Print artikel

»Respekten for det subjektive er præmissen for fællesskabet«

© Lasse Lau: film still from Sound from the Towers, 2019
Anmeldelse
24.01.19
Kunstneren Lasse Laus første større soloudstilling er reflekteret institutionskritik.

Planterne er hjemført af kolonimagten og står nu i Lissabons botaniske have, men lydene af deres vækst er hentet af Lasse Lau i Amazonas, hvor de vokser i deres naturlige habitat. Objekterne på det egyptiske museum i Cairo er udstillet på akkurat samme måde, som da museet blev åbnet for over 100 år siden, men lydsiden ude fra byen viser, hvordan verden udenfor lever, larmer og forandrer sig. Universitet i Nsukka i Nigeria forfalder ikke kun fysisk, imens livet går sin gang og langsomt infiltrerer det.

Lasse Laus første større soloudstilling – der udover de tre hovedfilm indeholder også billeder og objekter – er en skarp (men i form rolig med afmålte voice overs, mange nærbilleder og langsomme panoreringer i filmene) kritik af den kolonialistiske tænkning, oplysningstidens universalisme, vores museer er bygget på og efter.

»Der er sket et stort skred i verden inden for de seneste 60 år. Efter 2. Verdenskrig har de store fortællinger været under nedbrud. Kvinder, sorte og seksuelle minoriteter har fået deres egen subjektivitet. I dag lever flere fortællinger og narrativer parallelt med hinanden, men de store institutioner er for manges vedkommende fortsat baseret på oplysningstidens definerede sandhed: at vi kun kan forstå verden som én ting,« sagde Lasse Lau som indledning på den rundvisning, han selv forestod midt i januar.

I udstillingskataloget skriver Kristine Kern, leder af Fotografisk Center: »De systemer og måder at anskue og indsamle viden på, der blev etableret i 1700-tallet, rækker langt ind i det 21. århundrede, og har været med til at forme den måde, vi i dag opfatter verden. Selv samme institutioner og deres måder at ræsonnere på er imidlertid i forfald visse steder. Både de faktiske bygninger, men måske også de systemer, som de huser – og dermed inkarnerer.«

Symboler på kolonialt overherredømme

Udstillingerne i det egyptiske museum i Cairo står fx fortsat stort set, som da museet blev åbnet i 1902, da Egypten var underlagt engelsk styre. I dag er det derfor fortsat et symbol på det europæiske, koloniale overherredømme – uantastet er Egyptens selvstændighed i 1956 og revolterne på den nærliggende Tahrir plads i 2011. Dette enkle faktum er Laus enkle pointe: det museum, vi kender og for så vidt holder af, er baseret på én måde at anskue, ordne og rangere verden på, en forældet måde.

»Museet er en europæisk idé. Egyptens historie har selvsagt haft mange brud og forandringer i de seneste 100 år, som slet ikke vises. Filmen (Sound from the Hallways, red.) viser, hvordan museet står stille. Jeg har sammen med lydkunstneren Maurice Louca lagt lyd fra udenfor universitetet på, hvilket – håber jeg – giver oplevelsen af, at noget er uforløst, er lige ved at ske,« sagde Lasse Lau, og konstaterede, at hans film kort efter færdiggørelse blev bekræftet med det arabiske forår: »Revolutionen gik i sig igen, og nu er alting værre end før. Og museet står uforandret som det hele tiden har gjort.«

Den botaniske have i Lissabon er, ifølge Lasse Lau, et andet eksemplet på kolonialismen – planterne er hentet i Amazonas. Fra at have været en botanisk have brugt af universitetet som arkiv og research ved at vokse til at blive en vildtvoksende romantisk have.

»I dag er der vist én gartner tilbage, hvor der var 40 for 30 år siden, og der vandes ikke rigtigt længere om sommeren. Den forfalder. Men viser fortsat, at Brasilien blev koloniseret. Planter har jo også en vis form for subjektivitet med lyde og en slags 'puls' i deres indre vandflow. Vi gav dem deres stemme tilbage ved at optage deres lyde i deres naturlige habitater i Brasilien,« sagde Lasse Lau.

Et tredje eksempel er Sound from the Bells, der har urpremiere på udstillingen, som viser hvordan universitetet i Nsukka i Nigeria forfalder fysisk. Værdimæssigt består forfaldet i landet i, at en dogmatisk kristendom et vokset frem. Ikke kun er homoseksualitet blevet ulovliggjort, men den akademiske verden er nu trængt op i et hjørne med krav om indflydelse på, hvad der undervises og forskes i.

»Vidensproduktion er ikke længer værdien dér. Der er intet modspil til kapitalismen,« konstaterede Lasse Lau nøgternt.

Kritik af kritikken og retur

Men den intersektionalitet, som Lau bekender sig til, er dog ikke længere kun kritiseret af konservative, men også af folk fra venstrefløjen, der mener, at den reelt går kapitalens ærinde ved at opløse fællesskabet, opdele, adskille og umuliggøre dialog og kritik – og samtidigt tager spotlight fra verdens egentlige udfordring: at underklasse, fattigdom og middelklasse-prækariat vokser.

Forholdt dén kritik sagde Lasse Lau: »Jeg tænker, at kritikerne af kritikken af kolonialismen, som intersektionalitet er vokset ud af, ikke har læst Kimberlé Crenshaw dybt nok. Jeg mener, at hun peger på, at respekten for det subjektive er præmissen for fællesskabet. Dér, hvor intersektionen foregår er netop dér, hvor vi kan samles. Dér er muligheden for organisering.«

Dén interessante samtale er kun lige indledt. Og hvor teksten i udstillingskataloget (af Ph.D. og curator Goran Petrovic-Lotina) er stærk og radikal, er Lau selv mere dobbelttydig og inviterende til dialog. For er udstillingen ikke også en lettere nostalgisk beklagelse over det forfald, de viste institutioner er i nu? Står man ikke som beskuer også tilbage med et indtryk af, at de videnssystemer, de fremviste institutioner er baseret på (oplysningstidens universalisme) samtidigt med deres hegemoni har en grundlæggende positiv værdi? En radikal kristendom påvirker fx nu det akademiske liv på universitetet i Nsukka, hvilket fortæller om, at et eventuelt tomrum efter universalismen er up for grabs. Det oplagte spørgsmål er, om postkolonisme, intersektionalitet mv. kan udfylde det tomrum i kulturen? Og videre fra samme tanke: Var det arabiske forår ikke et forsøg på at brede netop de universelle lighedsideer længere ud i det egyptiske samfund? Og er Portugal egentlig bedre tjent med en vildtvoksende, romantisk have end en botanisk have, der drives videnskab i?

Laus udstilling står flot reflekterende og rejser altså en voldsomt spændende diskussion med udgangspunkt i, at det er blevet meget svært at se forbi kapitalismens undertrykkende, racistiske og diskriminerende aspekter (har den netop ikke sin rod i Europas kolonisering af andre kontinenter!), ligesom centrale institutioner (som fx botaniske haver, museer og universiteter) selvsagt har afgørende og vigtige roller i at ændre på strukturelle misforhold i samfundet – og sætter streg under Goran Petrovic-Lotinas pointe i udstillingskataloget: kunstneriske praksisser har en stor rolle at spille, fordi netop kunsten kan skabe rum for flerstemmighed.