Print artikel

Venskabets solskin

Hos Nietzsche markerer venskabets etik et forsøg på at give menneskene mulighed for at løfte hinanden med glæden som medium
Essay
14.02.13
Venskab er ikke det samme som kærlighed, forklarer filosoffen Nietzsche. Der er nærmere tale om en slags medglæde, hvor vennernes kontakt med hinanden får dem til at vokse sammen i højden. Essay kaster nyt lys over venskabets etik hos den tyske tænker.

Givetvis kender alle gode venner til den respekt, som de frit og naturligt viser hinanden, uden at have behov for at spille nogen rolle eller at holde igen over for hinanden. Deres samvær bygger på en form for frivillighed og åbenhjertighed, som tillader dem at gå til hinanden uden at sætte tilliden og respekten over styr. Den tyske filosof, Friedrich Nietzsche (1844-1900) bruger sit eget originale billede, ”venskabets solskin”, på dette mødested, hvor menneskene sammen kan vokse i højden og udfolde sig mere frit i overskridelsen af deres egne horisonter.

I min netop udkomne bog, Venskabets etik, tager jeg udgangspunkt i nogle fragmenter af Nietzsche, med henblik på at fremlæse en etik, der har venskab som sit omdrejningspunkt. Etik handler om det gode menneskeliv og Nietzsche er af den opfattelse, at venskab udgør et særligt humant voksested, der giver os mennesker tid og plads til at udfolde os frit med respekt for hinandens grænser.

Nietzsche blev i løbet af det 20. århundrede især berømt for sine dunkle tanker om overmennesket, som suverænt skaber sig selv og sine egne værdier. Mindre kendt er det i dag – for ikke at sige fuldstændig glemt – at han parallelt hermed gik med tanker om en venskabets etik som en art mellemmenneskeligt modstykke til den radikale individualisme, som hans overmenneske-figur repræsenterer.

Idéen om overmennesket, som iøvrigt ikke er Nietzsches egen, men som går tilbage til romantikken – om ikke endnu længere tilbage – bygges langsomt op i hans forfatterskab. I stort set alle de værker, som han fik udgivet, mens han levede, vil man kunne finde en forherligende fremstilling af de mest berygtede historiske og mytiske skikkelser som pragteksemplarer på overmenneskelig duelighed. I hans tidlige produktion spiller denne idé om det viljesstærke og suverænt skabende menneske dog endnu ikke nogen særligt fremtrædende rolle. Det vil man kunne forvisse sig om ved at studere hans tidlige forfatterskab og særligt hans efterladte, posthumt udgivne værk, det såkaldte Nachlass, der indeholder en lang række lister og skitser til projekter, som han nedskrev samtidig med sine udgivne værker.

Nietzsche fik langt fra fuldført alle sine projekter, hvilket det næppe er nogen filosof beskåret at gøre, og blandt sine ufuldendte projekter findes den omtalte venskabets etik. Den optræder i et fragment fra Nachlass dateret 1876. Der findes en næsten ordret gengivelse af dette fragment i hans værk, som udkommer to år senere, Menneskeligt, Altformenneskeligt, hvor henvisningen til venskabets etik imidlertid er udeladt. Fragmentet fra Nachlass lyder som følger: ”De, der kan glæde sig med os, står højere og os nærmere end dem, der lider med os. Medglæde gør ”vennen” (den medglædende), medlidenhed lidelsesfællen. – En medlidenhedsetik behøver en tilføjelse igennem den endnu højere venskabets etik.”

To gange fremhæver Nietzsche i fragmentet det højere ved venskabet, hvilket han allerede nogle år tidligere havde gjort i et brev til sin gode ven, Erwin Rohde, hvor han taler om ”venskabets højde”. I et nietzscheansk perspektiv har ordet ”højde” en helt bestemt konnotation i retning af at stige opad og overskride det monotone, rutineprægede liv, hvilket venskabet og den glæde, som det bringer, giver mennesket mulighed for. Medglæde er det, der særligt kendetegner vennen, hvis nærhed kan give ens tilværelse et formfuldendt ”schwung”. I modsætning til medlidenheden, som har en indbygget tendens til at udsætte mennesket for demoraliserende stemninger, der peger nedad i livet og lammer det til stedet. I fragmentet afviser Nietzsche ikke medlidenhedsetik som sådan, men han hævder, at den har behov for et supplement i form af den endnu højere venskabets etik.

En af de afgørende drivkræfter bag Nietzsches filosofiske virke vil kunne sammenfattes i dette ene ord: højde. Det er dette ord, der udpeger retningen for en stor del af hans tidlige tænkning, og det er også dette ord, der gemmer sig i forstavelsen til hans senere heltefigur, overmennesket. Overmennesket er det menneske, der er i stand til at overskride sine egne alt for menneskelige begrænsinger alene i kraft af sine egne ressourcer. Som nævnt kommer dette selvovervindende væsen kun antydningsvist til syne i Nietzsches tidlige produktion, og det bemærkelsesværdige er, at han parallelt hermed – særligt i sit posthumt udgivne værk – gik med tanker om venskabet som et etisk grundfænomen, der ligeledes kan hjælpe mennesket med at komme hinsides sine egne altformenneskelige begrænsninger. I venskabet kommer ressourcerne til at overvinde sig selv imidlertid ikke alene inde fra mennesket selv, som tilfældet er med overmennesket, men de udspringer af mødet med ens medmenneske, hvorfor Nietzsche taler om venskab, etik og medglæde i ét og samme åndedrag.

mennesket er en frugt på træet, der hidtil har manglet solskin

Tanken om venskab som et etisk betydningsfuldt fænomen udvinder han af den oldgræske tradition eller af ”grækerne” – som han selv kalder dem – ”der så godt vidste, hvad en ven er” og ”alene af alle folk har en dyb, mangesidet filosofisk fremstilling af venskabet”. Nietzsche hævder et andet sted i sit værk, at ”oldtiden udlevede og udtænkte venskabet dybt og stærkt, og tog det næsten med sig i graven”, hvilket blandt andet skyldes, at den store repræsentant for medlidenhedsetik, kristendommen – ifølge Nietzsche – med tiden er blevet så altdominerende i den vestlige tradition, at den næsten helt har udrangeret den oldgræske venskabsetik. Det kan diskuteres, om kristendommen og ikke mindst hvilken tradition inden for kristendommen skal have ”æren” for at have skrevet venskabets etik ind i den historiske glemmebog; men Nietzsche bruger under alle omstændigheder sin fragmentariske genudlægning af den antikke venskabsetik til at hæve sig op over den form for medlidenhedsetik, der bliver hængende i det altformenneskelige, og som han også flere steder i sit værk anklager sin læremester, Arthur Schopenhauer, for at være forfaldet til.

I et andet fragment fra Nachlass, affattet omkring udgivelsestidspunktet for Menneskeligt, Altformenneskeligt, forsøger Nietzsche at anskueliggøre den måde, hvorpå venskab gør sådanne etiske ressourcer til at overvinde sig selv tilgængelige: ”Venner, vi har glæde ved hinanden som ved friske naturvækster og viser hensyn til hinanden: sådan vokser vi op ved siden af hinanden som træer, og netop derfor skarpt opad og lige, fordi vi drages igennem hinanden.”

Det kan umiddelbart forekomme paradoksalt, at vennerne både vokser op ved siden af hinanden og drages igennem hinanden, men det er netop denne dobbelthed af at være i kontakt med hinanden og at vise hinanden respekt, der kendetegner venskabet og dets etiske styrke. Vennernes glæde over at være i kontakt med hinanden får dem til at vokse sammen i højden, men uden at de gror sammen, hvilket respekten eller det, som Nietzsche kalder hensynsfuldhed, forhindrer. Venskab er ikke det samme som kærlighed, ifølge Nietzsche, som et sted sammenligner de to fænomener: ”Det placerer kærligheden langt under venskabet, at den forlanger udelukkende besiddelse, mens én kan have flere gode venner, og disse venner bliver igen hver især venner med hinanden.”

Venskabets etiske betydningsfuldhed skal søges i den form for hensynsfuld, glædesbringende kontakt parterne imellem, der giver dem chancen for at se ud over deres egne begrænsninger ved at kalde det bedste frem i hinanden. I et andet brev til sin ven, Erwin Rohde, iscenesætter han deres venskab med Platons berømte hulelignelse som forlæg: ”vi behøver altid jordemødre [...] Men når vi går svangre, så er der ingen til at hjælpe, og som bistår os med den svære fødsel: og dystre og gnavne lægger vi da vores rå, uformede, nyfødte tanker i en eller anden dunkel hule; han mangler venskabets sollys.” I den platoniske hulelignelse repræsenterer solen det gode, der er højt hævet over hulen, hvor menneskene sidder fangne og er ofre for deres egne illusoriske vrangforestillinger. I Nietzsches genopførelse af lignelsen udmåler venskabets sollys den højde, som de to venner tragter efter for at stige opad; men når de ikke er sammen og er ude af stand til at hjælpe hinanden, ender de hver især med demoraliseret at nedlægge deres uformede tanker i en dunkel hule.

Det medium, hvori Nietzsche forestiller sig, at vennerne bevarer og udbygger deres forbindelse, lader sig fremlæse af billedet på jordemødrene. Nietzsche har så at sige foldet et platonisk billede ind i et andet: Platon sammenligner i sin dialog Theaitetos Sokrates’ samtalekunst med en jordemoder, der formår at hjælpe det menneske, som går og barsler med en ide, uden selv at kunne undfange den. Hvad Nietzsche ønsker at pege på med sin Platon-inspirerede lignelse, er den samtaleorienterede hjælp, som han og Rohde har brug for med henblik på at bringe deres tanker helstøbte til verden. Den dunkle hule, hvor de to venner, der savner hinandens venskab, gnavne nedfælder deres uformede tanker står i en skærende kontrast til det høje, lyse landskab, som Nietzsche fremkalder i andre af sine værker med henblik på at vise, at mennesket er en frugt på træet, der hidtil har manglet solskin. Sådan formulerer han det i Schopenhauer som opdrager og denne forestilling om en ven, med hvem man kan drage op i lyset for at overskride sine egne begrænsninger, udgør i hans værk et mellemmenneskelig pendant til hans overmenneske-figur.

Nietzsche ender med at tage overmenneskets side, hvilket sker i hans berømte værk, Således talte Zarathustra, hvor han lader sin nye profet, Zarathustra, bebude overmenneskets komme. Venskabet har dog ikke helt udspillet sin rolle som selvovervindelsesstrategi, hvilket fremgår af de følgende to sentenser fra Zarathustras repertoire: ”Ve alle elskende, der ikke har endnu en højde, som er over deres medlidenhed!”. Fra Nietzsches tidlige efterladte skrifter ved vi, at den højde, som rækker ud over medlidenheden, er knyttet til venskabets etik, der i modsætning til den kristne kærlighed ikke viser hen til en hinsidig frelse, men til en rent dennesidig højdedimension: ”Ikke næsten lærer jeg jer, men vennen. Vennen skal være jer jordens fest og en forudfornemmelse af overmennesket.”

På dette sted i Således talte Zarathustra bliver overmennesket imidlertid indsat som det højeste mål for mennesket, hvilket venskabet blot er et middel hen imod. Vennen har ikke i sig selv nogen værdi, men fungerer blot som en ”forudfornemmelse” af det menneske, der sætter sine egne værdier. Det er ikke uproblematisk og Nietzsches overmenneske-figur rummer en foruroligende, umenneskelig side: Overmennesket har ingen skrupler ved at bruge andre mennesker som midler i sin egen selvovervindelsesstrategi. Zarathustra er kommet for med sin visdom at blænde og stikke øjnene ud på menneskeheden, hvilket muligvis skal tages i en overført betydning, men det ændrer ikke ved, at menneskene som de er flest blot anskues som broer, sådan som Zarathustra formulerer det, hen til overmennesket.

I min bog anviser jeg imidlertid en anden vej ind i Nietzsches værk, hvor mennesket ikke bliver ofret på overmenneskets alter. Denne vej betegner Nietzsche venskabets etik, hvilket markerer et forsøg på at give menneskene mulighed for at ledsage og løfte hinanden med glæden som medium. Ikke alene har det hidtil været et stort set uudforsket spor i Nietzsches værk. Venskab selv har været et temmeligt overset fænomen i tænkningens historie. Ifølge Nietzsche er det, som fremtidens mennesker vil gå ud for at søge – snarere end gud og kærlighed – venner. I Således talte Zarathustra lader han sin helte-figur udtrykke dette håb for fremtiden: ”Der findes kammeratskab: må der gives venskab.”