Vi har 'intet' tilfælles

I 2020, hvor vi i en årrække har været vidne til de ødelæggende konsekvenser af nyopblomstrede fællesskaber som for eksempel ISIS og alt-right bevægelsen, men også til visse foruroligende konsekvenser af individualismen: global ulighed, polarisering i den offentlige debat, stigende ensomhed, virker spørgsmålet om fællesskabets betydning måske endnu mere påtrængende end i 1998, hvor Roberto Esposito skrev Communitas: Fællesskabets oprindelse og skæbne.

Espositos anledning til at genåbne spørgsmålet om fællesskabets betydning var dels kommunismens nederlag og historiens påståede afslutning, der synes at have foranlediget en opgivelse af enhver idé om fællesskab og udleveret os til »individualismens elendigheder«, dels en modstand mod 1980’erne og 90’ernes filosofiske kommunitarismer. I 1990’erne vrimlede det nemlig med filosofier om fællesskabet, men hverken Gemeinschaft-sociologien, den amerikanske neo-kommunitarisme eller kommunikationsetikken formår, ifølge Esposito, at undslippe »det egnes horisont«, idet de blot ser fællesskabet som en samling atomare individer, der samles om en fælles ejendom, det være sig værdier, tradition