Print artikel

Spydig filosof-duel genbesøgt

Smilende Camus fra før Sartre gjorde ham ked af det
Artikel
18.07.11
To af datidens aller tungeste intellektuelle kræfter, Jean-Paul Sartre og Albert Camus, røg i begyndelsen af 50’erne i struberne på hinanden i fuld offentlighed. Baggrunden var udgivelsen af Camus’ Oprøreren, der bestemt ikke huede Paris’ chef-filosof Sartre. Striden udspillede sig følgende over adskillige sider i franske magasiner. Følgende tekst om den legendariske duel er et uddrag fra den meget roste Camus-biografi, Camus –en romance.

I dag er en række bøger helliget redegørelsen for ‘Camus-Sartre-affæren’ – et begreb, der forekommer ganske passende, når man tænker på, at den, som næsten alle er enige om, unægtelig involverede et element af kærlighed. I forbindelse med dette har man forsøgt at afdække forskellige årsager til uenigheden. Den kolde krigs afslutning og muligheden for et mere afbalanceret syn på sagen har fremmet denne proces.

Måske fordi Camus og Sartre stadig er forførende skikkelser (eller fordi ingen har kunnet erstatte dem), eller måske ganske enkelt fordi deres liv er fuld af tankevækkende paralleller og kontraster, udgør konflikten mellem Camus og Sartre en endnu større og bedre historie i dag, end den gjorde som en politisk dyst for mere end et halvt århundrede siden. Deres tilsyneladende små uenigheder i efterkrigsårene passer ind i fortællingen. Camus’ angreb på Merleau-Pontys syn på skueprocesserne i Moskva antager en ny vægt, når vi ved, hvilken vej Sartre, der støttede Merleau-Ponty denne aften, senere slog ind på. (»Camus, der var knust, gik, smækkede døren bag sig … [og] nægtede at komme tilbage,« fortæller øjenvidnet Beauvoir.) I 1950’erne havde Sartre og Merleau-Ponty deres egne uoverensstemmelser vedrørende Sartres ‘ultra-bolsjevisme’. Alle disse samvittighedsspørgsmål, som Camus forholdt sig selvstændigt til – lederne om atombomben og retsopgøret, artikelserien Hverken ofre eller bødler, hvor han så tidligt som i 1946 satte lighedstegn mellem kommunisme og mord – markerer de stadigt mere forskellige retninger, Camus’ og Sartres politiske tænkning tog. Det ses også i Sartres værker. Mest skarpt synes Sartres teaterstykke Djævelen og den gode Gud, der fik premiere blot et år efter, at De retfærdige var blevet taget af plakaten, at udsende en direkte advarsel til Camus, for stykkets helt, der er fanget i en anden revolution og splittet mellem det gode og det ondes kræfter, griber til vold som det nødvendige redskab for forandring, mens Camus’ helt Kaljajev, selv efter sin forbrydelse, havde taget afstand fra vold. Djævelen og den gode Gud var ifølge Beauvoir et spejl af hele Sartres ideologiske udvikling. Som en opfølger – lidt på samme måde, som Camus netop havde udgivet Oprøreren som en udvikling af de iboende tanker i De retfærdige – havde Sartre gjort sit budskab krystalklart i den 300 sider lange doktrin ‘Les communistes et la paix  (senere trykt i Situations VI: Problèmes du marxisme; o.a.). Som en sidste udfordring af deres forhold bragte Les Temps Modernes i juli 1952 den første af tre dele af dette værk og etablerede Sartre som den førende uafhængige prokommunist i Frankrig.

De fleste skildringer af den offentlige meningsudveksling, der fulgte den følgende måned i Les Temps Modernes, nævner det antal sider af tidsskriftet, den optog – sytten af Camus, tyve til Sartres svar og derudover yderligere tredive sider til en anden tekst af den oprindelige anmelder, Francis Jeanson – som om redaktørerne forsøgte at kvantificere dens intensitet. Af de tre stemmer var Sartres den mest uforglemmelige. »Min kære Camus: Vores venskab var ikke let, men jeg vil savne det. Hvis De afslutter det i dag, betyder det uden tvivl, at det måtte ende.« De første underfundige sætninger i hans tekst får læseren til at vride sig i forventning om det angreb, der herefter følger, et af de mest bidende angreb i Sartres liv. Angrebets omfang var voldsomt og indholdet knusende, så meget desto mere fordi tonen var så fortrolig. Ordenes intention var uden tvivl at såre Camus, og selvfølgelig var denne intention en del af den offentlige underholdning. Bestemte vendinger som »den bærbare piedestal« hang ved og klæbede til Camus resten af hans liv – disse spydigheder antog nærmest form af slogans. »De gør os den ære at bidrage til dette nummer af Les Temps Modernes, men De bringer en bærbar piedestal med Dem,« skriver Sartre og optrapper således striden og nedgør de referencer, som Camus havde gjort brug af i sit brev, referencer til sin fattigdom og modstandsbevægelsen, og bringer Jeansons tidligere spydigheder om Camus’ »l’âme révolté« (‘sjælelige oprør’, på fransk lyder det næsten som bogens titel L’homme revolté) eller hans »Røde Kors-moral« et skridt videre.

Camus’ brev havde trængt Sartre i defensiven, hvilket gjorde Sartre hård og brutal. Jeanson var ironisk, nedladende og meget aggressiv i sin kritik af Camus’ opfattelse af revolutionens væsen, som den kom til udtryk i hans bog, mens Sartre, der kun forholdt sig til Camus’ brev, gik direkte til angreb på manden og hans karakter. Da Camus gav udtryk for vrede, krænkelse og selvretfærdighed i sit eget brev, vækkede det bøllen i Sartre, en bølle, der var så meget desto mere ondskabsfuld, fordi han vidste, hvilken smerte han forårsagede. »Deres kombination af ensformigt bedrag og sårbarhed afholdt altid folk fra at fortælle Dem de usminkede sandheder,« forklarer Sartre, og siger, at han for første gang, siden deres bekendtskab begyndte, vil tale uden at skåne ham. »Resultatet er, at De er blevet offer for en sørgelig vigtighed, der skjuler Deres indre problemer, og som De, tror jeg, kalder for middelhavsmådehold. Før eller siden var der nogen, der måtte sige det til Dem: Lad det være mig.«

 

kritikere, der aldrig har gjort meget mere end at vende deres lænestol i historiens retning

Efter således at have introduceret sit ærinde forsætter Sartre med at hudflette Camus, revse ham for hans moralisme, hans skinhellighed, hans filosofiske uduelighed og hans stil – »dens pompøsitet, der er naturlig for Dem«, dens beregnende lethed og formålstjenlige vrede – og gør grin med hans ringe forståelse for de emner, han behandler, og belærer ham som en uberegnelig studerende. Næsten alt, hvad Sartre skriver, har en modbydelig kant. Om Camus’ brev: »Sig mig, Camus, af hvilke mystiske grunde kan Deres værk ikke diskuteres uden at fjerne menneskehedens grunde til at leve?« Om hans identifikation med la misère: »Måske var De engang fattig, men det er De ikke længere; De er en bourgeois ligesom Jeanson og mig.« Om hans bog: »Og tænk, hvis De ikke var særlig god til at argumentere? Og tænk, hvis Deres tænkning var forvirret og banal?« På en eller anden måde var genstanden for striden mellem de to mænd, deres respektive syn på kommunismen, aldrig så vigtig som spørgsmålet om opførsel eller væremåde.

 

Hvad enten det skyldes en udløsning af indestængt vrede eller ren tilfredshed med sin egen præstation, som alle sagde, var fremragende, var den angribende Sartre stærkt skadefro. I sin konklusion (over fjorten sider i genoptrykket) taler han til Camus om, hvad han engang betød for ham, og hvad der siden har ændret sig – en afskedssalut, der også siger meget om ham selv. Ironisk nok kan de sætninger, der så ofte citeres i forsøget på at beskrive Camus (de er også synlige i indstillingen til Nobelprisen), også findes her: »For os har De – og De kunne være det igen i morgen – været den beundringsværdige forening af en person, en handling, et værk. Det var i 1945. Vi opdagede modstandsmanden Camus, som vi opdagede Camus som forfatteren til Den fremmede … og som redaktør af undergrundsbladet Combat …: Dengang var De ikke langt fra at være eksemplarisk. For i Dem var modsætningerne i vor tid præsente, og De transcenderede dem gennem den lidenskab, hvormed De levede dem ud.«

I Sartres skildring af Camus i efterkrigsårene fremstår Camus som en person, der har udspillet sin rolle. »De skulle have forandret Dem, hvis De havde ønsket at forblive Dem selv, men De var bange for at forandre Dem,« konkluderer han og refererer til Camus’ syn på kommunismen og »mod historien«. »Deres personlighed, der var virkelig og vital, så længe den blev næret af begivenheder, har været en luftspejling … De er kun halvt levende blandt os.« Med sit farvel lukker Sartre formelt døren og lader sig selv få det sidste ord. Han ville ikke besvare yderligere henvendelser fra Camus, skrev han, og håbede, at tavsheden ville lade deres polemik gå i glemmebogen.

Ingen har fuldt ud kunnet forklare den ondskabsfuldhed, der stadig gør Sartres brev til så pinefuld læsning. Indholdet viser klart, at den opstod på baggrund af noget personligt og var et forsøg på at gøre et gammelt regnskab op. Selv den velplacerede ondskabsfuldhed dækker over en underliggende interesse og omsorg, hvilken form den end har forandret sig til. Noget af giftigheden kan måske forklares ved, at Sartre både var såret og vred over Camus’ brev, der gjorde ham til det abstrakte ‘Redaktøren’ og satte ham på anklagebænken. Camus talte ikke til ham, men om ham, skrev han, forvandlede ham til en genstand eller en død person og talte om ham som en suppetallerken eller en mandolin. Camus havde trods sit brevs kejtethed også ramt nogle ømme punkter – bl.a. ved at pege på Sartres mangel på engagement og endda mandighed under besættelsen. »Jeg er begyndt at blive lidt træt af at se mig selv – og se tidligere militante, der aldrig har nægtet at engagere sig i deres tids kampe – være genstand for lektioner i engagement fra kritikere, der aldrig har gjort meget mere end at vende deres lænestol i historiens retning,« skrev han, idet han refererede til en hændelse under besættelsen, hvor han havde set Sartre sove i en stol i teatret Comédie-Française. Han tirrede Sartre på en meget velovervejet måde. Og Sartre, der elskede et godt slagsmål, og som for første gang i sit liv var fuldt ud politisk engageret, reagerede på fornærmelsen med sin egen kølige version af selvretfærdighed – for ikke at miste ansigt, som han formulerede det, og skruede helt op for sin egen retorik.