Print artikel

Den sikre vej

Otobong Nkanga, In Pursuit of Bling. Photo: Anders Sune Berg, courtesy Otobong Nkanga
Anmeldelse
25.07.14
Hvis man skal forbi Berlin henover sommeren, så slå endelig et smut forbi Biennalen. Den er ikke legendarisk, men der er flere gode værker – og mulighed for at tænke over, hvad biennaler kan og hvad historie kan og er for en størrelse.

Berlin Biennalen åbnede tidligere på sommeren. Det er er der mange der har ytret sig om, og holdningerne er heldigvis forskellige, men de fleste peger på, at hovedkuratoren, den canadisk-spanske Juan A. Gaitàns, overordnede strategi er ret langt fra eksperimenterende og cutting edge. Det er næsten en anti-tese til sidste gang, der var biennale i Berlin. Sidst var der fut i fejemøget og overraskelserne var mange. Umiddelbart var det ikke helt nemt at tage den alvorligt – men den er vokset på mig siden, især grundet forsøget på at fremskrive det ’ukendte’ eller 'ukonventionelle’. Rammerne turde noget – der blev satset. Dette års biennale er anderledes sikker. Man fristes til at kalde den ”wannabe voksen.” Den beskrivelse indeholder naturligvis nogle gode intentioner som fx stabilitet og formmæssigt overskud, men omvendt, så er det ikke, hvad jeg forbinder med en Berlin biennale. I Berlin er der plads til vildskab – fysisk og fagligt! Der er få punkter i det oprindelig biennale-opdrag, men én af dem er, at biennalen på en eller anden facon skal forholde sig til byen Berlin. Og måske er det dér, man skal søge en art forklaring: Berlin er lige nu hverken fugl eller fisk. Ikke partout undergrund og vild, grundet sin stigende gentrificering og turismemagnetisme – og heller ikke tung, myndig og beyond. Ikke, at det nødvendigvis har været Gaitàns intension at opfylde netop denne kategorisering af nutidens Berlin – men det er svært ikke at sammenkoble de to situationer.

Biennalen har tre hovedlokationer: KW i Mitte og to mindre kendte udstillingssteder i de nydelige forstæder; Dahlem og Zehlendorf. I Zehlendorf ligger Haus am Waldsee, der rent faktisk er en af Berlins første udstillingssteder for samtidskunst. Og den linje er ret fin at trække, især fordi noget, der faktisk fungerer på biennalen, er en pudsig form for historiebevidsthed – eller måske opløsningen af selv samme bevidsthed. Biennaleudstillingen i Haus am Waldsee skal, ifølge Gaitàns introducerende tekst, gøre beskueren opmærksom på det private. Huset er en gammel privat villa, der har tjent som mangt og meget fra rigmandsbolig til felthospital. Omgivelserne er henrivende og roen romantisk. Den private følelse er bestemt tilstede – men nu er privat jo ikke nødvendigvis ensbetydende med udfordring, overraskelse og funky times. I stueetagen huserer Christodoulos Panayiotou – og hans installation af håndsyede sko skabt af venners lædervarer, poetiske springvand og smukke monokromer – er intim og fin, og klæder både bygning og omgivelser. Flere andre installationer fungerer også ganske udemærket – og i godt vejr er parken et sted, man sagtens kan gå på god kunstjagt og møde både monumentale installationer og gæve interventioner, og så er der en helt særlig douce farvekoordination igennem udstillingen, som egentlig er ret humoristisk, nærområdets nydeligheder taget i betragtning. Men oplevelsen er mest i den hyggelige skala – det er bestemt en besøgsværdig udstilling, hvis det var en del af Haus am Waldsees eget kontemporære udstillingsprogram. Men som en af biennalens tre ben, fremstår den lidt for pæn – og lettere kedelig. Som den pæne fætter fra Herluf, der er beige og douce, imødekommende og let mystisk, som gemmer han på spændende historier, man aldrig får – måske fordi de ikke findes!

Museum Dahlem er et ret fantastisk etnologisk museum med et utal af vidunderlige artefakter, der får associationerne til at løbe løbsk. Tilmed et etnologisk museum, der er ikke er så overfyldt, at man mister pusten. I denne bygnings udstillingsrum, er biennalens anden del installeret. Det er lidt af en skattejagt, men allierer man sig med et kort, tålmod og god tid, så er det en smal sag. Biennalens værker er sjældent blandet sammen med museets udstilling. Og det var eftersigende en vigtig pointe for Gaitàn, at de inviterede kunstnere ikke skulle føle en forpligtelse til at gå i dialog med de etnologiske omgivelser, som ellers er ret på mode i disse tider. Det var en god plan - for det bliver nemt så forceret, og derigennem uinteressant. Også på Dahlem er biennalen kendetegnede ved nogle ret veletablerede kunstnere – fra Wolfgang Tilmanns over Anri Sala til Tacita Dean og Carsten Höller. Mange præsenterer gode værker – fx Carsten Höller, Rosa Barber, Jimmy Robert og Mario García Torres, men igen bliver man efterladt med en undren over, hvorfor det lige er dem og hvad det er Gaitàn har på hjerte? Måske en snert af kedsomhed faktisk trænger sig på. Jagten rundt efter biennaleinstallationer er skøn fordi den tvinger biennalegæsten igennem alle museets vilde samlinger. Nogle vil måske hævde, at det er unødigt bøvlet, og chancen for at misse noget er til stede. Men den kulturhistoriske stemning – nærmest ånd, der i sagens natur gemmer sig i Dahlems mure, tilfører noget virkelig godt. Måske ydmyghed, måske horisonter. Der er også små miniudstillinger i udstillingen (i biennale regi), og det er et ganske sjovt greb (a la the brain på sidste Dokumenta).

KW har også fine bidrag – især Otobong Nkanga, Tonel og Judy Radul. Opbygningen er ganske klassisk. Der er lydværk i trappeopgangen, så det har så frie udfoldelsesmuligheder som muligt, der er hvidt i nogle rum og mørkt i andre. Hver kunstner har dejlig meget plads – og på intet tidspunkt føles kunsten klemt sammen. KW-huset i Mitte rummer også et såkaldt off- space med navnet Crash Pad – men så er turen også slut. Selvom der er 52 kunstnere, så er biennalen ret overskuelig og nem at gå til. Der er ikke noget galt i nem – det er bare ikke særligt udfordrende. Instagram fra åbningsdagene afslører, at rigtig mange er begejstrede for de samme få udvalgte værker som dem, der er nævnt ovenfor.

Hele biennalen er enormt flot indrammet, det vil sige montre, ophæng og al rammesætning er ganske formfuldendt (men idet man får behov for at udtrykke netop den del, så er det oftest fordi man har svært ved at udtrykke uforbeholden begejstring for indholdet). Hvilket igen peger på en sikker og moden (wannabe-voksen) tilgang til hele opgaven.

Det hele er ret ordentligt og forudsigeligt – og dog, eventprogrammet er faktisk nærmest uigennemskueligt, fordi det ikke rigtig er der (fandt i alt fald aldrig noget på tryk og hjemmesiden er også lettere underkommunikerende på eventfronten – især i åbningsdagene, hvor biennalen var vældig godt besøgt) – ærgerligt, især fordi det aktiverer ret meget lyd, og lyd rejser som bekendt mellem rum, og kan derfor nogle gange forbinde værker, rum og oplevelser på kryds og tværs – også på en ikke-intenderet måde, hvilket netop er det element der efterspørges.

Juan Gaitán har nedsat et såkaldt artistic team bestående af Tarek Atoui, Natasha Ginwala, Catalina Lozano, Mariana Munguía, Olaf Nicolai og Danh Vo. De har alle bidraget til lommeguiden – og velsagtens fungeret som sparringspartnere til hovedkuratoren. Men jeg har stadig ikke helt forstået, hvad dette panels rolle var/er? Pressemødet redegjorde ikke rigtig for det. Altså, det er selvsagt, at det har været berigende for Gaitàn, at kunne sparre med så kyndige kunstfaglige folk – endsige få adgang til deres netværk. Men hvad og hvorfor?

Personligt savner jeg noget af den vildskab, der var sidst. Ikke at gentagelse i sig selv er en god ting, men biennaler og andre større (og mindre) udstillinger rører altid dybere, hvis man kan mærke, at nogen har sat sig selv på spidsen. Man skal turde at eksperimentere og teste, hvilket retrospekt kan anskues som en varsling.

Gaitán kunne også have reddet noget med et kuratorisk statement, der var grundigere end det man fik i short guiden. I det hele taget havde et diskursivt katalog være interessant – gerne et, der behandlede den næsten allestedsnærværende flirten med historiebegrebet. Historien blev opløst og gendannet alene via lokationerne, men også flere af værkerne arbejdede med dette, og det kunne have været spændende med indsigt i tankerne bag disse greb.

Umiddelbart fremstod hele møllen lettere konservativt – værker af høj kvalitet, men intet, der rystede, chokerede eller forvirrede. Måske varsler det en opløsning af idéen om samtidskunsten – eller biennalen. I mine øjne skal Berlin biennalen boble og kradse og fistre og forvirre samt naturligvis beruse og glæde. Denne gang kunne man gå rundt med kyndig mine og nikke genkendende til velkendte kunstnere, der er absolut dygtige, men hverken cutting edge eller avantgarde (mere). Måske mistede Gaitán interessen lidt undervejs – eller kedede sig over sig selv og sit eget manglende mod? Well, der er gode værker, gode lokationer og der antydes fleres spændende kunstfaglige og kulturkritiske emner.

Lad os se – den sidste Berlin biennale voksede på mig over årene – måske kommer denne til at gøre det samme – omend jeg ikke er tilnærmelsesvist så forvirret og nysgerrig efter svar, som sidst jeg forlod berlinbiennale-land.

Uanset, så smut forbi hvis du er i Berlin – som nævnt er der flere gode værker, så gå på opdagelse og se på sagerne – både som enkeltoplevelser, men også som samlet begivenhed.