Print artikel

»Kunst er Civilisation«

Foto: Stefan Meisel
Malerens hjem i Abidjan med initialerne påmalet
Interview
09.11.13
90-årige Frédéric Bruly Bouabré er blandt Afrikas vigtigste, nulevende malere, og hans værker er nået jorden rundt. Født i Elfenbenskysten, mens landet var indtaget af franske koloniherrer, har han set sit land gå mellem frigørelsens eufori og borgerkrigens brutalitet. I dag er han overbevist om, at kunst er den sandeste vej til civilisation.

Vi møder Frédéric Bouabrés søn Sylveste en overskyet eftermiddag i storbyen Abidjan, Elfenbenskysten. Sylveste har lovet at hjælpe os med et interview med sin aldrende far, som sjældent taler med journalister. Sylveste er ikke helt sikker på, hvor gammel hans far egentlig er. Det er der ikke nogen, der er. Familien fik engang adgang til de optællingslister, som det franske militær holdt over de vilde indfødte i Frédériques landsby, dengang Elfenbenskysten stadig var en del af det franske imperium. Ifølge listerne blev Frédéric født i 1923; andre kilder mener det var et par år tidligere. Uanset eksakt alder, er kunstneren Frédéric Bruly Bouabré en nulevende legende.

I kunstnerkredse er han anerkendt for at have sat afrikansk kunst på verdenskortet, og i hjemlandet bliver han beundret for sine bedrifter. Han er født i en lille landsby i hjertet af Elfenbenskysten, hvor han lærte sig selv at male med improviserede malerinstrumenter. Bouabré er én af de få vestafrikanske malere, der har haft soloudstillinger verden over . Men modsat mange af sine landsmænd, der gladelig spenderer formuer på champagne og dyre biler, har han reageret på sine successer med rolig ydmyghed.

Igennem årtierne har Bouabré skabt et regulært billedunivers, der rummer mere end tusind tegninger af fænomener fra alle verdens hjørner. Alle er holdt i den klassiske Bouabré-streg. Simple, næsten barnagtige, portrætter af hverdagsscener, guddommelige kreaturer og naturobjekter. Skabt i stærke farver og tegnet med blyant - eller hvad end maleren lige har ved hånden - oftest ikke større end et postkort. I hans portrætter møder vi diplomater højt på strå, børn på potten, hulemalerier, statsledere med slips, dyre mærkevaresko, primitive redskaber fra landsbyen. Glimt fra hans møder med verdens kontraster – fra en kunstnerkarriere, der har sendt ham i pendulsving mellem dyre receptioner i Paris og den ivorianske landsbys jævne kår.

Man skal dog ikke lade sig narre af tegningernes simplistiske form. Bouabré er én af sin samtids visionære profeter. Han vil ind til kernen af, hvad det vil sige at være menneske. Hvorfor vi gør som vi gør, hvor vi kommer fra og hvor vi er på vej hen.

Med Sylvestes vejvisninger i hånden, tager vi en bumlende taxa til Bouabrés hjem. Vi stopper foran et beskedent hus i udkanten af Abidjan. Det eneste, der afslører husets særlige beboer, er initialerne F.B.B., som står malet med blå maling over hoveddøren. I ægte ivoriansk ånd er husets døre sjældent lukkede. Her bor tre generationer under samme tag. Familiemedlemmer, nabobørn, kunstnere og kreative sjæle, husdyr og alskens godtfolk kommer og går dagen lang og fylder huset med højlydt leben.

Malerens hjem i Abidjan med initialerne påmalet

 

Da Bouabré bliver ført ind i rummet, hvor vi venter på ham med adskillige nysgerrige naboer og børnebørn, indtræder en stemning af dyb ærefrygt og højtidelighed. Selvom han sidder i rullestol pga. et nyligt sygdomsforløb, er han tydeligvis stadig fuld af livskraftige visioner. Han taler med lav stemme og stor overbevisning. »Kunstneren er en læremester. Han fødes for at lære mennesker at leve på god fod med hinanden. Overalt i verden søger man mod kunstneren,« erklærer han. Bouabré er overbevist om, at kunsten kan være modgift til de brutaliteter, han har oplevet på egen krop som borger i et land, der netop nu kommer sig ovenpå ti års grusom borgerkrig. »Kunstneren er imod krig,« betoner han. Netop fordi kunst kan transcendere race, ulighed og jalousi, har den potentiale til at modarbejde krigens rædsler. »Derfor er kunst vejen til civilisation, hvor kunstneren marcherer i allerførste række.«

Bouabré viste tidligt i sin karriere, at kunst kan bruges som socialt værktøj. I 1948 modtog han en guddommelig åbenbaring. Han ville give afrikanerne deres eget alfabet – et alfabet, som ikke kom fra europæiske kolonimagter. Malerens selvskabte alfabet er nu blandt hans største værker. Det består af 448 piktogrammer, som illustrerer de lyde, hans folk, Bété-folket, brugte, inden fransk blev indført som officielt sprog og truede Bété-sproget med udryddelse. Han skabte dem for at lære landsbyboerne at læse hurtigere og samtidig vise afrikanere deres eget værd i et land, som har været underlagt fransk (læs: hvid) dominans. Men modsat mange andre vestafrikanske kunstnere fra hans generation, der var inspireret af et afro-centrisk verdensbillede, ville Bouabré ikke begrænse sig til afrikanske motiver eller rette pegefingeren mod den hvide mand. »I maleriet er alle lige; sorte og hvide,« siger han.

Bouabré maler stadig en gang imellem, selvom hans 90-årige krop ikke længere kan følge med i samme tempo. Det bliver han nødt til at ignorere. »Som kunstner må man simpelthen blive ved og blive ved,« siger den gråhårede ivorianer – med eftertryk. Som den læremester han er, fortsætter Bouabré med at arbejde, indtil hans budskab om universel samhørighed og lighed vækker genklang. »Kunsten transcenderer alle grænser«, understreger han. »Den tilhører friheden«.

 

Rejsen til Elfenbenskysten er foretaget med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling