Print artikel

Ind i komfortzonen

Bisse synger lørdagen i gang på Heartland Festival 2017. Foto: Amalie Noer Rasmussen.
Reportage
07.06.17
Heartland Festival tilbyder masser af hygge, smukke omgivelser og sikre musikalske hits. Desuden forsøger den at gå i dybden og reflektere på den store klinge. Men kan man overhovedet det, når festival-konceptet lægger op til overfladiske stimulanser og en konstant vaden fra sansning til sansning? ATLAS rapporterer i billeder og ord.

Vi står i køen for at få udleveret vores armbånd, da lyden begynder: en lav susen, der samler sig til en rytme som når nogen svinger en kæp gennem luften igen og igen, og samtidig er der en konstant snurrende motorlyd nedenunder, og så ser vi den nærme sig over markerne i det fjerne, helikopteren, og vi gør store øjne, fotografen og jeg, det her er vi ikke vant til. Sådan er der åbenbart nogle, der ankommer til Heartland Festival 2017. Sådan en festival er det.

I løbet af denne første juniweekend på Egeskov Slot på Sydfyn ser jeg flere langstilkede glas med rosé end fadøl. Flere økologiske perlespeltsalater end burgere. Jeg ser rockikon og forhenværende Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder gennemføre en to timer lang koncert i strømpesokker, hvor han laver flere fejl, end jeg nogensinde har oplevet nogen musiker lave til en koncert nogensinde. Han starter flere af numrene forfra, fordi han, som han selv formulerer det, »fucked it up«. »Oh,« siger han og slår sig for panden og smiler ud til det stadigt jublende og leende Aperol Spritz-drikkende publikum, »I fucked it up again«. Jeg ser Olafur Eliasson koncentrere sig dybt om at tage en selfie med sin smartphone. Jeg ser midaldrende mænd med halvlangt pomadiseret hår, hornbriller og birkenstock-sandaler omfavne hinanden og ae hinanden kærligt over ryggen. Jeg kan næsten ikke se græsplænen for bare stråhatte. Jeg ser FC Midtjyllands sportschef Claus Steinlein købe økologiske rugbrødstapas til familien, mens han sikrer sig, at teenageren i boden holder med det rigtige fodboldhold. Jeg ser Bjarke Ingels lave Coldplay-låsen på sin hustru til Bryan Ferry-koncerten søndag aften. Jeg ser familiemødre drikke soyakakao med cognac. Jeg ser økologiske gourmet-hotdogs med urter og pølser af fritgående svin, som sandsynligvis har haft et bedre liv end de fleste mennesker. Jeg ser ikke noget festivalprogram, for jeg har ikke nogen smartphone, og det eneste sted, man kan se dette års program, er på Heartlands app. Der findes intet på print. Man er handicappet på den her festival, hvis ikke man har en smartphone.

Men så ser jeg pludselig også fire overvægtige jyske sælgertyper sidde og more sig med at imitere den fynske dialekt, mens de skyller øl ned og spiser flæskestegssandwich. Ordene »patter«, »røv« og »pik« er gennemgående i deres samtale. Jeg ser par, der tydeligvis ikke tilhører den kreative klasse, stå og tale om vejret iført praktisk fodtøj af mærket Salomon. Jeg ser mænd i Oakley-briller og zipp-off-bukser stå nede bagerst og se sure ud til The Minds of 99-koncerten. Jeg ser fødder med knyster i slidte ballerina-sko fra Kvickly, og jeg ser en parade af danske musikere optræde under paraply-navnet På danske læber fortolke Leonard Cohen-sange på dansk. Everybody knows, Halleluja, den slags, meget jeg-er-en-familiefar-på-tres-med-et-gennemsnitligt-job-og-jeg-vil-bare-gerne-hygge-mig-agtigt. Sådan en festival er det også.

Talking heads og svingende musik

At træde ind på festivalområdet på Heartland er som at træde ind gennem en portal til et slags eventyrland: vi går ad lange grusstier med tre meter høje bøgehække på begge sider. Fra trækronerne hænger lysekroner og japanske rispapirlamper. Vi bevæger os fra én tilstand til en anden, fra dagligdagen og ind i Heartland-stemningen, selv lyset virker anderledes, mere varmt og indbydende, gruset knaser behageligt. Fotografen kan slet ikke dy sig for at stoppe og skyde løs, hér var et motiv, og hér og hér, og så træder vi ud på et åbent stykke, hvor Egeskov-grevens våbenskjold er formet af lave hække, der tilsammen udgør én stor monogram-labyrint, der byder os velkommen med pomp og pragt. Bagved rejser slottet sig midt ude i en sø, med spir og skydeskår, og det ligner næsten noget fra Legoland uden overhovedet at ligne noget fra Legoland, for det her er ægte. Et ægte slot fra ægte gamle dage.

Vi krydser den såkaldte Greenfield, hvor de to talk-telte står med barduner og rød dug og ligner hvert sit omrejsende cirkus, omgivet af madboder med navne som Økosvinet eller Tatar Tatar, der alle sammen sælger mad, der er mere lødig, end maden ved festivaler normalt er. Men vi er ikke sultne endnu, og priserne hjælper heller ikke på appetitten, så vi går videre. Vi vil hen og høre noget musik, og det passer perfekt, sangeren Bisse går på om lidt.

Bisse præsenterer det langelandske børnekor, der skal hjælpe ham på et par af numrene, og så joker han med, at han troede, det var Langelands-festivalen, han skulle optræde på. Men nej, selvfølgelig troede han ikke det, forsikrer han og peger ud i luften, for når man ser sådan en stor drone hænge dér over festivalpladsen, så ved man, man er kommet til et fancy sted. Heartland er alt andet end Langelands-festivalen, og publikum griner velvilligt ad Bisses vittighed, selvom den også rummer et strejf af ironi. Som om den unge CV Jørgensen-Ziggy Stardust-bastard får en lille smule kvalme af al den fisefornemhed og de shabby chic-blomstrede vattæpper. Så begynder næste nummer, og de rosédrikkende tilskuere vipper med tæerne. Halvdelen sidder ned, og der er barnevogne med spædbørn overalt. En kvinde med en stor skraldesæk passerer mig, og skal lige til at række hende min tomme vandflaske, fordi min hjerne et kort sekund tror, hun er pantsamler, men selvfølgelig er hun ikke pantsamler, jeg er gået direkte i fordomsfælden. Der er ikke nogen pantsamlere på Heartland Festival.

Det hele er meget uspraglet og altid hele tiden støvsuget for skrald. Det er lige før, der går officials rundt og friserer græsset med kamme, så meget bliver der nusset og pusset. Jeg kan sagtens brokke mig over alle de småborgerlige træk, der ved gud springer frem fra ethvert hjørne af den her festival, men jeg må også erkende, at det er rart med renhed. Her dufter dejligt, og man orker heller ikke trælse typer med nakketatoveringer, der vil slås, når man lige står og nyder musikken. På den måde hopper jeg i med begge ben. Ligesom alle de andre festivalgængere, der enten er noget ved musikken eller, som jeg, bare godt kan lide at være i nærheden af nogen, der er noget ved musikken, så man kan føle, noget af deres musik smitter af på én, og så man kan bilde sig selv ind, man er en del af en særligt indsigtsfuld gruppe. En særlig klasse, Heartland-klassen. Det er man bare ikke nødvendigvis. Måske er man bare til fals for komfort.

Det her med det indsigtsfulde eller måske bare påtaget indsigtsfulde kommer især frem i de stort opsatte Heartland Talks, der bliver holdt i et telt af en størrelse, så man skulle tro, det drejede sig om et valgkamps-rally i de sidste dage inden et amerikansk præsidentvalg. Konceptet er enkelt: to kendte mennesker bliver sat sammen og bedt om at føre en samtale om et eller andet emne, modereret af en tredje ligeså kendt person. Først hører vi journalist Lone Frank og professer Ole Fogh Kirkeby tale om lyst, modereret af Anja Bo (hende fra Deadline), og det er da fint nok, men det er, som om samtalen ikke er så meget en egentlig samtale, men tre mennesker, der fremsiger hver deres pointer på skift. Det er ikke utvungent, det føles kunstigt og koreograferet, og tilhørerne lytter ikke, virker det til, der er et evigt rend op og ned ad trapperne, ind og ud mellem rækkerne.

Senere hører vi Olafur Eliasson og Joshua Oppenheimer tale med filmmanden Mikkel Munch-Fals om noget så stort og flyvsk som kunstens opgave, og tendensen er den samme: det bliver enten meget pjattet, som når Olafur vil have publikum til at kilde hinanden, mens han selv begynder at kilde Joshua Oppenheimer. Eller meget forkrampet, som når de to kunstnere taler om, at kunstens opgave måske er at få folk til at se deres egne refleksioner og værdier fra nye vinkler, i et nyt lys. Det kan såmænd være rigtigt nok, men der er alligevel noget fladt over det her desperate forsøg på at tale sig hen imod en specifik sandhed om kunsten. Det burde vel i sagens natur ikke være muligt?

Der bliver drukket masser af god hvidvin og rosé på Heartland 2017.

Da vi kommer ud af talk-teltet, er aftenen ved at falde på, lamperne i trækronerne bliver tændt, og folk begynder at vælte lidt mere over deres egne fødder og svømme lidt mere i blikkene, mens småbørnsfamilierne trækker af med klapvognene, ud i familieteltet på campingarealet for at sove. Folkemassen stimler sammen foran den største af de to scener, og så kommer Eddie Vedder gående ind i rampelyset i sin jordfarvede skovmandsskjorte til lyden af vild jubel. Det er bare ham og en guitar eller ukulele, som han river og flår i med en næsten desperat energi, som om ukulelen er et kæmpe myggestik, der bare klør og klør. »Jeg tror, en af strengene sprang,« råber jeg til fotografen, men nej, Eddie Vedder er simpelthen bare en dårlig guitarist, det er derfor, han hele tiden stopper op. Og koncerten er kedelig, ikke mindst fordi den kære Eddie er i snakkehumør og roder lidt rundt i sætningerne. Jeg tror, han er skæv, der er noget stenet over ham. Fotografen går op i presseteltet og læser avis. Jeg bliver stående, føler på en måde, jeg skylder reportagen det, og Olafur Eliasson har heller ikke forladt koncerten endnu, han er faktisk i gang med at tage en selfie, hvor man kan se den kære Eddie klimpre løs i baggrunden.

Michael Stipes ekkokammer og Bryan Ferry i termofrakke

Det er blevet søndag, og Michael Stipe har publikum i sin hule hånd. Han løfter hænderne, og tilskuerne følger bevægelsen med deres klappen og jublen, og så laver han en slut-bevægelse, og bifaldet forstummer på en studs. Moderator Martin Krasnik og med-talker Douglas Coupland ler. Ja, Michael Stipe er en stjerne, men er han spændende at høre på, når han lommefilosoferer over politik, samfund og teknologi under overskriften Ego in the 21st century? Ikke specielt, det bliver mest til nogle anekdoter om Andy Warhol og en masse Trump-bashing, der får publikum til at juble som på kommando. Som om alle i teltet tænker: åh, hvor har han bare ret, den kære Mike, Trump er bare forfærdelig, og hvor er det bare godt og sejt, at han som en stor og fremtrædende kunstner tør sige den onde, onde mand imod.

Ærligt talt: Michael Stipe behøver ikke fortælle mig, han ikke kan lide Trump, den havde jeg nok regnet ud. Og det virker unægteligt, som om REM-stjernen går lige lukt i den fælde, der hedder: arrogant venstrefløjsprogressiv virkelighedsfornægtelse krydret med skyklapper, der blinder én og umuliggør refleksioner over, hvorfor et fænomen som Trump er kommet til magten, hvilke perverse mekanismer i samfundet, der måske ligger bag. Jeg siger ikke, at Stipe ikke tænker over de ting, men der i teltet på Heartland gør han ikke noget forsøg på at nuancere emnet. Stipe og hans savlende publikums-kobbel minder mig om de personer, der udskreg deres forargelse på Facebook og truede hele verden med at emigrere til Island, fordi Dansk Folkeparti opnåede 20 % af stemmerne ved sidste folketingsvalg. Som om nogen er interesserede i at høre om andres had til DF og sårede følelser over, at nogle kan finde på at stemme på det parti. Dét er ekkokammermentalitet, og desværre stikker den hovedet frem her i cirkusteltet. Ved siden af politisk korrekte, men trods alt udmærket entertainende Michael Stipe virker forfatteren til romanen Generation X Douglas Coupland både mere eftertænksom og kedelig. Han siger indimellem nogle kloge sætninger og mumler ellers mest i sit skæg, så ingen forstår et muk, også på grund af de indtrængende lyde fra koncertområderne. Martin Krasnik prøver at gå de to kunstnere lidt mere på klingen, prøver at afkræve dem nogle svar og refleksioner, hvor de rent faktisk ville risikere noget, men de glider af og drejer snakken ind på anekdoter og fortællinger, der hverken har retning eller besvarer spørgsmålene særlig præcist. På den måde lider også denne stjerne-talk af det generelle talk-problem på Heartland: det virker stift og tvungent og ikke ret naturligt, og vi når ikke rigtig i dybden af noget, væver lidt rundt i noget med online-kultur og identitet, og det er så det. Der er, som om det mest af alt er navnene, der skal bære showet, men selvom man er popstjerne, er det bare ikke nok.

Så er det bedre til den talk, både fotografen og jeg på forhånd har flest fordomme over for: sundhedsguru Christian Bitz, tarmforsker Oluf Borbye Pedersen og stenaldermand Thomas Rode i samtale om kost og menneskelig optimering. Ja, du læste rigtigt: menneskelig optimering. »Det lyder forfærdeligt,« siger fotografen, og jeg kan kun være enig. Så aftaler vi at udfordre os selv og vores egen pseudo-rebelske indstilling til sundhedshysteriet (som om vi ikke selv tænker rimelig meget over sundhed og kost!), og så går vi derind. Og vi oplever tre friske fyre, der faktisk brænder for emnet og ved enormt meget om det og, endelig!, er ret uenige om mange ting. Det adskiller sig fra stort set alle andre talks, som er uden konflikt og modstand og mere præget af nikken og stemmen i og ufarlig anerkendelse af hinandens udsagn. Her lærer jeg rent faktisk noget om mad, om tarme og gluten, og jeg lærer ikke mindst, at ernæringsforskningen stikker i ligeså mange retninger, som der findes ernæringsforskere, og der er ikke ret meget, vi ved med sikkerhed. Tarmforsker-Oluf mener, rødt kød beviseligt er kræftfremkaldende, og det er Christian Bitz ikke nødvendigvis enig i. Mens Thomas Rode lever efter palæo-diet, hvor kulhydrat og ikke kød er synderen. Og så siger Christian Bitz undervejs noget, der kan lyde banalt, men faktisk er klogt at minde sig selv om midt i sådan en madfetichistisk diskussion, og som jeg vil huske og tage med: »Vi skal ikke bare overleve, vi skal leve livet.«

Endnu en gang bliver det aften, og endnu et hovednavn gør klar til at optræde. Bryan Ferry kommer på scenen med sit syv mand store orkester og to korsangere, og så starter festen ellers for de 50+årige, alle dem, der var unge i 80erne og 70erne rejser sig og sætter rytme til kroppen. Der bliver groovet godt og grundigt, ravhalskæderne og sølvmankerne får sig en svingtur. Og bandet spiller perfekt, alt sidder i skabet, det er uden tvivl den bedste koncert under hele festivalen. Det er så godt, at mændene slet ikke kan lade være med at gribe om deres koner og vugge med dem i et kærligt 80er-favntag. Bjarke Ingels gør det, alle gør det. Jeg fanger mig selv i at stå og vippe i takt, og det er selvfølgelig lidt ærgerligt, at det mest konservative og sikre valg på hele programmet viser sig at være det, jeg selv allerbedst kan lide. Men sådan er det. Bryan Ferry er bare skidegod, som han står der og dirigerer sine tropper, roligt vuggende til sine egne hits, iført moderigtig termojakke som værn mod den fugtigkolde danske sommernat. Han laver sit show, han taler næsten ikke til publikum, det handler om musik og kun det, vi er her ikke for at sludre. Dét, tænker jeg, er forskellen på 80erne og 90erne, på pop og på rock: Bryan Ferry er handelsmanden, der hele tiden har underholdningspagten med publikum i baghovedet. Han er hyret til at underholde og spille numrene, så der ikke kan sættes en finger på noget som helst, og det gør han. Alt imens Eddie Vedder kørte den hjem på charme og nordamerikansk jovialitet og prøvede, for det gjorde han virkelig, havde jeg indtryk af, at give noget af sig selv, sådan rigtigt, give publikum en følelse af, at Eddie Vedder, ham kender jeg faktisk en lille smule nu efter koncerten.

For 595 kr. kan man som festivalgænger deltage i måltidet Heartland Banquet. Vil man om i Grevens private have og indtage sin festivalmad, kan man købe sig en plads ved Chef's Table for 1750 kr.

Inden jeg falder i søvn søndag nat med Avalon og hvad de ellers hedder alle Ferry-numrene, flimrende i hovedet, tænker jeg, at Heartland er en meget venlig festival, og at jeg er blevet strøget rigtig meget med hårene. På intet tidspunkt blev jeg vred, på intet tidspunkt euforisk, og jeg ved heller ikke, om jeg lærte noget. Det er en komfortzonefestival. Samtidig lader det til, at Heartland er løbet ind i et paradoks mellem forsøget på fordybelse og det flotte image som en festival for de kloge og nysgerrige, og så selve festivalkonceptet. En festival lægger simpelthen ikke op til eftertænksomhed. En festival er underholdning og vaden fra stimulans til stimulans, den er ikke et rum for tænkning. Man sanser på en festival, man tænker ikke. Måske Heartland fremover skulle prøve at udfordre kundernes sanser lidt mere og lade være med at give dem Politiken-artikler i samtaleformat og ørefløde uden alt for meget kant. Noget, der deler vandene, dét ville være spændende, og det ville måske også være det gæsterne ikke vidste, de efterspurgte. Det var fint med øko-madboder og foredrag om dyrevelfærd, men hvorfor var der ikke en Hug selv hovedet af den kylling du skal spise om lidt-workshop? Måske fordi der ikke er penge i det, man kan i hvert fald ikke være sikker på, det bliver en succes. Dermed er Heartland resultatet, man får, når man prøver at please et købestærkt og avislæsende publikum: folk har fri og vil sandsynligvis ikke udfordres for meget, det er weekend, og der skal være plads til ren underholdning, noget populariseret intellektualitet og nydelse uden alt for mange krav om at investere sig selv. Og det er fint nok, det fornærmer ingen, og ingen forventer, at en festival på Fyn skal flytte bjerge. Men jeg savnede nogle eksperimenter, et godt gedigent nøgenløb i mudder, en skandale eller bare et vildt Balkanorkester, der ikke overholdt spilleplanen og fortsatte deres vilde harmonikatirader til den lyse morgen.