Print artikel

Kan det lade sig gøre at leve uden at udøve vold?

Pressefoto
Interview
06.09.18
Den sydkoreanske forfatter Han Kang fik i 2016 sit internationale gennembrud med 'Vegetaren', der skildrer de voldelige sociale følger af en kvindes opsigtsvækkende beslutning om stoppe med at spise kød. »Det er mit ønske med 'Vegetaren' at give en stemme til kvinder i verden og deres universelle oplevelse af at være undertvungne og usynlige i samfundet såvel som i familien.« ATLAS har mødt Han Kang.

Han Kang er afdæmpet, lyttende og taler så blidt, at alle små lyde i rummet pludselig gør opmærksom på sig selv. Kaffemaskinen summer, blæsten suser om hjørnet på bygningens glasklædte facade, og en svag lyd af skridt fra den tæppeklædte gang udenfor slipper igennem til interviewlokalet. Da talen falder på Vegetaren, som hun modtog Man Booker Award for i 2016, svarer hun omhyggeligt og eftertænksomt på de spørgsmål, hun må være blevet stillet et utal af gange på sine bogturnéer gennem Europa og USA. Hun er blevet modtaget som en kritiker af det sydkoreanske patriarkat, og romanen er blevet læst som et vidnesbyrd om vold i en stivnet, arkaisk samfundsstruktur. En sådan læsning afspejler imidlertid ikke Han Kangs opfattelse af hverken personerne i Vegetaren eller deres omstændigheder:

»Jeg forsøger ikke at tegne et socialrealistisk portræt af Sydkorea, men overdriver mine personers karaktertræk, så de bliver utroværdige fortællere. Det er for at understrege, at voldsmanden er selvkrænkende. Ved sin voldsudøvelse mister man evnen til at møde den anden, og i min roman finder der ingen sande møder sted – hverken mellem barn og forælder eller mellem ægtefolk. Volden drives ind som en kile mellem dem, og de kan ikke mødes eller opnå forståelse for den andens motiv eller handling.«

Volden har et menneskeligt ansigt

I Vegetaren forholder Han Kang sig til vold som en uomgængelig del af menneskehedens historie, vold som iboende den enkelte. Romanen undersøger individets muligheder for at yde volden modstand uden selv at udøve vold.

Hovedpersonen Yeong-hey er en kvinde i 30’erne, hvis mest attraktive attribut er hendes absolutte upåfaldenhed. Hendes neutrale, ikke-intimiderende ydre og væsen er også hendes mands vægtigste grund til at indgå ægteskab med hende:

»Selvom der ikke var noget særligt, der tiltrak mig ved hende, så kunne jeg omvendt heller ikke få øje på nogen skavanker, og der var derfor ingen grund til, at vi ikke skulle gifte os,« siger han i bogen.

Denne kvalitet går tabt, den dag Yeong-hey beslutter sig for at leve som vegetar. Hverken mand eller den øvrige familie vil acceptere hendes beslutning, men betegner den som et anfald af sindssyge og som vanærende.

Familiens tiltagende aggressive reaktioner på Yeong-heys nye livsstil, som hun forsvarer ved at forholde sig fuldstændig passivt, udstiller et samfund gennemsyret af vold, hvor volden reproduceres i de mest intime forhold i familien og parforholdet.

Yeong-heys ambition om at leve ikke-voldeligt indebærer, da volden er uløseligt knyttet til menneskeheden som en ubrydelig arvesynd, at hun må antage en anden livsform, skifte art. I løbet af romanen gennemgår Yeong-hey en metamorfose, hvor hun først folder sig ud som en smuk (og sexet) blomst, for så at hige efter at slå rødder som et træ i skoven, hvor hendes eneste behov for næring vil være vand og sollys.

En protest, der venter på et svar

Beslutningen om at leve som vegetar får omfattende og dramatiske konsekvenser for hele familien. Manden søger skilsmisse, familien går i opløsning, og Yeong-hey bliver tvangsindlagt og medicineret for anoreksi. Ved romanens slutning efterlader vi Yeong-hey i bevidstløs tilstand på et psykiatrisk hospital med søsteren In-hey som eneste modvilligt medfølende vidne.

Han Kang tilskriver romanens åbne slutning et håb:

»Til slut er alle personerne alene. Og de kæmper. De er ikke længere afhængige af andre, og heller ikke besejrede, men stræbende. I romanens sidste scene ville jeg ikke have, at Yeong-hey skulle dø. Jeg ville holde hende i live og med åbne øjne. Hendes blik er protesterende, og det skuer ud i fremtiden og venter på et svar. Det er sådan, jeg forstår romanen: som en protest, der venter på at blive besvaret. Denne bog giver ikke et svar, den venter på et svar!«

Ved sin voldsudøvelse mister man evnen til at møde den anden

Beskrivelserne af det psykiatriske systems hårdhændede behandling af Yeong-hey, i passager hvor hun tvangsmades og -medicineres, er grum læsning. Det psykiatriske system fungerer som endnu en institution i samfundet, der underkender Yeong-heys projekt og krænker hende. Han Kang besøgte psykiatriske hospitalsafdelinger som en del af sin research og fortæller, at romanen i Sydkorea genererede et slags modsvar fra psykiatriens side:

»En håndfuld læger og psykiatere fandt sammen og skrev et essay om bogen. Det var som om, bogen pinte dem, og det, de skrev, var meget interessant for mig. De skrev, at de forstod Yeong-heys projekt, og de var meget sensitive omkring det, men de understregede samtidigt, at de som læger – fra et etisk standpunkt – aldrig ville kunne lade døden komme på tale som et valg, den psykiatriske patient kan få lov at træffe, så længe hun befinder sig i deres varetægt.«

Metamorfoser

Tanken om at kunne omdanne sig fra én form til en anden er ikke ny hos Han Kang, men findes i forskellige udgaver i hendes værker. I et forsøg på at følge inspirationen til dens udspring, måtte hun tilbage til sin fars – forfatteren Han Seung-won – bibliotek, hvor hun fik lov til at gå uforstyrret på opdagelse som lille. Her læste hun første gang Ovids Forvandlinger og blev dybt fascineret af myten om nymfen Dafne, som, for at undslippe den forelskede Apollons tilnærmelser og redde sin dyd, får sin far – flodguden Peneus – til at forvandle sig til et laurbærtræ.

Da Han Kang under sin studietid ved Yonsei University læste poeten Yi Sangs arbejdsnoter fra 1930erne og stødte på fragmentet: I believe humans should be plants, havde hun det, som var sætningen hendes egen, som havde hun selv skrevet den. Hun blev besat af fragmentet, der på enkleste vis sammenfattede hendes barndoms opdagelser i farens bibliotek med tanker om menneskets voldelige historie og et stærkt ønske om at leve pacifistisk. Yi Sangs arbejdsnote blev den absolutte inspiration og drivkraft bag novellen The Fruit of My Woman, der udkom i 1997 (engelsk oversættelse i Granta). Novellens fortæller er en mand, hvis kone forvandler sig til et træ. Manden planter nænsomt konen i en potte på altanen, hvor han vander og plejer hende. Da det bliver efterår, sætter konen frø og visner herefter. Manden står tilbage med det ubesvarede spørgsmål, om konen vil blomstre igen til næste forår, og om frøene, som han for en sikkerheds skyld har sået i små potter omkring hende, er deres fælles børn?

»Det er mit ønske med 'Vegetaren' at give en stemme til kvinder i verden og deres universelle oplevelse af at være undertvungne og usynlige i samfundet såvel som i familien.«

»Efter novellens udgivelse«, siger Han Kang, »følte jeg, at jeg ikke var færdig med metaforikken omkring metamorfoserne, og jeg ville gerne arbejde med dem i et længere værk. Samtidigt ønskede jeg at undersøge muligheden for at tage Yi Sangs pacifistiske budskab for pålydende. Hvad ville der ske, hvis man forsøgte at leve efter det helt konkret?« Da Kang nogle år senere gik i gang med at skrive på det, der blev til Vegetaren, opdagede hun i processen, at hele stemningen i fortællingen havde ændret sig, og romanen er modsat den tidligere novelle meget mere realistisk og mørk.

Sindssyg eller sandseer

Vegetaren falder i tre dele med hver sin jeg-fortæller, der alle står i relation til Yeong-hey. Gennem ægtemanden, svogeren og søsterens syn på og fortælling om Yeong-hey følger læseren hendes transformation fra menneske til træ. Fortællingen kan også, hvis man tager de usympatiske fortælleres beretninger for pålydende, være historien om en velfungerende, upåfaldende kvindes deroute, der ender med en tvangsindlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Han Kang beskriver, hvordan hun konstruerede romanen ud fra tre grundlæggende spørgsmål: »Det første lag i romanen undersøger den mellemmenneskelige vold i alle relationer og mulighederne for at yde volden modstand. Yeong-heys ambition om at leve fuldstændig uskyldigt indebærer, at hun må transformere sig til en plante, for kun planter kan være uden skyld.«

I romanens første del konfronterer Yeong-heys familie hende med beslutningen om at blive vegetar. I grovere og grovere vendinger kritiserer de hende og truer hende med, at hun vil blive syg af ikke at få kød: »Hvis du holder op med at spise kød, fortærer verden dig i én mundfuld«, advarer hendes mor. Yeong-hey forholder sig passivt til kritikken og gentager blot sætningen »Jeg spiser ikke kød«. Det provokerer faderen, så han til sidst griber et stykke kød fra det dækkede bord, som han med magt forsøger at stoppe ind i munden på hende. Da hun vægrer sig, slår han hende. Yeong-hey griber en kniv, men i stedet for at forsvare sig over for voldsudøveren, vender hun kniven mod sig selv og skærer resolut håndleddets pulsåre over foran hele familien.

»Er det muligt at forstå den andens bevæggrunde, eller tilfredsstiller vi blot vore egne behov i mødet med den anden?«

»Det er hendes eneste mulighed for at forsvare sig«, forklarer Han Kang. »Yeong-heys pacifisme er perfektionistisk. Hun er kun optaget af denne mulighed eller umulighed for ikke at udøve vold mod andre – mod noget levende væsen. Derfor vender hun kniven mod sig selv. Det er hendes eneste mulighed.« Yeong-hey er ikke en uskyldig person fra naturens side. Hun hjemsøges af blodige mareridt, hvor det er uklart, om hun selv er voldsmanden eller offeret. Hun er opvokset i en voldelig kultur og i en familie, hvor hun har været vidne til og selv er blevet udsat for vold. Det samme gør sig gældende i hendes ægteskab. Han Kang understreger, at »Yeong-hey ikke er sort eller hvid, god eller ond. Hun er et menneske, og menneskets karakter strækker sig over et bredt spektrum fra det rædselsfulde til det sublime. Der er mennesker i verdenshistorien, der har begået frygtelige forbrydelser og overgreb, og ligeledes er der mennesker, der har ofret sig selv for andre, ofret deres eget liv. Dette spektrum er Yeong-hey bevidst om, og hun ved, at hun ikke kun tilhører den gode del, men at hun har hele spektret i sig. Og en sådan viden gør hende desperat, da hun ønsker at forkaste menneskehedens mørke side, men samtidig er bevidst om, at hun er født med begge sider i sig. Hun ser ingen andre muligheder end at forkaste selve det menneskelige.«

Yeong-heys ambition udmønter sig i et etisk projekt med en egen logik. Men hun opnår ingen anerkendelse af sit projekt. Ikke fra hendes nærmeste pårørende og heller ikke i det psykiatriske system. I løbet af romanen bliver hun tvangsindlagt i flere omgange. »Romanens andet lag behandler problematikken omkring, hvordan vi definerer og adskiller det gale fra det normale«, siger Han Kang. »Er Yeong-hey et menneske, der reagerer normalt på de umenneskelige forhold, der kendetegner hendes omverden, et samfund gennemsyret af vold? Eller er hun det anorektiske, psykotiske og utilregnelige menneske, hun reduceres til i sin rolle som psykiatrisk patient, et menneske, der må tvinges tilbage i normaliteten og holdes i live med vold og magt?«

At møde den anden

Romanens tredje del, Flammende træer, kalder Han Kang for »Søstrenes bog«. Her følger vi Yeong-heys ældre søster In-hey, som troligt besøger lillesøsteren på det psykiatriske hospital, selvom hun ikke ved, om søsteren i sin vegetative tilstand er i stand til at opfatte hendes tilstedeværelse. Langsomt og ufrivilligt begynder In-hey i denne periode at opnå en forståelse for, hvorfor Yeong-hey, der altid har været mere fintfølende end hende, i sin sarthed må reagere så forskelligt fra hende selv på oplevelser, de har til fælles, men som hun med en art selvbeskyttende pragmatik har indstillet sig på, bare er vilkårene for at være en kvinde og derfor har undertrykt. I drømme befinder In-hey sig pludselig selv i skoven med ønske om at være et træ, der kan slå rødder.

Vidne til den tvang, Yeong-hey er udsat for, når hun bliver madet med sonde, lægger søsteren sig instinktivt imellem og kommer på paradoksal vis til at støtte Yeong-hey i hendes projekt. »I Søstrenes bog undersøger jeg muligheden for at møde den anden, hvor den anden er. Er det muligt at forstå den andens bevæggrunde, eller tilfredsstiller vi blot vore egne behov i mødet med den anden?« spørger Han Kang. I Vegetaren er personerne forhindrede i at forstå hinanden, da den strukturelle vold udelukker et sandt møde, her er ingen intimitet mellem ægtefolk eller i forældre-barn relationen. »Men i den tredje bog finder der et nær-møde sted, idet søsteren på et plan anerkender eller i hvert fald forstår bevæggrunden for Yeong-heys projekt. In-hey føler hendes smerte. Den første anerkendelse er medfølelsen. In-hey bliver ikke i stand til at se Yeong-hey, som hun er, eller forstå hendes projekt, men hun kommer tæt på.«

Han Kang vender i samtalen tilbage til, at de overgreb og den undertrykkelse Yeong-hey og In-hey er udsat for, ikke begrænser sig til traditionelle eller stærkt religiøse samfund. »Det er mit ønske med Vegetaren at give en stemme til kvinder i verden og deres universelle oplevelse af at være undertvungne og usynlige i samfundet såvel som i familien.« Den umulige kvindelige ambition og kvindelige seksualitet, der i verdenslitteraturhistorien i århundreder har resulteret i indespærring og død, får med Vegetaren tilføjet en ny slutning – en kvindelig hovedperson lige knapt i live men med mulighed for at udleve det håb for forandring, som Han Kang insisterer på er intakt for sin hovedperson. Og dermed også for verden.