plads. For at spise i selve restauranten anbefales det at reservere i god tid. Siden stedet åbnede i oktober 1994 har St. JOHN stået som eksponent for genoplivningen af det klassiske engelske køkken with a twist. Restaurantens logo forestiller en gris med udskæringer markeret med stiplede linjer henover dyret; deres motto lyder ”nose to tail eating” eller ”a kind of british cooking” alt afhængigt af, hvor du kigger. Altså : Ud med fimseriet, ind med nationens madtradition og grisen tilbage i højsædet. Kortet skifter dagligt, men navigerer altid indenfor ovenstående parametre og præsenterer 8-10 forskellige forretter, 8-10 hovedretter, samt div. tilbehør og en håndfuld desserter. Det er et ærligt, rustikt og fremsynet koncept, der står som en af de tidlige eksponenter for det fokus på hjemegn, kvalitet og godt håndværk, der synes at gennemstrømme alt fra mad til mode i disse finanskrisetider.

Til forret fik jeg serveret stegte andehjerter på en bund af hestebønner, godt bid i hjertet og kompromisløst som bare pokker. Smukke Jesper fik blæksprutter, små syltede rødbeder og noget, der fortaber sig i erindringens kringelkroge, men han så glad ud, mens han satte retten til livs. Derefter var der for mit vedkommende ingen vej uden om grisen, der på menukortet blev præsenteret under overskriften Middlewhite. For den indviede er det en engelsk race-gris fra egnen omkring Yorkshire. På St. Johns ankom den rullet, stegt sprød på overfladen, saftig indeni og skåret tommetykt så Brdr. Price må sig forbarme. To skiver med en kompot af porre on the side. Den anretning står i alt sin enkelthed som et fornemt eksempel på St. JOHNs tilgang til faget.

Smukke Jesper, der er mere spinkelt bygget, havde set sig varm på den stegte due, der så godt som blødte; ikke for små børn, men det var vi så heldigvis heller ikke. I glassene var der en udmærket hvid vin fra Jura-bjergene.

Til sidst tolv Madeleine-kager direkte og dampende fra ovnen. Ikke fordi de små tørre kager var det mest interessante på dessert-menuen, men fordi Smukke Jesper trods sit tilnavn også har gået på universitetet og på et tidspunkt dér stiftet bekendtskab med Proust. Næste gang jeg smager en nybagt, dampende varm Madeleine kage dyppet i et glas Rivesaltes vil mit hukommelseorgan sende mig lige lugt forbi Combray og direkte til St. JOHN i Clerkenwell i London. Regningen for to personer løb op i 112.25 pund, hvilket må siges at være billigt for erindringer af den kaliber.

Vi afsluttede med post-dinner-drinks i baren – det var jo fredag. Der stødte vi igen på selskabet af bankers. I samlet flok tog vi videre til Rainbow Sports Bar Gentlemens Club i Shoreditch. Men det er en anden historie.

Næste gang aflægger ATLAS rapport fra The Giaconda Dining Room i SOHO.