Et vekselspil

I 1891 skrev den danske digter Emanuel Goldstein til sin norske ven Edvard Munch:

»Nu skal jeg for resten sige Dig noget Hr Munch: Du er i Grunden det eneste Menneske jeg har Respekt for ... Du er den mest frigjorte Aand jeg nogensinde har truffen paa. Jeg antager ikke at Ros fordærver Dig. Aa, naar jeg tenker paa alle de andre 'Kunstnere', der sætter Kunsten over deres egen Menneskelighed, saa bliver jeg syg til døden. Det er noget saa betryggende i en Gang at treffe et rigtig Menneske.«

Munch og Goldstein var i 1889 begge unge, lovende kunstnere med stor appetit på at diskutere tidens aktuelle kunstneriske strømninger, og for hvem alle muligheder i livet som i kunsten stadig stod åbne. En anden appetit, som de var fælles om, var på kvinder, en appetit, der dog for begges vedkommende var blevet svækket af oplevelser med en kærlighedssorg, der havde sat sig dybe spor. Begge havde svært ved at gøre sig fri af mindet om den kvinde, der havde knust deres hjerte. Goldstein havde i 1886 sat ord på sin bittersøde kærlighedshistorie i digtsamlingen Vekselspillet, og hans fremstillinger af følelser og erfaringer vakte genklang hos Munch, der beundrede samlingen. Det