Print artikel

Det værste ved Vesten

Kritik
03.07.19
Jean-Luc Nancys essay »Heideggers banalitet« er hverken et forsvarsskrift for eller en simpel fordømmelse af Heidegger, men derimod en heideggerianers forsøg på at forstå, hvordan den filosof, der stillede værensspørgsmålet, kunne falde for den mest hadefulde af alle banaliteter.

Det 21. århundrede vil sandsynligvis blive husket som det århundrede, hvor den vestlige verden for alvor begyndte at se sine helte i et nyt perspektiv. At granske og revurdere dem i lyset af fortidige synder og moralske overvejelser. Men mens dommen over sexkrænkere i eksempelvis film -og tv-branchen umiddelbart har været benhård, lader fordømmelsen af filosofiens dårlige samvittighed, den tyske filosof Martin Heidegger, der har vist sig at være glødende nazist, til at have været mere eller mindre moderat.

Efter udgivelsen af de Sorte hæfter i 2014, hvor Heidegger åbenlyst kæder sin filosofi sammen med antisemitismen, har der selvfølgelig været flere Heidegger-fordømmende debatindlæg, og den tyske filosof Günter Figal trådte endda tilbage som formand for Heidegger-selskabet i afsky for hæfternes indhold. Alligevel er Heidegger (så vidt denne filosofistuderende har erfaret) stadig en central del af pensum på filosofistudiet i Danmark såvel som Frankrig, Tyskland og den angelsaksiske verden, og man har selv i amerikanske aviser kunnet læse indlæg, der forsvarer den tyske filosof under overskrifter som In Defence of Heidegger og A Fight for the Right to Read Heidegger.

Vi kan heller ikke længere ignorere eller bagatellisere de nazistiske elementer i hans tænkning, vi må på en eller anden måde læse Heidegger som nazist

Mange synes altså at være enige om, at det ikke sådan uden videre lader sig gøre at skrive Heidegger ud af filosofihistorien. Samtidig giver det efter udgivelsen af de Sorte hæfter heller ikke længere mening at adskille nazisten Heidegger og filosoffen Heidegger: de demonstrerer entydigt, at Heideggers nazisme ikke blot var en personlig fejltagelse, men en integreret del af hans filosofiske projekt. Det er lige netop ved denne problemstilling, at den franske filosof, Jean-Luc Nancys essay, Heideggers banalitet [Banalité de Heidegger], som netop er udkommet i dansk oversættelse på Forlaget Wunderbuch, tager sit afsæt: vi kan ikke skrive Heidegger ud af den vestlige filosofiske kanon, for uden Heidegger er det vanskeligt at tænke og forstå mange af det 20. århundredes helt store tænkere: Hannah Arendt, Jean-Paul Sartre, Jacques Derrida, Giorgio Agamben og Jean-Luc Nancy selv. Men vi kan heller ikke længere ignorere eller bagatellisere de nazistiske elementer i hans tænkning, vi må på en eller anden måde læse Heidegger som nazist. Heideggers banalitet er derfor hverken et forsvarsskrift for eller en fordømmelse af Heideggers tænkning, ikke endnu et debatindlæg, der diskuterer, om det er forsvarligt at læse Heidegger eller ej, men derimod en heideggerianers dybe undren og forsøg på at forstå, »hvordan antisemitismen, per definition banal og tankeløs, i det mindste for en tid har kunnet inddrages i den tænkning, som stillede spørgsmålet om »væren«.«

Titlen er en åbenlys reference til Hannah Arendts Eichmann i Jerusalem: en rapport om ondskabens banalitet, og Nancy indleder derfor essayet med at værne sig mod de mange misforståelser, som Arendts klassiker gennem tiden er blevet mødt med: med sin berømte og berygtede undertitel indikerer Arendt ikke, at ondskab er en banal eller ligegyldig ting, men fremhæver, hvor let dømmekraft og praksisser kan blive banaliserede. Eichmanns tankeløshed er ikke en undskyldning for hans ondskab, men snarere en mørk advarsel om, hvor almindelig og nærliggende ondskaben er. En påmindelse om, at det meste ondskab er blevet begået af folk, der ikke engang havde besluttet sig for, at de ville være onde, men udførte de mest grusomme handlinger som var de blot hverdagslige gøremål.

Det meste ondskab er blevet begået af folk, der ikke engang havde besluttet sig for, at de ville være onde, men udførte de mest grusomme handlinger som var de blot hverdagslige gøremål

Ligeledes søger Nancy heller ikke at bagatellisere Heideggers antisemitisme, men derimod at demonstrere, hvordan Heidegger tankeløst overtog den mest banale og hadefulde tankefigur, som florerede i hans tid, og tænkte den ind i sit eget narrativ. Som Nancy påpeger, virkede den antisemitiske diskurs »ved nærmest mekanisk tilslutning hos de fleste af dem, som ikke rådede over nogen tænkemåde, der var i stand til at udøve kritik på de historiske, antropologiske, filosofiske og fantasmagoriske grovheder, som den var fuld af.« Men netop derfor peger titlen også på et grundlæggende mysterium, et uforståeligt paradoks, som Nancy kredser om gennem essayet: hvis ondskab er tankeløshed, hvordan kan Heideggers antisemitisme så være så gennemtænkt, som det kommer det udtryk i de Sorte hæfter? Heidegger var jo ingen Eichmann, men den tænker, der satte væren på den filosofiske dagsorden. Det er svært at føre hans banalitet tilbage til tankeløshed eller mangel på kritisk sans, for Heideggers filosofiske originalitet bestod netop i at stille spørgsmålstegn ved det tilsyneladende, ved oprindelserne og ved offentlighedens uautentiske Man, der ikke forholder sig til sin egen endelighed, men blot ukritisk overtager herskende tankemønstre, vaner og ideologier. Alligevel tilsluttede Heidegger sig den antisemitiske holdning, som Man havde 30’erne. Heidegger foragtede jøderne, præcis som det vestlige Man altid har foragtet jøderne og overtog tankeløst en lang række tidstypiske fordomme om jøden som repræsentant for det mest rodløse, beregnende, grådige, maskinelle og materialistiske i den vestlige civilisation. Med andre ord som repræsentant for alt det, der er galt med det kapitalistiske og industrialiserede massesamfund. Og ikke nok med det, så tillagde han denne banale stereotyp en højere metafysisk sandhed.

Ved rent faktisk at læse de Sorte hæfter som en filosofisk tekst søger Nancy således at forstå, hvordan antisemitismen kunne blive et vigtigt element i Heideggers filosofiske projekt, på trods af, at hans tænkning burde have modvirket den. Her placerer Nancy sig i slipstrømmen på en række andre Heidegger-læsere, blandt andre Phillippe Lacoue-Labarthe og Peter Trawny, som har kaldt Heideggers antisemitisme “værenshistorisk” eller “metafysisk”. Heidegger begrunder nemlig hverken sin antisemitisme biologisk eller religiøst (og kritiserer endda nazismens racebegreb og kristendommen i ligeså skarpe vendinger som ‘jødeheden’), men rodfæster den i en revolutionær tanke om en “anden begyndelse” for den vestlige verden. Ligesom den “første begyndelse”, begyndelsen på den vestlige civilisation, blev gennemført af grækerne, så fordrer den “anden begyndelse” også et folk, der kan sikre den, nemlig det jødiske folk.

Ved rent faktisk at læse de Sorte hæfter som en filosofisk tekst søger Nancy således at forstå, hvordan antisemitismen kunne blive et vigtigt element i Heideggers filosofiske projekt, på trods af, at hans tænkning burde have modvirket den

Imidlertid kan den vestlige verden kun få adgang til denne anden begyndelse på bekostning af den fuldstændige forsvinden af alt det, som karakteriserer den i dens ultimative betingelse: den tekniske viden, beherskelsen af masserne, beregninger og »maskiniseringen«. Den kritik af moderniteten, af massesamfundet, af det uautentiske Man, af teknikken og maskiniseringen, som løber gennem Heideggers tænkning, bliver inkarneret i jøden eller snarere jødeheden, som dermed bliver den privilegerede aktør i vesterlandets undergang og genbegyndelse. Det jødiske folk er karakteriseret ved en mangel på jord, en såkaldt flakkeskæbne, som for Heidegger bliver et billede på den vestlige verdens rodløshed og historieløshed. Jøden kommer på den måde til at repræsentere alt det, der er galt med vesterlandet. Det giftige fremmedelement i enhver vesterlænding, som må udskilles for, at den nye begyndelse kan begynde.

Heidegger overtager således den mest banale og fortærskede stereotyp om jøden som den beregnende, grådige, jord- og historieløse pestilens og oversætter den til en værenshistorisk terminologi. Det, der særligt undrer Nancy, er imidlertid, at den tyske filosof i denne bevægelse ikke vier den mindste opmærksomhed til at undersøge antisemitismens herkomst: »Han, som i den grad forstår sig på at fange altings ophav, hvad enten det drejer sig om dem fra det græske sprog eller dem fra modernitetens hærgen (den tekniske, demokratiske, kalkulerende hærgen), spørger ikke sig selv, hvor antisemitismen kan stamme fra.« Antisemitismen optræder i Heideggers tænkning som noget næsten naturligt givet, der ikke har en historie, der er værd at undersøge.

Men hvorfor udviser genealogiens mester ikke den mindste interesse for anti-semitismens genealogi? Hvorfor undrer det ikke Heidegger, hvordan ét folk er kommet til at repræsentere alt det værste ved vesten? Hvorfor søger han ikke at placere antisemitismen inden for vesterlandets historie? Med andre ord: hvorfor undslipper antisemitismen Heideggers metafysikkritik? Nancys analyse i Heideggers banalitet er mest af alt et forsøg på at undersøge dette blinde punkt i Heideggers filosofi og på sin vis foretage en heideggeriansk metafysikkritik af Heideggers egen metafysiske antisemitisme.

Hvorfor undrer det ikke Heidegger, hvordan ét folk er kommet til at repræsentere alt det værste ved vesten? Hvorfor søger han ikke at placere antisemitismen inden for vesterlandets historie? Med andre ord: hvorfor undslipper antisemitismen Heideggers metafysikkritik?

Gennem en dekonstruktion af Heideggers banale karakteristik af jøden optegner Nancy en intim forbindelse mellem jødehadet og det selvhad, som uden ophør har karakteriseret Europa. Det, som på mange måder karakteriserer det moderne vesten: teknikken, rationaliteten, pengene, handelen, har vesterlændingene på en eller anden måde altid haft et behov for at lægge for had eller ihvertfald at tage afstand fra. Vi kan ikke lide det, fordi vi grundlæggende ikke kan lide os selv, eller vi kan ikke lide det, som vi har udviklet os til efter den græske kulturs opløsning. Som Nancy beskriver det, er det vestlige selvhad et had til en “jødisk andethed” i den tradition, der gerne vil være græsk.

For at forstå antisemitismens udbredelse i Europa må vi ifølge Nancy forstå dens udspring i kristendommens identitetskrise og begær efter at have oprindelse i sig selv. Kristendommen udspringer af jødedommen og har derfor behov for at udskille det jødiske element for at kunne blive sig selv. Derfor skærpes og fornyes den kristne antisemitisme med kristendommens kriser og omkalfatringer: »hvad kristendommen opfatter som urovækkende, eller endda som en fare, beskylder den jøden for - som den i forvejen har dømt til at være uden land og uden historie«. Afvisningen og udelukkelsen af jøderne i Europas historie er en udskillelse af alt det, som ikke har været kristent nok, ikke ophøjet nok, ikke åndeligt nok; det lavsindede, materielle og grådige. Antisemitismen er siden blevet opretholdt, forværret og tilpasset det vestlige samfunds behov for retfærdiggørelse.

I jødehadet er det således hele den vestlige identitet, det handler om. Og det er netop derfor, at vi ikke blot kan »fordømme antisemitismens skændsel: Vi må hive dens rødder op i lyset — og det betyder intet mindre end at gribe ind i selve hjertet af vores kultur«. I spørgsmålet om, hvordan den mest hadefulde af alle banaliteter har kunnet blive en del af den filosofi, der stillede spørgsmålet om væren, er det hele den vestlige civilisation, der er på spil.

Debatten om Heidegger og nazismen har været præget af en form for eksorcisme, et forsøg på at uddrive det onde, enten ved helt at frikende filosoffen eller ved at dømme ham ubønhørligt.

Det er denne erkendelse, vi skygger for, hvis vi enten ignorerer de antisemitiske elementer i Heideggers tænkning eller forkaster hans tænkning fuldstændig. Som Nancy formulerer det i et debatindlæg i den franske avis Libération, har debatten om Heidegger og nazismen været præget af en form for eksorcisme, et forsøg på at uddrive det onde, enten ved helt at frikende filosoffen eller ved at dømme ham ubønhørligt. Debatten har således været fanget mellem bagatellisering og betingelsesløs fordømmelse. Men ved at uddrive det onde berøver vi os selv den mulighed at forstå og dermed modvirke det onde.

For at kunne fordømme må vi analysere og forstå, hvad det er vi fordømmer, og ifølge Nancy gør en grundig læsning af de Sorte hæfter faktisk dommen over Heidegger langt hårdere, for de blotlægger jo netop, at Heidegger ikke alene har været antisemit; »han har villet tænke en grundlæggende og skæbneshistorisk nødvendighed af anti-semitismen ud i den værste ekstrem«. Det er således kun læsningen og den reflekterede overvejelse, som kan give sagsakterne deres fulde rækkevidde. For Heidegger er ikke blot forkastelig, han tog simpelthen fejl.

At skrive Heidegger ud at filosofihistorien implicerer ifølge Nancy to grundlæggende fejltagelser. For det første, at opblomstringen af totalitære ideologier ikke udgør et filosofisk problem, som det er værd at undersøge. For det andet, at Heidegger var en simpel nazist, at hans tænkning ikke var andet end nazistisk. For har Hannah Arendts kritik af totalitarismen, Derridas dekonstruktion og Nancys egen medværens ontologi, der alle har rødder i Heideggers tænkning ikke netop demonstreret, at hans filosofi var mere og andet end en antisemitisk kliché? Selvom Heideggers banalitet visse steder faktisk ligner et anklageskrift mod Heidegger, er Nancy trods alt stadig heideggerianer.

Den dystre sandhed, som vi må se i øjnene, er, at hvis begyndte at vurdere filosoffer ud fra deres moral, så ville den vestlige filosofiske kanon blive en hel del fattigere

Den dystre sandhed, som vi må se i øjnene, er, at hvis begyndte at vurdere filosoffer ud fra deres moral, så ville den vestlige filosofiske kanon blive en hel del fattigere. Men i stedet for at bortforklare racisme, kvindehad og totalitære træk som tendenser i tiden eller bagateller, der ikke har noget med tænkningen at gøre, skal vi måske begynde at reflektere over, hvordan disse uheldige tendenser også har været konstituerende for den vestlige filosofi. Vi kan, som Nancy formulerer det, ikke bare »putte os i det politisk korrekte, som hvis vores verden ikke var snavset«. For den vestlige filosofiske kanon er ikke bare oplysning, humanisme og fremskridt, den er også alt snavset. Og det er måske snavset, vi må se i øjnene for at forstå, hvem vi er.