Print artikel

1950’ernes danske grafik peger frem mod klimakatastrofe og zombie-tv

Palle Nielsen. Komposition over Jeremias klagesange, II, 22. 1957.
Anmeldelse
22.09.15
Ny udstilling på Statens Museum for Kunst præsenterer 12 kunstneres grafiske værker fra en tid, hvor livet stod i skyggen af 2. Verdenskrig, atombomben og truslen om en kold krig. Udstillingen er en uhyggelig udstilling af den slags, man måske netop har pligt til at se.

Atomic City, kalder man undertiden Las Vegas. Navnet stammer fra 1950’ernes legendariske atomic parties, hvor folk dansede og drak natten væk for ved daggry at overvære en atomprøvesprængning i Nevadaørkenen. Atomic betød Dean Martin og champagnecocktails. Atomic betød det nyeste nye. Alene i 1954 strømmede otte millioner mennesker til ørkenbyen. Atomic fever var et kulturelt fænomen og en lukrativ forretning for tidens våbenhandlere, kasinobosser og Ad men. Først blev menneskeracens totale udslettelse en historisk mulighed – siden blev den underholdning.

Der er ikke så meget som en gnist af atomic fever over værkerne på SMK’s nye særudstilling At rejse sig i mørket. Tværtimod spejler hovedparten af motiverne på uhyggelig vis de billeder, der for tiden dominerer mediernes sendeflade: mennesker på flugt med deres børn i favnen. Fornedrede kroppe. Krigsskændede lig. 

En vis spænding mellem hedonisme og dystopi danner dog ramme om ferniseringen, hvor åbningstemaet er: atomic party. I museets skulpturgade bliver der minglet og sippet Atomic Cocktails efter original Vegas-opskift. Stemningen er langt fra den ulykkelige human condition, som formidles under udstillingstemaerne ’Krig og undergang’, ’Ensomhed’ og ’Protest’. Et sidste tema, ’Troen på Mennesket’ behandler menneskeskildrernes interesse for familien og dagliglivet.   Trods forskellige formudtryk bindes hovedparten af værkerne tematisk sammen af gennemgående alvor og dyb bekymring. Mennesket er fastfrosset mellem traumerne fra 2. Verdenskrig og koldkrigstruslen om en altødelæggende atomkatastrofe. Fremtiden er udsigtsløs. Det nyeste nye er måske det sidste.

Umiddelbart virker det ret plat, nærmest skamfuldt, at sutte på smagen af champagne og fed cognac foran Per Ulrichs blyantstegnede vidnesbyrd om skelettynde muselmænd i Neuengamme og Sachsenhausen. Deres kroppe er filtret sammen, de gaber perverst ind i døden. Fra skulpturgaden swinger Count Basies The Atomic Mr. Basie ind i det pakkede udstillingsrum. Effekten er kvalmende. Øjet søger hurtigt videre.

Netop øjets flugt var en central problemstilling for de kunstnere, der her er samlet under betegnelsen ’menneskeskildrerne’. 1950’ernes figurative grafiske strømning fik meget af sit blod fra kredsen omkring realisten Aksel Jørgensen, toneangivende fortaler for en alvorlig og virkelighedsfokuseret formalisme. Problemerne skulle under debat. Menneskehedens prekære situation i den gryende atomalder var i fokus. Åbningstemaet fungerer på sin vis illustrativt. Publikum bliver værk i en kontrapunktisk udstilling af netop den her-går-det-godt eskapisme, flere af tidens grafiske kunstnere gik midt imod.

Pligten til at se virkeligheden i øjnene

Grafisk kunst egner sig godt til reproduktion, og netop muligheden for at komme ud til et bredt publikum spillede en central rolle for flere af menneskeskildrerne. På udstillingen hænger for eksempel et par af de værker, som kunstnergruppen Sankt Lukas Gildet distribuerede illegalt under besættelsen. Modstandskunsten var ikke møntet på eksklusive gallerier. Værker som Jane Muus’ træsnit, Stikker hentes i nr. 3, fra 1945, tegner et billede af en aktivistisk kunst: af kunstværket som indgreb i den politiske situation.

Dan Sterup-Hansen. Krigsblinde. 1952.
Dan Sterup-Hansen. Krigsblinde. 1952.

Også de kunstnere, hvis virke var mere eksistentielt end decideret politisk, tog udgangspunkt i samtidens problemer og satte det almindelige menneske i centrum for værker, der havde til formål at skabe erkendelse hos beskueren og vække individets bevidsthed om det enkelte menneskes ansvar for fællesskabet.

Palle Nielsen, som er flot repræsenteret på udstillingen, udtalte til Information i 1958: 

»Man har talt om prædiken og propaganda. Men prædikanter og propagandister har et budskab, det har jeg ikke i den forstand. Jeg skal, føler jeg, aflægge rapport om, hvad jeg ser, og om, at det jeg ser, er vor situations fuldstændige umulighed, og at der i erkendelsen af denne situation ligger et håb.«

Håbet lever ikke i selve værkindholdet

Palle Nielsens brutalt stemningsfulde værkserie Orfeus og Eurydike er i sig selv turen på SMK værd. Myten foldes ud over en række små linoleumssnit, hvis på én gang øde og klaustrofobiske urbane rum giver trykken for brystet. Bygningerne hober sig op og peger tilbage på Fritz Langs Metropolis: på en udpint verden uden progressionens mulighed, fastlåst i trøstesløs vertikal ekspansion. 

Håbet lever ikke i selve værkindholdet. Orfeus formår ikke at frelse Eurydike fra dødens kræfter, der i Palle Nielsens genfortolkning har skikkelse af maskinpistolbevæbnede mænd. Men håbet er til stede i selve formidlingen. I vidnesbyrdets anråb om beskuelse. I troen på erkendelsen som mulighed.

Mennesket efter menneskeheden

Flere af udstillingens værker kredser om frygten for en forestående atomudslettelse. Henry Heerups Atombomben fra 1961 skildrer sammensmeltningens vanvid under paddehatteskyen. Svend Wiig Hansens nådesløse raderinger De søgende og De sidste fra 1957 tematiserer menneskehedens definitive krampetrækninger efter katastrofen.

Motiverne udtrykker en skæbnesvanger katastrofebevidsthed og samtidig ukuelig tro på mennesket. Det samme gør et af de centrale citater, der ledsager kunsten på udstillingen, fra Albert Einstein og Bertrand Russells manifest, offentliggjort i 1955:

»Vi anråber jer, menneske til menneske: Husk jeres menneskelighed og glem alt andet. Hvis I formår at gøre dette, ligger vejen til et nyt paradis åben for jer; hvis ikke, truer altomspændende død forude.«

Henry Heerup. Atombomben. Linoleumssnit 503 x 497 mm. 1961.
Henry Heerup. Atombomben. Linoleumssnit 503 x 497 mm. 1961.

Frygten for altomspændende død og interessen for det postapokalyptiske menneske har en tankevækkende nutidig pendant i de mange aktuelle film og tv-serier om livet efter naturkatastrofen, pandemien eller zombieapokalypsen. Underholdningsindustriens umættelige interesse for mennesket efter menneskeheden er måske både udtryk for en ny tids ’atomic fever’ og for det håb, der gemmer sig i selve blikket på den håbløse situation.

En smule mere luft omkring værkerne havde ikke skadet. Flere af dem hænger lidt klemt. Men udstillingen er vellykket og svært timelig her midt i flygtningekrisen – mens verdensuret tikker mod en klimakatastrofe så ødelæggende som nogen atomkrig. Billedernes anråb fra menneske til menneske bliver på en måde til et råb fra tid til tid. Vi, der udgør publikum på SMK, lever i højere grad end nogensinde før i skyggen af den historiske mulighed for total udslettelse – i spændingsfeltet mellem teknologidrevet vækstfeber og dystopisk erkendelse. Det gør At rejse sig i mørket til en uhyggelig udstilling af den slags, man måske netop har pligt til at se.