Print artikel

Kynisme er godt. Kynisme er rigtigt. Kynisme virker.

Reagan vandt krigen, men banede vejen for Trump.
Essay
24.03.19
I 1980’erne vandt USA og Ronald Reagan Den Kolde Krig. Men Reagans politiske projekt skabte grobund for en kynisme, der siden er eskaleret og i januar 2017 flyttede ind i Det Hvide Hus.

Kynismen syntes særligt at blomstre blandt de amerikanske yuppier, hvis store forbillede i 1980’erne hed Donald Trump. Selvom yuppiekulturen efterhånden er reduceret til en historisk bemærkning, stortrives dens essens: kynismen. Yuppiekulturen er blevet erklæret død ved flere lejligheder — senest som reaktion på finanskrisen. Det er ikke længere moderne at være egoistisk og materialistisk på traditionel yuppiefacon. Faktisk peger flere af tidens intellektuelle strømninger snarere i en konservativ retning med fokus på bæredygtighed, og hvor det at ”stå fast” er bedre end at træde speederen i bund.

Alligevel ser vi stadig den kyniske yuppiementalitet for fuld udblæsning. Både i sagen om svindel med udbytteskat og i Præsident Trumps ”vindermentalitet” og tvivlsomme etikette. Trump var 1980’ernes ubestridte yuppieikon. Trump, som i kortspilsterminologien betyder trumf, er det perfekte brand i en kultur, hvor det gælder om at udspille sine modstandere. Det er denne kultur, som i den aktuelle debat betegnes både præstationskultur og konkurrencesamfund. Argumentet er, at den kynisme, der er indlejret i det trumpske tankesæt, er institutionaliseret i samfundet i dag. Det er derfor, vi gentagne gange oplever systematisk svindel på høj plan samt en ungdom, som mistrives i et system, der kræver perfekthed.

Spændingen mellem konservative idealer og nyliberal optimeringskultur var ligeledes at finde i Ronald Reagans politiske projekt. Han deregulerede finanssektoren med den ene hånd, mens han løftede den moralske pegefinger på den anden. Reagan var overbevist om, at USA er »a shining city upon a hill«, hvis løfte om frihed oplyser verden. Denne overbevisning bidrog til Vestens sejr i Den Kolde Krig. Men byens lys lod imidlertid til at blænde Reagan i en sådan grad, at han ikke opdagede den kynisme, der fødtes som følge af hans politik. End ikke ærværdige konservative idealer om ordentlighed og anstændighed kunne standse den udvikling, der begyndte, da Reagan slap yuppierne fri. En udvikling, der synes at kulminere med Trump: den ultimative institutionalisering af yuppiekynismen.

Kapitalisme og kultur

I en tid, hvor finansverdenens svindelnumre bliver ved med at overraske og skuffe os, spirer et ønske om at udforske, forklare og forstå den kynisme, der antageligt ligger til grund for bankfolkenes amoralske handlinger. Dynamikken mellem kapitalismens fejltrin og kulturens forsøg på fortolkning kan spores til 1980’erne — årtiet, der på mange måder markerer etableringen af det samfund, vi kender i dag.

I 1985 var Ronald Reagan den første amerikanske præsident til officielt at besøge The New York Stock Exchange og ringe med klokken på the trading floor. Dette var en blåstempling af en kultur, hvor aktiehandel og børsspekulation fik en fornyet legitimitet som vejen til rigdom, særligt blandt unge, håbefulde mænd, der drømte om at blive »Masters of the Universe«, som journalist og forfatter Tom Wolfe beskrev det i bestselleren The Bonfire of the Vanities fra 1987.

Markedet blev dereguleret, renten faldt og det blev lettere at købe på kredit. Herefter fulgte en stigning i forbruget, og kommodificeringen af kulturen accelererede til hidtil usete højder. 1960’ernes ”counterculture” blev til ”over-the-counter culture”. Vi husker, hvordan Don Draper i det sidste afsnit af tv-serien Mad Men lader sig inspirere af den amerikanske modkultur til at lave en af de mest ikoniske reklamer for et af de største brands i verden, Coca-Cola. Denne tankegang slog rødder i 1980’erne, hvor individualisering, kreativ selvrealisering, frihed og lykke blev forbundet med en identitet, som kunne købes på det frie marked, og hvor idealisme blev til kommercialisme.

Progressive, barfodede hippier som Steve Jobs fra Apple og ispionererne fra Ben & Jerry’s varegjorde 68’ernes frihedsidealer og gjorde derved kapitalismen endnu stærkere. Dette er et førsteklasseseksempel på det, Luc Boltanski og Ève Chiapello i Kapitalismens nye ånd fra 1999 beskriver som kapitalismens dynamik. Kapitalismen er nemlig ifølge forfatterne drevet af kritik. I sin tredje fase er kapitalismen kendetegnet ved at have inkorporeret den modkulturelle kritik af vanetænkning, ensretning og rutiner. Nu skal man være venner med sin chef og realisere sig selv gennem jobbet. Og når du køber en cola, køber du også hippiekulturen og mangfoldigheden: »It’s the real thing!«, som de synger i den berømte reklame.

Denne type ”kreativ kapitalisme” er mere skjult end den rendyrkede finanskapitalisme, der ingen gidsler tager, og som skamløst hylder grådigheden. Oliver Stones Wall Street fra 1987 er et udtryk for den venstreorienterede forargelse over børsmæglernes overforbrug og manipulerende fiduser. Men på trods af, at Gordon Gekko er skurken, så har Michael Douglas – som han udtrykker det i et interview fra dokumentaren Money Never Sleeps: The Making of Wall Street – ikke længere tal på, hvor ofte unge børsmæglere griber ham i armen og siger, »du er grunden til, at jeg valgte denne branche!« Gekkos kendte mantra, »Grådighed er godt. Grådighed er rigtigt. Grådighed virker«, afskrækkede ikke, det fascinerede.

Det samme er tilfældet med hovedpersonen i Bret Easton Ellis’ hovedværk American Psycho fra 1991, Patrick Bateman. Bateman har fået en ufattelig kulturel gennemslagskraft, fordi hans afstumpetheder på den ene side er langt væk fra virkeligheden, mens de på den anden side er skræmmende tæt på. Det siges eksempelvis, at The Bullingdon Club på University of Oxford har som optagelsesritual at brænde en £50-seddel foran en hjemløs. Det er bemærkelsesværdigt, at både forhenværende premierminister David Cameron samt Brexit-politikeren og tidligere udenrigsminister Boris Johnson begge var medlem af denne eksklusive klub i deres studietid.

Patrick Batemans fascination af Donald Trump syntes ligeledes langt ude, indtil den i 2016 kom tæt på. 1980’ernes yuppie-ånd med dens åbenlyse kynisme og dekadence har etableret sig i den regerende del af samfundet.

En alliance med kulturen

Det, der startede som ”The Reagan Revolution” i USA og thatcherismen i Storbritannien, har udviklet sig til noget, de færreste kunne have forestillet sig i 1980’erne. Reagan-revolutionen var nemlig ikke bare et opgør med statslig markedsregulering, men i lige så høj grad et ønske om en tilbagevenden til ”traditional moral values” — en sag Patrick Bateman ligeledes har lært sig selv at tale med om. Men det lader til, at denne del af revolutionen slog fejl. Den konservative anstændighed har ikke tøjlet den korrupte finanskapitalisme — om end det måske er en tilsnigelse at sige, at dette reelt var målet med Reagans drøm.

Men det er ikke desto mindre ærgerligt, for hvor ser Reagans drøm da ellers idyllisk ud, som den fremstilles i kampagnevideoen fra 1984, der uofficielt bærer titlen Morning in America. Dette er i øvrigt også titlen på Gil Troys biografi om Reagan fra 2004, hvis undertitel »How Ronald Reagan invented the 1980’s« er sigende for eftertidens opfattelse af forholdet mellem præsidentens ideologi og årtiets tidsånd. I 1980’erne forstod man at iscenesætte succes og formidle den vestlige ideologi. Den bløde magt havde en hård virkning i 1980’erne. Jo mere den sivede ind i Østblokken, jo hellere ville befolkningerne over på den anden side.

Reagan var kendt for sine oneliners, »peace through strength« og »Mr. Gorbachev, tear down this wall«, og tilskrives ofte en stor del af æren for kommunismens fald. Både gennem sine konkrete forsvarspolitiske tiltag, men også gennem den bløde magt, den såkaldte ”Reaganite Entertainment”.

Den betegnelse dækker en lang række Hollywood-blockbusters, herunder Star Wars, Top Gun, Flashdance, Dirty Dancing samt Stallone-filmene Rocky, Rambo og Cobra. Det er desuden kendt, at eks-skuespilleren Reagan selv nød at se film i Det Hvide Hus. Han skulle ifølge National Geographic-dokumentaren The 80s: The Decade That Made Us have henvist til Rambo i forhandlinger om amerikanske gidsler i Libanon samt bedt om at få spolet Back to the Future tilbage, da hans eget navn blev nævnt. I sidstnævnte film — som delvist foregår i Reagans drømmeunivers, 1955 — var det for Emmett ”Doc” Brown (Christopher Lloyd) svært at forestille sig, at en skuespiller havde indtaget præsidentembedet (man får associationer til den nuværende situation, hvor rollen som leder af den frie verden spilles af 80’er-yuppien Trump).

Trump lader til at have radikaliseret Gordon Gekkos mantra om grådighed, så det nu gælder, at ”Kynisme er godt. Kynisme er rigtigt. Kynisme virker”

Back to the Future er endvidere blevet udlagt som en analogi for hele Reagans politiske vision. Idéen om, at ens skæbne ikke er forseglet samt utopien om, at det er muligt at justere fortiden for at styrke fremtiden er i overensstemmelse med Reagans logik. ”Doc” Brown sagde det i Back to the Future III (1990): »Your future is whatever you make it!« Ronald Reagan sagde det gentagne gange med et citat af Thomas Paine, en af USA's såkaldte founding fathers – mest bemærkelsesværdigt til Det Republikanske Konvent i 1980, hvor han accepterede nomineringen som præsidentkandidat: »We have it in our power to begin the world over again.«

De tre førnævnte Stallone-film er alle eksempler på, at Reagans ideologi og politiske retorik afspejledes i samtidens populærkultur. Fælles for de tre film er, at Stallone repræsenterer den styrke, Reagan profilerede sig på. For Reagan, som for Trump, blev kampen for fred og velstand udlagt som et nulsumsspil – som Gordon Gekko udtrykker det: »It’s not a question of enough, pal. It’s a zero sum game, somebody wins, somebody loses«.

Filmteoretiker Gary Needham påpeger, at Reaganite-filmenes maskulinitet og grovkornede moralkodeks skal ses som et modsvar til New Hollywood-bevægelsens nihilisme. Tænk for eksempel på Easy Rider fra 1969, der slutter med, at to frihedssøgende hippier bliver skudt ned ganske umotiveret. Den ulykkelige slutning var uacceptabel i Reagan-æraen.

Hvor den føromtalte kreative selvrealiseringskapitalismes inkorporering af 68-mentaliteten er ét svar på ungdomsoprøret, er Reaganite Cinema et andet. Begge er eksempler på en 80’er-kur mod tømmermændene og ansvarsfralæggelsen fra de to foregående årtier. Det gjaldt om at genoprette to af de mest skattede amerikanske ideologier: kapitalismen og den patriotiske heroisme.

Det paradoksale i denne sammenhæng er dog, at ansvarsfralæggelse ikke er en konsekvens, som er forbeholdt 68’ernes frigørelsesprojekt. Det er meget muligt, at frigørelsen havde utilsigtede konsekvenser, som den franske forfatter Michel Houellebecq ihærdigt pointerer i Elementarpartikler fra 1998, men hvad så med den ansvarsfralæggelse, der følger med så radikale udsagn som Margaret Thatchers, »there is no such thing as society« (der er således kun individer, må man forstå)? Man skal altså på en og samme tid tro på, at Vestens ”samfund” er det bedste, samtidig med, at man alene må tage ansvaret, hvis den tro ikke kan indfris. Men lad os i thatcherismens ånd ikke hænge os i den slags detaljer. Det hele skal nok gå, hvis bare du jagter succesen. Og i 1980’erne forstod man som nævnt at iscenesætte den.

Et af de måske bedste eksempler er den kendte Gillette-reklame, The Best a Man Can Get fra 1989. Her fremstilles den glatbarberede idealmand som både astronaut, bokser, atlet og sågar børsmægler på Wall Street. En type portrættering man ikke ser i dag. Finanskapitalismen på Wall Street har trods alt tabt en del anseelse i mainstreamkulturen og de fleste fortællinger er ”cautionary tales” à la Jordan Belforts i The Wolf of Wall Street fra 2013. Men en vigtig detalje i 80’er-fremstillingen af succes er, at Gillette-manden også er hengiven ægtemand og familiefar. Gode konservative idealer.

Yuppier i fare

Det blev moderne at være konservativ i 1980’erne. Tænk for eksempel på periodens markante medlemstilvækst i Konservativ Ungdom. Eller på Blomsterbørns børn-stjernen, den unge ”Reaganite” Alex P. Keaton (Michael J. Fox), som var fjernsynets svar på Huey Lewis’ & The News’ budskab om konformitetens genkomst, som den kommer til udtryk i hittet Hip To Be Square fra 1986. Men 1980’erne præsenterede dog ikke konformiteten som i sig selv et værn mod farer. Nej, man måtte være på vagt, for faren lurer lige om hjørnet og kommer ofte indefra og i forklædning.

Thriller-subgenren ”yuppies in peril”, et begreb opfundet af den newzealandske filmkritiker Dominic Corry, fremstiller det gode amerikanske idealliv og kampen mod de underminerende kræfter. Filmene er lavet i en periode, der ca. strækker sig fra 1985 til 1995 og har en lang række fællestræk.

Progressive, barfodede hippier som Steve Jobs fra Apple og ispionererne fra Ben & Jerry’s varegjorde 68’ernes frihedsidealer og gjorde derved kapitalismen endnu stærkere

Vi møder ofte en amerikansk bedsteborger: en velanset læge, advokat eller ambitiøs forretningsmand, som også er et etableret familiemenneske. Han spilles eksempelvis af Michael Douglas, som i Fatal Attraction (1987) eller af den ofte oversete, men ikke desto mindre fremragende, James Spader, som i Bad Influence (1990). Douglas indleder en affære med en dragende og mystisk kvinde. Spader inviterer en venlig fremmed ind i sit liv. Inden de to ellers reelle mænd får set sig om, ender det galt: elskerinden koger familiens kaniner, og den venlige fremmede har på snu vis fabrikeret fældende beviser imod vores hovedperson. Vores helt befinder sig pludselig i livsfare eller midt i en hektisk kamp for at bevise sin uskyld.

Pointen med filmene er ofte, at brud på familieværdier eller lemfældig omgang med fremmede (om så det gælder affærer, en barnepige eller en tilsyneladende rar lejer) ikke bare risikerer at give bagslag, den risikerer faktisk at underminere hele vores moralske fundament. Det minder os om, at de traditionelle værdier er truet og må forsvares. Lysindfaldet gennem persiennerne, de regnvåde gader samt hovedpersonernes tilbagestrøgede hår og hornbriller er umiskendeligt 80’er-noir. Filmenes åbenlyse æstetiske appel er ikke til at tage fejl af. Og hvis man kradser i overfladen, er deres ideologiske budskab det heller ikke.

Reagans projekt, 80’ernes styrke

Reagans projekt var således tosidet: En aggressiv nyliberalisme og traditionel konservativ moral. Reagans karisma og evne til at få amerikanerne til at tro på sig selv igen var udslagsgivende for den måde, vi ser på 1980’erne på i dag. Efter en tid med mistro og politisk armod ovenpå Watergate, Vietnamkrigen og energikrisen, forstod Reagan at genoprette USA’s selvtillid og løse »the crisis of confidence«, som hans forgænger, Jimmy Carter, så nøjagtigt beskrev.

Dynamikken mellem kapitalismens fejltrin og kulturens forsøg på fortolkning kan spores til 1980’erne – årtiet, der på mange måder markerer etableringen af det samfund, vi kender i dag

Reagan satsede først på den korte bane: han satte gang i økonomien og skabte incitamenter til at forbruge og kaste sig ud i en jagt på succes, som for nogle var drevet af en Gordon Gekko-agtig kynisme. Men lige så vigtigt forstod Reagan at formulere en ideologi, som Hollywood nemt kunne formidle. Reagan formåede at skabe en alliance mellem ideologi, kapitalisme, befolkningen og magten. Jo stærkere denne alliance var, desto svagere blev dens fjender.

Man skal selvfølgelig være påpasselig med at tilskrive Reagans politik mere hæder og anerkendelse, end den fortjener. Den økonomiske nyliberalisme, ”Reganomics” har utvivlsomt øget uligheden og den sociale uretfærdighed i USA og medvirket til skabelsen af en ustyrlig Wall Street-kapitalisme. Og det er sandsynligt, at Reagans udenrigspolitiske succes ikke havde været en realitet, havde Sovjets generalsekretær ikke heddet Mikhail Gorbatjov.

Derfor må man også besidde en vis mængde kynisme, hvis man vælger at lade sig overbevise af Reagans stærke retorik og Hollywoods fortællinger. I 1980’erne måtte man til en vis grad acceptere den amerikanske fornemmelse af overlegenhed, hvilket mange også gjorde, fordi det var i overensstemmelse med resultatet af Anden Verdenskrig.

Reagans projekt både skabte og krævede en kynisme. Men i dag er projektet faldet sammen og begge sider stukket af i hver sin retning. Man er nu nødsaget til at besidde en langt mere ekstrem kynisme, hvis man vil opretholde troen på USA, præsidentembedet og Vestens legitime position som én stor ”Master of the Universe”.

Trump har langt fra skabt Reagans stærke alliance, selvom han også selv har stor gennemslagskraft i populærkulturen. Men hans polariserende politik, åbenlyse afstumpethed og det totale fravær af et troværdigt projekt har gjort ham til en meget mere latterliggjort figur, end Reagan var. Og det på trods af, at Reagans omdømme udviklede sig fra ekstremistisk og militant cowboy til jovial, midtersøgende statsmand.

Men hvis Trump intet projekt har, virker det endnu mere meningsløst at acceptere den kynisme, som han er produkt af og selv har eskaleret. Det skal for en god ordens skyld siges, at kynismen fra et idealistisk synspunkt aldrig har været et legitimt middel til at indfri politiske projekter, men i 1980’er-tilfældet måtte der en mængde kynisme til for at kunne sluge Reagan-pillen og den ulighedsskabende politik, han førte. Det var kynisme kombineret med en æstetisering af Den Amerikanske Drøm, som kan overbevise selv de mest dedikerede socialister. Men tiden er løbet fra kynismen, og det er ikke værd at påtage sig den for Trumps skyld. Easy Rider var ikke nihilisme. Trump, til gengæld, er en sand nihilist.

Reagans syn på moral og på det 20. århundredes ideologikampe var selvsagt for unuanceret. Men man skal samtidig være blind for ikke at kunne se, at han trods alt kæmpede for Vestens sejr, hvilket måtte indebære, at kommunismen tabte. Muren måtte falde, hvilket dele af venstrefløjen har haft svært ved at anerkende Reagan for. Reagan var en succes, men dele af hans politik skabte en kynisk kultur, hvor Trump-logik fører hele vejen til Det Hvide Hus. Trump lader til at have radikaliseret Gordon Gekkos mantra om grådighed, så det nu gælder, at ”Kynisme er godt. Kynisme er rigtigt. Kynisme virker”.

Kynisme virker i det omfang, at man må anlægge et kynisk perspektiv, når man retrospektivt fremhæver Reagan som en succes. Han vandt krigen, men skabte samtidig plads til at Trump — med kynismen som følgesvend — kunne gå hele vejen.