Print artikel

Stille kunst kan andet end at larme

Latifa Echakch, 'Crowd Fade'
Reportage
14.11.17
Kan kunst være fri i et land som Tyrkiet, hvor anholdelser af menneskeretsforkæmpere og masseafskedigelser ligger i baggrunden og lurer? Næppe. Ifølge kritikere gør den kendsgerning den 15. Istanbul Biennale til et stille, næsten stumt udstillingsrum, men stille kunst kan andet end at larme.

Istanbul. Mørkegrå, næsten brune, doriske søjler vogter bygningen, der er kendt som Den Græske Skole i Galata. Kvarteret er kendt for sine små snørklede gader, der bugter sig i stejle stræk op til det middelalderlige Galata-tårn, hvor turister hver dag står sammenpresset for at få et overblik over den kaotiske by, havet og starten på asien, der ligger på anden side af Bosporus. Ude fra virker skolen fjendtlig. Den blev bygget mellem 1885 og 1909 til de græske børn, der dengang levede i Istanbul. I dag er der ikke længere et græsk mindretal, der holder skolen i gang. I stedet bliver bygningen brugt til Istanbul Biennale, der er kurrateret af den dansk-norske kunstduo Elmgreen & Dragset. Efter det obligatoriske metaldetektor-tjek ved indgangen, fører en stentrappe op til skolens mange etager med klasselokaler. Her er proppet med mennesker: børn, teenagere og voksne. Det er overvældende.

Først da jeg træder ind i et mørkt rum, hvor der bliver vist en film på et stort lærred, falder nærværet ind i mig. En ung dreng i lyseblå skjorte sidder på et kulørt tæppe. Han taler ikke. Han fægter med armene. Han ser direkte ind i kameraet. Han fortæller en historier. Med sine fingre, hænder og arme gør han sig forståelig. Han laver en kikkert med hænderne og tager den op foran øjnene. Han bevæger sin arm frem gennem luften og over sit hoved: Han har set bomber måske missiler, han tæller til otte med fingrene. Han griber en vandflaske, der står i vindueskarmen bag ham, og laver et affejende tegn: ikke mere vand. Med sine hænder modellerer han en vandhane ud fra væggen og bukker sig ned, han lader som om, han vil drikke af den. Han laver igen et affejende tegn. Han tager sig til halsen og imiterer følelsen af at blive kvalt. Der kommer en mørk lyd fra hans mund. De få lyde han fremstammer understøtter den historie, han fortæller. De er gruopvækkende. Han gengiver et gevær og sætter det foran øjnene, skyder på nogen, så krøller han sig sammen. Han viser, hvordan blodet fosser ud af halsen, hvordan en mave bliver skåret op, hvordan arme og ben bliver skåret over.

Drengen hedder Mohammed, han er 13 år, han er flygtet fra Kobane i Nordsyrien, han døv og stum. Alligevel formår han at fortælle sin historie så detaljeret og gribende, at jeg får ondt et sted bag ribbenene. Filmen, der kun er lidt over tre minutter, hedder Wonderland (2016) og er filmet af den kurdiske filmkunstner Erkan Özgen. At han er kurder, står ikke i udstillingsbogen, som biennalen udgiver. Den slags politiske kampe er der ingen af på biennalen. Derfor larmer udstillingerne heller ikke i offentligheden, og der var ikke politi på gaden, da biennalen åbnede. Debatten om udstillingen i den tyrkiske og internationale presse har også været stille. Foruden den, der har fundet sted i den tyske presse, og som stiller spørgsmålstegn ved biennalens rolle, når den finder sted i ufrie, diktaturlignende omgivelser. Nogle kritikere og debattører har endda argumenteret for at boykotte udstillingen, for at vise utilfredsheden med den tyrkiske stat.

Temaet på den 15. Istanbul Biennale er Den gode nabo. Temaet virker sympatisk, måske endda naivt, men i sammenspil med for eksempel Özgens film, bliver temaet en mere forvildet størrelse. Flere af værkerne referer og interagerer med krigen i Syrien, nabolandet, som blandt andet betyder, at over 3,2 millioner syrere bor i Tyrkiet, mange i Istanbul. Rundt på de seks udvalgte udstillingsbygninger, der huser værkerne på biennalen, er det ofte de nære og umiddelbart mere personlige historier, kuratorerne har værnet om. »Vi er ikke interesseret i at kortlægge hele verdens problemer, for det er ikke et effektivt koncept,« fortæller Michael Elmgreen i et interview med det tyrkiske kunstmagasin Exhibist. »Nogle gange tager man på en kunstudstilling og det eneste, man tænker på, er: hvor mange film om folkemord kan jeg holde til på to timer? Det, der sker, er, at publikum bliver ignorant i stedet for involveret. Det er derfor, vi prøver at tage de store politiske problematikker ned på den personlige skala,« fortsætter han. Men det er også værd at tænke på, at verden så radikalt anderledes ud, da temaet blev bestemt: Barack Obama var stadig præsident i USA, briterne havde ikke stemt for Brexit , EU havde endnu ikke indgået en flygtningeaftalen med Tyrkiet og kup-forsøget i Ankara og Istanbul i juli 2016 var stadig et fremtidsspøgelse. De hændelser har re-aktualiseret temaet, og gjort det relevant på en mere dystopisk måde.

'Wonderland' af den kurdiske filmkunstner Erkan Özgen

Det er første gang, at danske Michael Elmgreen og hans norske kompagnon Ingar Dragset er kuratorer. De er normalt kendt for at være kunstnere, der opererer mellem konceptuelt design og arkitektur. Det er dem, der står bag den lyseblå swimmingpool-vippe, der stikker ud gennem muren på kunstmuseet Louisiana (Powerless Structures, Fig. 11, 1997) og Han (2012), den mandelige, spejlagtige udgave af den lille havefrue, der står på havnen i Helsingør. De har også opført en Prada-butik langs en øde landevej i Marfa, Texas, den slags. Til kritikken rettet mod biennalen og dens uvilje til at larme, svarer Michael Elmgreen, at der er gode grunde til at have en kritisk tilgang, men det er sørgeligt, at man ikke hører om andet end alt det forfærdelige. »Vi bor i Tyskland,« fortæller han, »og jeg tror ikke, tyskerne ville kunne lide, at de kun blev bedømt på deres regering, og at der ikke blev rapporteret om andet, det gør ikke befolkning noget godt. Faktisk er det ødelæggende for de progressive kræfter i et land, at man ikke hører om den positive udvikling,« forsvarer han sig.

Jeg har aftalt at mødes med Sabine Küper-Büsch, der er kurator og filmdokumentarist, og aktuel med dokumentaren The Turkish Referendum: A Path to Dictatorship. Hun er fra Tyskland, men har boet i Istanbul i over 20 år. Da jeg møder hende, spørger jeg, hvad hun synes om biennalen. »Jeg er ikke en af dem, der synes, at biennalen er for blød,« fortæller hun. »Jeg mener come on, biennalen korresponderer med den situation, der er i Tyrkiet. Meget af det kunst, der bliver vist er symbolsk og immanent. Det er mere indlejret, og derfor larmer det ikke så meget,« siger hun. Så spørger hun, om jeg har hørt om Osman Kavalas anholdelse?

Osman Kavala er bestyrelsesformand for Anatolsk Kulturcenter, forretningsmand og ejer af galleriet Depo. Han er en af de få, der har lavet udstillinger i Tyrkiet om folkedrabet i Armenien, der kostede mellem 1 og 1,5 million armeniere livet fra 1915-1918. Osman Kavala spiller en væsentlig rolle for et åbent og multikulturelt Tyrkiet, derfor følger det intellektuelle miljø i Istanbul grundigt med i hans skæbne. For tre uger siden blev han arresteret kort før, han skulle stige på et indenrigsfly til Antep. I de to efterfølgende uger har der været forhandlinger, i sidste uge blev han officielt arrestret. Sigtelsen lyder, som ved de mange andre anholdelser af journalister, forfattere og menneskerettighedsforkæmpere: forsøg på at omstyrte den tyrkiske regering. I juli blev direktøren for Amnesty International i Tyrkiet, Idil Eser, og syv andre aktivister anholdt. 160 medier og forlag er lukket ned siden kup-forøget den 15. juli 2016. Omkring 150.000 offentligt ansatte er blevet fyret, og over 60.000 har været arresteret. Listerne er lange og fortsætter.

Jeg spørger Sabine Küper-Büsch, hvordan situation påvirker hende og hendes arbejde. »Jeg er ikke bange, jeg føler heller ikke, at jeg bliver overvåget,« fortæller hun, »men på den anden side er der ting, jeg er holdt op med at gøre. Jeg vil aldrig tage til et møde med aktivister eller interviewe en med tilknytning til Fethullah Gülen-bevægelsen. Det er simpelthen for farligt,« fortsætter hun. Sabine Küper-Büsch gætter på, at over halvdelen af de tyskere, der boede i Istanbul før juli 2016, er flyttet tilbage til Tyskland. Hun fortæller, at hun selv er ved at stifte et nyt hjem på Malta. Det er ikke kun på grund af situationen i Tyrkiet, understreger hun, men hvis uheldet er ude, er det rart med et andet hjem.

Mens vi taler, kommer jeg til at tænke på marokkansk-franske Latifa Echakhchs værk på Istanbul Modern. Jeg tænker på de overvejelser, hun må have gjort sig før, hun satte projektet i gang, balancegangen. Istanbul Modern er en gammel industribygning, der ligger på havnen. Latifa Echakhchs værk ser ikke ud af meget, når man først støder på det, det ligner blot en kedelig grå betonmur, der løber rundt og danner et rektangel. Det er først, da jeg går ind i åbningen mellem de to betonmure, at jeg bliver opmærksom. Gråt støv og murebrokker ligger på gulvet og stammer fra den ituslået frise, der er malet på de omsluttende vægge. Man kan stadig se dele af det oprindelige illustration: en folkemængde, der demonstrerer og gør oprør. Ansigterne er uklare, farverne matte og tunge. Flere af demonstranterne har viklet et tørklæde om munden for at undgå tåregas i halsen.

Latifa Echakch, 'Crowd Fade'
Latifa Echakch, 'Crowd Fade'

Latifa Echakchs værk Crowd Fade (2017) er et af de mest eksplicit politiske på Istanbul Biennale. Frisens billeder kunne være fra hvilken som helst demonstration, måske en fra det arabiske forår, men de fleste ser Gezi Park-demonstrationerne, der fandt sted i 2013 og 2014 klods op ad Taksim-pladsen, midt i Istanbul. Protesterne fandt sted, da det var planlagt, at den lille park skulle laves om til et shoppingcenter. Der blev slået hårdt ned på de fredelige demonstrationer, en ung dreng på 15 år blev slået ihjel, mange tusinde blev sårede. Det var brænde på bålet, flere demonstranter sluttede sig til protesterne, det blev en princip-sag, og oprøret spredte sig til flere steder i landet. Protesterne transformerede sig til en generel kritik af regeringen, som ikke er set før i Tyrkiets nyere historie. Den lille park overlevede, men over 8000 demonstranter blev såret, 104 alvorligt og 11 døde. Crowd Fade fortæller historien om det, der engang var et spirende håb, men også hvordan det i dag ligger som sløvt gråt støv på gulvet. Jeg fumler lidt rundt mellem murbrokkene, og det falder mig ind, at Latifa Echakhchs må have stået med en hammer og banket hårdt mod folkemængden, der er malet på muren. Igen og igen. Klunk. Klunk. Jeg får kuldegysninger. Jeg tænker: stum kunst kan stadig lave store fagter, endda gruopvækkende lyde.