Print artikel

Et vekselspil

Edvard Munch, I mandens hjerne, 1897, træsnit, privatsamling, Norge. Foto: Thomas Widerberg
Essay
21.06.19
Edvard Munchs beundring for digtsamlingen 'Vekselspillet' giver god grund til at se nærmere på den danske digter Emanuel Goldstein. Hvem var denne digter, der fascinerede Munch med sine digte, og som desuden indgik som en vigtig samtalepartner i hans skifte fra naturalisme til symbolisme? Med udstillingen 'Munch og Goldstein. Intense linjer' fortæller Fuglsang Kunstmuseum historien om det livslange venskab mellem den verdenskendte norske kunstner og den relativt ukendte digter fra Nakskov.

I 1891 skrev den danske digter Emanuel Goldstein til sin norske ven Edvard Munch:

»Nu skal jeg for resten sige Dig noget Hr Munch: Du er i Grunden det eneste Menneske jeg har Respekt for ... Du er den mest frigjorte Aand jeg nogensinde har truffen paa. Jeg antager ikke at Ros fordærver Dig. Aa, naar jeg tenker paa alle de andre 'Kunstnere', der sætter Kunsten over deres egen Menneskelighed, saa bliver jeg syg til døden. Det er noget saa betryggende i en Gang at treffe et rigtig Menneske.«

Munch og Goldstein var i 1889 begge unge, lovende kunstnere med stor appetit på at diskutere tidens aktuelle kunstneriske strømninger, og for hvem alle muligheder i livet som i kunsten stadig stod åbne. En anden appetit, som de var fælles om, var på kvinder, en appetit, der dog for begges vedkommende var blevet svækket af oplevelser med en kærlighedssorg, der havde sat sig dybe spor. Begge havde svært ved at gøre sig fri af mindet om den kvinde, der havde knust deres hjerte. Goldstein havde i 1886 sat ord på sin bittersøde kærlighedshistorie i digtsamlingen Vekselspillet, og hans fremstillinger af følelser og erfaringer vakte genklang hos Munch, der beundrede samlingen. Det fremgår af breve, at han anbefalede bogen og fortalte i rosende vendinger om den danske forfatter til venner og bekendte i kunstnerkredse i mange år efter, at han stiftede bekendtskab med digtsamlingen.

Hvem var denne digter, der fascinerede Munch med sine digte, og som desuden indgik som en vigtig samtalepartner i Munchs skifte fra naturalisme til symbolisme?

En yderligere faktor for deres oplevelse af identifikation med hinanden, synes at være, at de begge var ’nervøse’ personligheder med et skrøbeligt helbred. Goldstein havde tilsyneladende allerede et ’nervøst sammenbrud’ bag sig i 1889, og Munch, hvis far netop var død, mens Munch opholdt sig i Paris, valgte omkring årsskiftet af forskellige årsager at flytte til den roligere forstad Saint-Cloud. Det var her i Saint-Cloud i begyndelsen af 1890, at venskabet mellem de to kunstnere blev grundlagt.

Venskabet, der holdt livet ud, og ikke mindst Munchs vedholdende beundring for Vekselspillet giver  god grund til at se nærmere på forfatteren Goldstein, der siden stort set er blevet glemt. Hvem var denne digter, der fascinerede Munch med sine digte, og som desuden indgik som en vigtig samtalepartner i Munchs skifte fra naturalisme til symbolisme?

Postkort med Hotel Belvédère i Saint-Cloud ved århundredeskiftet. Munchmuseets fotoarkiv, Oslo

Goldstein, en digter fra Nakskov

Emanuel Jacob Goldstein blev den 6. august 1862 født i Nakskov som søn af Jacob Ephraim Goldstein (født i Danzig, Preussen i 1830, død 1911) og Rose Goldstein (født Lublin i Sakskøbing 1823, død i 1901). Begge forældre var jødiske og faren, der var buntmager og hattemager, drev først forretning i Nakskov og fra 1880 i København, hvor han startede den meget succesfulde engrosvirksomhed J. Goldstein & Søn, der fik filialer i både Malmø og Berlin. Sønnen, der nævnes i firmaets navn, er Emanuels bror Isidor (1856-1914). Farens succesrige forretning betød, at Emanuel blev støttet økonomisk og ikke havde brug for at arbejde.

I Goldsteins digteriske produktion er Vekselspillet (udgivet under pseudonymet »Hugo Falck«), der i eget navn blev udgivet i både en anden- og en tredjeudgave under titlen Alruner, hovedværket. I samlingen beskriver han kærligheden mellem mand og kvinde. I Goldsteins optik er kvinden som gift og elskoven et slagsmål. Formen er, som »Chr. R.« skriver i en omtale af tredjeudgaven fra 1916, både knap og kras, som for eksempel i digtet »Elskov« Som han skriver, tolker de bedste af digtene »Elskovens fornuftstridige Væsen i antitetiske Paradokser«, og svinger typisk mellem dyb ømhed og bundløs foragt. Alle tilløb til kærlige følelser udlignes straks af en altgennemtrængende bitterhed, som i Vekselspillets »Hinc illæ lacrymæ«, der i Alruner hedder »Forraadt«. Der er, som vennen og litteraturkritikeren C.E. Jensen formulerer det, tale om en digtsamling, der udtrykker »en personligt-følt, raffineret-brutal Elskovsopfattelse.«

Nøglen til digtsamlingen synes at være samlingens mest åbenlyst biografiske digte, samlet under titlen »Elskovens Evangelium«, der i Alruner har fået titlen »Ouverture«, som fortæller om hvordan den store forelskelse får fortælleren til at bryde med både forældre og venner, for til sidst at lade ham tilbage, alene i et rum, krydret af hendes duft. Bruddet efterlader ham med alle minderne:

»Overalt laa Minder, der i flimrende Tusmørkestunder / Brød op som i skorpede Saar vidtspilede Vunder; / Som udløste Rummet i lys-svøbte, / Henaandte Ord hendes Kærtegn, hendes Haan, hendes taare-døbte, / Elskovsbaarne Hulken….«.

Edvard Munch, To kvinder ved stranden, 1898, træsnit, privatsamling, Norge. Foto: Thomas Widerberg

Digtene er både højtråbende og dybtfølte, og som Goldsteins ven gennem 35 år, den danske skuespiller og maler Albrecht Schmidt (1870-1945) henviser til i et brev til Munch efter Goldsteins død, så byggede digtene på Goldsteins egne, smertefulde erfaringer, der aldrig forlod ham: »Den aandelige Reise (Alruner) som han gennemlevde som Nittenaarig, gjorde ham for altid til en mærket Mand. Den lagde sikkert Grunden til den Hovedpine som mer og mindre plagede ham Livet igennem og som tvang ham til Isolation, der gjorde ham til ikke saa lidt af en – Særling«.

Goldstein døde den 23. januar 1921, angiveligt af Den spanske syge.

Venskabet set med danske briller

Indtil videre har litteraturen fortalt historien om Munch og Goldsteins venskab med udgangspunkt i Munch. Goldstein fremstilles i disse udlægninger som Munchs danske forfatterven, men uden at man har set på hans liv og forfatterskab. Goldstein er groft sagt blevet behandlet som en slags statist i Munchs liv. Anskuer man imidlertid historien ud fra den antagelse, at deres venskab i udgangspunktet var en relation mellem to ligeværdige unge mennesker og kunstnere, der fandt en sjælden forståelse hos hinanden, får fortællingen nye facetter.

Kvinder og nervesammenbrud

Munch og Goldstein mødte hinanden i Paris i slutningen af 1889 formentlig på en café eller bar, hvor den skandinaviske kunstnerkoloni samledes. På dette tidspunkt var de begge unge kunstnerspirer på henholdsvis 26 og 28 år. Munch havde modtaget Statens stipendium og var i Paris på sit første længere studieophold, hvor han tegnede efter model på Léon Bonnats (1833-1922) malerskole, og Goldstein opholdt sig ligeledes i Paris i en længere periode, uden at vi kender anledningen. Måske var han på en slags arbejdsophold, mens han var i gang med at oversætte den franske forfatter Joris-Karl Huysmans’ naturalistiske roman Un Dilemme fra 1887, som blev udgivet på dansk i Goldsteins oversættelse med titlen Bryderier i 1891.

Det er først, når man har opnået at lave en »Fremstilling af den Virkelighed, der lever i ens Hjærne«, at det ifølge Goldstein bliver interessant

Kort efter at Munch er ankommet til Paris i begyndelsen af oktober, dør hans far. Munch modtager først meddelelsen om farens død den 4. december 1889, hvilket er efter begravelsen har fundet sted, og chokket og sorgen sætter ham i en dyb krise, der kommer til at præge resten af Frankrigsopholdet. En række notater, som han gjorde i perioden, fortæller om hans savn: »Hvad skulde jeg ikke gi om jeg kunde bare engang lægge mine arme om hans grå hode og si hvor jeg holdt af ham«, og om hans anger: »Det var altid denne genancen. Det er ikke så meget al den sorg jeg har gjort ham – Det er mere det mindre ting. At jeg var kold når han var blød –«.

Ifølge breve kedede Munch sig på Bonnats malerskole og afsluttede undervisningen i begyndelsen af januar 1890. En anden årsag kan have været, at der ifølge Karl Konow opstod uenighed mellem Bonnat og Munch om farven på væggen i et modelstudie. Samtidig florerede der en influenzaepidemi i Paris, som Munch gerne ville undgå, og derudover har det sandsynligvis også spillet ind, at det var billigere at opholde sig i forstaden end i centrum. På denne baggrund flyttede Munch til forstaden Saint-Cloud, hvor Goldstein også boede. Her boede de på samme hotel (Hotel-restaurant Belvédère, quai de Saint-Cloud nr. 12) og fandt hinanden i et venskab og en fælles kunstnerisk søgen.

Edvard Munch, To mennesker. De ensomme, 1899, træsnit, privatsamling, Norge. Foto: Thomas Widerberg

Det var antageligt også i denne periode, at Munch stiftede bekendtskab med Vekselspillet. Meget tyder på, at Goldsteins ord ræsonnerede med Munchs egne erfaringer. Det er ikke til at sige med sikkerhed, om det var Goldsteins digte om den smertefulde kærlighed eller om det var sorgtilstanden og oplevelsen af ensomhed, der nærede Munchs minder om hans ulykkelige forelskelse i den gifte Milly Thaulow (1860-1937), som han havde en affære med i sommeren og efteråret 1885, men Munch fortæller selv, at minderne om hende dukker op igen på dette tidspunkt. Milly, der var gift med lægen Carl Thaulow (1851-1915), bror til Munchs gode ven, maleren Frits Thaulow (1847-1906), er en af de helt centrale kvinder i Munchs selvbiografiske fortælling, herunder i de dagbøger som han skrev i løbet af opholdet i Saint-Cloud, hvor hun omtales som »fru Heiberg«. Her fremgår det, at affæren stadig martrede Munch i 1989/90: »Det var længe siden nu at jeg havde tænkt på hende - det kom dog igjen Hvilket dybt mærke hun har gravet ind i min hjerne - at intet andet billede kan trænge det aldeles væk«. Ifølge kunsthistoriker Reinhold Heller synes genkomsten af minderne om Milly samtidig at have forbindelse til farens død, fordi affæren med en gift kvinde havde været hans dybt troende far stærkt imod, hvilket pinte Munch.

Udover kvinder og hjertesorg, synes Munch og Goldsteins fælles erfaringer at have med oplevelsen af det man på det tidspunkt kaldte for 'et nervøst sammenbrud' at gøre. For begges vedkommende synes kvinder og dårlige nerver at hænge sammen. Det er muligt, som Munch selv antyder omkring 20 år senere, at erfaringerne i bund og grund ikke var særlig ens, men det ændrer ikke ved, at de dengang blev oplevet sådan, og at denne oplevelse skabte en følelse af samhørighed. Hentydningen falder i et brev til Goldstein, dateret den 28. oktober 1909, dvs. nogle måneder efter at Munch var blevet udskrevet fra sin syv måneder lange indlæggelse på en nerveklinik i København: »Katastrofen kom akkurat 7 År på Måneden efter den Katastrofe 1902 - som frem-kaldte min Tilstand - - Ja jeg var naiv hine Dage i St. Cloud som dengang troet at have oplevet det samme som Du - nemlig den anden Historie - jeg havde nok forstået Din Historie bedre - hvis det havde været Tilfældet«.

Edvard Munch, Kysset III (specialvariant), 1898, træsnit, privatsamling, Norge. Foto: Sidsel de Jong

Noget tyder altså på, at Goldstein allerede i tiden før deres første møde i 1889, havde haft en form for psykisk sammenbrud. Omstændighederne omkring dette kendes ikke, men som vennen Albrecht Schmidt hentydede til i sit brev til Munch i 1921, så var Goldstein »mærket« af oplevelsen med affæren resten af livet i en sådan grad, at det tvang ham til isolation og betød, at han udviklede sig til en særling. I et notat med overskriften »Indtryk fra Munchs Ophold paa Jacobsens Klinik« fortæller Goldstein, hvordan Munch for så vidt foretrak uligevægten: »Da han var i den friske Bjergluft (i Thüringen) fölte han det, som han gik over en Bro, og alt det sygelig laa langt under ham. Det var, som var der en Spaltning i hans Væsen, men han likte egentlig ikke Tilstanden: den var ikke i Overensstemmelse med hans Væsen.  Med sanatorieophold kunde han nok faa denne Bro bygget fastere, men det vilde være Undergangen for ham. Det var Virkeligheden, den normale Tilstand, Ligevægtstilstanden, som forekommer ham kedelig og uproduktiv«.

Goldstein er groft sagt blevet behandlet som en slags statist i Munchs liv

At Munch og Goldstein har delt deres sviende erfaringer med kvinder med hinanden, er der ingen tvivl om, når man læser følgende sarkastiske passage af Goldstein, hentet fra et brev til Munch, dateret 15.juli 1893:

»Jeg har paa ny gjort Bekendtskab med Heltinden fra Veksel-spillet. Hun er gift. Jeg sagde til hende, at hvis jeg ikke allerede havde tilegnet Digtsamlingen til Dig saa kunde den jo i Grunden være tilegnet hende. Nu taler vi sammen som Venner, uden Spor af Erotik. Ja vore Elskerinder du! Det vil sige dem der har bedraget os, dem skylder vi alligevel mangen en dejlig Stemning. Tænk Dig hvis de ikke havde bedraget os, hvor det da havde været fælt.«

Uanset om oplevelsen af identifikation byggede på en indbildt lighed mellem deres erfaringer med kvinder og nervesammenbrud eller ej, så tyder meget på, at Munch genkendte sine egne erfaringer i Vekselspillet. Som blandt andre Heller har bemærket, så er Goldsteins måde at udtrykke kærlighedens smerte på nært beslægtet med Munchs. Derudover roste Munch samlingen vidt og bredt, hvilket han ofte nævner i breve til Goldstein, som i et brev fra den 22. januar 1891: »Hvordan går det med bogen – er den færdig – Husk på – den må bli god – for jeg har rost Dig meget hjemme i Norge […]«. Et måske endnu bedre bevis er, at Munch går med tanker om at gennemillustrere Vekselspillet: »En af de sidste med hvem jeg ofte har talt om bogen er Niels Vogt – han er nu osså begeistret for den. Jeg har tænkt i sommer at tegne endel – kan hænde jeg kunde få gjort noen illustrationer til bogen – hva sier du dertil – F.ex en tegning til hvert digt? – Så kunde den udkomme til Jul«. Kan man forestille sig en bedre ros? En gennemillustrering bliver dog på tankeplanet, og Munch ender med at levere en enkelt illustration til andenudgaven af Vekselspillet, der udgives som Alruner i 1892.

Tanker om symbolisme

Foruden kvinderne, synes et brændende emne i Munch og Goldsteins samtaler at have været spørgsmålet om, hvordan de kunne bevæge sig væk fra naturalismen, for i stedet at udtrykke sig i overensstemmelse med tidens tværæstetiske symbolistiske og syntetiske strømninger. Emnet vender de tilbage til i brevene fra tiden efter Saint-Cloud, ligesom de begge formulerer deres nye kunstneriske vision i tekster, der efter alt at dømme er inspireret af deres samtaler. Munch i et notat, der siden er blevet kaldt for Saint-Cloud-Manifestet, og Goldstein i teksten Kammeratkunst. Vi har i sagens natur ikke afskrifter fra deres samtaler og må derfor forlade os på de hentydninger, der findes i deres breve, på indholdet i deres tekster og på den eksisterende forsknings behandling af emnet.

Edvard Munch, Angst, 1896, træsnit, privatsamling, Norge. Foto: Sidsel de Jong

I et brev fra Munch til Goldstein, sendt fra Nice den 8. februar 1892, fremgår det, at han på dette tidspunkt stadig arbejder på »at kaste realismen væk«, men at skiftet fra naturalisme/realisme til symbolisme ikke er så nemt endda: »Det går vel dig som mig i maleriet muligvis rigtig at kaste realismen væk magter vi ikke«. Også Goldstein har sin tvivl, blandt andet om hvordan man skal få formidlet sin »natur« og sin menneskelighed uden at formen spolerer udtrykket undervejs i processen. I et brev til Munch dateret 30. december 1891 diskuterer han det paradoksale i at lave regler, der skal sørge for, at kunsten er et udtryk for kunstnerens natur: »Bare jeg tenker paa Naturalisme og Realisme og all den anden Kunstindustri staar faar jeg Kvalme – Jeg antager ved daglig at arbejde maa man til Slut faa sin egen Natur frem i al dens Oprindelighed. Uden at være bunden af nogen Form eller nogen Retning. […] Hvis man nu er bunden af en Retning saa er det rent galt«. Halvanden måneds tid senere skriver han:

»Nu først - efter at jeg har faaet Bugt med alle disse Unoder som kaldes for Realisme, aa nej blot til dels fåået Bugt med dem – nu føler jeg igen Lyst til at tage fat for Alvor med Digte og Skuespil. Det er absolut den Form man bliver personligt i og hvor ens naturalistiske Tendenser bedst kan undertrykkes. Tænk Dig et Drama hvor hver Replik er som et kladt Buestrøg og hvor Tilskueren saa selv maa være Violinen. For det er det som der er regnet for lidt med i al naturalistisk Kunst, at leseren selv maa bringe Stemning med. Den Maade som Jæger f.E. slog sin Stemning op, ved en Overdængen, og en Fremtvingen og en Hylen (se hans »Noveletter«) den fremkalder ikke Stemning i ens egen Sjæl. Der er givet for meget. Der mangler Opfattelse og derfor ægte Stemning.«

Edvard Munch, Goldstein i trekvartprofil og Goldstein som panter, 1908-09, litografi, Munchmuseet, Oslo. Foto: Halvor Bjørngård

En forudsætning for, at der kan opstå »ægte Stemning«, er altså ifølge Goldstein, at modtageren selv skal være »Violinen«. Samtidig synes konklusionen efterhånden at blive, at det vigtigste er, at kunsten er »menneskelig«, hvilket Goldstein giver udtryk for i et brev til Munch den 15. juli 1892: »Bare en Ting er menneskelig, saa er det ligegyldigt om det er Realisme eller Syntetisme. Men hvor det er vanskeligt ad bevidst Vej, at naa det Standpunkt man indtog ad ubevidst Vej. Jeg tror aldrig jeg kommer til at skrive noget saa naivt menneskeligt som ’Vekselspillet’«.

Netop det menneskelige står også centralt i Saint-Cloud-manifestet, der i den første version var en litterær skitse eller en dagbogsoptegnelse, der formentlig stammer fra tiden i Saint-Cloud. I teksten beskriver Munch den fortættede stemning på et forlystelsessted tætpakket med mennesker, hvor en lille dame i lilla trikot går på line, rummet er blågråt af tobaksrøg og nogle rumænske sangere iført dragter i stærke farver hensætter kunstneren i en drømmeagtig stemning. Samtidig iagttager han en mand og en kvinde i et intimt øjeblik, hvor manden hvisker ind i kvindens lange, udslåede hår, hvorefter Munch skriver: »Og publikum skulde føle det hellige i dette – og de skulde ta af sig hatten som i en kirke«. I denne version af Saint-Cloud-manifestet beskriver Munch således sin vision om at male nogle »hellige« øjeblikke, hvor »man ikke er sig selv – men kun et af de tusinde slægtled«. En ide han senere gav form i hovedværket Livsfrisen, der består af en række billeder over nogle af livets store temaer; kærlighed, angst og død.

I den første håndskrevne version indgår ikke det citat, der siden oftest er blevet forbundet med Saint-Cloud-manifestet, og er blevet anset for at være Munchs nye kunstneriske program. Det indgår derimod i et lille hæfte med titlen Livsfrisens tilblivelse som Munch fik trykt, angiveligt i 1928, og hvori indgår uddrag fra hans notater og dagbøger. I forlængelse af en variation over ovenfor citerede sætning om de hellige øjeblikke fra den første version, skriver Munch i den trykte version: »Jeg skulde fremstille en række slike billeder. Der skulle ikke længer males interiører, folk som læser og kvinder som strikker. Det skulde være levende mennesker som puster og føler, lider og elsker.« Forskningen har i mange år diskuteret, om det er korrekt at antage at denne sidste del af manifestet rent faktisk blev formuleret i Saint-Cloud. Alt tyder dog på, at det er korrekt at se citatet som en nøgletekst for Munchs kunstneriske udvikling i begyndelsen af 1890’erne.

I februar 1892 publicerer Goldstein sit »symbolistiske manifest«, Kammeratkunst, i dagbladet København. Tanken bag titlen er, at kunsten lider under at være henvendt til offentligheden, og at den ville vinde med hensyn til umiddelbarhed, stemning og naturlighed, hvis den kun var henvendt til et enkelt menneske; en kammerat. Goldsteins råd er derfor, at man skal skrive, ikke for en kreds eller et samfundslag eller for det samlede Europa, men for en ven, for på den måde at turde følge sin inspiration, turde at følge, som han skriver: »Stemningerne [som] er komne som ubudne Gæster og har banket paa«. Som kunsthistorikeren Hans-Martin Frydenberg Flaatten har bemærket, så henviser Goldstein til, at de unge franske og belgiske forfattere allerede har set »faren«, med hvilke han formentlig mener Charles Baudelaire (1821-1867), Joris-Karl Huysmans (som Goldstein selv er den første til at oversætte til dansk) og Maurice Maeterlinck (1862-1949). Målet er at nå frem til symbolismen, »der sprænger alle Former for at give Kunstnerens Stemning i alle dens Nuancer« og »lægger sin mand blot«. Det er først, når man har opnået at lave en »Fremstilling af den Virkelighed, der lever i ens Hjærne«, at det ifølge Goldstein bliver interessant.

Artiklen var oprindelig tænkt som forordet til en bog med samme titel, som aldrig blev udgivet. Goldsteins plan var, at bogen kun skulle udgives i 100 eksemplarer »hvoraf hvert er forsynet med Nummer og med Køberens Navn […] Paa denne Maade holder man sig klar af ’det store publikum’«. Inden publiceringen af artiklen sender Goldstein den til Munch til gennemlæsning og nævner samtidig at »Noget af det vi talte om, da Du var her er gledet med ind. Skriv mig om Du synes det giver noget«. Munch skriver tilbage: »alvorlig talt likte jeg ikke rigti titlen som jeg syntes var lidt dansk – men det gjør jo alligevel ikke stort – det var meget udmærket i tanken – og der var også svært mye bra i fortalen – «.

Edvard Munch, Måneskin I, 1896, træsnit, privatsamling, Norge. Foto: Sidsel de Jong

Ligesom Munchs Saint-Cloud-manifest stammer fra tiden, hvor han var sammen med Goldstein dagligt, og Munchforskere som blandt andre Heller, Buchhart og Jacobsen både på denne baggrund og baseret på deres brevskrivning har peget på, at Goldstein spillede en vigtig rolle for Munchs kunstneriske skifte fra naturalisme til symbolisme, så indgik Goldsteins symbolisme-skrift altså ligeledes i de to kunstneres samtaler og udveksling.

»Det går vel dig som mig i maleriet muligvis rigtig at kaste realismen væk magter vi ikke«

Derudover peger flere Munchforskere på, at der er noget, der tyder på, at Goldstein påvirkede Munchs litterære ambitioner. For eksempel skriver Biørnstad og Eggum, at selvom Munch allerede i Norge havde været i kontakt med tidens centrale forfattere som Hans Jæger (1854-1910), Vilhelm Krag (1871-1933) og Thomas Krag (1868-1913), Arne Garborg (1851-1924), Sigbjørn Obstfelder og Knut Hamsun (1859-1952), så »er det rimelig å tro at hans nære omgang med den danske poeten Emanuel Goldstein i Paris og St. Cloud vinterhalvåret 1889/1890 gav ham en vigtig impuls til en særlig intens litterær virksomhet«. Med henvisning til Munchs omtalte dagbøger har også Trygve Nergaard peget på Goldstein som en central inspirator: »Karakteristisk er det at han ikke i Jægers nærhet hadde begynt å skrive ’sitt livs roman’ – men først da han kom sammen med Goldstein. I den grad Munchs tanker om en ’ny kunst’ kom utenfra, var tankenes formidler sannsynligvis Goldstein, som var vel orienteret f.eks. om de samtidige symbolistiske strømninger i litteraturen«.

Af deres korrespondance fremgår det desuden, at de havde talt om at udgive et tidsskrift sammen, tilsyneladende med udgangspunkt i deres fælles interesse i symbolismen. I brevet, hvor Goldstein fortæller om planerne om Kammerat-kunst-bogen, har han tilføjet: »denne burde være en Slags Inledning til det Tidsskrift vi har tenkt paa at udgive«. Den 20. februar 1892 skriver Munch bekræftende tilbage: »Om vi fandt på at udgi sammen i et hefte noen af vore stemninger - med samt tegninger – det kunne være som en begyndelse til et literæt Månedskrift!«. Som med gennemillustreringen strander denne plan også på tegnebrættet.

Tiden i Saint-Cloud var ikke bare begyndelsen, men også højdepunktet på deres venskab. Samtidig var det dog ikke et minde, der falmede så let. I 1899 skriver Munch til Goldstein i et brevkort stemplet »Kornhaug Sanatorium«: »Kjære Goldstein! Kommer Du ikke snart? Her er udmærket – og vi kunde opfriske minder fra St. Cloud. Jeg bliver her kort tid – Så du må skynde Dig – Din E. Munch«.

Nat - Goldstein i mørket

Det måske vigtigste maleri Munch malede i Saint-Cloud var Nat, 1890, også kaldet Nat i Saint-Cloud. Maleriet blev udstillet på Høstudstillingen i Oslo (dengang: Kristiania) 1890 og blev vurderet som det mest lovende resultat af studieopholdet i Paris. I et blåtonet rum sidder en ensom skikkelse iført høj hat og ser tænksomt ud på Seinen. Rummet oplyses alene af skumringslyset, der falder ind udefra, og skikkelsen er nærmest kun en skygge.

Nærmest som en bekræftelse på at Munch her lykkedes med at give deres fælles tanker og bestræbelser et visuelt udtryk, er det Goldstein, der sidder der i mørket. I forlængelse af sin opfattelse af, at Munch på dette tidspunkt identificerede sig stærkt med Goldsteins personlige historie, læser Heller figuren af Goldstein som et billede på Munchs alter ego:

»In Initial sketches made that winter for Night, a painting that was to be a turning point in his development, Munch posed Goldstein as his alter-ego, a lone figure sitting at a window, lost in his thoughts«.

Andre har set værket som et udtryk for Munchs sorg over farens død og dermed som et billede af faderen, andre igen, har læst det som et selvportræt. Det er ikke usandsynligt, at billedet samler alle de foreslåede tanker og følelser.

Koblingen mellem tusmørke, melankoli og Munch og Goldstein understreges yderligere, da valget falder på Munchs Aften. Melankoli, som illustration til Alruner.

Vi hadde mye at snakke om vel

Som allerede antydet er venskabet mest intenst i de første par år. Det er her, de giver udtryk for de varmeste følelser og i denne periode, at der tales om fælles projekter. Et brev som Munch skrev til Goldstein fra Nice, er et godt eksempel på den varme og hengivenhed, som denne periode er præget af: »Var det for tidlig om vi hørte lidt fra hverandre? […] Det er vist ikke moderne at skrive til hverandre – men når jeg tænker på opholdet i Paris føler jeg en vis taknemmelighed for de dage Du var sammen med mig ute i Saint Cloud – Vi hadde – mye at snakke om vel - […] Skriv mig til i min ensomhed eller snarere kom hidned«. Det er også i denne periode, at Goldstein i en skælmsk tone kalder Munch for »lille Munch«: »Det skal more mig at se alle Dine Vignet-Udkast. Bogen skulde jo gerne ud sidst i denne Maaneden. Saa, lille Munch, du maa oppe dig«.

Edvard Munch, Hoved ved Hoved, 1905, træsnit, privatsamling, Norge. Foto: Sidsel de Jong

Men, som Goldstein peger på i 1892, er de to også meget forskellige, ikke mindst hvad angår deres produktivitet: »Jeg ved i rent Produktivitet har jeg jo langtfra bragt det saa vidt som Du har. Ich bin der ewig Abhandengekommene [den evigt fortabte], som Nietzche siger. Men jeg synes alligevel vi er som to Ure der er bleven regulerede i St. Cloud og som siden da omtrent er gaaet i samme Tempo«.

Alt tyder på, at Goldstein har ret. De to ’klikkede’ virkelig dengang i Saint-Cloud. Men efter 1892 synes de to ure ikke længere at gå i samme tempo. Brevene bliver efter alt at dømme færre, tonen bliver mindre hjertelig og de kunstteoretiske overvejelser erstattes af emner af mere praktisk karakter. Munch har fra anden halvdel af 1892 travlt med at arrangere visninger af en større separatudstilling, der havde første visning i Oslo. Udstillingen rejser derefter videre til Berlin, hvor den bliver voldsomt omdiskuteret og lukkes efter kun en uge. Herefter vises den syv andre steder frem til sommeren 1893, seks visninger i Tyskland (herunder endnu en gang i Berlin) og en i København. Som Munchforskeren Gerd Woll har påpeget, så står Munch på dette tidspunkt så vidt vides selv for alt arbejdet med sine udstillinger, leje af lokale, trykning af katalog og skaffe elektrisk lys, ligesom han selv solgte indgangsbilletterne. Han har således haft travlt. Da han i 1894 kaster sig over grafikken, giver det nye muligheder for både udstillinger og salg, og han får ikke mindre travlt. Goldstein udgiver først en ny digtsamling i 1910 (Nogle Digte).

I forbindelse med et fysisk og psykisk sammenbrud, som i oktober 1908 indlægger Munch i syv måneder på dr. Daniel Jacobsons nerveklinik på Frederiksberg, intensiveres deres kontakt igen for en tid. Munch blev med Goldsteins hjælp indlagt efter en periode med et stærkt alkoholmisbrug, hallucinationer, forfølgelsesvanvid og begyndende lammelse i benene. Ifølge Munch selv startede nedturen allerede i 1902, hvor hans tumultariske kærlighedsforhold til den velhavende boheme Tulla Larsen (1869-1942) endte dramatisk i et skuddrama, hvor Munch ved et vådeskud skød to led af sin venstre ringfinger. Krisen kulminerer i nogle mareridtsagtige, søvnløse nætter, hvor han hører stemmer og er overbevist om, at nogle norske »fjender« er ude på at slå ham ihjel. I et notat har han senere skrevet:

»Underli var det når jeg havde ståt op og stod ved vinduet var stemmerne væk når jeg la mig begynte de igjen – Kunde tydeli skjælne de bestemte forskjellige stemmer. En kvinnestemme tydeli – Utenfor stod en rød bil – Denne skjulte de sig i […] Om morgenen ringte jeg på en Opvarter – Hva er det for leven sa jeg utenfor – Hent Goldstein, Goldstein kom – bøiet sig over mig i sengen – Du Goldstein – Lumpent at anfalde mig når jeg er syg – Skaf mig en  …  revolver – – Doktoren kom – Han må på sygehus – Jeg vilde ikke – gik ned i cafeen – Stemmer overalt – om mig til mig Hånet mig – Der går han, Der går han, hørte jeg klart og tydeli en mand si ’Kvinnerøveren hørte jeg en annen’ Jeg orket ikke længer –  Bring mig til nerveklinikken sa jeg til Goldstein«.

Selvom Goldstein hjælper og støtter Munch, fortæller Munch til flere af sine andre venner, at han ikke stoler fuldt ud på Goldstein, fordi denne selv er meget nervøs. I et brev til sin gode ven, forfatteren Jappe Nilssen (1870-1931), skriver Munch, at hvor »velmenende« Goldstein end er, så »er han dog selv så rar og nervøs at jeg ikke fuldt stoler på hva han kunde gjøre – Goldstein er bleven adskillig forandret og vanskeligere at omgås«. Munchs karakteristik er mere eller mindre sammenfaldende med den Albrecht Scmidt gav i det omtalte brev om Goldstein til Munch.

»Han er af de venner man kjævles med og ofte ærgrer sig over men af de venner man altid savner når de er borte«

Under alle omstændigheder vidner en række portrætter, som Munch udførte af Goldstein i denne periode, om, at de så en del til hinanden. Fire af disse er litografiske portrætter af Goldstein i profil eller en face og viser ham som en elegant herre med en markant næse og et blødt, svunget overskæg. Man fornemmer en lidt verdensfjern tænksomhed, men også en god portion forfængelighed, der bakkes op af Albrecht Schmidts karakteristik i det følgende citat: »Bag al Tilbageholdenhed tror jeg brændte en god Portion Ergærrighed. Han var nok Filosof, men jeg opdagede at han farvede Haaret«. I det femte litografiske portræt af Goldstein, som Munch udførte i 1908-09, er Goldstein gengivet som panter i to versioner. Værket, der i flere versioner er trykt på samme papir som et portræt i trekvartprofil, bærer teksten: »I Junglen / Panteren Goldstein spiser på et Tankefår« (eller muligvis »Tankelår«). Her har Munch karikeret Goldsteins i forvejen skarpe profil og har trukket næse, hage og kindben ud, så ansigtet fremstår spidst, overskægget er blevet til knurhår og hænder er blevet til poter. Gengivelsen af Goldstein som panter leder tankerne hen på en anden passage i Schmidts brev, hvor han refererer til, hvordan Munch tidligere har beskrevet Goldstein:

»Den [kærlighedssorgen] lagde sikkert Grunden til den Hovedpine som mer og mindre plagede ham Livet igennem og som tvang ham til Isolation, der gjorde ham til ikke saa lidt af en – Særling. Han blev som De selv saa træffende sagde, til den Tiger der skjuler sig i Junglen, og som pludsllig viser Klo og »Ansigt« for atter at forsvinde og gemme sig bort«.

Munch havde tidligere lavet et enkelt raderet portræt af Goldstein fra 1906, og året før et litografi af faderen.

Edvard Munch, Aften. Melankoli I, 1896, træsnit, privatsamling, Norge. Foto: Sidsel de Jong

Vor kjære gamle, sære ven

Månederne i Saint-Cloud i begyndelsen af 1890 repræsenterer uden tvivl den mest intense periode af venskabet mellem Munch og Goldstein. Herefter ændrede det karakter. Goldstein antyder selv en mulig forklaring allerede i 1892, hvor han med henvisning til Nietzsche anfører, at deres produktivitet ikke kan sammenlignes. Måske er det her forklaringen ligger? De startede som ligesindede, men udviklede sig i vidt forskellige retninger. Munch arbejder hårdt og opnår flere og flere succeser, mens Goldstein stort set ikke kommer videre end Alruner. I 1910 udgiver han den lille digtsamling, Nogle Digte, men virker ellers til at være gået i stå. Muligvis fordi han ikke behøvede at arbejde, muligvis fordi han var plaget af sygdom. Da han døde, havde han planer om en fjerdeudgave af Alruner, og vennen Albrecht Schmidts bemærkning om, at Goldstein aldrig rigtigt kom sig efter kærlighedssorgen som 19-årig og Vekselspillet, som var barn af affæren, lyder umiddelbart til at have nogen sandhed i sig.

»Den evigt fortabte« Goldstein synes dog at have haft en vis indflydelse på Munchs kunstneriske udvikling, ligesom Vekselpillet står tilbage som et bevis på, at Goldstein engang var en lovende ung digter. En digter, der allerede inden de to kunstnere mødtes, havde givet kunstnerisk form til sine inderste og mest sårbare følelser; en tilgang til kunsten, som er i tråd med Munchs erklæring i Saint-Cloud-manifestet om, at han vil male »levende mennesker der puster og føler og lider og elsker«.

I sit svar til Albrecht Schmidt opsummerer Munch betydningen af det lange venskab med Goldstein med ordene »kær«, »sær«, »ærgrelse« og »savn«: »Jeg takker Dem meget for Deres udførlige og interessante brev. Det svarer til meget jeg selv har følt ligeoverfor vor kjære gamle sære ven – Han er af de venner man kjævles med og ofte ærgrer sig over men af de venner man altid savner når de er borte«.