Print artikel

Din minister bløder

Sårene er hverken soldaternes eller politikernes alene.
Med Simone Aaberg Kærns politikerportrætter får pletskud og forbier en helt anden betydning
Reportage
29.04.13
Det er ikke en provokation. Billedkunstneren Simone Aaberg Kærns portrætter af 15 hårdt sårede danske ministre peger ikke fingre af politikerne. De peger på os. De sidste tyve års udenrigspolitik har ændret os, mener kunstneren.

Simone Aaberg Kærn har været en tur igennem mediemøllen nok engang. Det begyndte med et opslag i martsnummeret af fagbladet fra Billedkunstnernes Forbund, som blev opsnappet af dagbladene, som alle har bragt historien, både på forsider og lederplads. Hun skulle forklare sig på tv og i radio og fik hadekommetarer på nettet.

Kunstneren ramte offentligheden helt skævt. Hendes portrætserie af sårede danske ministre blev beskrevet som en »symbolsk terroraktion«. Men det var aldrig det, de handlede om, forklarer hun.

»Jeg overvejede helt at droppe billederne på et tidspunkt. Jeg var bange for, at de ville blive fortolket, som om jeg pegede fingre af bestemte politikere. Men det er ikke et angreb på politikerne. Billederne peger tilbage på os selv,« fortæller Kærn.

Det var først, da hun i slutningen af marts måned, hang alle billederne op på Holstebro Museum, at hun med sine egne øjne kunne se det, hun hele tiden gerne ville fortælle. Selve antallet af portrætter fortæller nemlig en historie i sig selv. Der er efterhånden så mange ministre, der har været medansvarlige for dansk krigsdeltagelse, at det ikke længere giver mening at pege fingre af dem.

Hvis man er kritisk over for Danmarks nye rolle som krigsførende nation, nytter det ikke at give politikerne skylden alene, mener Kærn, for vi har nu engang valgt politikerne til at træffe beslutninger på vores vegne. Blandt de mange ministre, der hænger på væggen i Holstebro, vil der formentlig være en eller flere, som man enten har stemt på, eller sympatiseret med, forklarer hun.

Den aktivistiske udenrigspolitik har haft - og har stadig - massiv støtte i befolkningen. De fleste af os har derfor et medansvar for den danske krigsdeltagelse, år efter år, regering efter regering, krig efter krig. Det er ikke bare noget, den enkelte minister har valgt, men noget der er blevet givet videre med embedet. Noget vi alle bærer på.

Og det har ændret os, både kulturelt og politisk, mener hun. Sårene er hverken soldaternes eller politikernes alene.

Serien viser varierende grader af påvirkning med detaljer som rødsprængte øjne, løben mascara og tænder, der rasler ud af kraniet. Blikkene er nedslåede, tanketomme, kuede eller ukuelige. Panderynker kan sagtens optræde i et ansigt, der smiler. Det er ikke altid nemt at finde en grimasse, der kan passe, når man er ramt. Der er ikke nogen, der skyder for alvor mod landets beslutningstagere. Det er overfladisk. Et spil for galleriet. Teaterblod. Blød farveblyant på simpelt brunt karduspapir. Men det rammer alligevel.

Danmarks første kvindelige statsminister er ramt i panden. Det vides ikke, om det blot var en strejfning eller en dræbende kugle. Blodet kommer aldrig lige med samme. Men hun holder masken.

Den blødende statsminister leder et land i krig. Hun deler skæbne med en lang række andre politikere og beslutningstagere med magten til at sende danske soldater i krig. De er derude. Lige nu i Afghanistan, tidligere i Irak og Bosnien, over Libyen og over Kosovo.

Men det er ikke splatter. Det er ikke meningen, vi skal væmmes. Vi skal bare se, hvordan det ser ud, når man bliver ramt.

 

Hvad udad tabes

»I 1864 tabte vi stort. Det havde enorm betydning for os. Nu er vi så langt væk, at vi kan se på, hvordan det har påvirket os. Og det har været dybt. Jeg tror, at sådan noget som Arne Jacobsens ægget er et produkt af 1864. Det der med at fokusere indad på de små detaljer. Det er meget lidt megalomansk. Det var meget dansk. Nogle ville måske kalde det at være en kryster. Det er arven fra 1864,« siger Kærn.

Denne arv har ifølge hende været kendetegnende for dansk kultur i det 20. århundrede. Hvad vi tabte militært, måtte vi vinde kulturelt og politisk på de indre baner. Derfor blev vi kendt i udlandet for vores fine design og gode landbrugsprodukter. Det er et Danmark, hun ser forsvinde.

»I dag er det fortid at fokusere indad. Nu er det arkitekt Bjarke Ingels' store bygninger, der skal eksporteres til udlandet. Det er ikke kun i krigene, at vi kan se dette skifte. Det ligger i tidsånden. Før antog vi, at man ikke tog os alvorligt i udlandet, ikke efter ydmygelsen i 1864. I dag ser vi det som en selvfølge, at vi tages alvorligt,« siger Kærn.

»Jeg kan mærke, at det har forandret os. Det er ikke kun blandt soldater, at det er fundet sted. Folk er blevet meget mere hårde. Danskere er skiftet fra at se sig selv som en småstat til at agere som en stormagt. Droner er okay, for så bliver vi ikke selv såret. I dag accepterer vi at udsende kampstyrker. I kunsten har vi ikke set det afspejlet så meget, men også her kommer det mere og mere.«

 

Krig som billede

Portrætterne kan ses på udstillingen KRIG, KUNST og DANMARK, som Holstebro Museum lægger hus til frem til den 30. juni 2013. Her kan man foruden Kærns serie også se kunstværker af Peter Carlsen, Claus Carstensen, Niels Bonde, Simone Aaberg Kærn, Martin Nore, Henrik Saxgren og Morten Schelde. Udstillingen bygger videre på en gammel dansk kunsttradition. Slagsscener har altid haft en plads i kunsten, og de seneste hundrede år har bataljemaleriet traditionelt haft en særlig fin plads indenfor historiemaleriet. I forne tider sendte man kunstnere med ud på slagmarken for at forevige en sejr. Eller for at få et nederlag til at ligne en sejr.

Kunst var en integreret del af datidens PR-apparat, og det var typisk de bedste malere, der fik opgaven. Under Englandskrigene 1801-1814 var det store navne som C.W. Eckersberg og C.A. Lorentzen, og i Første Slesvigske Krig 1848-1851 Jørgen Sonne og Niels Simonsen.

Senere tog fotografiet over. Men bataljemaleriet som genre er langt fra udspillet. Thomas Kluge er mesteren bag et maleri fra 1998 af krigen i Bosnien, hvor soldaterne med de lyseblå FN hjelme står klonede. Alle ansigterne er ens, passivt afventende. Krigen byder på rigelig ventetid. Der er ikke noget synderligt heroisk over disse soldater på mission, og hvis den mærkværdigt balancerende ruin, som de beskytter, falder sammen, er det ikke meget tilbage at kæmpe for i landskabet. Maleren John Kørners serie af døde danske soldater fra Afghanistan (2008-2010) er et andet eksempel.

Nutidens kunstnere er mere tvetydige end fortidens. De kræver, at vi investere os selv i læsningen af værket. For eksempel tog kunstner Mathilde Fenger kontakt til Hærens Operative Kommando i 2010 for at komme til Helmandprovinsen i Afghanistan. Her malede hun en illustrerende billedserie af de danske soldaters aktiviteter, hvor de patruljerer i opimusmarker og afvikler skoleundervisning.

Simone Aaberg Kærn har også været afsted. Hun har et større materiale fra Libyen. Men det er ikke så nemt, at vise billeder af moderne krigsførelse. »Det er jo kedeligt at se billeder af en soldat ved en computer,« som hun formulerer det. Krigsaktioner er ikke, som ved de klassiske bataljemalerier, en konfrontation på en mark, hvor soldaterne mødes ansigt til ansigt. Kærn vil ikke bare illustrere.

Kærn er født i 1969 i København. Hun er både performancekunstner og billedkunstner i traditionel forstand. Krig og flyvemaskiner løber som en rød tråd igennem hendes kunstneriske virke. Da hun i 1997 som afgangsstuderende fra Goldsmiths University of London fik et materialebudget til at lave et kunstværk til afgangsudstillingen, valgte hun at bruge pengene på at få flyvecertifikat. I slutningen af 1990erne fløj hun et lille fly til Afghanistan for at virkeliggøre en lille afghansk piges drøm om at blive pilot. Siden har hun haft flere soloudstillinger, og hendes portrætmalerier af historiens kvindelige piloter hænger i samlingen på Louisiana. Hun har også lavet udsmykninger for det svenske flyvevåben.

I offentligheden er hun bedst kendt for sit kontroversielle og symbolmættede portræt af Anders Fogh Rasmussen fra 2010, der blev beskyldt for alt fra at være et kunstnerisk makværk til en indirekte kritik af statsministeren. Maleriet hænger på Christiansborg, hvor det formentlig vil blive hængende, så længe kongeriget Danmark består.

Med Simone Aaberg Kærns politikerportrætter får pletskud og forbier en helt anden betydning

 

En kugle for panden

Soldater skyder og beskydes. Soldater dræber og dræbes. Det ved alle, især soldaterne.

Men selvom vi godt ved det, tør vi så se det i øjnene? Det mente en krigsveteran, som Kærn arbejdede med, ikke.

»En soldat og kunstner, jeg kender, var utilfreds med, at der ikke var mere fokus på de sårede soldater. Han mente ikke, at det kunne være rigtigt, at vi sender folk i døden, når vi ikke engang kan holde til at se et billede af en såret soldat,« fortæller hun.

Det var dette ønske om at bringe mere fokus og opmærksomhed på soldaternes sår og lidelser, der inspirerede hende til at lave portrætserien. Foreløbig tæller den portrætter af Gitte Lillelund Bech, Lene Espersen, Søren Gade, Hans Hækkerup, Nick Hækkerup, Svend Aage Jensby, Mogens Lykketoft, Per Stig Møller, Niels Helveg Petersen, Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Poul Nyrup Rasmussen, Helle Thorning Schmidt, Jan Trøjborg og Villy Søvndal - samtlige statsministre, udenrigsministre og forsvarsministre siden en dansk kampvognseskadron i 1994 var i ildkamp med bosnisk-serbiske styrker, affyrede 72 granater og dræbte adskillige serbere i det, som senere blev kaldt Operation Bøllebank.

Kærns værk ligger i forlængelse af en tidligere serie med blodige soldater fra Helmand. Det er ikke let at opdrive billeder af sårede danske soldater, så kunstneren brugte som forlæg billeder af lokale afghanere og lejesoldater, der var blevet ramt. Disse billeder har fået et mere nordisk look, med skingert orangegult hår og azurblå øjne. Karakteristika som beklædning er fraværende, seriens sårede soldater vises i close up, som en frame i en kulørt tegneserie. Men det er ikke splatter. Det er ikke meningen, vi skal væmmes. Vi skal bare se, hvordan det ser ud, når man bliver ramt. Når den ukendte soldat bløder.

I den nye serie er det ikke dem, som udfører ordren, der er blevet ramt. Det er dem, som har afgivet den, beslutningstagerne.

»Det er forkert. For politikere skal ikke være sårede. Det ødelægger alt, hvad vi tror på i demokratiet,« fortæller Kærn.

Serien af politikere, der er blevet ramt, er ikke et angreb på den enkelte minister, krigene eller den demokratiske vilje. Det er i det hele ikke en antikrigsagitation. Politisk kunst med et tydeligt politisk budskab, er ikke Kærns ambition, forklarer hun.

»Agitationskunst kan være effektivt. I visse tilfælde kan det også være brugbart og nødvendigt. Men det er ikke mit ærinde. Det er en anden type kunst. Maleraktionen mod Anders Fogh Rasmussen i 2003 var en form for agitationskunst. Men det var jo terror. Jeg ønsker ikke at lukke bogen, men at lægge op til debat og diskussion. Portrætterne lægger op til, kræver, at beskueren tager stilling og forholder sig.«

At portrætterne ikke agiterer for et bestemt synspunkt, vil man forstå, hvis man står overfor det samlede værk. Selve portrætterne måler hver blot 19 x 29 centimeter og er indrammet med bred passepartout, så billederne fylder en hel væg ud. De enkelte billeder er altså ikke meget større end et stykke A4 papir og minder med sine pastelfarvede, støvede nuancer mest af alt om de portrætter, som turisterne kan få tegnet af anonyme lokalkunstnere ved Seinens bred. Det er som sådan meget uprætentiøst. Kunstneren har bevidst ikke blæst portrætterne op i plakatstørrelse med heftige signalfarver. Det er mere intimt.

For Kærn var det mere udfordrende at arbejde med ramte politikere, end med ramte soldater. »Det var sværere at påføre sår, end at gengive sår«. I den aktuelle serie har hun først tegnet et vellignende portræt. Så gav hun dem sår. Forlæg til sårene stammer alle fra virkelige ofre i dansk krigsdeltagelse.

Med Simone Aaberg Kærns politikerportrætter får pletskud og forbier en helt anden betydning på Christiansborg. Samtidig må vi tage til efterretning, at når den politiker, vi har stemt på, bliver ramt, så bliver vi måske også selv ramt.