Print artikel

Jeg brugte min lørdag på at tage til VM i sønderjysk

Reportage
14.09.15
I den lille by Guderup på Als, afholdes der for anden gang nogensinde verdensmesterskab i sønderjysk. Hos ATLAS’ udsendte rejste det en masse spørgsmål.

Min far lavede en u-vending midt på vejen. Fra passagersædet kunne jeg se folk standse midt i deres havearbejde for at rette deres blik mod vores bil. Guderup er én af den slags byer, hvor der bliver kigget en ekstra gang, når en fremmed bil kører forbi. Vi havde misset indfaldsvejen til det lille undseelige forsamlingshus, der lå på toppen af byens måske eneste bakke. Parkeringspladsen var proppet, da min far satte mig af foran bygningen. Han gav mig femhundrede kroner til cola, da jeg var ved at stige ud af bilen. Det er faderens privilegium at overdrive beløbet for lommepenge, også selvom man er fyldt tredive år, har fast arbejde og bor i den anden ende af landet. Man må ikke takke nej, det har jeg lært for længe siden.

Bygningens front var pyntet med flag, der bar navnene på sønderjyske byer: Rødekro, Sønderborg, Broager med flere. Også min egen hjemby, Aabenraa. Eller, som det stod på flaget, på sønderjysk: Affenroo. På facaden hang et stort banner: »VM i Synnejysk«. Sagt på rigsdansk: Verdensmesterskaber i Sønderjysk. Det var det, jeg skulle ind til.

Humor og alvor

Hvordan kan en konkurrence om, hvem der snakker bedst sønderjysk være et »verdensmesterskab«? Formanden for »VM i Synnejysk«, Keld Aaes, gav et praj i et interview med TV-Syd i 2013, da verdensmesterskabet første gang blev afholdt: »Herude i ’udkantsdanmark’, der er alting jo sort. Vi arbejder sort, vi handler sort, og vi snakker sort. Og netop fordi vi snakker sort, så bliver vi jo nød til at have et verdensmesterskab i sønderjysk«. Der er altså humor med i spillet. Og så lyder det godt: »verdensmester i sønderjysk«.

Keld Aaes får det til at lyde mindre seriøst, end det egentlig var. I forsamlingshuset, der lignede alle de andre forsamlingshuse fra min barndom, med flag og lokal kunst på væggene, hørte jeg kun sønderjysk – næsten, senere blev det afsløret, at der var to sjællændere til stede. Folk var kommet hertil for at få et godt grin, og et lige så godt show, men også for at fejre den sønderjyske dialekt.

Tydeligt var det ikke kun blandt publikum, men også blandt de indledende talere, der blev akkompagneret op på scenen af intromusikken til 20th Century Fox. Således én af hovedsponsorerne, direktør hos Linkas A/S, Bent Jensen: »Vores koncernsprog er sønderjysk. Kan man ikke snakke det, er det ud«, og »Der er mange virksomheder i Sønderjylland. Det er der en grund til. Det har noget med generne at gøre«. Det blev gengældt med grin og klapsalver, ligesom københavner-vittighederne gjorde det. Bag humoren og det, der kunne tolkes som en ironisk distance, gemmer der sig en alvor og en stolthed, som jeg så ofte har set hos mine familiemedlemmer: man gør grin med ideen om, at sønderjyder er noget særligt, for derefter at tilføje, at der måske alligevel er noget om snakken.

Trollbum

I 2013 deltog tres sønderjyder i mesterskabet. I år var tallet nede på tyve. »Af praktiske årsager«, forklarede en medhjælper mig. Fem konkurrencer i alt skulle afgøre, hvem der ville få lov til at løbe med titlen som verdensmester i sønderjysk. Men først en sang. Det filthatbærende band 2 Som Wos (2 Som Os), der agerede husorkester under det syv timer lange arrangement, opfordrede til fællessang. Selvfølgelig, som alt andet, på sønderjysk. Var man allerede dér træt af den drevne dialekt, ville man have en lang dag foran sig.

Første konkurrence kunne derefter sætte i gang: knyt det korrekte sønderjyske ord til billedet på storskærmen. Siddende på stole med ryggen mod publikum trykkede deltagerne på deres knapper, hvis de havde svaret. »Trollblum« for mælkebøtte, »hopp-paj« for frø. Undervejs var der tilråb, korrektioner og kommentarer fra publikum. De var uenige og diskuterede indbyrdes – det blev pludselig varmt i det lille lokale. Flere gange måtte værten bede dem om at »holde kæft«. Mine borddamer, to ældre kvinder fra Guderup og omegn, gættede med og havde ret næsten hver gang. Alvoren var nu så småt begyndt at cementere sig.

Nye veninder

Konkurrence nummer to krævede gehør. En lydfil blev afspillet, og det nu reducerede deltagerantal skulle gætte, hvorfra i Sønderjylland dialekten stammede. Det er rigtigt, der er dialekter inden for sønderjysk. Mine førnævnte borddamer, nu mine nye veninder, følte jeg, fortalte mig, at der var forskel på Nord- og Sydalsisk. »Kan du ikke høre det?«, spurgte de mig. Nej, jeg kan, hvis jeg virkelig koncentrerer mig, kun høre forskel på vest- og østsønderjysk. Også selvom jeg er vokset op med at snakke østsønderjysk, og stadig gør det, når jeg besøger min familie.

De svære spørgsmål til deltagerne, som ikke kun deltagerne selv, men næsten også alle i publikum syntes at have svarene på, gjorde mig usikker på mit ”sønderjyske ophav”. Jeg er født her, men kender ikke alle disse ord, dette specifikke udtryk, denne særlige klang. Gør det mig mindre sønderjysk end mine to veninder?, tænkte jeg. Hvad er overhovedet en ”sønderjyde”? Definitionerne er mange, men fællesnævneren for de fleste er »sproget«, dialekten. Men selv dén kan antage forskellige former. Giver det overhovedet mening at tale om en sønderjysk ”enhedskultur”, når nu den er så flertydig?

Det her er ikke udkantsdanmark

Jeg brugte pausen på at gå rundt i området. I den relativt lille by (under tretusinde indbyggere), var der blandt andet en frisør, en tøjbutik, et pizzeria, et diskotek og en mægler. Og et torv i midten af det hele. Det her var ikke ”udkantsdanmark”. Det her var noget andet. Det var et stærkt lokalsamfund, hvor håret klippes hos frisøren på Søndergade, og skinken købes i SuperBrugsen på Østergade. Man har det godt, og man laver arrangementer om, hvor godt man har det, om hvor særlige man er. Til forskel fra alle de andre, der ikke er lige så særlige som én selv. Det er en selvtilstrækkelighed, der kan være farlig. Det er en lukken-om-sig-selv, der kan være vammel og ekskluderende.

Tankerne leder unægtelig hen på Dansk Folkepartis succes i landsdelen, om end man ikke kan tillade sig at pådutte alle sønderjyder ét samlet verdenssyn – som man generelt skal lade være med, med nogen, overhovedet. Komikeren Thomas Warberg, der selv kommer fra Toftlund, og som optrådte senere i programmet, lyste derfor med en meget stor lommelygte på netop denne meget store elefant i rummet. Som han gennem overdrivelsens og absurditetens optik sagde: »sønderjyderne savner lidt Hitler«. Det blev selvfølgelig efterfulgt af et »Jeg elsker sønderjyder«. Kunderne skal jo være glade.

Jeg ved ikke, hvor mange af dem, jeg tilbragte dagen i Guderup med, der stemmer på Dansk Folkeparti, men er deres fejring og stædige fastholdelse af deres »særkende«, »sprog« og »kultur«, som kategorierne hed i konkurrence nummer 4 (»Synnejysk Jeopardy«), ikke den samme slags fejring og stædige fastholdelse, som dele af Dansk Folkeparti anklager og kritiserer flygtninge og indvandrere for at udøve? Man skal jo lade sig »integrere«? Men hvor integreret er man, når man kun kan snakke sønderjysk, og ikke kan gøre sig forståelig for nordjyder, fynboer eller sjællændere? Jeg kender mange sønderjyske »ghettoer«, hvor der kun tales sønderjysk, og hvor det mest fremmede er en far og sin søn, der laver en u-vending midt på vejen, foran de pæne husfacader og det nyslåede græs. Hvor meget bringer den stædighed med sig? Det er da usundt for »integrationen«?

Gruppeonani eller sprogdestruktion?

Konkurrence nummer tre var allerede gået i gang, da jeg kom tilbage til lokalet med mine napoleonshatte indkøbt fra den lokale SuperBrugsen – jeg fortrød det senere, da der blev serveret kage. Denne gang skulle der gættes på ordsprog. Jeg tænkte, at mesterskabet i virkeligheden var en test af socialiseringsprocessen: ’hvor meget har du hørt efter?’ ’Hvor meget har du suget til dig?’ Konkurrence nummer fire, førnævnte »Synnejysk jeopardy«, vidnede om det samme.

Husorkesteret spillede sønderjyske versioner af Elvis Presley, da jeg i den efterfølgende pause stod og kiggede på bogudvalget ved en lille stand. Sønderjysk historie og Mine første tusind ord på sønderjysk, var blot nogle af titlerne. Jeg tog en sticker med de to sønderjyske løver og kiggede ud over det snakkende publikum. Er det hele virkelig så galt? Er fejringen/mesterskabet slet ikke småfascistisk gruppeonani? Er det i bund og grund ikke sympatisk? Positivt? Er sønderjysk ikke en smadremaskine af en sprogfornyer, som vender og drejer det rigsdanske og spytter det ud igen? Giver ord som »hopp-paj« ikke et lille glimt ind i en anden måde at konstruere den erfarede virkelighed på, i forhold til det fasttømrede »frø« fra rigsdansk? Øges ens sproglige kompetencer ikke, når man både taler sønderjysk og rigsdansk? Er der ikke en vis logik i at beholde et lokalt »særkende« i et mere og mere rigsdansk land, hvor vi alle sammen risikerer at blive »for ens«, som min far argumenterede for på vejen hjem i bilen. »Så er man ikke længere noget særligt«, sagde han, da han kørte os over broen mod Aabenraa.

Jeg ved det ikke. Jeg prøvede at efterlade min forvirring på Als, men den sad dér, midt mellem min far og mig. Og den er der stadig.

Det var for resten Hans Jørgen, der vandt verdensmesterskabet i sønderjysk. Det havde han fortjent. I dagens sidste konkurrence, reciterede han et selvskrevet digt om en lummer tur til A-Z.

Og mine to borddamer? Mine to nye veninder? Jeg lærte aldrig deres navne at kende, og jeg gik før dem. Jeg ville gerne have sagt farvel til dem.