Print artikel

Dataskyggen

Ea Borres papirorgler kan ses på galleri Alice frem til januar.
Artikel
26.10.15
På Galleri Alice på Nørrebro i København hersker i øjeblikket en stemning af uro. Der er højteknologiske værker fra Rusland, små papirorgler fra Danmark og teorier om resonansteknologi og moralfilosofi skrevet på væggene. Alt sammen indhyllet i et ønske om at sætte fokus på overvågningssamfundet.

En skinger og insisterende lyd gennemborer ens øregange, så snart man åbner døren til Galleri Alice i et kælderlokale på Jægersborggade. Et virvar af afbrudte violinakkorder, metalgenstande som glider mod hinanden, og klokker der bliver afbrudt og gentaget utallige gange. Man får en fornemmelse af både at ønske, at den stopper og fortsætter på en og samme tid.

Lyden produceres af en teknisk installation, Metaphase Sound Machine, som hænger på bagvæggen i galleriets første og største rum. Metaphase er lavet af den russiske kunstner ::vtol:: og ligner en seksarmet blæksprutte, der vender plader. Hvor hurtigt den skal spille, afhænger af den ioniske stråling i omgivelserne, som opfanges af en geigertæller i centrum af installationen og afspilles af små højtalere, der ligner øjne. Dens udformning og interaktion med omgivelserne gør den nærmest menneskelig og derfor svær at modstå.

Den bidrager til en følelse af forvirring og undren. Men det skal der være. Udstillingen, der er navngivet URO, handler nemlig om overvågningssamfundets logik. Kuratorduoen He&Ib, Helene Gamst og Iben Langholz Carstensen, har udplukket en række værker fra danske Ea Borre, dansk/færøske Goodiepal og russiske ::vtol::. Fælles for de tre kunstnere er, at de skaber rastløse installationer, der udfordrer overvågningssamfundets kontrollerende logik.

Skyggekroge er bandlyste

I renæssancekunsten var skygger bandlyst. De blev set som det onde, der endnu ikke havde ladet sig forme af lyset fra Den Ene – den højeste guddommelighed. Kunstnere skulle undgå at bruge flere skygger, end hvad der var nødvendigt for at give motivet form, og renæssancemalerier er derfor stort set uden mørke felter på trods af det åbenlyse lysindfald fra oven.

På Galleri Alice griber He&Ib renæssancekunstens skyggeforståelse, som de ser som en gennemgående tematik i værkerne, der bidrager til overvågningstemaet.

»Vi sætter en analogi mellem renæssancens skyggeforståelse og overvågning i dag, fordi den allestedsnærværende oplysning udgør overvågningens funktion i dag: der må ikke være skyggekroge,« fortæller Iben Langholz Carstensen.

Skyggerne går igen hos alle tre kunstnere, men særligt eksplicit er deres funktion, når man kommer i rum med Ea Borres værker. De fire mekaniske konstruktioner kan bedst beskrives som miniorgler af skrøbelige papirtandhjul og -bælge. Skarpt oplyste af værkstedslamper kører de med hjælp fra to motorer rundt og producerer hver deres lyd, imens deres udtryk forlænges af de flakkende skygger, de kaster på rummets hvide vægge. De kører i intense intervaller, indtil papirets skrøbelighed betyder, at de må hvile inden næste koncert.

Kuratorerne ser overvågning som en statisk oplysning, der vil fastholde en orden, man kan styre fra, men som er stærkt udfordret af, at skyggerne konstant flytter sig.

»Det mørke og det onde er ikke nødvendigvis stationært, og derfor kan man ikke overvåge det stationært. Det er i hvert fald ikke altid så åbenlyst, hvad der er lyst og godt, og hvad der er mørkt og ondt,« siger Iben Langholz Carstensen.

Den fulde oplysning bliver umulig og følelsen af, at kontrollen glider af hænde, holder ved, når man træder videre ind i en klokke af teori om resonansteknologi i Goodiepals udstilling. Her visualiseres UROs skyggeforståelse meget direkte. Det er nærmest kun skyggen af kunstnerens tilstedeværelse, der er ladt tilbage, når man går rundt i vægskriblerier over klokkekonstruktioner og moralfilosoffer og kan snuse til Goodiepals tanker om en utopisk verden, hvor biler kun kører, hvis chaufføren har en god moral.

Som kunstner personificerer Goodiepal det flygtige. Han har gjort sig fri af de ting, der giver mulighed for overvågning: fast adresse, telefonnummer og digitale profiler.

»Hans måde at føre sit liv på er ekstremt flikflakkende, og han følger netop det, vi ønskede med værkerne: at de hele tiden bevæger sig rundt,« siger Iben Langholz Carstensen.

Hvad man kan opleve i galleri Alice nu, er skyggen af den times forelæsning, han holdt under udstillingens fernisering. Goodiepal er videre, et andet sted, men billedet på hans tilstedeværelse bliver tilbage.

Konsekvenserne af de informationer, man efterlader, når man færdes, behandles i udstillingens katalog, hvor der er printet en artikel af Nanna Bonde Thylstrup, postdoc ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og forsker i digitaliseringspolitik. Hun skriver om sporene efter vores færden – i hendes tilfælde digitalt – vores dataskygge. Oplysninger, om hvornår vi sidst købte biografbilletter, og hvor vi rejser hen i julen, akkumuleres til en masse af information, som på samme tid beskriver os med fakta og kan være helt upræcise. Nanna Bonde Thylstrup spørger, om skyggen udgør en trussel mod det faktiske individ, den beskriver. Hvem tillægger vi for eksempel mest troværdighed i en retssag?

»Dataskyggen kan også ses som skyggesiden af overvågningen. Måske skal vi forholde os kritisk til den, for den kan stadig have potentiale til at overtage vores virkelige jeg. I nogle tilfælde vil du kunne blive dømt på baggrund af din dataskygge,« siger Helene Gamst.

Artiklen er den mest direkte overvågningskritiske del af udstillingen, der stiller spørgsmålstegn ved, om den teknologiske udvikling er ved at have mere kontrol over os, end vi har over den.

Teknologien leverer subtile budskaber

Rent teknologisk befinder den russiske kunstner ::vtol:: sig på en klar førsteplads i udstillingen. Han er blevet tildelt det første og største rum på Galleri Alice med to installationer, der er i konstant bevægelse og kaster nye skygger og lyde ud i rummet med sit mekaniske sprog.

Bag det kringlede kunstnernavn gemmer sig en mand ved navn Dmitry Morozov, som er fra Moskva i Rusland. Han udfører sine værker med sådan en snilde, at kun ingeniører til fulde vil forstå, hvordan de hænger sammen.

Når man betragter Metaphase, installationen beskrevet i indledningen, er man i nogenlunde samme situation som folk, der i 1950erne åbnede et fjernsyn og blev overvældet af de mange inputs og outputs. Interessen for teknologi er ikke så udbredt i det københavnske kunstnermiljø, men i Moskva buldrer den afsted.

»For eksempel var vi i Brink – elektronikbutikken – hvor jeg forklarede ham (Dmitry Morozov red.), at det er det, der er. Vi har den her butik, hvis du mangler noget. Han synes, det var mærkeligt, for elektronik er vildt stort i Moskva. Folk bygger meget selv, de kan godt lide at være elektronisk interesserede,« fortæller Iben Langholz Carstensen.

Dmitry Morozov skriver sig ind i en tradition for teknologi og kunst, som i Rusland trækker tråde tilbage til avantgarden i 1920erne. Her hyldede man de teknologiske fremskridt og gjorde det til essensen af værkerne. Mange af de samme træk ser man i den russiske samtidskunst i dag.

»Rusland har været meget lukket under Sovjetunionen, og det brød jo først sammen i 1991, så det er ikke så lang tid, folk har kunnet udleve en privat forestilling om, hvad livet skulle kunne indeholde. Kunstnerne har udviklet sig fra dengang under avantgarden til i dag med en rød tråd om teknologi. Det kommer også til udtryk i film, hvor det er meget utopisk og meget sci-fi-orienteret, fordi virkeligheden i Rusland lige nu er ret trykket,« fortæller Iben Langholz Carstensen.

På grund af det politiske klima er de russiske kunstnere nødt til at være subtile i deres budskaber, hvilket Dmitry Morozov er et godt eksempel på. Er man for åbenlyst kritisk, er der en overhængende fare for at ryge i fængsel som det skete for det feministiske punkband Pussy Riot. Derfor mestrer mange af de russiske kunstnere til fingerspidserne at have et udtryk, der ikke mimer samfundet, som det er, men snarere rækker hen imod, hvordan det kunne være.

Ideen om subtilt at plante en tanke hos beskuerne og ikke udbasunere et budskab er, hvad Helene Gamst og Iben Langholz Carstensen har forsøgt med URO. Derfor bidrager Dmitry Morozov med en tyngde og et ekstra lag til den danske udstilling.

»Man er bare meget bevidst om, hvordan man handler i Rusland, hvordan man agerer i det samfund, og hvordan man går på gaden, fordi der er meget overvågning. Man laver ikke lige pludselig graffiti eller tagger nogle ting, for man er bevidst om, at man bliver overvåget. I Danmark er det lidt mere sådan, at chancen er der, og måske er der nogen, der kigger, men det er ikke sikkert. Det er bare sikkert i Rusland, at der er nogen, der kigger med,« forklarer Iben Langholz Carstensen.

En stille protest

URO er gennemgående inspireret af den russiske brug af subtile budskaber for at skubbe gang i vores tanker om egen virkelighed. Kuratorduoen så et behov for at bevæge sig væk fra at formidle deres stillingtagen som tidligere tiders udbasuneringer med Røde Mor, bannere og megafoner. Det er med grundighed, at 80er-knytnæven er stukket i lommen, og vi er overladt til den fortolkning, vores egen virkelighed skaber grobund for.

»I den russiske kunst forestiller man sig ikke præcis, hvordan verden skal være, men man sætter nogle tanker i gang i betragteren om, hvordan den kunne være. Vi vil ikke have folk til at gå hjem og skrive et læserbrev, men lægger mere op til en personlig proces,« siger Helene Gamst.

Kuratorparret er nye i branchen, og motivationen for også at gribe nye muligheder er tydelig – kun sjældent ser man gennemgående teknologiske værker i en udstilling. Udstillingen synes at udforske, om teknologien er så vidt udviklet, at vi kun med teknologien selv kan forsøge at beskrive og kritisere den.