Print artikel

Den sorte kasse

Essay
18.12.13
Hvad vil det sige at lytte, lytter vi med hele kroppen – og hvordan arbejder billedkunstnere med lyd, rum og erfaring? Stadigt flere billedkunstnere arbejder med lyd, så det er relevant at spørge, hvordan vi skal nærme os en forståelse af det særlige ved lydlig betydningsdannelse, både i en snæver billedkunstnerisk sammenhæng og i en mere generel erfaringsmæssig sammenhæng.

Det at lytte er genstand for vidt forskellige, og af og til, modstridende teorier. Det skyldes måske, at den lydlige fremtrædelse ofte har karakter af noget flygtigt og uhåndgribeligt. I forhold til denne flygtighed kan vores forsøg på klart at beskrive og forstå virke utilstrækkelige. Hvad kan man da sige om erfaring af lyd? Teori om det auditive fokuserer oftest på øret som organ, men den franske filosof Michel Serres vælger et lidt andet perspektiv i sine meditationer over sanserne og det sanselige i Les cinq sens (dansk: De fem sanser). Ifølge Serres lytter vi med hele kroppens overflade. Selvfølgelig er øret et særligt specialiseret lytteinstrument, men vi opfanger også lydlige vibrationer med fødderne, kraniet og resten af kroppen. For Serres er huden den centrale kilde til det sanselige, fordi huden er kroppens yderste lag og som sådan kontaktfladen til omverdenen. Huden er spændt ud over skelettets knoglestruktur som et trommeskind. Huden er en membran, der vibrerer med energien i omverdenen. Vibrationer fra omverdenen forplanter sig i kroppen og forstærkes af kroppens resonans, der er en funktion af kroppens størrelse og alle de hulrum, som kroppen har. Kroppen fungerer som en resonanskasse for lydlig aktivitet i vores omgivelser. Vi svinger ustoppeligt med omverdenen, hvad enten vi vil det eller ej.

Det at lytte er altså ikke blot at rette opmærksomheden mod en lydlig begivenhed i omgivelserne. Det at lytte er at være følsom over for den måde, som ”kropskassen” indkapslet af hudens membran genlyder af omverdenen. Som sådan er udgangspunktet for det at lytte ifølge Serres en umiddelbar interaktion med et miljø. Den sansende krop eksisterer ikke uafhængigt af verden. Man er som krop til stede blandt andre kroppe, man er en ting blandt andre ting, for nu at tale i stil med fænomenologen Maurice Merleau-Ponty. Men hvor Merleau-Ponty tager udgangspunkt i et kropsligt forankret subjekt, eksisterer subjektet hos Serres snarere i overfladen, i huden, i interaktionen og dermed i bevægelsen, svingningen.

Den omverden, vi ifølge Serres svinger med, består igen af andre kroppe – andre resonanskasser – i mange forskellige størrelser. Vores miljø består af rumlige genstande. Vi opholder os i rum; i kasser, i værelser, i lejligheder, i huse. Det sanselige miljø er et sindrigt system af kasser og kasser i kasser. Lydligt set påvirker kasserne hinanden i et vedvarende svingningskompleks.

Vi kan godt forklare sansning af lyd som fysisk vibration. Men det er svært at forklare, hvordan disse vibrationer bliver til information, det vil sige bevidste erfarede fænomener og måske i sidste ende til sproglige artikulationer. Serres sammenligner problemet med at begribe oversættelsen af det sanselige med en sort kasse, et billede, der refererer til et elektrisk kredsløb, som ikke kan deles eller repareres og hvis enkelte processer er ukendte og uigennemskuelige. Vi forstår, hvad input og output er, men de processer, der foregår ”i kassen” forbliver uforklarede. Kroppens resonanskasse er hos Serres samtidig en sort kasse.

Mens dette forhold gælder alle sanser, er det i særlig grad tydeligt i forbindelse med det auditive. At der er noget gådefuldt over oversættelsen fra en kropslig resonans til en sproglig betydning har ledt flere andre tænkere til at overveje muligheden af, at der er noget uklart ved det at lytte. Måske kan denne auditive resonans med omverdenen ikke oversættes og fastholdes i en klar skrift? Måske er det særlige ved en auditiv erfaring, at den er åben og søgende uden at have overblik, indsigt eller afklaring som mål – alle disse tilnærmelser til virkeligheden, som vi normalt forbinder med synets tilegnelse af omverdenen?

Indenfor kunstens område har arbejdet med lyd historisk set også haft kassen som en central figur. Tag nu for eksempel Robert Morris’ Box with the sound of its own making fra 1961, et ofte fremhævet værk, der integrerer lyd i en skulpturel sammenhæng. Som titlen angiver består værket af en kubisk hul trækasse, som skjuler en båndoptager, der afspiller en lydoptagelse af forarbejdningen af selvsamme kasse. Som et ekko genlyder kassen af lyden af sin egen tilblivelse. Værket etablerer et udspaltet sanseligt paradigme, en leg med henholdsvis den synlige og taktilt erfarede kasse og så den lydlige gengivelse af forarbejdningen af kassens materiale før eksistensen af den synlige kasse. Både det visuelle og det auditive er aspekter af samme kasse og er sanseligt til stede på samme tidspunkt, men med vidt forskellige rumlige og tidslige betydningskontekster.

Morris’ visuelt erfarede statiske genstand tilføjes med lyden en hørbar betydningsdimension, der til gengæld er skjult og usynligt, lidt ligesom i Marcel Duchamps drillende ”støjende hemmelighed” (A bruit secret fra 1916). Både det synlige og det hørbare er nærværende, men i en sanselig ligning, der aldrig går helt op. Det auditive etablerer en udvidet sanselig kontekst for en ellers typisk visuelt domineret erfaring. I en anden skala arbejder den amerikanske kunstner Mark Bain med virkelighedens skjulte vibrationer og gør dem sanseligt tilgængelige. I forbindelse med opførelsen af et hus tegnet af Arno Brandlhuber i Brunnenstrasse 9 i Berlin, fik Bain i 2010 installeret seismiske sensorer i bygningskroppens bærende elementer. I husvæggens facade er der monteret et hovedtelefonstik. Her kan forbipasserende stikke deres hovedtelefoner ind og høre det forstærkede akustiske signal fra den ellers visuelt så stabilt og statisk fremtrædende hus-kasse, som den genlyder af begivenheder i bygningen samt byens mekaniske vibrationer.

Som afsluttende eksempel kan nævnes en anden sort kasse, som kunne opleves under dOCUMENTA-udstillingen 2012. I Tino Sehgals This Variation trådte man ind i et mørkt rum og fandt sig selv omgivet af et skyggekor, der i en ubrudt a capella improvisation bevægede sig rundt mellem publikum eller placerede sig langs væggene. Som publikum var det meget svært at afkode præcis hvem der var publikum, og hvem der var performere. Den særlige fællessang, der opstod, skabte musikalsk interaktion og levede i kraft af halvmørkets anonymisering. Grænsen mellem publikum og performer blev sat i spil og den manglende synlige afklaring blev her en betingelse for at erfare og lytte til hinanden på en helt særlig måde.

Fælles for disse meget forskellige tilgange til at arbejde rumligt med lyd er, at de mere eller mindre eksplicit arbejder med betingelserne for at lytte. Ofte sker dette i kontrast til, eller på bekostning af en typisk måde at erfare på. Der etableres et spil mellem de sanselige domæner, der modvirker, at det umiddelbart erfarede reduceres til en afklaret mening. Der opstår og fastholdes en konflikt mellem det hørbare og det synlige. Denne konflikt lader sig ikke oversætte. Serres’ billede af kassen synes på mange måder at være en passende metafor for dette gådefulde element og kalder på en refleksion over, hvordan vi sanseligt svinger med vores omverden.