Print artikel

Flyt Radio 24syv til Rom!

Martin Kongstad. Foto: Radio 24syv
Anmeldelse
28.04.17
Martin Kongstad giver svar på DFs tiltale og rykker til Rom i sæsonstarten på Bearnaise er Dyrenes Konge. I sydlandsk tempo og med prisværdig patos spiser han sig gennem byen og taler med en gruppe italiensk gifte kvinder, som er godt trætte af at lave mad.

I januar gik Benny Engelbrecht frontalt til angreb på Radio24syv i et læserbrev i JydskeVestkysten under titlen ’Flyt Radio24Syv til Sønderjylland’. Han beskyldte radiostationen for groft københavneri og uagtsom omgang med licenskronerne. Særligt Martin Kongstads kulinariske samtaleprogram Bearnaise er Dyrenes Konge stod for skud.

»Der kan med garanti findes gode eksempler på provinsdækning i Radio24Syvs sendeflade, men for mig sprang kæden helt af, da jeg opdagede Martin Kongstads madprogram. Her interviewes semikendte Københavner-typer på skiftende gourmetrestauranter, primært i Storkøbenhavn. Det er sikkert smart fundet på af Kongstad, at licensbetalerne sådan finansierer hans Michellin-middage (sic!), men hvor ville det dog være befriende om sådan et program tog på tur langs den jyske vestkyst.«

I de første to afsnit af den nye sæson tager Kongstad Engelbrecht på ordet og rykker sit program væk fra Københavnerboblen. Langt væk. »Foran mig er der brosten, akkurat som i København, men det sprog, der tales, er ikke dansk. Så derfor kan jeg nu sige velkommen til Rom.«

Som en trodsig teenager begynder Kongstad første scene fra en af elitens marmorterrasser blandt »yngre kvinder, som har fået bygget dem selv om til badeænder« og »dyre damer og mænd i ædle stoffer« med udsigt over byen. Seks minutter inde i programmet er der allerede givet flere ironiske kindheste til Engelbrecht. Der er ikke andet at gøre end at lade hans kritik ligge tilbage i støvet og lade sig overrisle med æterens solskin og duft af brosten og byos.

Disse to episoder er som alle andre bygget op omkring to faste spor: madanmelderi og samtale. Denne gang foregår samtalen ikke med »semikendte Københavner-typer« som det lyder i Engelbrechts beskyldning, men med nogle af kvinderne fra Den Romerske Læsegruppe. En gruppe danske kvinder, der bor i Rom og for de flestes vedkomne er gift med italienske mænd. Med fire flasker Prosecco i tasken møder Kongstad en håndfuld af kvinderne fra læsegruppen ved Det Danske Institut i Rom.

De danske kvinder i Rom introducerer sig selv med navn – pigenavn og giftenavn. Derefter glider deres fortællinger sammen og skaber et velfungerende helhedsbillede af en svunden tid i Italiens hovedstad. De billeder, kvinderne fremmaner ligner det Italien, man kender fra The Talented Mr. Ripley. Unge mennesker, der drøner rundt om Colosseum i biler i et Rom, der ikke led under nær det samme sikkerhedsniveau som nu, er et af erindringsbillederne fra damerne. Det kan umiddelbart lyde mest som nostalgi og drømmeri, men fortællingen udfordres også.

Har man sin hverdag i Rom, har man også en hverdag blandt mafiaen. I del to fortælles historien om dengang, sigøjnerkongen af Rom skulle begraves. En kort fortælling om magt og penge. Kisten blev eskorteret af et span sorte heste. Foran kirken fløj en helikopter ind over pladsen og hestene og kastede hvide roser ned over forsamlingen.

Det er befriende at høre de ældre danske kvinder tale om deres kamp med at fremtvinge madglæden overfor det fremmede sydlandske køkken. Både beskrivelserne og prosodien er radiofonisk guld:

»Jeg kendte ikke maden. Jeg kunne ikke fordrage maden hernede. Dengang kendte man ikke alle de frugter og grøntsager, som man kender i dag. Melanzane – auberginer, anede ikke, hvad det var. Paprika, anede ikke hvad det var.«

Hvortil Kongstad forundret og lattermild spørger: »Du ville have noget med fars?«

»Jeg har altid været glad for sovs og kartofler,« lyder det bag en stor latter.

Kongstads interesse i Damerne fra Rom er centreret omkring mødet med maden. Og mødet med mamaen. Den fasttømrede kliché om den romerske mama, som kun respekterer kvinder, der vil være arvtagere til hendes særlige opskrifter og livsstil, udfordres. Der er ingen af kvinderne, der rigtig kan genkende billedet. Deres historier giver billedet af en rørende forståelse for de nordiske kvinder, der ikke kendte forskel på diverse oste og skinker, og som ikke havde noget ønske om at tilbringe livet i køkkenet.

En af kvinderne fik dog gastronomisk oplæring fra sin svigermor. »Hvad lærte hun dig om at lave tomatsauce?« spørger Kongstad ivrigt, men hans iver knuses prompte.

»I dag tager jeg en lille dåse,« siger hun, mens hun griner. »Jeg gider ikke lave mad mere, jeg er træt af det,« fortsætter hun.

Den opfattelse deler alle damerne. De vil hellere spise ude.

Martin Kongstad har fornyet genren madanmeldelser med sin radiofoniske tilgang. Hans litterære stil er genkendelig fra den række anmeldelser, han skrev for Information mellem 2009 og 2011, og fra resten af hans oeuvre.

Kongstad genbesøger steder, han kender efter mange år som gæst i byen, supplerer med nye steder og samler det hele i Bearnaise er Dyrenes Konge Rom Guide. Alle restaurantbesøgene er nedskrevet af Kongstad og oplæst af Claes Bang. Den formel har været anvendt siden Kongstad beværtede det haltende litteraturprogram Den Store Roman også på Radio24syv. Her læste Bang op af Kongstads seneste romanskitser, nu er det madanmeldelserne. Det fungerer eminent med Bangs teatralske røst og Kongstads rammende og vellydende beskrivelser af de specifikke kulinariske oplevelser og af Rom generelt. Kongstad kender byen utrolig godt, og hans beskrivelser fremstår uhyre personlige, hvad enten det omhandler favoritpiazzaer, hvor »alle virker lykkelige i timen mellem 18 og 19«, eller forfejlede spådomme om gentrificering af byen. 

Der findes en patos hos Martin Kongstad, som ikke er anmassende. En stille og elegant patos. Den er som god vin fra bourgogne. Der er en rankhed over den, den er forfinet. Patosen kommer mest tydeligt til udtryk i det afsnit af Bearnaise, hvor Kongstad er på Kong Hans Kælder, og hvor han oven på en »lorteuge« spiser for sig selv med historien om en rigmand, der forsøger at spise sig ud af livets tristesse på alverdens gourmetrestauranter som bagtæppe. Langsomt bryder hans egen historie frem for lytteren. En far/søn-forhold, der aldrig levede op til forventningerne. Det er en autentisk teatralsk opførsel af et eksistentielt vilkår, som mange kan genkende.

Men patosen viser sig også i sidste øjeblik i Damerne fra Rom. En enkelt sluttelig tilegnelse til hans mor. Mere skal der ikke til for at sætte det hele i perspektiv. Det er ikke en af de så omtalte i journalistverdenen luderrejser for egen vindings skyld, der er tale om. Det er fuldbyrdelsen på en privat samtale mellem Kongstad og hans mors generation. Det er elegant bourgognepatos. 

Kongstads rejseguide burde tjene som inspiration til samtlige livsstilsmagasiner og dagblade, der i løbet af de kommende måneder vil udgive et utal af jævne, forjagede og kedsommelige guides til diverse storbyer – alle sammen med løftet om at afdække de små lokale hemmeligheder i en ruf. ”Fem steder, du kan nå på én dag i Barcelona”, ”10 tips til en weekend i Rom,” og så videre, og så videre.

Bearnaise er Dyrenes Konges Rom-guide tager sig god tid, den slentrer nærmest af sted. Listen rummer 31 anbefalinger, og radioprogrammet strækker sig over to timer. Og jeg tør godt antage at stress og jag anses som helligbrøde. Tempoet er roligt og sætter den besøgende i stand til at indoptage byen på dens egne præmisser.