Print artikel

Hvorfor er det så interessant? Fordi vi er nysgerrige

Anmeldelse
07.04.17
Det begynder så klassisk. Det begynder, som man kan forvente, når afsenderen er folkene bag This American Life og Serial. Det begynder som en true crime-podcast. Men det ender helt anderledes.

I 2014 udkom første afsnit af Serial. En podcast, som for alvor satte skub i true crime-genren i podcast-format. Og den brød alle rekorder. Siden er der udkommet mange podcast som leger med true crime-genren, og også tv-mediet er begyndt at interessere sig for uopklarede mord og løse ender. Det er situationer, hvor journalisten får muligheden for at lege detektiv. Det er situationer, hvor mediet giver lytteren (eller seeren) mulighed for at lege dommer fra afsnit til afsnit. Og det er situationer, hvor fortællingen overrasker os. Gang på gang. Men måske kan man – efter Serial, efter Criminal, SPÅR, og Making a Murderer, efter The Jinx, og Ringbindsattentatet, efter Kvinden med den tunge kuffert og endda under Dobbeltmordet – godt blive en lille smule træt af den evindelige uretfærdighed og whodunnit-tilgang i true crime-genren. Måske har vi efterhånden hørt historierne.

De, der måtte have det sådan, vil nok forholde sig en smule skeptiske over for Serial og This American Lifes nye podcast, S-town. Og gennem de første par afsnit vil disse skeptikere også blive bekræftet – det minder ualmindeligt meget om (endnu) en historie, hvor journalisten skal lege efterforsker i en mordsag. Men pludselig vender det. Historien smuldrer – den har faktisk aldrig været der – og en ny, anderledes historie begynder at tage form. Skeptikeren kan ånde lettet op.

Journalisten, som bliver berøvet muligheden for at lege politimand, hedder Brian Reed. Han blev for tre år siden ringet op af en mand, urmageren John B. McLemore. John hader sin by. Faktisk har han en negativ indstilling til næsten alting. Han har omdøbt hjemstavnen Woodstock, Alabama til Shittown. Og han er sikker på, at en rigmandssøn har tæsket en anden mand ihjel, og sluppet af sted med det, fordi han er blevet beskyttet af sin rige, magtfulde familie. Som i øvrigt ejer savværket i byen. Sat sammen med beskrivelser om lange grusveje, huse der ligger så omkranset af træer, at man ikke kan se dem, stemningen af et lille lokalmiljø, hvor alle kender alle, og alle snakker om alle, er det svært ikke at lade tankerne blive ledt hen på Twin Peaks. Men S-town er ikke fiktion, og mordet har aldrig fundet sted. Egentlig burde historien falde fra hinanden allerede der. Men det gør den ikke. Den udvikler sig i en helt anden retning.

For S-town er ikke en true crime-fortælling. Det er en fortælling, der tager udgangspunkt i John McLemores henvendelse til Brian Reed. En fortælling om den relation, som udvikler sig mellem de to mænd, om Johns person, og om menneskerne omkring John i Shittown, Alabama. En fortælling, som i virkeligheden først tager fart, efter John begår selvmord. Historien bliver en levende biografi af John og hans lokalsamfund. Og det mord, som skulle have været omdrejningspunkt for fortællingen, bliver pludselig bare til endnu en måde at forsøge at forstå John McLemore og hans pessimistiske, ofte konspiratoriske, verdenssyn.

Indholdet understreger, at producerne bag This American Life og Serial kan meget andet end true crime-fortællinger. Men selve opbygningen er også med til at understrege netop dette. Serial blev udgivet uge for uge – producerne vidste ikke hvor historien endte, før sidste afsnit blev offentliggjort. Det var med til at understrege journalistens rolle som detektiv, og det gjorde også, at historien blev mere troværdig som krimifortælling. Selve opbygningen af serien var i høj grad inspireret af tv-serier. S-town minder i langt højere grad om en roman. Modsat Serial blev alle episoder frigivet samtidig. Og nu hedder det kapitler. Man er som lytter heller ikke i tvivl om, at historien bliver fortalt. Nogen har arrangeret den på en speciel måde, og det er på denne måde – i denne rækkefølge – man skal lytte til historien. Fortællingen minder på det punkt langt mere om fiktion end om dokumentarisme eller reportage, hvilket giver S-town mulighed for at stille nogle andre spørgsmål, behandle nogle andre emner, end vi har været vant til. For hvad handler S-town egentlig om? Et spørgsmål som efter syv timers lytning vel er fair nok at stille. Men et spørgsmål, som i denne sammenhæng kan være svært at svare på.

S-town handler om et menneske. Et menneske, som er svært at blive klog på. Faktisk kunne personen John B. McLemore minde om en fiktiv karakter, fordi han aldrig stopper med at overraske. Han kan til tider næsten virke overdrevet – tenderende til karikeret – men netop på grund af det faktum, at S-town er en sand historie om virkelige personer, gør at interessen fastholdes hos lytteren. Historien leger med lytterens meninger og fordomme, og giver et sjældent indblik i et lokalsamfund og nogle personer, som normalt ikke ville gøre særligt væsen af sig.

Og det er det, S-town kan. Det er det Brian Reed kan. Han skildrer et miljø og en person med empati og følelse, men uden selv at blive afgørende for historien. Uden selv at blive omdrejningspunkt, som hans kollega Sarah Koenig blandt andet blev beskyldt for i Serial. Han fortæller historien uden selv at tage stilling til, om det der sker er godt eller skidt, sandt eller falsk, men samtidig er man ikke i tvivl om den empati, der ligger i hans skildring. Netop denne empati smitter, selvom – eller måske fordi – personerne skildres med alle de kanter, fordomme og til tider ondskabsfuldheder som virkelige personer består af.

Selvom S-town behandler flere historier, som kunne blive omdrejningspunkt for fortællingen – eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt Johns selvmord virkelig var et selvmord, eller et mord begået af en anden person i byen – så slipper Brian Reed dem, før han får et endegyldigt svar. Historierne bliver efterladt ubesvarede til fordel for den empatiske skildring af John og hans by. Om Shittown og et menneske som, med hans egne ord, farer vild i en labyrint som han selv har designet. Og hvorfor er det så interessant? Fordi vi er nysgerrige. Fordi vi altid forsøger at skabe sammenhæng mellem fortællinger, og fordi vi bliver lige dele irriterede og fascinerede når det ikke lykkes.

Eller også er det så simpelt som Brian Reed selv formulerer det: »Trying to understand another person is a worthwhile thing to do.«