Print artikel

De berlinske og wienske skrig

Egon Schieles portræt af forlæggeren Eduard Kosmack fra 1910
Beckmanns Berliner reise fra 1922
Anmeldelse
18.12.13
I disse måneder samler en ny udstilling på det berlinske museum for moderne kunst, Berlinische Gallerie, skrigene fra ekspressionismens guldalder i 10 og 20'ernes Wien og Berlin. De er stadig uhyggeligt nærværende.

Den norske maler Edvards Munchs ikoniske værk Skrik (1893) inkarnerer den ekspressionistiske kunstretnings reaktion på det moderne samfunds nye eksistensvilkår. Munchs lange ansigter og skæve linjer vidner om en ny oplevelse af at være menneske og et brud med impressionismen. Kunsten skulle nu vise de indre psykologier, fordi verden ikke længere var tryg og traditionsbåret. Skriget bliver i mange henseender det kunstneriske udtryk for den moderne verdens traumatisering af det enkelte menneskes virkelighed. Verden så anderledes ud, og dét skreg den ekspressionistiske kunst.

I den tyske ekspressionisme, der især udfoldede sig i 10'erne og 20'ernes Berlin, var der adskillige vrede stemmer. Byen blev efter første verdenskrig (1914-1918) et kunstnerisk og politisk hotspot, der kogte over af arrigskab, afmagt og politisk frustration - med voldlige demonstrationer og opbrudsstemning til følge. Skyttegravenes massakrer og de massive, meningsløse mennesketab under 1. Verdenskrig blev gradvist,, et kendt forhold i den europæiske befolkning. Det fik en chokbølge til at løbe gennem de politiske og kunstneriske miljøer, der blev ramt af det samme granatchok, som i dag er synonym med 1. Verdenskrig. Krigen ændrede ikke bare magtbalancen og det europæiske landkort, den fik også skelsættende indflydelse på kulturen og satte et stort, tykt spørgsmålstegn ud for den europæiske civilisation. Var vi overhovedet så civiliserede, som man sagde?

Det er netop kunstværkerne fra denne opbrudstid, som det berlinske museum for moderne kunst Berlinische Gallerie har samlet med sin seneste udstilling: Wien Berlin. Udstillingen, der er arrangeret i fællesskab med Österreichische Galerie Belvedere, kører frem til slutningen af januar 2014 og kaster lys over kunstnermiljøerne i den tyske og den østrigske hovedstad - og ikke mindst dialogen mellem byerne omkring verdenskrigen. Wien Berlin tager publikum ud på en rejse gennem ekspressionismens udvikling i de to byer med over 200 af de største værker fra wienske profiler som Gustav Klimt og Egon Schiele samt deres tyske kollegaer Otto Dix, Mac Beckmann og Georg Grosz.

Historien i kunsten

De europæiske skillelinjer havde under krigen bogstaveligt talt været tegnet skarpt op tværs gennem Europa. 1. Verdenskrig var udpræget en stationær krig, hvor hærene var sat i skak over for hinanden, og det førte til en modbydelig, lang og sej udmattelseskamp. På Vestfronten i ingenmandslandet mellem frontlinjerne blev adskillige millioner ofret i forsøget på at dræne fjenden for kræfter, og 1. Verdenskrig endte derfor i sandhed som en langtrukken og blodig krig. Den satte sine tydelige aftryk i den europæiske bevidsthed, og det er disse spor, det berlinske museum har støvet frem igen.

Væggene i museets umiddelbart største rum, der gennemskæres af to hvide trapper, er dækket af en grålig nuance, som lægger et slør af alvor over udstillingen og dog får de ekspressionistiske værkers farvekontraster til at træde frem. Særligt efterkrigstilstanden i Berlin og overgangen til Neue Sachlichkeit får stor opmærksomhed på udstillingen. Der hænger malerier af uproportionerede mænd med gigantiske hænder, ualmindeligt lange ben, skumle blikke og andre genkendelige ekspressionistiske motiver. Østrigske Egon Schiele portrætterer med sit billede af en forlægger ved navn Eduard Kosmack (1910) den menneskelige psykes dystre natur. Maleriet Kurfürstendam af Albert Birkle (ca. 1920) forestiller banegårdens mylder af mennesker, sociale klasser og distancen mellem dem. Det er som om, ingen af dem ænser hinanden. Den samme tone af fremmedgørelse og dyb seriøsitet støjer under alle malerierne.

Til venstre i lokalet, lige rundt om hjørnet ved indgangen, hænger østrigske Frederika "Friedl" Dickers Das Verhör (1934). Mand mod mand sidder offeret over for forhøreren i forvrængede linjer og grønlige nuancer. Det er mere end bare en forbrydelse, der skal opklares. Maleriet lugter af ubehag og mistillid. Det gør næsten alle malerierne rundt omkring, og denne stemning kan man mærke. Mens jeg betragter værket, bliver en ældre herre i kørestol skubbet frem til billedteksten på Das Verhör af sin kone, som med lavmæt stemme afslører Dickers Auschwitz-skæbne for sin tydeligt afkræftede mand. Han sukker over historien. Historien og ikke mindst kapitlerne om de tragiske verdenskrige er uundgåeligt tankestof, som man går dér mellem tyskere og turister.

Beckmanns Berliner reise fra 1922

 

Avantgardens centrum

I materialet om, og på selve udstillingen, bliver der gjort meget ud af at understrege forbindelserne mellem byernes kunstnere, der lod sig inspirere meget af hinanden. I de tidlige år efter krigen og omkring Weimarrepublikkens fødsel tiltrak den bombastiske og afreagerende stil i Berlin sig imidlertid meget opmærksomhed. Krigen fik simpelthen en bombe til at eksplodere i byens kunstmiljøer, der betød, at Wien blev skubbet hen i skyggen af den sydende tyske hovedstad for avantgarden.

Dadaismen er et stærkt eksempel på den destruktive tone, som mange kunstnere søgte, hvor ønsket var at nedbryde civilisationen, der havde vist sig fra sin værste side under krigen. Destruktionen og fremstillingen af det absurde i verden var dog også krydret med en stor portion humor, som Georg Grosz' satiriske tegninger af spidsborgerskabet i Weimarrepublikken er et eksempel på. Han var en af hovedskikkelserne i både den dadaistiske kunstbevægelse, som opstod under første verdenskrig i Zürich, og ekspressionismens Berlin op gennem 20'erne. Grosz var en spotter, der som tidlig dadaist bidrog til billedet af Berlin som en sydende kedel. De arrangerede blandt andet teaterforestillinger, der gik ud på at tilsvine og ydmyge publikum, ligesom man fandt inspiration i det infantile - dada henviser til en babylyd - i forsøget på at nedbryde. Ekspressionismen tog dadaisterne afstand fra, da den ikke var vild nok på det tidspunkt, ved krigens afslutning. Man søgte vildskaben og kastede sig ud i nye genrer som kollager og andet.

Max Beckmann var en anden af de personer, der for alvor markerede sig i perioden. Han er på udstillingen, ligesom Grosz og Dix, repræsenteret med en række værker, heriblandt den serie af tegninger som Beckmann navngav Berliner reise (1922). Tegningerne viser netop desillusionen og fremmedgørelsen, som Berlins gader svømmede over af efter krigen. Som om krigen havde ændret måden, man var sammen og betragtede hinanden på, som Die Enttäuschten I (de desillusionerede) fra selvsamme serie er et godt eksempel på. Perspektivet i billedet er en outsiders, og man ser ind på en dagligstue med ulykkelige mennesker klemt sammen i utilpashed. Der er tale om en kunst, der portrætterer psykologien i det enkelte menneske, og netop på dette område var den wienske psykologiske kunst en stor inspiration for tyskerne.

Beckmann viser byen i forvirring, hvor alle forsøger at finde hoved og hale i tilværelsen. De rige spiller kort og keder sig side om side med de fattige, der humper gennem hverdagen. Hvis man sammenligner med hans tidligere Die Nacht (1919), er der i Berliner reise en markant udvikling at spore i Beckmanns kunstneriske profil. Natten viser en flok røveres indbrud og strangulering af en uskyldig familie - med blod og mord - og det var netop denne aggressivitet, som den tyske sociolog Max Weber kritiserede, da han kaldte ekspressionismen for »spirituel narkotika«. I 1922 er stilen blevet mere nøgtern, og Berliner Reise peger på den måde i retningen af et nyt og mere roligt kunstnerisk udtryk.

Både Max Beckmann, Georg Grosz og Otto Dix forlod den aggressive stil og blev markante profiler i en ny bevægelse, der ville en mere afdæmpet kunst. Neue Sachlichkeit, som de kaldte den, vandt frem i løbet af 1920'erne og igen med Berlin som epicenter. Med den nye saglighed falmede det munchske, desperate skrig, og en eftertænksomhed tog så småt over i malerierne. Der blev færre ormeinficerede kranier og flere værker som Berliner reise, der skildrer den menneskelige ustabilitet mindre hadsk. Den viser verden nøgen med dens skinbarlige sandheder og portrætterer derved den almindelige og traumatiserede berliner og europæer. Den nye objektivitet forsøger i hvert fald, som navnet afslører, at gøre opmærksom på sig selv som en mere eftertænksom tilgang til virkeligheden. Dix, Grosz og Beckmann slog koldt vand i deres kunstneriske blod.

Fra Berlin til samtiden

Selvom tiden efter første verdenskrig var ekstremernes periode i den europæiske historie, er der flere af datidens karakteristika, der går igen i dag. Både hos de europæiske politikere og i befolkningerne hører man nu om frustrationer og desillusion. Det er som om, opbruddet lurer under vores tid. Alle vores kriser: finanskrise, eurokrise og ressourcekrise giver tiden et dystopisk skær. Denne forbindelse til verden uden for museets fire vægge er svær ikke at spekulere over på Berlinische Gallerie. Netop derfor bliver udstillingen også så nærværende. Selvom den ikke selv gør særligt opmærksom på forbindelserne til i dag, bringer genkendelsen i værkernes temaer udstillingen frem til vores 10'ere.

I Louisiana-direktør Poul Erik Tøjners seneste bog, Skrik - historien om et bilde, beskrives den norske ekspressionist som en kunstner, der virkelig forsøgte at skabe en eftertænksomhed hos sit publikum. Munch ville bringe det moderne menneske i dialog med sig selv: »Munch vil have folk i tale, have verden i tale, vil ændre måden vi ser på, taler på, lever på,« skriver Tøjner. Den norske maler viste nemlig en helt særlig evne til at portrættere de indre psykologiske skred og følelsen af eksistentiel meningsløshed - give den et ansigt, som alle kunne se. Den samme evne til at udforske det moderne var også de tyske og wienske ekspressionisters hofdisciplin. På Berlinische Gallerie kan man de næste måneder være med til at studere historien, kunsten og sig selv som moderne menneske. Det er stærkt anbefalelsesværdigt.